Anmelderrost, Contemporary, Romantik

Lyst til noget sukkersødt?

Rosie Hopkins søde drømme af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2012. 4/5 stjerner.

Lilian Hopkins på 87 har tilbragt sit liv bag disken i slikbutikken i den lille by Lipton, men Lilians helbred er ikke, hvad det har været, og butikken har også set bedre dage. Noget må der gøres, men det er ikke nemt, for butikken gemmer ikke kun på glas med farvestrålende søde sager, men også på hemmeligheder fra Lilians unge dage under 2. verdenskrig. Lilians grandniece, sygehjælperen Rosie, indvilger lettere modvilligt i at gøre familien en tjeneste og forlader sit liv og sin kæreste i London for at tage til Lipton, få slikbutikken solgt og sin grandtante installeret på et plejehjem. Og til at begynde med er det bestemt heller ikke den fedeste tjans, men lige så langsomt falder Rosie til blandt de lokale, og hun må spørge sig selv, om det liv, hun havde i London, er værd at vende tilbage til, og hvis ikke, hvad der så er alternativet.

Bogen fortæller primært Rosies historie, men i flashbacks hører vi også Lilians minder fra tiden omkring krigen og får på den måde udfoldet en fantastisk, flerdimensionel historie. Rosie Hopkins søde drømme er bestemt en romantisk roman, men den har også noget dybde. Historien er roligt og langsomt fremadskridende og indeholder ind i mellem søde opskrifter, som forfatteren Jenny Colgan ønsker at dele med læseren.

Rosie er hovedpersonen i bogen, og det meste af tiden er hun en handlekraftig ung kvinde, der langsomt opdager, hvad hun egentlig vil. Hendes fokus på, at livet slutter, når man fylder 30 og stadig er ugift en smule irriterende, men bortset fra det, kan man nemt sætte sig ind i Rosies tanker om sit eget liv og spørgsmålstagen til, hvor hun egentlig gerne vil være. Hun er nem at relatere til. Lilian Hopkins fremstår i starten som en lidt gnaven, ældre dame, men hun har både humor og varme og gennem flashbacksene får man i den grad udfoldet hendes livshistorie. Bogen er fuldt med skønne, hjertevarme karakterer.

Plottet er ikke forudsigeligt, men er relativt simpelt – men det gør ikke noget, for bogens formål er helt bestemt at være en sød, romantisk roman. Den har i øvrigt vundet en pris som bedste romantiske roman, og den er helt sikkert værd at sætte tænderne i. Samtidig beskriver bogen et helt fantastisk England og med sin malende skrivestil, sætter Jenny Colgan scenen i Lipton, så man nærmest føler, at man er der selv.

En helt igennem hyggelig roman, som man bør unde sig selv med en kop britisk the – og måske en lille skål med slik.

Inspiration, Læserelateret

Hårde pakker under træet?

Bøger er altid en god gave – særligt hvis man kender en læsehest eller to, som man er på julegave med. Og der er mange retninger, man kan gå i, selv til de ikke så læselystne. Lidt jule-læse-nudging er jo altid tilladt. Her har jeg forsøgt at samle et (lille!) udsnit af julegaveideer. Men mest af alt håber jeg, at du glæder dig ligeså meget til december, som jeg gør.

Coffee table bøger

Jeg elsker de store bøger, som ofte går under navnet coffee table-bøger, og som du helt sikkert ikke lægger og læser i sengen. Dels fordi bogen er for stor og dels fordi hvis du taber den i hovedet på dig selv, er en hjernerystelse garanteret. Men de er så inspirerende at have liggende f.eks. under kaffebordet og tage frem og kigge i. De findes om stort set alle emner og jeg selv ejer dem om alt fra makeup til arkitektur. En af mine yndlings er faktisk en, jeg ikke ejer selv, men som jeg har givet i julegave til flere forskellige. Det er nemlig Forsvaret og naturensom er en ufattelig flot bog med smukke, smukke fotografier fra de mange øvelsesterræner, der indimellem er soldaters hjem, men som oftest er skønne naturområder. Forfatter er Ole Noe og fotograf er Michael Sand. Bogen er fra 2012 men bogen kan stadig købes og er en god gave til alle naturelskere.

Kogebøger

I dag findes der så mange spændende kogebøger om alt fra palæo til vegansk – og hvem end du giver en julegave, kan du helt sikkert finde noget, der kan udfordre og inspirere dem til lidt ekstra kreativitet i køkkenet. Og mange af de virkelig flotte kogebøger køber man nok ikke til sig selv, især ikke når man kan finde så mange opskrifter på youtube eller resten af internettet. Men der er noget særligt ved en flot kogebog, og ofte indeholder de jo også lidt tekst om forfatteren, livsstilen eller noget helt tredje. Jeg vil helt klart anbefale Eat Smart af Niomi Smart. Hun er ikke kun en af mine favorit-youtubere, men kogebogen er både nem at bruge og fyldt med superlækre opskrifter og meget flotte billeder. Kogebogen er vegansk – det er jeg ikke – men er alligevel en af mine yndlingskogebøger. Opskrifterne er mættende og en fryd for både øje og gane. Og så finder jeg personligt det sjovt at lave mad på nye måder – f.eks. vegansk ind i mellem.

