Contemporary

Alice i Eventyrland møder Fagre nye verden?

The Circle af Dave Eggers fra forlaget fra forlaget Penguin, 2004. 3/5 stjerner. 

The Circle er en dystopisk roman, der centrerer sig omkring internettet. Den gav mig ganske seriøse Fagre nye verden-vibes uden dog helt at have elegancen i den måde Huxley skriver Fagre nye verden på. 

Mae bliver hyret af The Circle, et internetfænomen, der har overtaget Google, Facebook og stort set alle andre internetplatforme – og hun føler, at hun har fået sit livs chance. The Circle ligger i et stort Silicon Valley-esque campus, og linker brugernes personlige mails, social media, finanser sammen, som resulterer i én online identitet og ekstrem transparens i samfundet. Som ansat kræves det, at man engagerer sig både socialt og ligger alting op – for ellers kan The Circle ikke få det fulde billede. Men Mae møder en fremmed, der ikke er så positiv, til trods for at hendes stilling bliver mere og mere offentlig og synlig – og det har dyre konsekvenser for både hendes familie og venner. 

Okay – så præmissen for denne bog er faktisk sindssygt interessant. Internettets totale kontrol over alting, hvor det er umuligt at lave det mindste form for sidespring, hvor du bliver holdt ansvarlig for alle dine handlinger, hvor alle ved alt om alt, og hvor dine kollegaer bliver fornærmede og kede af det, hvis du ikke har delt med dem, at du elsker kajak-ronning – The Circle er creepy, fordi The Circle er realistisk. Problemet med bogen for mig, var ikke engang den noget antiklimatiske slutning – den var også creepy og på en måde sikkert realistisk. Det store problem er Mae. Eggers formår simpelthen ikke at skrive en kvindelig figur – og bogen er blevet kritiseret meget for, at havde man kønsbøjet den, så ville bogen ikke være realistisk, for sådan ville en mand aldrig blive beskrevet. Mae er naiv og virker mest af alt bare tom. Hun taler mest som svar til spørgsmål ”Forstår du det Mae?”, ”Ja,” – ”Er det noget, du har lyst til Mae?” – ”Ja” – hun siger sjældent noget af sig selv, til trods for hun ellers også skal fremstå som én, der ikke har lagt hele sit liv på internettet – til en start. Og hvor Maes forhold til Francis, programmøren hun møder på FØRSTE aften, måske kunne være realistisk – så er Maes forhold til Kalden ikke realistisk. Ingen knalder bare en kollega på toilettet uden at vide noget som helst om ham, nærmest uden at have ført en samtale med ham – i et firma hvor alt er gennemovervåget (meeeen det bliver naturligvis ikke opdaget) og falder derefter i svime over, hvor romantisk det har været. For det er ikke romantisk, det er sex – og det kan kvinder faktisk godt finde ud af, Eggers. 

De fleste karakterer er karikaturer – og derfor er der ingen udvikling – mest af alt Mae, som er ligesom tom og irriterende, da bogen startede som da den sluttede. Måske endda værre. Selv Mercer, Maes internethadende eks, der skal forestille at være fornuftens stemme, går for meget i den anden grøft og bliver karikeret og useriøs – der er ingen forståelse og kemi mellem Mercer og Mae, og hendes forældres evindelige invitation af Mercer er uforståelig. Men der er elementer, der er gode i bogen, og derfor er den værd at læse alligevel. Den rejser nogle gode pointer ift. brugen af internet og sociale medier. The Circle er skræmmende, fordi The Circle ikke er ret langt fra de platforme, vi har i dag. 

Scifi, Young Adult

Dystopisk samfund, der faktisk giver mening

Divergent af Veronica Roth fra forlaget HarperCollins, 2011. 5/5 stjerner.

Divergent i dystopisk science fiction YA (young adult) bog med efter min mening en af de mest interessante dystopiske samfund og er filmatiseret som en actionfilm (og i øvrigt en ganske udmærket filmatisering af den første bog i serien). Det er første bog i en serie på 3 bøger og så en kortere bog med fortællinger om andre karakterer i serien.

Beatrice Prior bor i det tidligere Chicago, hvor samfundet er delt i fem faktioner, som hver dedikerer sig til en bestemt værdi – Candor (ærlighed), Abnegation (uselviskhed), Amity (de fredelige), Dauntless (de modige) og Erudite (intelligens). På en bestemt dag hvert år bliver alle, der fylder 16 i samme år samlet og skal vælge en faktion, som de ønsker at dedikere resten af deres liv til. For Beatrice er beslutningen splittet mellem om hun skal blive ved sin familie i Abnegation eller finde sig ud af, hvem hun virkelig er. Ekstra kompliceret af, at hendes testresultater om, hvilken faktion hun hører til, er uklare – noget der sjældent sker, kaldet Divergent. Så hun vælger Dauntless til alles overraskelse.

Her venter hende et yderst konkurrencemindet uddannelsesforløb for at blive fuldgyldigt medlem af Dauntless. Hun kalder sig Tris og sammen med andre må hun nu leve med det valg, hun er taget og gennemgå både fysiske tests af udholdenhed og ekstreme psykologiske simulationer med voldsomme konsekvenser. Samtidig må hun vurdere hvem, der er hendes rigtige venner og hvem hun egentlig kan stole på med sin store hemmelighed; Tris er divergent, og det betyder som regel, at man dør. Langsomt opdager hun samtidig en voksende konflikt, der truer med at ødelægge det perfekte samfund, som hun kender.

Og jeg elsker det! Modsat andre dystopiske, science fiction-bøger som f.eks. Hunger Games, som Divergent ofte bliver sammenlignet med, er verdenen i Divergent beskrevet relativt ”realistisk” – man kan se, hvorfor det virker for beboerne og man forstår, hvordan de er endt i denne samfundskonstellation. Det er en spændende tanke, og man kan forstå, hvorfor disse mennesker accepterer denne samfundsform (modsat f.eks. Hunger Games, som jeg simpelthen stadig ikke forstå – hvordan bliver det underholdning at se børn slå hinanden ihjel?), men den er anderledes nok til, at det er interessant at læse om.

Samtidig er der tilsat en god blanding af spænding og lidt romance (som der ofte er i YA-bøger – uden det bliver for meget), og ikke mindst et plot, der udvikler sig i spændende og ikke altid forudsigelig retning.

Som karakter er Tris og Four, som er de to hovedpersoner også sympatiske, men alligevel komplicerede nok til, at det ikke bliver en kliche. Som med mange andre YA-bøger kan jeg ikke lade være at hæve øjenbryn over de voldsomme opgaver, de kan løse som hhv. 16 og 18-årig, men ser man ud over aldersdelen er der tale om hele karakter med dybde – og bogen udforsker flere dele af menneskers sind og undgår, at karaktererne i det store hele er helt sort/hvide.

Er man til dystopiske fortællinger eller YA vil jeg helt klart anbefale bogen. Det er god og letlæst underholdning selv for voksne og man sidder tilbage med stor lyst til at læse den næste i serien med det samme.