Filosofi, Nonfiktion

Lommefilosofi om dyr – og mennesker

At forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen fra forlaget Klim, 2018. 3/5 stjerner. 

At forstå dyr er en bog om dyr. Det er en filosofisk bog, men den kan læses af folk uden filosofiske forkundskaber. Og fordi den beskriver så meget om dyr, at det også bliver en bog om mennesker; hvad det vil sige at være et menneske og hvad det ikke vil sige at være menneske. Eller dyr for den sags skyld. Den er skrevet til (og om) kæledyrsejere, som faktisk forstår de dyr, de dagligt omgås, og som de ved, er intelligente og følsomme væsner – uanset hvor meget filosofien og videnskaben har omtalt dyrene som mekaniske og sprogløse instinktvæsner. Bogen er skrevet af filosofiprofessoren, men først og fremmest kæledyrsejeren Lars Fr. H. Svendsen. Han inddrager sin hund og sine to katte som eksempler, så de filosofiske tanker, om hvad dyr er, og hvordan man kommunikerer med dem, bliver konkrete og genkendelige.

Første halvdel af bogen er en smule filosofi-tung. Ikke specielt svær at forstå, men det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Og det er denne halvdel, som jeg egentlig også mener, behandler hvad det vil sige at være menneske. 

Anden halvdel, hvor Lars Svendsen i højere grad går i dybden med dyr og ikke mindst med forskellige dyr, er til gengæld skrevet humoristisk og tilgængeligt – og helt klart anbefalelsesværdigt. Jeg lærte nye ting selv om katte, selvom jeg deler tilværelsen med en lille gråstribet diva og egentlig som regel kan tyde hendes kropssprog og mjaven fra hinanden. Det er samtidig en ret letlæst bog, og den er ikke så lang, så banker ens hjerte for dyr, så er det en sød bog at læse. Og så kan man jo lære noget overraskende undervejs – f.eks. hvor intelligente blæksprutter faktisk er – og hvorfor de primært stikker af fra fangeskab, når der ikke er nogen, der kigger.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!

Fantasy, Young Adult

Flad kærlighedshistorie og ikke eksisterende plot i et victoriansk cirkus

Nattens Cirkus af Erin Morgenstern fra forlaget Bazar, 2014. 2/5 stjerner  

Cirkusset ankommer uden varsel. Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går.

Et omrejsende cirkus, hvis lige aldrig er set, vækker opsigt. Når tusmørket falder på, åbnes portene til Nattens Cirkus, og indenfor venter en forunderlig verden i sort og hvidt. Stribede telte står langs endeløse, bugtede stier og lokker med glansfulde numre af trapezartister og ildslugere, slangemennesker og illusionister. På den store plads brænder et bål med hvide flammer og røgen i den fortættede luft blandes med en duft af karamel og kanel. Men kun få mennesker ved, at der bag kulisserne foregår en hård duel mellem to unge magikere. Celia og Marco er begge fra barnsben blevet trænet af deres respektive mentorer til at deltage i et ”spil” mod en ukendt modstander, som de bindes til for livet. Da de omsider lærer hinanden at kende, står tiden stille og luften vibrerer ved den mindste berøring mellem dem. Uden at forstå reglerne for spillet til fulde forelsker de sig hovedkulds i hinanden og erfarer først for sent, at de er modstandere i en dyst på styrke og udholdenhed hvor kun en kan stå tilbage.

Nattens Cirkus var en overgang vanvittig hyped og bliver af mange beskrevet som en følelsesmæssig rutsjebane. Og okay – hvis man er til en ekstremt deskriptiv bog uden noget egentligt plot og elsker cirkusser. Så er man nok den perfekte læser. Det er jeg så ikke. Jeg har ellers normalt ikke noget imod en karakterdrevet roman (modsat en plotdrevet roman), men jeg har brug fornoget– og Nattens Cirkus gav mig et plot med muligheder, der slet ikke blev udfoldet og flade karakterer, der var håbløst forudsigelige. Plottet er der ligesom bare – der er det her magiske spil, som ikke bliver ordentligt forklaret og som ikke virker troværdigt. Magien i bogen er… kedelig. Det er som om Morgenstern har prøvet at lave en bog, hvor man ikke ved, hvad der virkeligt (hvilket jeg ELSKER), men med præmissen, at hovedpersonerne har magi – og så ryger præmissen om, hvad der er virkelig og hvad der ikke er, for læseren. 80% af bogen er beskrivelser og telte og forestillinger – men de er ikke særligt gode. En bog, der gør dette til fulde, er f.eks. Toymakers af Robert Dinsdale, der faktisk formår at skabe en magisk verden omkring læseren, men som langt hen ad vejen leger med læseren og ikke vil ud med, hvad der virkeligt og hvad der ikke er. Nattens Cirkus derimod er forvirrende, fragmenteret og ligegyldig.

