Biografi, Nonfiktion

En overvældende oplevelse på plejehjem

 

Forsøg på at få noget ud af livet af Hendrik Groen fra forlaget People’s Press, 2017, 5/5 stjerner.

Hendrik Groen er måske nok 83, da han begynder at skrive dagbog, men han lægger ikke for døden. Han er ældre. Han besøgerne vennerne, konspirerer mod plejehjemsledelsen og han spadserer hver dag. Og så opfinder han og en gruppe venner ”Gammel-men-ikke-død”-klubben som tager på tur hver måned og på alle måder får noget ud af tilværelsen. I adstadigt tempo. Plejehjemmet ligger i det nordlige Amsterdam og whistleblowerne lever i bedste velgående. Hendrik er til tider gnaven, kynisk, politisk ukorrekt, så mega fuld af liv, sjov og rebel med en sag. Han bekæmper demens, mens han forelsker sig i en ny kvindelig beboer og giver glimt af sin egen voldsomme livshistorie.

Jeg lyder som en gammel stivstikker, men det er også noget af formålet med denne dagbog; at også jeg kan klage og jamre, men uden at genere andre med det

Og Hendrik er på alle måder hjertevarm og helt fantastisk. Jeg så hans plejehjem for mig, mens jeg læste, og jeg følte hans (om end afmålt beskrevne) følelser dybt. Han er indbegrebet af en høflig ældre mand – og stille vand har dyb grund.

Da det er en rigtig dagbog, er historien ikke aktivt fremadskridende – det er faktisk en daglig beskrivelse af livet på plejehjemmet, men det bliver bog ikke mindre god af. Jeg elskede hvert øjeblik med Hendrik – det gav også et unikt indblik i en ældres liv på et plejehjem. Et indblik i, at ældre og lidt svagere ikke er ensbetydende med skrøbelig, men at der stadig er gode historier og masser af viden.

Og selvom Hendriks historie ikke ligner, minder hans måde at anskue livet på mig lidt om min egen morfar – der i den grad fightede til det sidste og insisterede på at få noget ud af livet, selv da han blev syg og netop måtte på plejehjem. Hvor er jeg glad for, vi besøgte ham jævnligt og kunne dele vores liv med ham.

Hendrik Groen har faktisk skrevet en bog mere som 85-årig og still going strong. For nu at sige det på ”ungt”: han er pissesej. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle – måske, den inspirerer dig til at kramme din bedstefar eller bare nyde livet fuldt ud, mens du kan

Inspiration, Nonfiktion

Alkymisten – er den hypen værd?

Alkymisten af Paulo Coelho fra forlaget Bazar, 2014. Oprindeligt 1988. 3/5 stjerner.

Alkymisten handler om den andalusiske fårehyrde Santiago, der beslutter at rejse hele vejen fra Spanien til Egypten for at finde en stor skat efter at han to nætter har haft den samme drøm. På sin rejse møder han Alkymisten, der kommer til at vende op og ned på alt hvad Santiago nogensinde har kendt til og lærer at følge sine drømme, lytte til sit hjerte og se de mange tegn, universet giver ham. Bogen er solgt i mere end 37 millioner eksemplarer og har nærmest fået kult-status som en af verdens bedste bøger.

Og jeg fatter ikke! Jeg sad seriøst med en følelse af, at jeg ikke havde forstået budskabet, da jeg var færdig med den. Sådan ”Var det bare det? Der må være noget, jeg ikke har forstået”-agtigt. Jeg har nemlig hørt den beskrevet som ”life-changing” og øjneåbnende, så jeg forventede den helt store afsløring – mere end at lytte til sit hjerte og følge sine drømme. Men efter at have bladret sidder af anmeldelser på GoodReads igennem, tror jeg faktisk, at det bare var det, og at jeg har forstået. Sådan nogenlunde.

Misforstå mig ikke – det er en supersød og meget letlæst bog med et virkelig godt budskab, som jeg tror på. Men hypen omkring den, havde nok givet mig for høje forventninger. Jeg vil tro, at en del nyere selvhjælpsbøger, har lagt sig op ad samme budskab, men Alkymisten virker for mig ikke som selvhjælp (heldigvis!). Jeg vil ikke kalde den life-changing, men måske giver den stof til, at man lytter en ekstra gang til, hvad man egentlig gerne vil som menneske.

Den er skrevet lidt i samme stil med en religiøs tekst og drager mange referencer til religiøse tekster, men ikke til en bestemt religion. Den er meget en spirituel bog ved at følge Drengen (eller Santiago, som vi til allersidst i bogen får at vide, at han hedder), bliver læseren i den grad taget i hånden og får den vigtige livslære i små doser – ligesom Drengen.

Den havde stået på mine reoler i årevis, før jeg endelig fik taget mig sammen til at læse den, men jeg tror faktisk ikke, jeg læser den igen. I hvert fald ikke lige foreløbig.

Jeg er dog glad for, jeg endelig fik det gjort, men jeg har helt klart haft for høje forventninger til den på grund af dens enorme popularitet. Er man interesseret i spiritualitet og til at lytte til sit hjerte, bør man læse den (selvom man i så fald nok har gjort det). Men man skal ikke læse den, fordi den har været så hypet. Man skal læse den, for hvad den er, ikke for hvad andre har gjort den til.

Og den lære er nok værd at tage med på andre læse-eventyr.