Biografi, Nonfiktion

En overvældende oplevelse på plejehjem

 

Forsøg på at få noget ud af livet af Hendrik Groen fra forlaget People’s Press, 2017, 5/5 stjerner.

Hendrik Groen er måske nok 83, da han begynder at skrive dagbog, men han lægger ikke for døden. Han er ældre. Han besøgerne vennerne, konspirerer mod plejehjemsledelsen og han spadserer hver dag. Og så opfinder han og en gruppe venner ”Gammel-men-ikke-død”-klubben som tager på tur hver måned og på alle måder får noget ud af tilværelsen. I adstadigt tempo. Plejehjemmet ligger i det nordlige Amsterdam og whistleblowerne lever i bedste velgående. Hendrik er til tider gnaven, kynisk, politisk ukorrekt, så mega fuld af liv, sjov og rebel med en sag. Han bekæmper demens, mens han forelsker sig i en ny kvindelig beboer og giver glimt af sin egen voldsomme livshistorie.

Jeg lyder som en gammel stivstikker, men det er også noget af formålet med denne dagbog; at også jeg kan klage og jamre, men uden at genere andre med det

Og Hendrik er på alle måder hjertevarm og helt fantastisk. Jeg så hans plejehjem for mig, mens jeg læste, og jeg følte hans (om end afmålt beskrevne) følelser dybt. Han er indbegrebet af en høflig ældre mand – og stille vand har dyb grund.

Da det er en rigtig dagbog, er historien ikke aktivt fremadskridende – det er faktisk en daglig beskrivelse af livet på plejehjemmet, men det bliver bog ikke mindre god af. Jeg elskede hvert øjeblik med Hendrik – det gav også et unikt indblik i en ældres liv på et plejehjem. Et indblik i, at ældre og lidt svagere ikke er ensbetydende med skrøbelig, men at der stadig er gode historier og masser af viden.

Og selvom Hendriks historie ikke ligner, minder hans måde at anskue livet på mig lidt om min egen morfar – der i den grad fightede til det sidste og insisterede på at få noget ud af livet, selv da han blev syg og netop måtte på plejehjem. Hvor er jeg glad for, vi besøgte ham jævnligt og kunne dele vores liv med ham.

Hendrik Groen har faktisk skrevet en bog mere som 85-årig og still going strong. For nu at sige det på ”ungt”: han er pissesej. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle – måske, den inspirerer dig til at kramme din bedstefar eller bare nyde livet fuldt ud, mens du kan