En victoriansk kærlighedshistorie kan jeg til gengæld godt være med på, men da hovedpersonerne Celia og Marco er temmelig flade og i nogle tilfælde direkte usympatiske er deres insta-love historie ikke troværdig. Morgenstern fortæller det, men viser det ikke. De siger, de elsker hinanden, men det virker ikke sådan – show it, dont tell it, mrs. Morgenstern!

Cirkusset er ellers ganske magisk og godt beskrevet, så det er en skam for bogen, at plottet i den grad spænder ben og gør det til en bog, man virkelig ikke bør spilde tiden på. Med mindre man er usædvanligt glad for cirkusser.

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.

Nonfiktion

Populærvidenskab, når det er bedst

Korte svar på store spørgsmål af Stephen Hawking fra forlaget Klim, 2018. 4/5 stjerner.

Stephen Hawking besvarer nogle af de største og mest ubegribelige spørgsmål i bogen; f.eks. om der findes en gud, universets opståen, liv i rummet og fremtiden med kunstig intelligens og klimakriser. Bogen er udgivet efter Stephen Hawking død i 2018 og er færdiggjort med noter fra forskerkollegaer og familie. Hans argumentation er knivskarp og hans humor er særegen, men fungerer godt i en populærvidenskabelig bog som denne. Han viden er uden tvivl enorm, og samtidig er bogen et interessant indblik i mennesket Stephen Hawking, hans kamp for livet og hans imponerende arbejde og forskning.

Jeg elsker denne type af bøger – hvor man egentlig lærer noget, men samtidig for et indblik i et fascinerende, interessant, men også ydmygt menneske. Bogen er (imponerende nok, emnerne taget i betragtning) skrevet meget letlæseligt og da det er en relativt kort bog, er man hurtigt igennem. Han formår at forklare ting, som jeg aldrig helt har kunnet forstå før – f.eks. hvad et sort hul egentlig er, og kaster et interessant lys på kunstig intelligens – med et helt andet perspektiv end andre forskere.

Er man til populærvidenskab og de store spørgsmål er bogen uundgåelig. Den er bestemt anbefalelsesværdig og giver lyst til at læse mere af Stephen Hawkings forfatterskab.

Anmelderrost, Inspiration, Nonfiktion

Sex and the city for Tinder-generationen

Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton fra forlaget Hr. Ferdinand, 2019. 5/5 stjerner.

At blive voksen, at date, at forelske sig – det er noget, den prisvindende britiske journalist Dolly Alderton kender alt til. Hun skriver for de største engelske dagblade og har bl.a. en klumme og en podcast, som ugentligt dækker nyheder og popkultur, men ikke mindst kaster hun sig ud i datingkulturen, Tinder, venskaber og kampen for at få en karriere og finde sin egen plads i verdenen. I bogen fortæller hun levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok i sig selv, om katastrofale fester, om at blive droppet, om vigtigheden af venskaber og trækker derved skarpe paralleller til en anden kendt klumme, nemlig Sex and the City, som blev til en hit-serie. Men modsat den kendte serie er bogen realistisk og fyldt med autentiske oplevelser og observationer fra Dolly Aldertons eget og hendes veninders liv. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og alt derimellem sammen til en bog, der vækker genklang hos alle kvinder – men måske særligt for alle os, hvor alting stadig er udefineret og åbent.

