Klassiker, Scifi

Klassikere er en svær en

Fagre nye verden af Aldous Huxley fra forlaget Hovedland, 2009 (oprindeligt 1932). 3/5 stjerner.

Klassikere er altid svære at anmelde, for de har på en eller anden måde været særligt elskede og haft særligt stor betydning. Især klassikere som Fagre nye verden, der skal sige noget om en fremtid – som pludselig ikke er helt så langt fremme i tiden, som den var, da den blev udgivet i 1932. 

Handlingen foregår primært i London i år 2540. Det er en dystopisk roman og jorden er omdannet til et verdenssamfund, der ledes af 10 præsidenter. Alle børn fødes eller udklækkes i reagensglas på anstalter og rangeres (og avles) efter arveanlæg, intelligens og fysik i fem kaster, der er navngivet efter det græske alfabet – fra alpha (de fysisk højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste både i intelligens og fysik). Forældre findes og ord og begreber som ”mor” og ”far” anses som upassende og vulgære. Børnene opdrages af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædagogiske læresætninger og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser som kærlighed, sorg og forelskelse anses også som vulgære og skal undertrykkes til fordel for flygtige glæder såsom erotik, spil, følefilm og designer-drug’et SOMA. Disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet. 

Bernad Marx er vores hovedperson og er et alphaplus individ, der overraskende ikke er så høj (rygtet siger, at han ved en fejl har fået væksthæmmende alkohol i sit reagensglas, der ellers normalt er forbeholdt lavere kaster). Han føler sig udenfor og er ude af stand til at få de kvinder, han ønsker sig. Derfor har han også udviklet mere individualitet end normalt og anses for upassende af sin overordnede.

Lenina Crowne er betasygeplejerske. Hun indvilliger i at tage med Bernard på en oplevelsesferie til et reservat, hvor der bor indianere i primitive stammesamfund. Her møder de Johannes (hr. Vild). Bernards chef har mange år tidligere efterladt Johannes mor Linda i reservatet, fordi hun blev gravid. Hun er derfor tvunget til at blive mor og efter egen mening live primitivt – og er f.eks. ældet, hvad man normalt ikke gør. Johannes føler sig holdt udenfor af indianerstammen, og efter at Linda har lært ham at læse, bliver hans kæreste eje en bog med Shakespeares samlede værker, som han har memoreret og citerer flittigt. Lenina og Bernard tager Linda og Johannes med tilbage til verdenssamfundet. Johannes er fra starten betaget af Lenina og de tekniske vidundere, men gensynet med civilisationen vækker sensation. Johannes bliver Bernards adgangsbillet til det gode selskab, men har svært ved at forlige sig med samfundets overfladiskhed. Han skuffes over ikke at skulle arbejde for Leninas kærlighed og harmes, da ingen forstår hans sorg over Lindas død. Det afføder mere og mere tumult i samfundet. 

Fagre nye verden er ikke en bog, der ender lykkeligt og særligt med tanke på dens udgivelsesår er det bestemt en bog, der advarer mod forbrugerkultur og kunstige stoffer, og var inspireret af et besøg i Amerika under industrialiseringen, hvor Huxley så skræmmende tendenser. 

Jeg var ikke helt oppe at ringe over bogen, men det er sjovt at læse klassikere og se, hvordan de kan hænge sammen med samfundet i dag. 

Klassiker

Fifty shades of gray før det blev mainstream

The Picture of Dorian Grey af Oscar Wilde, 1891. 3/5 stjerner

Dorian Gray er en ung mand i 1800-tallets London. Kunstneren Basil Hallward er imponeret og besat af Dorians skønhed og maler et oliemaleri af ham i fuld størrelse, og han tror, at Dorians skønhed er grunden til kvaliteten i hans kunst. Gennem Basil møder Dorian Lord Henry Wotton og snart bliver han besnæret af aristokratens hedonistiske verdensbillede; at skønhed og sensuel tilfredsstillelse er det eneste, der er værd at forfølge i livet. 

Dorian bliver derfor opmærksom på, at hans egen skønhed vil forsvinde og udtrykker ønske om at sælge sin sjæl og derved få billedet til at ældes i stedet for han selv i et anfald af dramatik. Men lidet ved han, at det ønske bliver opfyldt og mens det langsomt går op for ham forfølger han selv libertiners livsform med varierende moralske oplevelser, alt i mens han forbliver ung og smuk og portrættet forvrænges og viser hans sande sjæl. 

Så hvordan anmelder man en klassiker? En elsket klassiker – en i horrorgenren oven i købet? 

Det er et mål for mig at læse flere klassikere, og The Picture of Dorian Grey virkede som et godt sted at starte. Den lugtede lidt af mørk Jane Austen og jeg elsker Jane Austen. Jeg har tidligere leget med Brönte-søstrene men blev ikke umiddelbart hooked, så jeg ville prøve en anden klassisk forfatter. The Picture of Dorian Gray føltes også lidt som mørk Jane Austen men uden al romantikken. Som med så mange horror-klassikere føles den bestemt ikke som horror – men det gjorde den sikkert i samtiden. Bogen hinter samtidig homoseksualitet, som Wilde også selv (efter sigende) var i en tid, hvor det ikke var velanset, og det er elegant gjort igennem bogen – og egentlig ret cool for en bog fra 1891 at tale direkte ind i det stigende fokus på diversitet. 

