Klassiker

Fifty shades of gray før det blev mainstream

The Picture of Dorian Grey af Oscar Wilde, 1891. 3/5 stjerner

Dorian Gray er en ung mand i 1800-tallets London. Kunstneren Basil Hallward er imponeret og besat af Dorians skønhed og maler et oliemaleri af ham i fuld størrelse, og han tror, at Dorians skønhed er grunden til kvaliteten i hans kunst. Gennem Basil møder Dorian Lord Henry Wotton og snart bliver han besnæret af aristokratens hedonistiske verdensbillede; at skønhed og sensuel tilfredsstillelse er det eneste, der er værd at forfølge i livet. 

Dorian bliver derfor opmærksom på, at hans egen skønhed vil forsvinde og udtrykker ønske om at sælge sin sjæl og derved få billedet til at ældes i stedet for han selv i et anfald af dramatik. Men lidet ved han, at det ønske bliver opfyldt og mens det langsomt går op for ham forfølger han selv libertiners livsform med varierende moralske oplevelser, alt i mens han forbliver ung og smuk og portrættet forvrænges og viser hans sande sjæl. 

Så hvordan anmelder man en klassiker? En elsket klassiker – en i horrorgenren oven i købet? 

Det er et mål for mig at læse flere klassikere, og The Picture of Dorian Grey virkede som et godt sted at starte. Den lugtede lidt af mørk Jane Austen og jeg elsker Jane Austen. Jeg har tidligere leget med Brönte-søstrene men blev ikke umiddelbart hooked, så jeg ville prøve en anden klassisk forfatter. The Picture of Dorian Gray føltes også lidt som mørk Jane Austen men uden al romantikken. Som med så mange horror-klassikere føles den bestemt ikke som horror – men det gjorde den sikkert i samtiden. Bogen hinter samtidig homoseksualitet, som Wilde også selv (efter sigende) var i en tid, hvor det ikke var velanset, og det er elegant gjort igennem bogen – og egentlig ret cool for en bog fra 1891 at tale direkte ind i det stigende fokus på diversitet. 

Hvem er egentlig skurken i denne bog? Er Dorian gennemført ond? Ikke i min optik. Jo, han er ond – hans sjæl er så sort og grim som hans billede, men Dorian slår mig mest af alt som en dum, smuk, let påvirkelig dreng, der lader sig forføre at de flygtige glæder Henry Wottons livstil kan tilbyde. Eller er det Basil der gør Dorian forfængelig og opmærksom på sin egen skønhed? Bogen har virkelig dybde, som klassikere ofte har og giver stof til eftertanke. 

Horror, Klassiker

Så jeg læser ikke horror… med mindre….

Dracula af Bram Stoker fra forlaget Penguin, 2003 (oprindelig 1897). 4/5 stjerner. 

Så jeg er hende, der aldrig læser horror. 

Med mindre det er klassisk horror åbenbart for så er jeg game. Dracula er en af de mest kendte og bemærkelsesværdige horror-romaner nogensinde, og jeg elsker, at den ikke er skræmmende på splatter-måden, egentlig heller ikke på den der psykisk tortur måde, hvor du ikke rigtig ved, hvem eller hvor monsteret er – men udelukkende er skræmmende grundet hvem monsteret er (selvom de godt nok ikke har styr på, hvor han er halvdelen af tiden). 

Bogen handler i al sin enkelthed om en gruppe mennesker, som Dracula går efter – og gennem dette forenes de i kampen mod Dracula – og måske særlig kendt med Dr. Van Helsing. Man hører egentlig ikke ret meget om Dracula. Han er meget til stede i starten af bogen og lidt i slutningen – men ellers er han en trussel, de ikke rigtig kan få hånd om. 

Twilight sparkede en fascination af vampyrer i gang, og det er blevet til en del vampyr-romaner gennem tiden i mit læseunivers og både før og efter har vampyrer været et sexet væsen. Dracula er ikke den første roman om vampyrer, men en af de første, og der er bestemt intet romantisk eller sexet over vampyrerne i denne bog. De er blodsugende monstre, og de beslutter sig ikke for at redde en teenage-pige, der dufter godt. Til gengæld er Dracula både et intelligent, manipulerende og på én gang tiltrækkende og frastødende monster, der egentlig har en hel del selvkontrol. 

Det er en hæsblæsende og spændende bog, der får dig til at kigge dig over skulderen og man keder sig ikke. Stoker leger med mange forskellige fortælleteknikker og flere forskellige hovedpersoner, som konstant ændrer tonen i bogen. Resultatet er en bog, der er fragmenteret og samtidig enormt grundig og som kombinerer mange genrer; breve, dagbøger, avisartikler, som både fungerer som hovedpersonernes måde at holde styr på deres mission – og som gør læseren til en integreret del af efterforskningen af Dracula. 

Jeg forstår godt, at Dracula stadig er en populær historie at genfortælle og bruge som tema i serier, film og så videre i dag. Den er fuld af plottvist og Dracula selv er ren ondskab og samtidig snedig – men til trods for det, er han svær at give slip på, at lade sig fascinere og besnære af. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor vampyrer i dag er blevet gjort sexede….