Faglitteratur, Nonfiktion

Her er en til min kollega

Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag af Morten Münster fra forlaget Gyldendal Business, 2018. 4/5 stjerner.

Det her er en af de bøger, jeg egentlig ikke ville have anmeldt på bloggen, for jeg læste den egentlig på grund af mit job, men så spurgte min søde kollega (som jeg netop har lokket til at følge denne blog), hvor dælen anmeldelsen var, for han har også læst bogen og er meget begejstret for den. Så den her er til dig, kære kollega.

Jytte fra Marketing af Morten Münster handler om adfærdsdesign. De mennesker, mange teorier bygger på, er nemlig ikke mennesker i den virkelige verden, ifølge bogen. Og derfor ender det nogle gange galt, når virksomheder eller organisationer vil skubbe til adfærd. I bogen gennemgår Morten Münster fire trin med det mål at ændre adfærd som en helt konkret håndsrækning til alle ledere og medarbejdere, som trænger til en ny måde at gøre tingene på. Obama, Google og Amazon bruger allerede adfærdsdesign til at skabe innovation, forbedre arbejdsmiljøet og sælge flere produkter. Så det er let at blive fanget af ideerne og hoppe med om bord.

Så med andre ord – bogen handler om, hvorfor mennesker ikke handler rationelt. Bogen er skrevet med masser af humor, refleksion og indsigt. Det er manipulation og nudging og det er hamrende interessant. Og jeg tror inderst inde, at det er MEGET sværere rent faktisk at bruge i virkeligheden end at læse én bog (idet det jo faktisk er en lang uddannelse at blive adfærdsdesigner). Men den giver input og redskaber, man måske kan bruge i sit arbejdsliv. En anden er mine kolleger er helt hooked på, at vi skal prøve i min afdeling. Og jeg er spændt på, hvordan det spænder af.

Der er helt klart et formål med, at bogen er udgivet af Gyldendal Business. Det her er en bog, der fokuserer på arbejdspladsen, og det skal man være klar over, når man læser bogen, og den mest oplagte målgruppe til bogen må være chefer på alle niveauer. Men dermed ikke sagt, at den ikke er sjov for alle os andre og kan give os andre noget at tænke over – og måske noget der kan bruges på arbejdspladsen. Selv hvis du ikke har vilde ambitioner om at ændre noget, så kan man altid bruge bogen til at tage et langt, grundigt kig i spejlet. Nogle gange er det små ting, der skubber til hele arbejdspladsers adfærd (og bogen har eksempler på dette i massevis) – så måske starter det lige der. Med manden og kvinden i spejlet. Og om ikke andet er bogen frygtelig øjenåbnende – for som bogen beskriver – er din chef så en trommer eller faktisk en, der leder?

Jeg har ret ambivalente følelser omkring bogen, for jeg har svært ved at se, at det kan lade sig gøre for almindelige mennesker uden uddannelse i adfærdsdesign at bruge bogen til at sælge mere eller ændre arbejdsmiljøet. Og den gør op med kommunikationsteorier, som jeg har temmelig svært ved at sluge. Men den har inspireret mig til at læse mere og jeg er villig til at give den en chance og se, hvad tre mennesker med interesse og energi kan ændre i min lille del af verdenen. For det ER et vanvittigt spændende fagområde, som vitterlig er øjenåbnende og i den grad for én til at reflektere over ens egen arbejdsplads. Så som bog er jeg vild med den – om arbejdsredskab er jeg en smule mere skeptisk, men dog interesseret og åben.

Til gengæld fatter jeg stadig ikke titlen. Hvorfor skal Jytte hænges ud? Selvom hun knaldede Bjarne til julefrokosten? Hun er jo nødt til at møde på arbejde igen i morgen – og selv om hun havde været der, havde Bjarnes ide nok fejlet alligevel jævnfør bogen. Og i denne kommende julefrokost-tid; spænd da lige den professionelle hjelm, selv hvis man knalder en kollega til julefrokosten. Men titlen fanger og det får vel mennesker til at samle den op. Lidt ligesom når journalister (og det kan jeg roligt sig, for jeg er uddannet journalist) laver lidt for kreative overskrifter. Morten Münster, I see what you did there.