Hvem er egentlig skurken i denne bog? Er Dorian gennemført ond? Ikke i min optik. Jo, han er ond – hans sjæl er så sort og grim som hans billede, men Dorian slår mig mest af alt som en dum, smuk, let påvirkelig dreng, der lader sig forføre at de flygtige glæder Henry Wottons livstil kan tilbyde. Eller er det Basil der gør Dorian forfængelig og opmærksom på sin egen skønhed? Bogen har virkelig dybde, som klassikere ofte har og giver stof til eftertanke. 

Horror, Klassiker

Så jeg læser ikke horror… med mindre….

Dracula af Bram Stoker fra forlaget Penguin, 2003 (oprindelig 1897). 4/5 stjerner. 

Så jeg er hende, der aldrig læser horror. 

Med mindre det er klassisk horror åbenbart for så er jeg game. Dracula er en af de mest kendte og bemærkelsesværdige horror-romaner nogensinde, og jeg elsker, at den ikke er skræmmende på splatter-måden, egentlig heller ikke på den der psykisk tortur måde, hvor du ikke rigtig ved, hvem eller hvor monsteret er – men udelukkende er skræmmende grundet hvem monsteret er (selvom de godt nok ikke har styr på, hvor han er halvdelen af tiden). 

Bogen handler i al sin enkelthed om en gruppe mennesker, som Dracula går efter – og gennem dette forenes de i kampen mod Dracula – og måske særlig kendt med Dr. Van Helsing. Man hører egentlig ikke ret meget om Dracula. Han er meget til stede i starten af bogen og lidt i slutningen – men ellers er han en trussel, de ikke rigtig kan få hånd om. 

Twilight sparkede en fascination af vampyrer i gang, og det er blevet til en del vampyr-romaner gennem tiden i mit læseunivers og både før og efter har vampyrer været et sexet væsen. Dracula er ikke den første roman om vampyrer, men en af de første, og der er bestemt intet romantisk eller sexet over vampyrerne i denne bog. De er blodsugende monstre, og de beslutter sig ikke for at redde en teenage-pige, der dufter godt. Til gengæld er Dracula både et intelligent, manipulerende og på én gang tiltrækkende og frastødende monster, der egentlig har en hel del selvkontrol. 

Det er en hæsblæsende og spændende bog, der får dig til at kigge dig over skulderen og man keder sig ikke. Stoker leger med mange forskellige fortælleteknikker og flere forskellige hovedpersoner, som konstant ændrer tonen i bogen. Resultatet er en bog, der er fragmenteret og samtidig enormt grundig og som kombinerer mange genrer; breve, dagbøger, avisartikler, som både fungerer som hovedpersonernes måde at holde styr på deres mission – og som gør læseren til en integreret del af efterforskningen af Dracula. 

Jeg forstår godt, at Dracula stadig er en populær historie at genfortælle og bruge som tema i serier, film og så videre i dag. Den er fuld af plottvist og Dracula selv er ren ondskab og samtidig snedig – men til trods for det, er han svær at give slip på, at lade sig fascinere og besnære af. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor vampyrer i dag er blevet gjort sexede….

Uncategorized

Hvordan er livet på den anden side af spejlet?

Bag spejlet af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1871). 4/5 stjerner.

… er nok cirka det spørgsmål, Alice forsøger at besvare i opfølgeren til Alice i Eventyrland. Alice er blevet lidt ældre, men stadig en fantasifuld lille pige, og i stedet for at forfølge en kanin ned i et hul, leger hun med sine killinger og undrer sig over, hvordan man verdenen er inden i spejlet, som hun kan se fra stuen. Naturligvis kan hun pludselig passere gennem spejlet og her åbner sig en ny verden, hvor alting er modsat. Det inkluderer naturligvis også logik, der er helt modsat i den nye verden, hvor skakbrikkerne er levende, og hvor alle kommer med spøjse rim. 

Og igen er Lewis Carroll en episk nonsens-digter og beskriver en verden så skør og fantasifuld, at man ikke kan andet end at blive trukket ind i den. Jeg holder næsten mere af Bag spejlet end jeg gjorde af Alice i Eventyrland – måske fordi, jeg sagtens kan se mig selv som lille pige drømme om verdenen bag spejlet. Karaktererne virker venligere og fokus er på den omvendte logik i verdenen bag spejlet. 

Den er perfekt som børnebog, men helt klart og værd at læse for voksne, der ikke har læst den før. Jeg er vild med den måde, hvorpå Carroll tager elementer fra Alice’ verden og bruger dem på en ny måde i hendes drømmeverden – f.eks. at skakbrikkerne bliver levende, eller at killingerne bliver de to dronninger. Det er sjovt at gætte med undervejs – og så nonsens-digtning morsomt at læse, fordi det ikke giver mening og giver mening på samme tid. 

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.