Anmelderrost, Fantasy, Julelæsning

Julemandens værksted møder imponerende lyrisk forfatterskab

Toymakers af Robert Dinsdale fra forlaget Ebury Digital, 2018. 4,5/5 stjerner. 

Hvor skal man overhovedet starte? Toymakers er en eminent velskrevet historisk roman, med fantasy-elementer. Og jeg elsker disse hints af, at det måske er fantasy og magi eller måske blot virkeligheden og mekanik. Robert Dinsdale skriver på én en gang gribende, lyrisk og så rigt detaljeret bog, at det næsten gør fysisk ondt af forlade Papa Jacks Emporium. Bogen er rutsjebane-tur af følelser, der ikke slipper én lige foreløbig. 

Bogen handler om en legetøjsbutik, Papa Jacks Emporium på Iron Duke Mews i London og handler om årene 1906 til 1953. Bogen er fortalt gennem vores hovedperson Cathy, der i 1906 er 16 år gammel og gravid og løber hjemmefra for at arbejde for Emporium, da hun ikke ønsker at bortadoptere sit barn, som hendes familie ellers er ved at planlægge. Her møder hun Papa Jack Godman, der under et mangeårigt fangeskab i Sibirien, har fået en forståelse for, hvad legetøj kan bringe både børn og voksne; uskyldighed og vidunder. Han tager sine sønner Kasper og Emil med til London og skaber mesterlegetøjsbutikken Papa Jacks Emporium, som tilsyneladende opererer med andre love for tid og rum. De åbner den første dag, der er frost og lukker, når sneen smelter. Hvert år. Resten af året bruges på at lave legetøjet og gøre klar til næste sæson. Begge brødre falder for Cathy, men hun har kun øjne for den talentfulde Kasper, der er en lige så dygtig legetøjsskaber som sin far, hvorimod Emil er usikker og rammes gang på gang af egne bekymringer og jalousi over sin bror. I Emporium føder Cathy sin datter Martha og gifter sig med Kasper. 

Emporium blomstrer og virker helt ude af takt med verdenen og skaber hvert år magi for børn og voksne. Alligevel rammer virkeligheden, da Første Verdenskrig sender Kasper i krig og kommer tilbage som en ødelagt mand tre et halvt år senere – ramt af skyldfølelse, granatchok og ikke mindst fysiske sår fra krigen. Og det puster yderligere til konflikten mellem de to brødre, der kulminerer og næsten betyder enden for Papa Jacks Emporium. Mange år senere forsvinder Kasper og forlader Cathy og Martha, som han ellers har opdraget som sin egen. Selve Emporium lider under det og vi følger det, mens Emil og Cathy forgæves kæmper for at bibeholde fortidens storhed.  

Are you lost? Are you afraid? Are you a child at heart? 

Det er en bog om to brødres interne kampe, om deres jalousi og beundring for hinanden. Særligt om Emils jalousi overfor Kaspers liv – lige fra hans kone og talent til det, han deltog i en krig, hvor Emil ikke kunne grundet et dårligt hjerte. Og en historie om, hvordan denne jalousi er altødelæggende. Men det er også en historie om krig, om eftervirkningerne af Første Verdenskrig, om en familie, om legetøj og om magi. Også er særligt den første fjerdedel af bogen helt klart også om jul. Når man er ude over den første fjerdedel går det meget julede lidt af bogen, men jeg vil nok ikke anbefale man læser den en varm juni-dag. Vent til de kolde måneder. 

Og det er en bog, der undervejs vil sætte sig på ens brystkasse til det føles som om, den forhindrer én i at trække vejret, en bog, der får en til at gispe i forundring og overveje, hvornår noget er virkeligt og hvornår det er rent magi. Det er med andre ord en enestående, brillant bog. Så hvorfor får den ikke fem stjerner? Fordi jeg virkelig ikke brød mig om slutningen. Jeg ved faktisk ikke, hvordan den skulle have endt – den vej Robert Dinsdale gik med især Cathy og Kaspers skæbner, gjorde på alle måder bare ondt. Man længtes jo efter at få at vide, hvad der var sket med Kasper. Men jeg ville ønske, at han havde efterladt den der. Uden en egentlig afslutning for Kasper, ladet slutningen var bitter og melankolsk. Bogen kunne godt have båret det. I stedet var slutningen på alle måder urealistisk og fjernede fuldstændig det magiske ved, at man hele bogen havde overvejet om familien Godman virkelig havde magiske evner eller bare var sindssygt dygtige håndværkere. Og for mig var det virkelig en skam. Måske skulle Robert Dinsdale have ladet Kaspers skæbne stå hen i det uvisse og lade Cathy være bedstemor. Det var i hvert fald ikke den slutning, jeg havde håbet på. Men indtil de sidste 20-30 sider er bogen et litterært mesterværk!