Biografi, Nonfiktion

Feminisme med humor og bh

How to be a woman af Caitlin Moran fra forlaget Ebury Press, 2011. 3/5 stjerner. 

How to be a woman er min første sådan erklærede feministiske bog. For det er ikke et emne, jeg ret gerne vil diskutere, for der er ofte en tendens til, at det er så mandefjendsk (det var den slags feminisme, jeg fik serveret i min studietid i hvert fald) og jeg har sådan set altid holdt fast i, at alle er mennesker på trods af hudfarve, køn og så videre. Men Caitlin Moran er sjov – og hun er bestemt ikke mandefjendsk. Det er med andre ord feminisme for sådan nogle som mig. Næsten hele tiden i hvert fald. 

Samtidig er det også en historie om at være og blive kvinde, hvad det betyder, hvad det indebærer og Caitlin Moran væver provokerende tanker og sjove historier sammen fra sit eget liv – og giver samtidig de mandefjendske feminister, som jeg også selv har stejlet over tørt på – og forklarer gerne hvorfor kvinder sagtens kan danse burlesque, beholde bh’en på – ja faktisk lige meget hvad det har lyst til, blot man gør det af de rigtige grunde. Thumbs up, for jeg er nært knyttet til mine bh’er og de var sgu for dyre til at brænde. 

Hvert kapitel åbner med en fortælling fra en ny periode i hendes eget liv, startende i hendes teenageår og arbejder fremmod 2011, hvor bogen er udgivet. Alt sammen for at synliggøre, hvordan feministiske ideer har formet hende og ændret hende gennem årene. På den måde bliver bogen på én gang et memoir men også en overordnet beskrivelse af den feministiske bevægelse i det 20. århundrede. Og hun påpeger flere gange – fuldstændig korrekt – at mange moderne kvinder faktisk er tøvende overfor at kalde sig selv feminister, og præsenterer en anden måde at være det på.

Til gengæld er hun god til at generalisere – mænd, kvinder, alting. Og jeg har det lidt svært med generaliseringer, særligt når de som i Morans tilfælde nogle gange virker søgte og som om de ødelæggende bliver brugt til at understøtte en pointe, som burde have været bedre argumenteret i første omgang. Bogen er morsom, nogle steder provokerende – men er jeg helt oppe og ringe? Jeg har læst den og det er fint – og den er ligeså hurtigt glemt igen. 

Børnebøger, Fantasy

Perfekt børnebog – og god underholdning til de voksne

Arlo Finch og flammernes dal af John August fra forlaget Alvilda, 2018. 3,5/5 stjerner.

Arlo Finch flytter fra storbyen med sin mor og søster. Hans far er nemlig dømt landforræder og flygtet til Kina – men de snakker med ham via en sikker forbindelse én gang om ugen. Da moderen løber tør for kræfter og penge, flytter hun og ungerne til moderens bror i en lille by i Colorado. Og her får Arlo Finch gode venner i skolen. Han kan godt sammen med onklen og han bliver ranger – en form for spejder. Men det viser sig hurtigt, at der er overnaturlige kræfter på spil i byen Pine Mountain og det at være ranger betyder mere end at tage på overlevelsestur og binde knob. Som ranger lærer hans nye venner Indra og Wood ham nemlig hvordan man kan bruge magien fra den parallelle verden De Lange Skove til at lave snaplys og tordenklap og identificere overnaturlige væsner. Arlo tiltrækker også mørkere trusler og må kæmpe mod væsener, han aldrig har set mage til. Måske har Arlo en helt særlig skæbne? 

Arlo Finch er en serie for de 10-14-årige – og det kan man godt mærke. Siden Harry Potter (som trods alt udviklede sig med sine læsere) har jeg ikke læst så mange børnebøger, der ikke var klassikere, som voksen. Men netop fordi Arlo Finch er blevet sammenlignet med Harry Potter… Ja mere skal der faktisk ikke til at få mig til at læse en bog. Og jeg er ikke skuffet. Det er en børnebog, og derfor savner jeg lidt spænding, men jeg er sikker på, at jeg som 10-årig havde synes den var lidt uhyggelig men også virkelig god. 

Skrivestilen i bogen er gjort meget intelligent og det hjælper, når man som voksen læser den for sjov eller med sine børn. Bogen har nogle fine kapitler med ”cliff-hangers” til de næste kapitler, der formentlig vil få børn til at læse videre og bogen er detaljeret men samtidig handlingsdrevet nok til, at det hverken bliver kedelig for børn eller voksne. Samtidig gennemgår den en del spejderlære, så børn vil måske endda lære noget – hvis de kan skelne mellem det magiske og det virkelige. Og her er Arlo en god guide – han er nemlig selv temmelig forbløffet overfor alt det magiske. Det er første bog i en trilogi, og jeg kan helt ærligt ikke vente til den næste kommer , for jeg vil vide, hvad Arlos skæbne er og hvorfor han er speciel – måske snyder jeg, og læser den på engelsk, så jeg ikke skal vente på den danske oversættelse.