Contemporary, Krimi, Scifi, Thriller

Interessant debutroman

Grom (Henriette Spolansky #1) af Rennie Petersen, selvudgivelse 2017. 3,5/5 stjerner.

Rennie Petersen er født i Canada, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Han har arbejdet som programmør og forretningsmand, men er pensioneret nu – og det gav startstødet til hans karriere som forfatter, hvor Grom er debutromanen og den første i serien om Henriette Spolansky. Bog 2 er udgivet, og Rennie skriver i øjeblikket på en tredje bog. 

Grom handler om det mystiske ”Nazi Gold train”, der skulle indeholde store mængder af guld, som nazisterne har stjålet i Ungarn og Rusland – men det er aldrig blevet fundet. Vores hovedperson Henriette Spolansky, en dansk journalist med polske rødder, er interesseret i historien og finder frem til Piotr Brzezinski på 88, der er klar til at fortælle, hvad der skete med toget. I 1951 forsøgte han og hans far Helmut nemlig at finde guldet, idet Helmut havde været med til at bygge skinnerne, men resultatet er Helmuts brutale død – og Piotr har egentlig svoret aldrig at afsløre togets lokation. Men det stopper ikke Henriette – hun får hjælp af den tidligere polske jægersoldat Mariusz Hánski og sammen arbejder de på at få guldet op. Men så begynder den russiske mafia at blande sig.

Grom er svær at genrekategoriserer. Den har elementer af thriller, mysterium, krimi, scifi og actionroman, men hvorom alting er, så er den tydeligvis enormt velreseachet. Det må have taget Rennie timer at få geografien og historien på plads, og da bogen kun kan købes som e-bog via Amazon, er det digitale medie veludnyttet med henvisninger til Google Maps, så man kan følge med i, hvor vores karakterer er. 

Sprogligt er bogen overordnet skrevet flydende, om end Rennie Petersen har nogle sproglige darlings, som skurede lidt i mine ører til tider. Den indeholder også lange politiske tirader og eksplicitte seksuelle scener, der umiddelbart ikke er væsentlige for plottet, men det bliver der gjort opmærksom på i starten af kapitlet og læseren kan således vælge at springe henover det (hvilket jeg i øvrigt ikke gjorde). Til gengæld er karaktererne velskrevne. De er hele mennesker med fejl og mangler, men det gør dem kun mere elskelige. Tilliden mellem dem bliver måske nok opbygget lige hurtigt nok til at være realistisk, men det gør ikke noget for historien. Særligt var jeg vild med karakteren Paul, hvilket jo er ret uheldigt for mig – men også Henriette er en type, man gerne vil lære bedre at kende, og jeg glæder mig til at følge hende gennem de næste par bøger. 

Alt i alt en rigtig fin debutroman, som i den grad er anderledes og leger med genrer. 

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse.