Filosofi, Nonfiktion

Lommefilosofi om dyr – og mennesker

At forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen fra forlaget Klim, 2018. 3/5 stjerner. 

At forstå dyr er en bog om dyr. Det er en filosofisk bog, men den kan læses af folk uden filosofiske forkundskaber. Og fordi den beskriver så meget om dyr, at det også bliver en bog om mennesker; hvad det vil sige at være et menneske og hvad det ikke vil sige at være menneske. Eller dyr for den sags skyld. Den er skrevet til (og om) kæledyrsejere, som faktisk forstår de dyr, de dagligt omgås, og som de ved, er intelligente og følsomme væsner – uanset hvor meget filosofien og videnskaben har omtalt dyrene som mekaniske og sprogløse instinktvæsner. Bogen er skrevet af filosofiprofessoren, men først og fremmest kæledyrsejeren Lars Fr. H. Svendsen. Han inddrager sin hund og sine to katte som eksempler, så de filosofiske tanker, om hvad dyr er, og hvordan man kommunikerer med dem, bliver konkrete og genkendelige.

Første halvdel af bogen er en smule filosofi-tung. Ikke specielt svær at forstå, men det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Og det er denne halvdel, som jeg egentlig også mener, behandler hvad det vil sige at være menneske. 

Anden halvdel, hvor Lars Svendsen i højere grad går i dybden med dyr og ikke mindst med forskellige dyr, er til gengæld skrevet humoristisk og tilgængeligt – og helt klart anbefalelsesværdigt. Jeg lærte nye ting selv om katte, selvom jeg deler tilværelsen med en lille gråstribet diva og egentlig som regel kan tyde hendes kropssprog og mjaven fra hinanden. Det er samtidig en ret letlæst bog, og den er ikke så lang, så banker ens hjerte for dyr, så er det en sød bog at læse. Og så kan man jo lære noget overraskende undervejs – f.eks. hvor intelligente blæksprutter faktisk er – og hvorfor de primært stikker af fra fangeskab, når der ikke er nogen, der kigger.