Børnebøger, Fantasy

Mit første (litterære) møde med Aslan

Narnia – Troldmandens Nevø af CS Lewis fra forlaget Gyldendal, 2015, oprindeligt 1955. 4/5 stjerner.

Legenden om Narnia – episk, klassisk fortælling.

Som jeg aldrig før har læst.

Så jeg bestemte mig til, at det var på tide. Og i stedet for at læse dem i den rækkefølge, de er udgivet, har jeg valgt at læse dem, i den rækkefølge, CS Lewis senere bestemte sig til, var den rigtige. Og når man læser Troldmandens nevø giver det god mening. Den handler nemlig om professoren i de senere bøger og er en form for skabelsesberetning for Narnia.

Digory og Polly er bedste venner – og naboer. De har fundet en hemmelig passage mellem deres huse, som de jævnligt udforsker. En dag leder det dem lige i armene på Digorys onkel Andrew, der ved hjælp af list og to ringe; en grøn og en gul, sender de to børn på eventyr til en anden verden. Faktisk en masse andre verdener. I det fortabte land Chan møder de dronning Jedis, som snyder sig med til børnenes verden. Onkel Andrew bliver så forgabt i hendes skønhed, at børnene må forsøge at få hende tilbage til sin egen verden – men rammer forkert og lander i et land, der netop er ved at opstå. Hvor talende dyr og særprægede væsner og mærkelig planter vokser frem for øjnene af dem, og hvor løven Aslan må have børnenes hjælp. For de har lukket ondskaben ind i det narniske paradis og ved hjælp af et bestemt æble må de hjælpe Aslan med at beskytte Narnia.

Der er naturligvis rigeligt (rigeligt!) af paralleller til skabelsesberetningen, som vi kender den fra Det Gamle Testamente i denne bog, og det vil formentlig irritere nogen. Jeg tror dog, at denne bog vil give lige så meget mening, hvis man aldrig har hørt om Biblen og stadig være en sød eventyrbog – og skal man huske at læse den, for hvad den er: en børnebog, skrevet i en anden tid.

Mange voksne, der genlæser Narnia-bøgerne, bliver netop skuffet over alt religiøsiteten og de meget sort-hvide karakter. Jeg har aldrig læst bøgerne før, men det gør ingenting. For det første er det en børnebog, så det giver mening med sort-hvide karakterer. Det er slet ikke unormalt i børnebøger, og jeg synes samtidig, at Troldmandens nevø har en fin morale – at Digory og Polly selv må hjælpe til med at rydde op i det rod, de har lavet (og sluppet ondskaben ind i Narnia – og at vække Jedis til at starte med). Med andre ord: konsekvenspædagogik. For det andet er Narnia en eventyrbog fra 50’erne, og igen er sort-hvide karakterer ikke helt unormale.

Troldmandens nevø er en supersød historie om Narnias begyndelse – og gav mig for første gang et indblik i Aslan som karakter, som jeg siden filmene udkom har beundret. Jeg er fuldstændig forgabt i den alfaderlige løve, og jeg glæder mig til at læse de næste bøger med barnlig glæde.

Klassiker

En oplevelse i middelalderens Paris

Klokkeren fra Notre Dame af Victor Hugo fra forlaget Hernov, 2017 (oprindeligt 1831). 3,5/5 stjerner.

Klokkeren fra Notre Dame er en af den slags bøger, der gør, at jeg har en blog. Sådan en bog, der i den grad griber en på alle mulige underlige måder, og prøver man at snakke om den, tror folk, at man har det vildeste Disney-flip. Taak Disney. For bogen er helt klart en oplevelse. Ikke nødvendigvis en god oplevelse, men en oplevelse, man bør unde sig selv.

Der er tre ting, man skal vide, før man læser Klokkeren fra Notre Dame:

  1. Originaltitlen på fransk er Notre-Dame de Paris, så forventede man en historie om en godmodig vanskabning, tager man fejl. Quasimodo er bestemt ikke omdrejningspunktet – og titlen Klokkeren fra Notre Dame, dukkede først op med Hollywood. De første oversættelser på dansk hed Notre Dame Kirken i Paris eller Esmeralda. Den del vidste jeg godt.
  2. Klokkeren fra Notre Dame er en tragedie. Den del vidste jeg ikke. Så slutningen var mildest talt en overraskelse. Taaak Disney….
  3. Victor Hugo var betalt pr. ord. Det er i øvrigt hans første roman – og derfor anbefaler jeg, at man finder en forkortet udgave. Jeg læste naturligvis den uforkortede.

Og netop længden er en af grundene til, at den kun får tre og en halv stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Slet ikke. De første 350 sider bliver bare brugt til at beskrive Paris’ historie og arkitektur, sætte scenen og handler på alle måder meget lidt om den egentlige historie. Men når man først når dertil, er den det værd. Det er også et af Hugo’s kendetegn – han er enormt dygtig til at sætte scenen, demonstrerer enorm viden om Paris, og skriver ekstremt beskrivende. Næsten for meget i Klokkeren fra Notre Dame.

