Biografi, Nonfiktion

Et blik bagom Rejseholdet

At tænke som en morder af Kurt Kragh fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2014. 4/5 stjerner.

At tænke som en morder er en biografi om og af Kurt Kragh, der var i rejseholdet i mange år frem til og med dets nedlæggelse i 2009, bl.a. som drabschef. Bogen giver primært indblik i nogle af de spektakulære mordsager, Kurt Kragh efterforskede og hans karriere i Politiet, men også et spændende indblik i Rejseholdets (virkelige) arbejde og ikke mindst den operationelle virkelighed, som Politiet lever i og arbejder med og mod. På en fin og naturlig måde er der også indblandet enkelte selvbiografiske detaljer om Kurt selv. Det er ikke en livshistorie fra enden til anden, men dyk ned i sager, der har præget Kurt. Det medvirker til, at tempoet i bogen er højt og den er svær at lægge fra sig. Hvert kapitel omhandler en ny sag, og Kurt fortæller ærligt og ligefremt om dem – men også de ofre det har kostet af være en del af Danmarks elite-efterforskningshold, Rejseholdet, og ”rejse” op mod 220 dage om året. Det har f.eks. kostet flere forliste ægteskaber.

Det er lidt som at læse en krimi, bortset fra den ikke er uhyggelig overhovedet – men det er den jo så alligevel, når man tænker efter. Bogen er ikke skrevet krimi-agtigt med suspense, men det beskriver ægte, makabre sager, der alle sammen har foregået i kongeriget Danmark. Kurt Kragh har afhørt en del af morderne og arbejdet med psykologien bag mord og gerningsmandsprofilering – og det er et interessant perspektiv i bogen. På intet tidspunkt beskriver han morderne som monstre – han beskriver dem som mennesker, deres bevæggrunde for hvad, de gjorde og giver derved et indblik i, at Politiets arbejde måske ikke altid er så sort og hvidt – og at nogle ting måske kunne været undgået, hvis der var blevet taget hånd om mennesker, der tydeligvis har haft brug for hjælp. Og han gør det med respekt overfor både ofre og kriminelle.

Med tanke på bogens titel, forestiller jeg mig, at det netop har været Kurt Kraghs formål at beskrive psykologien bag mordene, mere end et selvbiografisk værk – netop at beskrive de mekanismer, der får folk til at gøre ufattelige, forfærdelige ting og de mennesker, der efterforsker dem, som er nødt til at tænke på samme måde for at finde motiver og derved en gerningsmand. Og til min egen store overraskelse – hvor mange mord, der faktisk viser sig at være et uheld under opklaringen, hvor gerningsmanden ikke havde til hensigt at dræbe – måske ikke engang skade offeret. Det er på én gang skræmmende, fascinerende og virkelig oplysende læsning, der bestemt kan anbefales. Måske ikke lige før sengetid…