Og jeg elsker det! Jeg læste bogen på Mofibo, fordi jeg ikke kunne vente til at få en fysisk kopi (og kæmpe cadeau til Mofibo for at have en spritny bog så hurtigt). Bogen er som en kæmpe krammer på en hård dag og en sjov veninde på god dag. Bortset fra (de mange) fester og stoffer, som har været en del af Dolly Aldertons hverdag, er den nem at spejle sig selv i, hvis man selv har været en del af Tinder-generationen, har gjort skøre ting i kærlighedens navn og følt at alle andre har meget bedre styr på alting. Bogen er også en udviklingshistorie om Dolly Aldertons egen vej til indre ro med det gode budskab: jeg er nok.

Bogen er værd at læse, værd at eje og der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med det samme.

Contemporary

Plotløs roman uden karakter-udvikling

Up in the air af Walter Kirn fra forlaget Doubleday i 2001. 1/5 stjerner.

En sommeraften så jeg filmen ”Up in the Air” med George Clooney i en af hovedrollerne. Og forventede egentlig en komedie – en mandlig version af chicklit. Langt hen ad vejen så det også ud til at være rigtigt – den var egentlig ret morsom, om end den handlede om noget ret morbidt (han lever af at fyre folk og bor nærmest i lufthavnene), men brat endte den uden en egentlig udvikling af hovedrollen – han vendte sådan set nærmest bare til status quo (som ikke var specielt sympatisk til at starte med). Så da jeg så i rulleteksterne, at det var en bog, blev jeg sulten efter mere. Så sulten, at jeg øjeblikkeligt købte den, på den eneste måde, man kan købe en bog øjeblikkeligt, nemlig som e-bog. Jeg måtte vide, om det var en roman om en person, der finder ud af, at han har det godt, som han er – normalt udvikler karakterer sig jo i romaner, særligt når udgangspunktet mildest talt ikke er særlig sympatisk. Så jeg var helt tændt på at læse Up in the Air af Walter Kirn. Og jeg kunne ikke være mere skuffet. Kirn skrev bogen inspireret af en samtale han havde ombord på et fly, med en mand, der påstod, at han rejste 300 dage om året og godt nok havde en lejlighed, men aldrig brugte den. Han anså fly-personalet sin familie og lufthavnen sit virkelig hjem. Og det inspirerede åbenbart hovedpersonen Ryan Bingham.

Bingham er en 35-årig “career transition” rådgiver (han fyrer folk) for et firma specialiseret i ledelsesrådgivning beliggende i Denver. Han er fraskilt og hans forstyrrede yngre søster er ved at kaste sig ud i et nyt ægteskab. Bingham flyver rundt i hele USA for at fyre folk og tilbyder rådgivning til de folk, han fyrer. Hans liv består af hans Palm Pilot, lejede biler, fly-snacks, en meget lille kuffert og en endeløs række suiter på hoteller med e-mail og beskeder på telefonen, som hans foretrukne kommunikationsværktøjer. Han er desuden afhængig af piller og forskellige kvinder. Hans mål I livet er at blive en del af ”one million frequent flyer- klubben, der kun er blevet opnået af ni andre i det opdigtede flyveselskab Great West.

Bogen er stort set plot-løs. Der sker ikke ret meget, og det er uheldigt, for det gør, at bogen i stedet for bliver karakterdrevet. Og Bingham er om muligt endnu mere usympatisk end han var i filmen, og gennemgår ingen udvikling eller læring. Det er formentlig realistisk, men atypisk for en bog. Hvad Kirn egentlig har villet med denne bog er uklart for mig.

Jeg kan godt forstå, at plottet i filmen er lavet væsentligt om, og det er sjældent det sker, men; filmen er bedre end bog. Ikke god, men bedre. Så hvis noget af dette har tilnærmelsesvis interesseret dig, så er min anbefaling: du kan nøjes med filmen. Bogen er spild af tid. Den er ikke engang skrevet specielt godt – i en så plotløs bog kunne man måske have højnet oplevelsen ved at skrive deskriptivt. Men det gør Kirn ikke. Bogen virker formålsløs og meningsløs, og jeg vil ikke anbefale nogen at læse den.

Klassiker

En oplevelse i middelalderens Paris

Klokkeren fra Notre Dame af Victor Hugo fra forlaget Hernov, 2017 (oprindeligt 1831). 3,5/5 stjerner.