Så hvad handler den om? Kærlighed måske. Den der vilde kærlighed ved første blik, kærlighedsbesættelse, kærlighed uden grænser. Eller skæbne. Når menneskers skæbner er så sammenfiltrede, at de ikke kan slippe for hinanden. Eller måske handler det hele i virkeligheden bare om Paris. Men skal man opsummere, så forelsker den døve og vanskabte Quasimodo, der er klokker i Notre Dame-kirken, sig i den meget smukke sigøjnerpige, Esmeralda, der som den eneste udviser medlidenhed med ham efter han bliver pisket offentligt. Men også hans herre og adoptivfar ærkediakon Claude Frollo er også forelsket i Esmeralda. Hun ser dog kun den selvglade kaptajn Phoebus, som hun møder tilfældigt og mener, at han gengælder hendes følelser, selvom alt peger på det modsatte.

Når Victor Hugo skriver karakterer, så skriver han rigtige, humane, hele mennesker. Ingen er helt gode og ingen er helt onde. Og den del elsker jeg! Betalt-per-ord-delen bidrager så med, at vi får en del af deres baggrundshistorie også – men det gør skam ingenting. Jeg ved egentlig ikke hvem, der er hovedpersonen, men Esmeralda er helt bestemt omdrejningspunktet. Hun er ung og smuk – og uendelig naiv og irriterende. Jo, jo, hun udviser kortvarigt medlidenhed og et kort glimt også selvstændighed, men det går hurtigt over og udviser derefter udelukkende dumhed, som bringer hende selv og andre i konstant livsfare. Men Esmeralda er ikke enig – hun fastholder stædigt, at Phoebus gengælder hendes følelser, og heldigvis for hende, er der mange andre, der gerne vil redde hende.

Phoebus til gengæld er den største frat boy – han er en player – flot, men intetsigende. Og meget lidt med i bogen. Så troede man på Disney, så er Phoebus et chok. Tak Disney…

Claude Frollo er også et chok, hvis man var lullet ind i Disneys fortælling. Også for mig. Jeg kan nemlig næsten godt lide ham i bog-versionen- Næsten. Han er bestemt drevet til vanvid af hans passion for Esmeralda, men også en af de eneste i bogen, der rent faktisk handler (rationelt) på grund af kærlighed. Ikke overfor Esmeralda, men overfor Quasimodo og Jehan, Claudes lillebror. Han har nemlig opdraget dem begge og f.eks. lært Quasimodo at tale og skrive – og er faktisk god ved dem begge to. Streng, men god. Ingen tvivl om, at han er skyld i Esmeraldas tragedie – men han er ikke hele vejen ond. Og var Esmeralda smart, kunne hun godt have snøret ham… just saying.

Quasimodo er ret gennemgående beskrevet som ondsindet, bortset overfor Esmeralda og Claude Frollo – de eneste to, han nogensinde har elsket. Han er som sagt en ret lille karakter i bogen, men ender efter min mening, som en af de mest sympatiske i bogen. Naturligvis med en tragisk skæbne, for det har de alle sammen, næsten da.

Og så er der Gringoire. Jeg havde håb for Gringoire. De bliver ikke helt udfriet, men stadig. Han er forfatter og digter og bliver ved et uheld gift med Esmeralda i begyndelsen af bogen. Han er åbning til historien og man følger ham gennemgående. Blandt andet bliver han meget glad for geden Djali, som næsten er vigtigere for ham end for Esmeralda, hvilket er et meget sympatisk træk, idet geden er virkelig sød og ender i Esmeraldas rod som uskyldigt offer. Og så har Gringoire en ret fantastisk evne til at overleve og flyde ovenpå – efter eget udsagn talent for næsten at blive hængt. I øvrigt et bedre bud på en helt i en disney-ficering end Phoebus nogensinde var.

Men som et lille nik til Disney – så gal er Disney-filmen faktisk ikke. Der er mange ting i den, der slet ikke stemmer overens med den oprindelige bog. Men mange af elementerne er faktisk med om end i en anden rækkefølge – eller mere bogstaveligt, f.eks. når Quasimodo taler med gargoilerne, fordi han ikke har andre venner. Og så er der naturligvis persongalleriet. Men skulle man lave en børneudgave af en episk tragedie, kunne den helt bestemt have været værre. Det blev godt nok et flop i forhold til andre Disney-film – men det var fedt dengang Disney turde tage den slags mørke historier op. Og så er musikken i filmen fantastisk – og om ikke andet kan det måske prikke en interesse så meget i gang, at man 20 år senere læser en klassisk tragedie.

Så helt ærligt – tak til Disney.