Scifi, Young Adult

Be nice to the nerds

Ready Player One af Ernest Cline fra forlaget Tellerup, 2018. 3/5 stjerner.

Året er 2045, og virkeligheden er et forfærdeligt sted. Det eneste tidspunkt Wade Watts føler sig i live, er når han er logget ind i OASIS, et enormt virtuelt univers hvor det meste af menneskeheden tilbringer deres tid. Da den excentriske skaber af OASIS dør, efterlader han en række svære gåder og udfordringer der er baseret på hans besættelse af den 1980’ernes gamle popkultur. Den første som løser dem alle vil arve hans kæmpe formue og overtage kontrollen over OASIS.

Så finder Wade det første spor, og pludselig er han chikaneret af rivaler som er villige til at dræbe for at vinde præmien. Løbet er startet og den eneste måde at overleve på er at vinde – og konfrontere den virkelige verden han har været så desperat for at flygte fra. 

Ready Player One er nørdefantnasi – et geek utopia. Og det er ret tydeligt, at forfatteren selv er både gamer og nørd, og denne bog er en ode til 1980’ernes popkultur lige fra tegneserie, spil og film. Og jo, jo, jeg har spillet World of Warcraft og har sådan set fint styr på, hvad en Commodore 64 er, men min passion for 1980’erne kan ligge på et ret lille sted, så der er sikkert referencer, jeg ikke har fanget – men bogen kan godt læses alligevel. Du behøver ikke tale flydende nørd (om end jeg gør det sådan lidt) for at nyde bogen. For bogen er et tjubang eventyr og skal læses, fordi det er sjovt. Og det kræver en nørd at skrive sådan en bog – Ernest Cline har styr på sit shit. Selvom det er en futuristisk, dystopisk verden, så er setup’et omkring OASIS realistisk ligefra fællesskabet omkring spillet til måden, man laver sin bruger. Han kender de lange nætter, hvor gamere ikke sover, men er opslugt af et raid og han ved, hvordan der bliver kommunikeret på en gamechat. 

Wade er hovedpersonen og han er god knægt. Han har haft et hårdt liv og er vokset op under triste omstændigheder, og selvom han lidt er en brokkerøv, så giver han ikke nogen skylden for sit liv. Han ved godt, at sådan har omstændighederne bare været. Han kunne have hadet sin mor, der døde af en overdosis, men det gør han ikke. Han er en sød, sørgelig eksistens, fuldstændig opslugt af OASIS. Og så lige pludselig bliver han berømt, men han viser også en god portion viljestyrke – også i den virkelige verden. Han er en god knægt. 

Bogen er rå underholdning af typen, som man gerne læser, og også gerne læser to’eren, hvis den udkommer. Jeg græder ikke snot, hvis nummer to ikke udkommer, men jeg læser den, hvis den gør. Det er en spændende verden, og det er en nørdet eventyr, hvor en ægte nørdet knægt for én gang skyld er hovedpersonen, i stedet for den typiske kliche med en lidt nørdet pige, der ikke ved, hvor køn hun er. Wade er rigtig nørdet af den type, du kan finde ude bag skærmene kl. 3 om natten i gang med et spil – men Wade er samtidig mega cool. 

Be nice to the nerds – you might end up working for one.

Scifi

Grænserne mellem dyr og mennesker

Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup fra forlaget Egolibris, 2014. 5/5 stjerner.

Det er sjældent, at jeg sætter mig ned for at høre en lydbog færdig. Uden at pusle med vasketøj, uden at vaske op eller gå en tur. Bare sætter mig åndeløst ned blot for at høre en bog færdig. Det gjorde jeg med Homo Bestia som er så realistisk sci-fi i så ypperlig kvalitet, at jeg decideret gik rundt og forventede at møde en bestia på gaden. 

Bogen foregår i 2103. Det er med held lykkes at gensplejse dyr med mennesker og ud af det er væsenerne homo bestia – i daglig tale bestiaer – opstået. De er stærke, kloge og lydige. Derfor bliver de største af dem – dem, der ofte er gensplejset med rovdyr – brugt af Politiet og Forsvaret. Bestiaerne trænes og opfostres på store kenneler rundt omkring i landet. Jack er løjtnant i hæren og har efter flere års forsøg endelig fået en tilladelse til at blive bestiafører. På Gaia-kennelen bliver han præsenteret for forskellige slags, men uvist (også for ham selv) vælger han bestiaen, der bliver kaldt Sky. Sky er halvt leopard og er mildest talt medtaget. Han er vanrøgtet, sky og utilregnelig. Og slet ikke brugbar til militær tjeneste. Jack får tre måneder – så skal Sky være lydig. Og med hjælp fra den smukke, kvindelige dyrlæge går Jack i gang med at tæmme Sky – men måske skal Sky slet ikke tæmmes, men bare forstås. Men måske gemmer der sig mere under overfladen? Snart er Jack og Sky viklet ind i noget ingen af dem kunne have forudset og som er med til at forme fremtiden for bestia-arten. 

