Uncategorized

Hvordan er livet på den anden side af spejlet?

Bag spejlet af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1871). 4/5 stjerner.

… er nok cirka det spørgsmål, Alice forsøger at besvare i opfølgeren til Alice i Eventyrland. Alice er blevet lidt ældre, men stadig en fantasifuld lille pige, og i stedet for at forfølge en kanin ned i et hul, leger hun med sine killinger og undrer sig over, hvordan man verdenen er inden i spejlet, som hun kan se fra stuen. Naturligvis kan hun pludselig passere gennem spejlet og her åbner sig en ny verden, hvor alting er modsat. Det inkluderer naturligvis også logik, der er helt modsat i den nye verden, hvor skakbrikkerne er levende, og hvor alle kommer med spøjse rim. 

Og igen er Lewis Carroll en episk nonsens-digter og beskriver en verden så skør og fantasifuld, at man ikke kan andet end at blive trukket ind i den. Jeg holder næsten mere af Bag spejlet end jeg gjorde af Alice i Eventyrland – måske fordi, jeg sagtens kan se mig selv som lille pige drømme om verdenen bag spejlet. Karaktererne virker venligere og fokus er på den omvendte logik i verdenen bag spejlet. 

Den er perfekt som børnebog, men helt klart og værd at læse for voksne, der ikke har læst den før. Jeg er vild med den måde, hvorpå Carroll tager elementer fra Alice’ verden og bruger dem på en ny måde i hendes drømmeverden – f.eks. at skakbrikkerne bliver levende, eller at killingerne bliver de to dronninger. Det er sjovt at gætte med undervejs – og så nonsens-digtning morsomt at læse, fordi det ikke giver mening og giver mening på samme tid. 

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.