Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Fantasy, Scifi

Rollespil gone big

Dream Park af Larry Niven og Steven Barnes fra forlaget Ace Books, 1981. 3/5 stjerner 

Dream Park er en oplevelse. Den er skrevet enormt deltaljeret, uden at det dog bliver for meget – det føles nærmest som en se en film eller at være der selv. Det er en serie af fire bøger, der finder sted i en nær fremtidsudgave af jorden, og Dream Park er den første af bøgerne. Teknologi bliver brugt til at skabe realistiske spil, som deltagerer deltager i som protagonister i de mange forskellige scenarier. Altså en form for D&D (dungeons and dragons), LARP (live action role-playing) eller måske mere kendt i dag MMORPG (Massively Multiplayer Online Roleplaying Game) morfet sammen i et – men ikke online og uden små figurer. Men med sig selv. Deltagerne deltager ganske frivilligt og har forskellige karakterer og evner.

Og spillene har ganske store, imponerende omgivelser. Det er hele verdener, øer, eller andre planeter. Hologrammer bliver brugt som special effects og det er også sådan deltagernes våben bliver magiske eller f.eks. skarpe, hvis det er sværd. Derved er det ikke direkte farligt for deltagerne. Computere og en gamemaster styrer spillet og der er skuespillere med for at gøre det mere realistisk. Spillerne betaler for at deltage, men kan ligesom i de ovennævnte udvikle deres karakterer gennem point og på den måde blive bedre og bedre.

I Dream Park følger vi sådan en gruppe på 15 spillere. Heldigvis er der et persongalleri på de første sider, for ellers ville det være ret vanskeligt at holde styr på, hvem der er hvem. Primært følger vi dog Alex Griffin, der er Dream Parks sikkerhedschef og som ikke spiller. Men han bliver blandet ind i et spil, der er det største og dyreste, Dream Park har sat op nogensinde med en game master (ham der har udviklet spillet og sidder uden for og styrer det) og en lore master (ham, der er inde i spillet som en form for leder og skal forsøge at vinde det), der naturligvis hader hinanden – og er nogle af verdens bedste spillere. Griffin bliver blandet ind i det, fordi en sikkerhedsvagt findes død i løbet af den første nat, og de eneste tilstedeværende, har været spillerne. På den måde bliver det både en historie om selve spillet og alt det, Dream Park kan, men også et krimimysterium. Fokus er dog på spillet.

Bogen er som nævnt sindssygt velskrevet og præmissen om Dream Park er interessant. Persongalleriet gør den en smule svær at følge med i, særligt i starten og jeg ville ønske, man havde hørt mere om rivaliseringen mellem game master og lore master. Dette bliver muligvis foldet ud i de næste bøger. Men det er en på alle måder hæsblæsende, aktion-roman, der i sin udgivelsestid var en kommentar til den tids voksende interesse for netop liverollespil. Så meget af en virksomhed, faktisk forsøgte at virkeliggøre så meget som muligt af Dream Park i 1990’erne desværre uden held. Men ideen er interessant og er man til scifi og fantasy er det en på alle måder underholdende bog med et tvist af krimi.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Kampklædt Askepot med tænd/sluk-knap

Cinder af Marissa Meyer fra forlaget Square fish, 2013. 4/5 stjerner.

Argh! Hvor skal man overhovedet starte? Cinder er en genfortælling af Askepot og den første af fire bøger i Marissa Meyers serie The Lunar Chronicles, som alle sammen er genfortællinger af klassiske eventyr. Og det er så godt!

Cinder er vores hovedperson. Hun bor i New Bejing og er den bedste mekaniker i byen – og cyborg. Hun bor hos sin alt andet end venlige stedmor (der tilfældigvis også ejer hende, fordi cyborger bliver anset som andenrangsmennesker) med sin bedste ven androiden Iko. Da hendes mindste søster – og bedste menneskelige ven – pludselig bliver alvorligt syg, giver stedmoderen hende skylden. Samtidig er den flotte prins Kai dukket op og har bedt hende om hjælp til at reparere en vigtig androide – og pludselig er Cinders liv viklet ind i menneskelige forsøg, en ond månedronning og hun må vælge mellem frihed og pligt – og måske finde nøglen til sin egen fortid.

Jeg elsker parallellen til den originale Askepot-historie, uden at det bliver helt det samme. Bogen er ret forudsigelig, men verdenen er interessant og bliver foldet ud i løbet af bogen, hvor man sammen med Cinder finder ud af mere og mere. Bogen er helt bestemt underholdende og giver én lyst til at læse mere og få udfoldet den konflikt, der ligger mellem Jorden og Lunarerne (en race, der har udvandret fra Jorden og bosat sig på månen), og gav mig lyst til at læse nummer to, Scarlet, med det samme. Hvilket jeg gjorde.

Som hovedperson er Cinder mere troværdig end mange andre YA-fantasy-scifi-bøger. Selvom hun er teenager, formår hun på én gang at opføre sig som en teenager, der er blevet kuet af sin stedmor hele livet og stadig have rebelske tendenser nok til, at det er troværdigt, når hun tager de valg, hun gør. Hun er bestemt ikke den klassiske Askepot, der skal reddes af prinsen, og så er det sindssygt interessant, at hun er cyborg. Hun er beskrevet som af de mest avancerede cyborgs, der overhovedet er skabt, men hun kan ikke selv huske sit liv før ulykken, der gjorde hende til cyborg. Denne plotlinje bliver formentlig udbredt i de næste bøger i serien, og selvom bogen ikke går meget i dybden med cyborg/menneske/androide-forholdet, så er det en spændende præmis. Og det ville have været en helt anden bog, hvis den skulle have diskuteret alt det. Iko er det perfekte sidekick, selvom jeg savner lidt mere beskrivelse af, hvordan androiden ser ud – men hun er sjov og praktisk og denne bogs svar på R2D2.

Lunarerne som race er også vildt interessante, og jeg glæder mig til at høre mere om dem i løbet af serien og trods deres evne til at forblinde og derved styre mennesker, fornemmer man også, at mange lunarer slet ikke er tilfredse med deres dronning, og måske ikke er så slemme endda.

Bogen er letlæst, men meget malerisk i sit sprog og gør det nemt at forestille sig den verden, Marissa Meyer stiller op. Jeg er også ret vild med, at hun tager udgangspunkt i hele jorden – ofte i denne type af bøger, hører man om et lille lukket samfund uden forklaring på, hvad der er blevet af resten af jorden. Marissa Meyers verden er velgennemtænkt og plottet er på alle måder underholdende.