Faglitteratur, Nonfiktion

En bog som jobcentrene burde læse

Tak for din ansøgning af Anne Marie Valentin fra forlaget Forfatterskabet, 2019. 4/5 stjerner.

Tak for din ansøgning er bogen, jeg manglede for to et halvt år siden, da jeg var nyuddannet og arbejdsløs – den er til alle, der søger job – eller måske overvejer at søge job. For som bogen skriver, så arbejder vi i Danmark 8 timer om dagen, 5 dage om uge, 46 uger om året, 50 år af livet (i gennemsnit naturligvis) – og det bør jo være argument nok for at vælge det rigtige job. Bogen er fuld af fif, tips og cases, som læseren kan tage med. Og det er ikke kun det klassiske tips, som mange nok har fået på jobcenteret med CV og ansøgning. Anne Marie Valentin giver også læseren et kærlig spark bagi med hensyn til mindset, når man søger job, samtidig med at den er spækket med tips og tricks, som man kan indarbejde i ens ansøgninger og CV. Og (heldigvis) kommer den ikke med præmie-skabelonen, men gør opmærksom på, at det kommer helt an på branchen og personen, men kommer derimod med fif til, hvad CV bør indeholde, beskrivelser fra HR-chefer af hvad de egentlig kigger efter og meget, meget mere. 

Samtidig er bogen relativt kort og to the point og det gør den behagelig og nem at læse – men også nem at bruge som opslagsværk efterfølgende. Den indeholder helt reelle værktøj, som man som jobsøgende kan bruge. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den som nyuddannet, da jeg selv søgte job, for selvom den ikke er direkte målrettet nyuddannede, så forklarer den brugen af et CV og en ansøgning langt bedre end noget jobcenter, jeg har hørt om – og var ægte inspirerende til at gøre status over, om man er det rigtige sted i sit arbejdsliv. Bogen er venligst tilsendt af forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse.