Horror, Klassiker

Så jeg læser ikke horror… med mindre….

Dracula af Bram Stoker fra forlaget Penguin, 2003 (oprindelig 1897). 4/5 stjerner. 

Så jeg er hende, der aldrig læser horror. 

Med mindre det er klassisk horror åbenbart for så er jeg game. Dracula er en af de mest kendte og bemærkelsesværdige horror-romaner nogensinde, og jeg elsker, at den ikke er skræmmende på splatter-måden, egentlig heller ikke på den der psykisk tortur måde, hvor du ikke rigtig ved, hvem eller hvor monsteret er – men udelukkende er skræmmende grundet hvem monsteret er (selvom de godt nok ikke har styr på, hvor han er halvdelen af tiden). 

Bogen handler i al sin enkelthed om en gruppe mennesker, som Dracula går efter – og gennem dette forenes de i kampen mod Dracula – og måske særlig kendt med Dr. Van Helsing. Man hører egentlig ikke ret meget om Dracula. Han er meget til stede i starten af bogen og lidt i slutningen – men ellers er han en trussel, de ikke rigtig kan få hånd om. 

Twilight sparkede en fascination af vampyrer i gang, og det er blevet til en del vampyr-romaner gennem tiden i mit læseunivers og både før og efter har vampyrer været et sexet væsen. Dracula er ikke den første roman om vampyrer, men en af de første, og der er bestemt intet romantisk eller sexet over vampyrerne i denne bog. De er blodsugende monstre, og de beslutter sig ikke for at redde en teenage-pige, der dufter godt. Til gengæld er Dracula både et intelligent, manipulerende og på én gang tiltrækkende og frastødende monster, der egentlig har en hel del selvkontrol. 

Det er en hæsblæsende og spændende bog, der får dig til at kigge dig over skulderen og man keder sig ikke. Stoker leger med mange forskellige fortælleteknikker og flere forskellige hovedpersoner, som konstant ændrer tonen i bogen. Resultatet er en bog, der er fragmenteret og samtidig enormt grundig og som kombinerer mange genrer; breve, dagbøger, avisartikler, som både fungerer som hovedpersonernes måde at holde styr på deres mission – og som gør læseren til en integreret del af efterforskningen af Dracula. 

Jeg forstår godt, at Dracula stadig er en populær historie at genfortælle og bruge som tema i serier, film og så videre i dag. Den er fuld af plottvist og Dracula selv er ren ondskab og samtidig snedig – men til trods for det, er han svær at give slip på, at lade sig fascinere og besnære af. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor vampyrer i dag er blevet gjort sexede….

Uncategorized

Hvordan er livet på den anden side af spejlet?

Bag spejlet af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1871). 4/5 stjerner.

… er nok cirka det spørgsmål, Alice forsøger at besvare i opfølgeren til Alice i Eventyrland. Alice er blevet lidt ældre, men stadig en fantasifuld lille pige, og i stedet for at forfølge en kanin ned i et hul, leger hun med sine killinger og undrer sig over, hvordan man verdenen er inden i spejlet, som hun kan se fra stuen. Naturligvis kan hun pludselig passere gennem spejlet og her åbner sig en ny verden, hvor alting er modsat. Det inkluderer naturligvis også logik, der er helt modsat i den nye verden, hvor skakbrikkerne er levende, og hvor alle kommer med spøjse rim. 

Og igen er Lewis Carroll en episk nonsens-digter og beskriver en verden så skør og fantasifuld, at man ikke kan andet end at blive trukket ind i den. Jeg holder næsten mere af Bag spejlet end jeg gjorde af Alice i Eventyrland – måske fordi, jeg sagtens kan se mig selv som lille pige drømme om verdenen bag spejlet. Karaktererne virker venligere og fokus er på den omvendte logik i verdenen bag spejlet. 

Den er perfekt som børnebog, men helt klart og værd at læse for voksne, der ikke har læst den før. Jeg er vild med den måde, hvorpå Carroll tager elementer fra Alice’ verden og bruger dem på en ny måde i hendes drømmeverden – f.eks. at skakbrikkerne bliver levende, eller at killingerne bliver de to dronninger. Det er sjovt at gætte med undervejs – og så nonsens-digtning morsomt at læse, fordi det ikke giver mening og giver mening på samme tid. 

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.