Denne bog slog benene væk under mig. Den siger lige så meget om racen homo sapiens, som den gør om arten homo bestia. Og det er ypperligt godt skrevet. Den er formidlet vanvittig realistisk uden nogle former for fantasy-elementer. Det her er science fiction, når det er allerbedst og når scifi leger med gennembrud, som videnskaben nogle gange påstår er tæt på. Jeg er vild med vores rejse med Jack. Gennem ham lærer vi at forstå homo bestiaerne – og gennem Sky lærer vi lidt om menneske-racen. Sky har været så grueligt meget igennem, men langsomt begynder Jack at forstå – og opbygge tillid til den sky menneskeleopard, der ikke har meget til overs for mennesker. 

Jeg er også vild med slutningen. Mange populære fremtidsbøger slutter med et systemsammenbrud eller noget vildt omvæltende. Det gør Homo bestia også, men den gør det elegant – den gør det realistisk. Fuldstændig, som man ville se en dyrekennel blive behandlet i medierne. Karina Laurberg Bidstrup må have researchet afsindig meget før hun har skrevet denne bog – men det er det hele værd. Jeg er vild med Sky, jeg småcrusher på Jack og jeg vil vide mere om Homo Bestia. Jeg vil udforske deres muligheder mere. Jeg vil tilbage i den verden og finde ud af, hvad der sker hvis en bestia og et menneske forelsker sig, hvad der sker hvis en bestia lever vildt, udforske hvor meget de er dyr og hvor meget de er mennesker. Jeg vil kort sagt vide mere, for selvom Homo Bestia er en smukt afsluttet stand alone, er jeg slet ikke mæt. Homo Bestia er så godt skrevet og så imponerende vanvittig godt fundet på, at jeg krydser alt hvad krydses kan, for at Karina Laurberg Bidstrup heller ikke er færdig med sine bestiaer. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Fantasy, Scifi

Rollespil gone big

Dream Park af Larry Niven og Steven Barnes fra forlaget Ace Books, 1981. 3/5 stjerner 

Dream Park er en oplevelse. Den er skrevet enormt deltaljeret, uden at det dog bliver for meget – det føles nærmest som en se en film eller at være der selv. Det er en serie af fire bøger, der finder sted i en nær fremtidsudgave af jorden, og Dream Park er den første af bøgerne. Teknologi bliver brugt til at skabe realistiske spil, som deltagerer deltager i som protagonister i de mange forskellige scenarier. Altså en form for D&D (dungeons and dragons), LARP (live action role-playing) eller måske mere kendt i dag MMORPG (Massively Multiplayer Online Roleplaying Game) morfet sammen i et – men ikke online og uden små figurer. Men med sig selv. Deltagerne deltager ganske frivilligt og har forskellige karakterer og evner.

Og spillene har ganske store, imponerende omgivelser. Det er hele verdener, øer, eller andre planeter. Hologrammer bliver brugt som special effects og det er også sådan deltagernes våben bliver magiske eller f.eks. skarpe, hvis det er sværd. Derved er det ikke direkte farligt for deltagerne. Computere og en gamemaster styrer spillet og der er skuespillere med for at gøre det mere realistisk. Spillerne betaler for at deltage, men kan ligesom i de ovennævnte udvikle deres karakterer gennem point og på den måde blive bedre og bedre.

I Dream Park følger vi sådan en gruppe på 15 spillere. Heldigvis er der et persongalleri på de første sider, for ellers ville det være ret vanskeligt at holde styr på, hvem der er hvem. Primært følger vi dog Alex Griffin, der er Dream Parks sikkerhedschef og som ikke spiller. Men han bliver blandet ind i et spil, der er det største og dyreste, Dream Park har sat op nogensinde med en game master (ham der har udviklet spillet og sidder uden for og styrer det) og en lore master (ham, der er inde i spillet som en form for leder og skal forsøge at vinde det), der naturligvis hader hinanden – og er nogle af verdens bedste spillere. Griffin bliver blandet ind i det, fordi en sikkerhedsvagt findes død i løbet af den første nat, og de eneste tilstedeværende, har været spillerne. På den måde bliver det både en historie om selve spillet og alt det, Dream Park kan, men også et krimimysterium. Fokus er dog på spillet.

