Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!

Fantasy, Scifi, Young Adult

Kampklædt Askepot med tænd/sluk-knap

Cinder af Marissa Meyer fra forlaget Square fish, 2013. 4/5 stjerner.

Argh! Hvor skal man overhovedet starte? Cinder er en genfortælling af Askepot og den første af fire bøger i Marissa Meyers serie The Lunar Chronicles, som alle sammen er genfortællinger af klassiske eventyr. Og det er så godt!

Cinder er vores hovedperson. Hun bor i New Bejing og er den bedste mekaniker i byen – og cyborg. Hun bor hos sin alt andet end venlige stedmor (der tilfældigvis også ejer hende, fordi cyborger bliver anset som andenrangsmennesker) med sin bedste ven androiden Iko. Da hendes mindste søster – og bedste menneskelige ven – pludselig bliver alvorligt syg, giver stedmoderen hende skylden. Samtidig er den flotte prins Kai dukket op og har bedt hende om hjælp til at reparere en vigtig androide – og pludselig er Cinders liv viklet ind i menneskelige forsøg, en ond månedronning og hun må vælge mellem frihed og pligt – og måske finde nøglen til sin egen fortid.

Jeg elsker parallellen til den originale Askepot-historie, uden at det bliver helt det samme. Bogen er ret forudsigelig, men verdenen er interessant og bliver foldet ud i løbet af bogen, hvor man sammen med Cinder finder ud af mere og mere. Bogen er helt bestemt underholdende og giver én lyst til at læse mere og få udfoldet den konflikt, der ligger mellem Jorden og Lunarerne (en race, der har udvandret fra Jorden og bosat sig på månen), og gav mig lyst til at læse nummer to, Scarlet, med det samme. Hvilket jeg gjorde.

Som hovedperson er Cinder mere troværdig end mange andre YA-fantasy-scifi-bøger. Selvom hun er teenager, formår hun på én gang at opføre sig som en teenager, der er blevet kuet af sin stedmor hele livet og stadig have rebelske tendenser nok til, at det er troværdigt, når hun tager de valg, hun gør. Hun er bestemt ikke den klassiske Askepot, der skal reddes af prinsen, og så er det sindssygt interessant, at hun er cyborg. Hun er beskrevet som af de mest avancerede cyborgs, der overhovedet er skabt, men hun kan ikke selv huske sit liv før ulykken, der gjorde hende til cyborg. Denne plotlinje bliver formentlig udbredt i de næste bøger i serien, og selvom bogen ikke går meget i dybden med cyborg/menneske/androide-forholdet, så er det en spændende præmis. Og det ville have været en helt anden bog, hvis den skulle have diskuteret alt det. Iko er det perfekte sidekick, selvom jeg savner lidt mere beskrivelse af, hvordan androiden ser ud – men hun er sjov og praktisk og denne bogs svar på R2D2.

Lunarerne som race er også vildt interessante, og jeg glæder mig til at høre mere om dem i løbet af serien og trods deres evne til at forblinde og derved styre mennesker, fornemmer man også, at mange lunarer slet ikke er tilfredse med deres dronning, og måske ikke er så slemme endda.

Bogen er letlæst, men meget malerisk i sit sprog og gør det nemt at forestille sig den verden, Marissa Meyer stiller op. Jeg er også ret vild med, at hun tager udgangspunkt i hele jorden – ofte i denne type af bøger, hører man om et lille lukket samfund uden forklaring på, hvad der er blevet af resten af jorden. Marissa Meyers verden er velgennemtænkt og plottet er på alle måder underholdende.