Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide. 

Fantasy, Young Adult

Flad kærlighedshistorie og ikke eksisterende plot i et victoriansk cirkus

Nattens Cirkus af Erin Morgenstern fra forlaget Bazar, 2014. 2/5 stjerner  

Cirkusset ankommer uden varsel. Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går.

Et omrejsende cirkus, hvis lige aldrig er set, vækker opsigt. Når tusmørket falder på, åbnes portene til Nattens Cirkus, og indenfor venter en forunderlig verden i sort og hvidt. Stribede telte står langs endeløse, bugtede stier og lokker med glansfulde numre af trapezartister og ildslugere, slangemennesker og illusionister. På den store plads brænder et bål med hvide flammer og røgen i den fortættede luft blandes med en duft af karamel og kanel. Men kun få mennesker ved, at der bag kulisserne foregår en hård duel mellem to unge magikere. Celia og Marco er begge fra barnsben blevet trænet af deres respektive mentorer til at deltage i et ”spil” mod en ukendt modstander, som de bindes til for livet. Da de omsider lærer hinanden at kende, står tiden stille og luften vibrerer ved den mindste berøring mellem dem. Uden at forstå reglerne for spillet til fulde forelsker de sig hovedkulds i hinanden og erfarer først for sent, at de er modstandere i en dyst på styrke og udholdenhed hvor kun en kan stå tilbage.

Nattens Cirkus var en overgang vanvittig hyped og bliver af mange beskrevet som en følelsesmæssig rutsjebane. Og okay – hvis man er til en ekstremt deskriptiv bog uden noget egentligt plot og elsker cirkusser. Så er man nok den perfekte læser. Det er jeg så ikke. Jeg har ellers normalt ikke noget imod en karakterdrevet roman (modsat en plotdrevet roman), men jeg har brug fornoget– og Nattens Cirkus gav mig et plot med muligheder, der slet ikke blev udfoldet og flade karakterer, der var håbløst forudsigelige. Plottet er der ligesom bare – der er det her magiske spil, som ikke bliver ordentligt forklaret og som ikke virker troværdigt. Magien i bogen er… kedelig. Det er som om Morgenstern har prøvet at lave en bog, hvor man ikke ved, hvad der virkeligt (hvilket jeg ELSKER), men med præmissen, at hovedpersonerne har magi – og så ryger præmissen om, hvad der er virkelig og hvad der ikke er, for læseren. 80% af bogen er beskrivelser og telte og forestillinger – men de er ikke særligt gode. En bog, der gør dette til fulde, er f.eks. Toymakers af Robert Dinsdale, der faktisk formår at skabe en magisk verden omkring læseren, men som langt hen ad vejen leger med læseren og ikke vil ud med, hvad der virkeligt og hvad der ikke er. Nattens Cirkus derimod er forvirrende, fragmenteret og ligegyldig.

En victoriansk kærlighedshistorie kan jeg til gengæld godt være med på, men da hovedpersonerne Celia og Marco er temmelig flade og i nogle tilfælde direkte usympatiske er deres insta-love historie ikke troværdig. Morgenstern fortæller det, men viser det ikke. De siger, de elsker hinanden, men det virker ikke sådan – show it, dont tell it, mrs. Morgenstern!

Cirkusset er ellers ganske magisk og godt beskrevet, så det er en skam for bogen, at plottet i den grad spænder ben og gør det til en bog, man virkelig ikke bør spilde tiden på. Med mindre man er usædvanligt glad for cirkusser.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Kampklædt Askepot med tænd/sluk-knap

Cinder af Marissa Meyer fra forlaget Square fish, 2013. 4/5 stjerner.

Argh! Hvor skal man overhovedet starte? Cinder er en genfortælling af Askepot og den første af fire bøger i Marissa Meyers serie The Lunar Chronicles, som alle sammen er genfortællinger af klassiske eventyr. Og det er så godt!

Cinder er vores hovedperson. Hun bor i New Bejing og er den bedste mekaniker i byen – og cyborg. Hun bor hos sin alt andet end venlige stedmor (der tilfældigvis også ejer hende, fordi cyborger bliver anset som andenrangsmennesker) med sin bedste ven androiden Iko. Da hendes mindste søster – og bedste menneskelige ven – pludselig bliver alvorligt syg, giver stedmoderen hende skylden. Samtidig er den flotte prins Kai dukket op og har bedt hende om hjælp til at reparere en vigtig androide – og pludselig er Cinders liv viklet ind i menneskelige forsøg, en ond månedronning og hun må vælge mellem frihed og pligt – og måske finde nøglen til sin egen fortid.

Jeg elsker parallellen til den originale Askepot-historie, uden at det bliver helt det samme. Bogen er ret forudsigelig, men verdenen er interessant og bliver foldet ud i løbet af bogen, hvor man sammen med Cinder finder ud af mere og mere. Bogen er helt bestemt underholdende og giver én lyst til at læse mere og få udfoldet den konflikt, der ligger mellem Jorden og Lunarerne (en race, der har udvandret fra Jorden og bosat sig på månen), og gav mig lyst til at læse nummer to, Scarlet, med det samme. Hvilket jeg gjorde.

Som hovedperson er Cinder mere troværdig end mange andre YA-fantasy-scifi-bøger. Selvom hun er teenager, formår hun på én gang at opføre sig som en teenager, der er blevet kuet af sin stedmor hele livet og stadig have rebelske tendenser nok til, at det er troværdigt, når hun tager de valg, hun gør. Hun er bestemt ikke den klassiske Askepot, der skal reddes af prinsen, og så er det sindssygt interessant, at hun er cyborg. Hun er beskrevet som af de mest avancerede cyborgs, der overhovedet er skabt, men hun kan ikke selv huske sit liv før ulykken, der gjorde hende til cyborg. Denne plotlinje bliver formentlig udbredt i de næste bøger i serien, og selvom bogen ikke går meget i dybden med cyborg/menneske/androide-forholdet, så er det en spændende præmis. Og det ville have været en helt anden bog, hvis den skulle have diskuteret alt det. Iko er det perfekte sidekick, selvom jeg savner lidt mere beskrivelse af, hvordan androiden ser ud – men hun er sjov og praktisk og denne bogs svar på R2D2.

Lunarerne som race er også vildt interessante, og jeg glæder mig til at høre mere om dem i løbet af serien og trods deres evne til at forblinde og derved styre mennesker, fornemmer man også, at mange lunarer slet ikke er tilfredse med deres dronning, og måske ikke er så slemme endda.

Bogen er letlæst, men meget malerisk i sit sprog og gør det nemt at forestille sig den verden, Marissa Meyer stiller op. Jeg er også ret vild med, at hun tager udgangspunkt i hele jorden – ofte i denne type af bøger, hører man om et lille lukket samfund uden forklaring på, hvad der er blevet af resten af jorden. Marissa Meyers verden er velgennemtænkt og plottet er på alle måder underholdende.