Klokkeren fra Notre Dame er en af den slags bøger, der gør, at jeg har en blog. Sådan en bog, der i den grad griber en på alle mulige underlige måder, og prøver man at snakke om den, tror folk, at man har det vildeste Disney-flip. Taak Disney. For bogen er helt klart en oplevelse. Ikke nødvendigvis en god oplevelse, men en oplevelse, man bør unde sig selv.

Der er tre ting, man skal vide, før man læser Klokkeren fra Notre Dame:

  1. Originaltitlen på fransk er Notre-Dame de Paris, så forventede man en historie om en godmodig vanskabning, tager man fejl. Quasimodo er bestemt ikke omdrejningspunktet – og titlen Klokkeren fra Notre Dame, dukkede først op med Hollywood. De første oversættelser på dansk hed Notre Dame Kirken i Paris eller Esmeralda. Den del vidste jeg godt.
  2. Klokkeren fra Notre Dame er en tragedie. Den del vidste jeg ikke. Så slutningen var mildest talt en overraskelse. Taaak Disney….
  3. Victor Hugo var betalt pr. ord. Det er i øvrigt hans første roman – og derfor anbefaler jeg, at man finder en forkortet udgave. Jeg læste naturligvis den uforkortede.

Og netop længden er en af grundene til, at den kun får tre og en halv stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Slet ikke. De første 350 sider bliver bare brugt til at beskrive Paris’ historie og arkitektur, sætte scenen og handler på alle måder meget lidt om den egentlige historie. Men når man først når dertil, er den det værd. Det er også et af Hugo’s kendetegn – han er enormt dygtig til at sætte scenen, demonstrerer enorm viden om Paris, og skriver ekstremt beskrivende. Næsten for meget i Klokkeren fra Notre Dame.

Så hvad handler den om? Kærlighed måske. Den der vilde kærlighed ved første blik, kærlighedsbesættelse, kærlighed uden grænser. Eller skæbne. Når menneskers skæbner er så sammenfiltrede, at de ikke kan slippe for hinanden. Eller måske handler det hele i virkeligheden bare om Paris. Men skal man opsummere, så forelsker den døve og vanskabte Quasimodo, der er klokker i Notre Dame-kirken, sig i den meget smukke sigøjnerpige, Esmeralda, der som den eneste udviser medlidenhed med ham efter han bliver pisket offentligt. Men også hans herre og adoptivfar ærkediakon Claude Frollo er også forelsket i Esmeralda. Hun ser dog kun den selvglade kaptajn Phoebus, som hun møder tilfældigt og mener, at han gengælder hendes følelser, selvom alt peger på det modsatte.

Når Victor Hugo skriver karakterer, så skriver han rigtige, humane, hele mennesker. Ingen er helt gode og ingen er helt onde. Og den del elsker jeg! Betalt-per-ord-delen bidrager så med, at vi får en del af deres baggrundshistorie også – men det gør skam ingenting. Jeg ved egentlig ikke hvem, der er hovedpersonen, men Esmeralda er helt bestemt omdrejningspunktet. Hun er ung og smuk – og uendelig naiv og irriterende. Jo, jo, hun udviser kortvarigt medlidenhed og et kort glimt også selvstændighed, men det går hurtigt over og udviser derefter udelukkende dumhed, som bringer hende selv og andre i konstant livsfare. Men Esmeralda er ikke enig – hun fastholder stædigt, at Phoebus gengælder hendes følelser, og heldigvis for hende, er der mange andre, der gerne vil redde hende.

Phoebus til gengæld er den største frat boy – han er en player – flot, men intetsigende. Og meget lidt med i bogen. Så troede man på Disney, så er Phoebus et chok. Tak Disney…

Claude Frollo er også et chok, hvis man var lullet ind i Disneys fortælling. Også for mig. Jeg kan nemlig næsten godt lide ham i bog-versionen- Næsten. Han er bestemt drevet til vanvid af hans passion for Esmeralda, men også en af de eneste i bogen, der rent faktisk handler (rationelt) på grund af kærlighed. Ikke overfor Esmeralda, men overfor Quasimodo og Jehan, Claudes lillebror. Han har nemlig opdraget dem begge og f.eks. lært Quasimodo at tale og skrive – og er faktisk god ved dem begge to. Streng, men god. Ingen tvivl om, at han er skyld i Esmeraldas tragedie – men han er ikke hele vejen ond. Og var Esmeralda smart, kunne hun godt have snøret ham… just saying.