Smukke bøger

Jeg elsker Barnes & Nobles leatherbound serie. De er ikke kun smukke at kigge på – siderne er af den lækreste kvalitet og det føles som den største luksus at bladre i dem. Men der findes et hav af smukke bøger – så hvorfor ikke overveje en smuk udgave af en yndlingsklassiker eller starte en samling af en bestemt type udgivelser (f.eks. Barnes & Nobles leatherbound, som jeg selv har kastet mig ud i)? Bøger af lækker kvalitet, som man måske heller ikke lige selv investerer i er bare superdejlige under træet.

Et kig i barndommen

Den, du skal give en gave, havde helt sikkert en yndlingshistorie som barn – i mit tilfælde Rasmus Klump. Derfor fik jeg selv foræret de samlede, originale Rasmus Klump fortællinger af mine bedste veninde – og det er helt sikkert et tip, der er værd at følge. Mange børneklassikere er genoptrykt i smukke versioner, eller måske er det på tide at læse dem på originalsproget – f.eks. Alice i Eventyrland eller Pigebørn i en lækker kvalitet.

Eller er der måske en bestemt fandom, der startede i barneårene og stadig hænger ved? I mit tilfælde Harry Potter – så vil det måske interessere at få en bog om denne magiske verden. Eller er det måske en Disney-besættelse eller har vedkommende, du skal give en gave, set de første Star Wars i biografen som barn? Mulighederne er mange – det gælder bare om at kende den, du skal forære en julegave.

Bøger, man ikke ville købe selv

Alle har et emne, de interesserer sig for – og om det emne er der bøger.  Et emne som de gerne vil vide mere om, eller en bog om et emne, de har sukket efter hele året. Eller måske helt nye bøger, som man ikke har opdaget, er udkommet. Og hvorfor ikke lade julemanden leverer dem under træet? Det behøver jo ikke være nonfiktion, som vist på billedet – er din moraor måske vild med krimier eller din mor helt syg med forfatteren Maria Helleberg? Så køb dem til jul – så har man også en hyggelig beskæftigelse i juledagene!

Mofibo

Er du i familie med en vaskeægte læsehest, så overvej et par måneders Mofibo-abonnement eller en anden tjeneste, der udbyder det samme – eller måske endda en e-bogslæser. Det letter pengepungen for den heldige modtager hele året og gør helt bestemt en læsehest glad. Jeg bruger både Mofibo og Audible og jeg bliver dagligt inspireret af de mange bøger, jeg ikke anede eksisterede.

 

Denne post er i øvrigt ikke sponsoreret til trods for lovprisning af både bøger og tjenester 

Nonfiktion

Red din seng og måske verdenen?

Make your bed af William H. McRaven fra forlaget Penguin Books Ltd, 2017. 5/5 stjerner (fordi jeg ikke kan give flere)

Make your bed af tidligere admiral for de amerikanske specialoperationsstyrker William McRaven er en let lille bog om 10 af de vigtige lektioner, Mac (som han bliver kaldt i bogen) har lært gennem sin tid i det amerikanske forsvar og især Navy Seals.

Den er desværre ikke oversat til dansk, men kan helt bestemt anbefales alligevel. Den er bygget over en tale, Mac holdt til en afgangsklasse på Texas University i Austin og er ganske enkelt interessant læsning med noget på hjerte. Det er en blanding af anekdoter fra Navy Seals, de store amerikanske operationer og ikke mindst Mac’s civile liv, der kan direkte overføres til og bruges af langt de fleste mennesker, også selvom de ikke er hverken specialoperationsstyrker eller har noget ønske om at redde verdenen. Budskaberne er enkle:

  1. Start din dag med at udføre en opgave (som at redde din seng)
  2. Du kan ikke klare det alene
  3. Det er kun størrelsen på hjertet, der betyder noget
  4. Livet er uretfærdigt – kom videre.
  5. Fejl kan gøre dig stærkere
  6. Vær modig
  7. Find dig ikke i at blive mobbet
  8. Voks med opgaven
  9. Giv folk håb
  10. Giv aldrig op

Og alt dette kunne selvfølgelig være fortalt på en belærende, prædikende måde, men det bliver det ikke. Tværtimod tager Mac læseren i hånden og tager én med på rejsen mod essentielt at turde være sig selv, så man måske ikke behøver gå helt så meget igennem som ham. Jeg læste den på færgen fra Aarhus til Odden – den er med andre ord rimelig hurtigt læst, og alle kan få noget ud af den, hvad end du er interesseret i militæret eller ej. Jeg kunne skrive videre og videre, for jeg mener vitterligt, at alle bør læse Mac’s anekdoter, der både trækker i hjertestrengene, får pulsen op i åndeløs i spænding men også fører til eftertænksomhed og brugbare råd. Men jeg vil ikke ødelægge oplevelsen, for jer, der ønsker at læse den. Tilbage er der kun at sige: læs den!