Bogen er som nævnt sindssygt velskrevet og præmissen om Dream Park er interessant. Persongalleriet gør den en smule svær at følge med i, særligt i starten og jeg ville ønske, man havde hørt mere om rivaliseringen mellem game master og lore master. Dette bliver muligvis foldet ud i de næste bøger. Men det er en på alle måder hæsblæsende, aktion-roman, der i sin udgivelsestid var en kommentar til den tids voksende interesse for netop liverollespil. Så meget af en virksomhed, faktisk forsøgte at virkeliggøre så meget som muligt af Dream Park i 1990’erne desværre uden held. Men ideen er interessant og er man til scifi og fantasy er det en på alle måder underholdende bog med et tvist af krimi.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Kampklædt Askepot med tænd/sluk-knap

Cinder af Marissa Meyer fra forlaget Square fish, 2013. 4/5 stjerner.

Argh! Hvor skal man overhovedet starte? Cinder er en genfortælling af Askepot og den første af fire bøger i Marissa Meyers serie The Lunar Chronicles, som alle sammen er genfortællinger af klassiske eventyr. Og det er så godt!

Cinder er vores hovedperson. Hun bor i New Bejing og er den bedste mekaniker i byen – og cyborg. Hun bor hos sin alt andet end venlige stedmor (der tilfældigvis også ejer hende, fordi cyborger bliver anset som andenrangsmennesker) med sin bedste ven androiden Iko. Da hendes mindste søster – og bedste menneskelige ven – pludselig bliver alvorligt syg, giver stedmoderen hende skylden. Samtidig er den flotte prins Kai dukket op og har bedt hende om hjælp til at reparere en vigtig androide – og pludselig er Cinders liv viklet ind i menneskelige forsøg, en ond månedronning og hun må vælge mellem frihed og pligt – og måske finde nøglen til sin egen fortid.

Jeg elsker parallellen til den originale Askepot-historie, uden at det bliver helt det samme. Bogen er ret forudsigelig, men verdenen er interessant og bliver foldet ud i løbet af bogen, hvor man sammen med Cinder finder ud af mere og mere. Bogen er helt bestemt underholdende og giver én lyst til at læse mere og få udfoldet den konflikt, der ligger mellem Jorden og Lunarerne (en race, der har udvandret fra Jorden og bosat sig på månen), og gav mig lyst til at læse nummer to, Scarlet, med det samme. Hvilket jeg gjorde.

Som hovedperson er Cinder mere troværdig end mange andre YA-fantasy-scifi-bøger. Selvom hun er teenager, formår hun på én gang at opføre sig som en teenager, der er blevet kuet af sin stedmor hele livet og stadig have rebelske tendenser nok til, at det er troværdigt, når hun tager de valg, hun gør. Hun er bestemt ikke den klassiske Askepot, der skal reddes af prinsen, og så er det sindssygt interessant, at hun er cyborg. Hun er beskrevet som af de mest avancerede cyborgs, der overhovedet er skabt, men hun kan ikke selv huske sit liv før ulykken, der gjorde hende til cyborg. Denne plotlinje bliver formentlig udbredt i de næste bøger i serien, og selvom bogen ikke går meget i dybden med cyborg/menneske/androide-forholdet, så er det en spændende præmis. Og det ville have været en helt anden bog, hvis den skulle have diskuteret alt det. Iko er det perfekte sidekick, selvom jeg savner lidt mere beskrivelse af, hvordan androiden ser ud – men hun er sjov og praktisk og denne bogs svar på R2D2.

Lunarerne som race er også vildt interessante, og jeg glæder mig til at høre mere om dem i løbet af serien og trods deres evne til at forblinde og derved styre mennesker, fornemmer man også, at mange lunarer slet ikke er tilfredse med deres dronning, og måske ikke er så slemme endda.

Bogen er letlæst, men meget malerisk i sit sprog og gør det nemt at forestille sig den verden, Marissa Meyer stiller op. Jeg er også ret vild med, at hun tager udgangspunkt i hele jorden – ofte i denne type af bøger, hører man om et lille lukket samfund uden forklaring på, hvad der er blevet af resten af jorden. Marissa Meyers verden er velgennemtænkt og plottet er på alle måder underholdende.