Quasimodo er ret gennemgående beskrevet som ondsindet, bortset overfor Esmeralda og Claude Frollo – de eneste to, han nogensinde har elsket. Han er som sagt en ret lille karakter i bogen, men ender efter min mening, som en af de mest sympatiske i bogen. Naturligvis med en tragisk skæbne, for det har de alle sammen, næsten da.

Og så er der Gringoire. Jeg havde håb for Gringoire. De bliver ikke helt udfriet, men stadig. Han er forfatter og digter og bliver ved et uheld gift med Esmeralda i begyndelsen af bogen. Han er åbning til historien og man følger ham gennemgående. Blandt andet bliver han meget glad for geden Djali, som næsten er vigtigere for ham end for Esmeralda, hvilket er et meget sympatisk træk, idet geden er virkelig sød og ender i Esmeraldas rod som uskyldigt offer. Og så har Gringoire en ret fantastisk evne til at overleve og flyde ovenpå – efter eget udsagn talent for næsten at blive hængt. I øvrigt et bedre bud på en helt i en disney-ficering end Phoebus nogensinde var.

Men som et lille nik til Disney – så gal er Disney-filmen faktisk ikke. Der er mange ting i den, der slet ikke stemmer overens med den oprindelige bog. Men mange af elementerne er faktisk med om end i en anden rækkefølge – eller mere bogstaveligt, f.eks. når Quasimodo taler med gargoilerne, fordi han ikke har andre venner. Og så er der naturligvis persongalleriet. Men skulle man lave en børneudgave af en episk tragedie, kunne den helt bestemt have været værre. Det blev godt nok et flop i forhold til andre Disney-film – men det var fedt dengang Disney turde tage den slags mørke historier op. Og så er musikken i filmen fantastisk – og om ikke andet kan det måske prikke en interesse så meget i gang, at man 20 år senere læser en klassisk tragedie.

Så helt ærligt – tak til Disney.

Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Anmelderrost, Contemporary

Som at læse en forårsbrise

Kattegæsten af Takashi Hiraide fra forlaget People’s Press, 2014. 4,5/5 stjerner.

Prisbelønnet japansk roman, der har ligget på bestsellerlisterne i USA, Frankrig og England? Ja hvorfor ikke?

Et par i trediverne bor til leje i en lille hytte i en stille del af Tokyo. De arbejder begge hjemme som freelance skribenter, men har ikke længere noget at sige hinanden. Hverdagen har slået igennem og dagligdagen en smule triviel uden dog at være ulykkelig eller specielt trist.

En dag inviterer en smuk, hvid hunkat sig selv på besøg i deres køkken. Den går igen, men kommer tilbage dagen efter og næste dag og næste dag igen. Nye, små glæder dukker op sammen med katten; dagene bliver lysere og mere farverige. Pludselig virker det, som om livet igen har noget i vente for det unge par; de går ture sammen, taler og deler historier om katten og dens særheder med hinanden.

En bevægende og poetisk roman om tilværelsen, kærlighedens væsen og om at miste.

Jeg tror aldrig, at jeg har læst en japansk roman før – og det er en letlæst lille roman på kun 180 sider, der er hurtig at læse. Men trækker i hjertet hele vejen! Kattegæsten er så sød, så poetisk og så uendelig nostalgisk. På en fin og utvungen måde bliver man en del af parrets hverdag, der pludselig bliver fyldt med naboens hvide kat, Chibi. Det føles som at læse poesi – uden egentlig at være et digt. Og det passer sådan en som mig rigtig godt, for jeg har aldrig været den store fan af poesi. Men jeg er kæmpefan af Kattegæsten og dette indblik i japansk hverdag og kultur. Skrivestilen er så fin og delikat, at man næsten føler, man selv kan mærke Chibis bløde pels.

Ironisk nok kan ingen af de to specielt godt lide katte i starten, men langsomt snor den lille hvide, hunkat parret om sin fløjlsbløde pote – bogen kan nok især anbefales til folk med kæledyr eller som elsker dyr. Og er du katteejer og læser denne bog, så sørg for at have katten i nærheden. Du vil få lyst til at give den et kram, når du er færdig!