Contemporary, Julelæsning

Love actually lander i København

Himlen over København af Dorthe Studsgarth fra forlaget People’s Press, 2018. 4/5 stjerner.

Denne bog er blevet sammenlignet med Love Actually og Shortcuts. Jeg ved ikke, om jeg egentlig synes den er specielt romantisk – men den er helt fantastisk alligevel. Den er i hvert fald ikke romantisk på samme måde som Love Actually. Og det er egentlig noget af det, der er så fint ved det. Den arbejder med andre temaer som sygdom, sorg, skilsmisse-forældre, medmenneskelighed og længere forhold uden at det kammer over og bliver meget stort og følelsesladet – men akkurat lige nok til, at det forekommer som rigtige mennesker, som man kunne møde i Københavns snedækkede gader.  

Det trækker op til snestorm i seks københavneres liv en fredag mellem to solopgange – store julefrokost-fredag faktisk. Snestormen er på ingen måde en del af Tims planer. Han skal både til julefrokost og fri til sin kæreste Lars. Men først skal han have fjernet skæg og hår og skaffet et julemandskostume og nå ja starte kemobehandling. På morgen-tv må værterne improvisere, fordi sneen forsinker gæsterne. Værten Christina har søgt en chefstilling og lovet sin mand, Mark, at lade være med at holde surprise-fest for ham i år – men som alle andre år, skal han ikke bestemme. Mark er tidligere fodboldspiller og iværksætter. Hans nyeste projekt er en gigantisk restaurant i en nedlagt kirke, som han har åbnet sammen med Noorah. Til forskel fra Mark har Noorah skudt alle sine sparepenge og sit hjerte i projektet. Christinas papdatter Lulu er gamer, men mavesmerter truer med at ødelægge hendes livestreaming undr surprise-festen for hendes far. I lejligheden nedenunder er den pensionerede oberst Erwins kone død få dage for inden i dobbeltsengen. Her ligger hun stadig. Time for time kæmper Erwin for at opretholde en hverdag, indtil han kan få fat i sin søn Tim. De seks personer er altså tæt forbundne og snestormen nærmer sig København. 

Den måde historierne er flettet sammen på, er så fin og elegant udført, at det er svært at lægge bogen fra sig. Grunden til, at den ikke får fem stjerner er, at der er hængepartier. F.eks. ender Lulus biologiske mor også i Kirken – men bliver uden videre ikke nævnt. Og jeg føler, at der mangler et kapitel. Vi får ikke afsluttet særligt Erwin og Tims del af historien og jeg skreg på at få at vide, at Tim var okay. Men Dorthe Studsgarths måde at beskrive disse personer i dette ene, skelsættende døgn er enestående. Og ikke mindst foregår bogen i København, hvilket er så fint, som noget kan være. Det er sjovt, at den foregår et sted man kender – man kan næsten se det for sig – det snedækkede København. Men alt i alt en sød, og meget julet roman – uden at skrige jul, da den jo egentlig omhandler julefrokost-dagen mere end selve julen. Den kan med andre ord også sagtens læses i november eller januar og gerne foran et vindue, mens sneen daler fint.