Anmelderrost, Contemporary

Som at læse en forårsbrise

Kattegæsten af Takashi Hiraide fra forlaget People’s Press, 2014. 4,5/5 stjerner.

Prisbelønnet japansk roman, der har ligget på bestsellerlisterne i USA, Frankrig og England? Ja hvorfor ikke?

Et par i trediverne bor til leje i en lille hytte i en stille del af Tokyo. De arbejder begge hjemme som freelance skribenter, men har ikke længere noget at sige hinanden. Hverdagen har slået igennem og dagligdagen en smule triviel uden dog at være ulykkelig eller specielt trist.

En dag inviterer en smuk, hvid hunkat sig selv på besøg i deres køkken. Den går igen, men kommer tilbage dagen efter og næste dag og næste dag igen. Nye, små glæder dukker op sammen med katten; dagene bliver lysere og mere farverige. Pludselig virker det, som om livet igen har noget i vente for det unge par; de går ture sammen, taler og deler historier om katten og dens særheder med hinanden.

En bevægende og poetisk roman om tilværelsen, kærlighedens væsen og om at miste.

Jeg tror aldrig, at jeg har læst en japansk roman før – og det er en letlæst lille roman på kun 180 sider, der er hurtig at læse. Men trækker i hjertet hele vejen! Kattegæsten er så sød, så poetisk og så uendelig nostalgisk. På en fin og utvungen måde bliver man en del af parrets hverdag, der pludselig bliver fyldt med naboens hvide kat, Chibi. Det føles som at læse poesi – uden egentlig at være et digt. Og det passer sådan en som mig rigtig godt, for jeg har aldrig været den store fan af poesi. Men jeg er kæmpefan af Kattegæsten og dette indblik i japansk hverdag og kultur. Skrivestilen er så fin og delikat, at man næsten føler, man selv kan mærke Chibis bløde pels.

Ironisk nok kan ingen af de to specielt godt lide katte i starten, men langsomt snor den lille hvide, hunkat parret om sin fløjlsbløde pote – bogen kan nok især anbefales til folk med kæledyr eller som elsker dyr. Og er du katteejer og læser denne bog, så sørg for at have katten i nærheden. Du vil få lyst til at give den et kram, når du er færdig!