Klassiker, Scifi

Inspireret, britisk vanvid

The Hitchhikers guide to the galaxy af Douglas Adams lyttet til på Mofibo, original udgivet I 1978. 4/5 stjerner. 

Sekunder før jorden udslettes for at gøre plads til en ny intergalaktisk motorvej, bliver Arthur Dent reddet af sin ven Ford Prefect, der viser sig at være researcher for den reviderede udgave af bogen ”The Hitchhikers guide to the galaxy”, men som de seneste femten år har ladet som om, han er en arbejdsløs skuespiller på jorden. Sammen begynder Ford Prefect og den mere forsigtige og meget, meget britiske Arthur Dent et rejse gennem rummet med guiden som – ja guide på turen og nye spændende, intergalaktiske medblaffere – Zaphod Beeblebrox, den tohovedet, trearmede ekshippie og nu præsident af galaksen, hans kæreste Trillian, et menneske, som Arthur tidligere har forsøgt at score, Marvin en paranoid, genial og permanent deprimeret robot og Veet Voojagig, en tidligere studerende, som er besat af alle de kuglepinde, han har mistet i tidens løb.

Det er skørt, det er sindssygt, det er vanvittig morsomt på en så britisk måde, at man nok skal holde af britisk humor, før man kaster sig ud i projektet med at læse serien – for Hitchhikers guide to the galaxy er jo som bekendt en trilogi i fem dele. Jeg kan ikke vente med at læse de næste i serien, for jeg var flad af grin undervejs. Jeg kendte den jo godt, sådan perifert. Det er en klassiker af typen, som man har hørt om. Men jeg anede ikke, at den var så skør og så sjov. Det er simpelthen inspireret vanvid og jeg er dybt imponeret over Adams’ hjerne; hvordan har han kunnet finde på den her historie?

Og så skal man altså unde sig selv at høre den som lydbog med ægte britisk accent, mesterligt oplæst af Stephen Fry. 

Og skulle læseren af dette opslag have flere spørgsmål, så er svaret 42. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter.