Anmelderrost, Contemporary

Stille og eftertænksomt mesterværk

De otte bjerge af Paolo Cognetti fra forlaget People’s Press, 2018. 4,5/5 stjerner. 

De otte bjerge handler om Pietro. Han er enebarn fra Milano, mens hans forældre har mødt hinanden i deres unge dages bjergby, og særligt Pietros far kan ikke sidde stille. Han må og skal vandre. Så de lejer et lille hus i byen Grana for foden af Monte Rosa til at holde sommerferie i. Her møder Pietro drengen Bruno som 11-årig. Langsomt og næsten ordløst vokser et venskab frem, og sammen bliver de ældre. Pietro har udelængsel og søger mod verden og andre bjerge, mens Bruno bliver hvor han er – på barndomsbjerget. Og trods flere års adskillelse er venskabet ubrydeligt. 

Bogen er først om fremmest en bog om venskab – og en stille kærlighedserklæring til barndommens bjerg, og om hvordan to helt forskellige drenge kan være lige det, der skal til for at holde hinanden jordbundne. Cognetti formidler fantastisk til trods for, at jeg naturligvis har læst en oversættelse. Han sprog er stille, simpelt, men samtidig krystalklart og præcist og helt uden brug af drama. Pietro, der tager ud i verden og derved egentlig har nogle vilde oplevelser, hører man kun perifert om – omdrejningspunktet er barndomsbjerget Monte Rosa og ligesom Bruno forbliver læseren her, ligesom Pietro altid vender hjem. 

Det er i virkeligheden en bog, hvor der ikke sker noget samtidig med, at der sker en helt masse. Den er meget eftertænksom og melankolsk og bjergene kommer næsten til live som en selvstændig karakter. Samtidig har Cognetti en evne til at beskrive naturen i bjergene med alt hvad der dertil hører af farer på en stille, udramatisk måde, der på en måde gør bjergene endnu mere tillokkende og skræmmende og fuldstændig indfanger stemningerne gennem årets gang for Bruno og Pietro på bjerget.Den kan i den grad anbefales – og så selvom du ikke er vild med bjerge fra starten. 

Nonfiktion

Red din seng og måske verdenen?

Make your bed af William H. McRaven fra forlaget Penguin Books Ltd, 2017. 5/5 stjerner (fordi jeg ikke kan give flere)

Make your bed af tidligere admiral for de amerikanske specialoperationsstyrker William McRaven er en let lille bog om 10 af de vigtige lektioner, Mac (som han bliver kaldt i bogen) har lært gennem sin tid i det amerikanske forsvar og især Navy Seals.

Den er desværre ikke oversat til dansk, men kan helt bestemt anbefales alligevel. Den er bygget over en tale, Mac holdt til en afgangsklasse på Texas University i Austin og er ganske enkelt interessant læsning med noget på hjerte. Det er en blanding af anekdoter fra Navy Seals, de store amerikanske operationer og ikke mindst Mac’s civile liv, der kan direkte overføres til og bruges af langt de fleste mennesker, også selvom de ikke er hverken specialoperationsstyrker eller har noget ønske om at redde verdenen. Budskaberne er enkle:

  1. Start din dag med at udføre en opgave (som at redde din seng)
  2. Du kan ikke klare det alene
  3. Det er kun størrelsen på hjertet, der betyder noget
  4. Livet er uretfærdigt – kom videre.
  5. Fejl kan gøre dig stærkere
  6. Vær modig
  7. Find dig ikke i at blive mobbet
  8. Voks med opgaven
  9. Giv folk håb
  10. Giv aldrig op

Og alt dette kunne selvfølgelig være fortalt på en belærende, prædikende måde, men det bliver det ikke. Tværtimod tager Mac læseren i hånden og tager én med på rejsen mod essentielt at turde være sig selv, så man måske ikke behøver gå helt så meget igennem som ham. Jeg læste den på færgen fra Aarhus til Odden – den er med andre ord rimelig hurtigt læst, og alle kan få noget ud af den, hvad end du er interesseret i militæret eller ej. Jeg kunne skrive videre og videre, for jeg mener vitterligt, at alle bør læse Mac’s anekdoter, der både trækker i hjertestrengene, får pulsen op i åndeløs i spænding men også fører til eftertænksomhed og brugbare råd. Men jeg vil ikke ødelægge oplevelsen, for jer, der ønsker at læse den. Tilbage er der kun at sige: læs den!