Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr. 

Biografi, Nonfiktion

Feminisme med humor og bh

How to be a woman af Caitlin Moran fra forlaget Ebury Press, 2011. 3/5 stjerner. 

How to be a woman er min første sådan erklærede feministiske bog. For det er ikke et emne, jeg ret gerne vil diskutere, for der er ofte en tendens til, at det er så mandefjendsk (det var den slags feminisme, jeg fik serveret i min studietid i hvert fald) og jeg har sådan set altid holdt fast i, at alle er mennesker på trods af hudfarve, køn og så videre. Men Caitlin Moran er sjov – og hun er bestemt ikke mandefjendsk. Det er med andre ord feminisme for sådan nogle som mig. Næsten hele tiden i hvert fald. 

Samtidig er det også en historie om at være og blive kvinde, hvad det betyder, hvad det indebærer og Caitlin Moran væver provokerende tanker og sjove historier sammen fra sit eget liv – og giver samtidig de mandefjendske feminister, som jeg også selv har stejlet over tørt på – og forklarer gerne hvorfor kvinder sagtens kan danse burlesque, beholde bh’en på – ja faktisk lige meget hvad det har lyst til, blot man gør det af de rigtige grunde. Thumbs up, for jeg er nært knyttet til mine bh’er og de var sgu for dyre til at brænde. 

Hvert kapitel åbner med en fortælling fra en ny periode i hendes eget liv, startende i hendes teenageår og arbejder fremmod 2011, hvor bogen er udgivet. Alt sammen for at synliggøre, hvordan feministiske ideer har formet hende og ændret hende gennem årene. På den måde bliver bogen på én gang et memoir men også en overordnet beskrivelse af den feministiske bevægelse i det 20. århundrede. Og hun påpeger flere gange – fuldstændig korrekt – at mange moderne kvinder faktisk er tøvende overfor at kalde sig selv feminister, og præsenterer en anden måde at være det på.

Til gengæld er hun god til at generalisere – mænd, kvinder, alting. Og jeg har det lidt svært med generaliseringer, særligt når de som i Morans tilfælde nogle gange virker søgte og som om de ødelæggende bliver brugt til at understøtte en pointe, som burde have været bedre argumenteret i første omgang. Bogen er morsom, nogle steder provokerende – men er jeg helt oppe og ringe? Jeg har læst den og det er fint – og den er ligeså hurtigt glemt igen. 

Inspiration, Nonfiktion

Tænk som en vinder – læs en anden bog…

Tænk som en vinder af Eskild Ebbesen fra Politikens Forlag, 2014. 1/5 stjerner.

Jeg er lidt blevet fanget af de såkaldte ”inspirational” eller motiverende bøger. En genre, der virker som om den har fået en opblomstring, fordi den ikke er decideret selvhjælp og derved undgår det dårlige ry, men jo reelt er en form for selvhjælp. Jeg har læst mange særligt fra amerikanske militærfolk og sportsfolk og hver gang har jeg været lidt nervøs. Ville den nu være håbløst amerikansk, ”følg det her, og alt vil lykkedes”-agtig. Og det er aldrig sket. 

Den her bog er. Overraskende, for den er pæredansk. Jeg finder den grundlæggende ikke ret godt skrevet, en lille smule usammenhængende og ikke mindst fremstiller den (i øvrigt på ingen måde banebrydende) tips og tricks som en ufejlbarlig vej til succes. Jeg tror, man ender med at være hensynsløs over for andre, usympatisk og mekanisk, skulle man vælge at følge denne bog til punkt og prikke. Og urealistisk i en normal hverdag, for alle os, der ikke er elitesportsudøvere og hvor familien måske ikke har indrettet sig efter vores træning. 

I bogen beskriver Eskild Ebbesen de mentale strategier, han har brugt og som han mener har været afgørende for sine sejre med Guldfireren. Og en hel del om, hvordan man optimerer sig selv. 

Ikke at der er noget forkert i bogens tips eller ”opskrift”. Men den glemmer at bløde lidt op. Den glemmer at fortælle, at det ikke er nemt. Enten har Eskild Ebbesens ro-karriere være perfekt, eller også har der været dårlige dage, som han simpelthen har bortredigeret. Og så ville jeg ønske der generelt var lidt flere anekdoter fra roning. Ikke kun OL – han har jo roet i mange år. Selvfølgelig er de der, men ikke fremtrædende. I stedet er der en del cases fra virksomheder, han har arbejdet med, og det sprang mig i øjnene. Især fordi hans optimeringsstrategi sikkert er super fin for ledelsen og tallene på bundlinjen. Men hvordan har medarbejderne det? Især casen i kapitlet ”Optimering på virksomhedsplan” irriterede mig, for jeg har netop siddet på bunden i en virksomhed og taget telefoner. Og her målte og vejede virksomheden os i hoved og røv på hver en lille detalje de kunne kom i tanke om, holdt konkurrencer både individuelt og i hold, som Eskild Ebbesen foreslår – og det gik ud over arbejdsmiljøet. Konkurrencen fik kollegaer til at være uvenlige overfor hinanden, ikke hjælpsomme eller decideret stjal salg fra hinanden og skabte i øvrigt ufattelig meget sygdom. Men jeg er sikker på det virkede på ledelsesniveau. De viste os endda tallene. Så det kommer vel an på hvad målet er (effektivitet, overskud – eller glade medarbejdere – og hvor tit man har mulighed for at skifte medarbejderne ud med nogle friske, raske nogle, som man kan gøre syge) – og generelt empati og sympati er ikke til stedet i bogen. Hvilket er mærkelig, for Eskild Ebbesen virker enormt sympatisk, de gange man har set ham optræde på TV, hvad end det er i sportsnyhederne, Aftensshowet eller Vild med dans. 

Den var bestemt ikke noget for mig. Men hvis man leder efter noget mere direkte selvhjælp, en opskrift, eller gerne vil være elitesportsmand så er den måske fin. Eller måske hvis du er en mand. Et hurtigt blik på anmeldelserne på f.eks. Goodreads eller Mofibo peger (overvejende i hvert fald) faktisk på, at mændene har ratet den middelmådigt eller lidt højere mens flere kvinder har ratet den ligesom mig. Så måske henvender den sig bare til en anden målgruppe end mig? Har du læst den og var vild med den? Har jeg overset noget vigtigt? 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Nonfiktion

En kop kaffe med drabsefterforskere

Drabscheferne af Kurt Kragh, Ove Dahl og Stine Bolther fra forlaget JP/Politikens forlag, udgivet i 2016. 3/5 stjerner. 

I Drabscheferne – De største sager mødes to af de mest erfarne drabsefterforskere, nemlig Ove Dahl, der er tidligere drabschef i Københavns Politi og Kurt Kragh, der er tidligere drabschef i rejseholdet. De har aldrig arbejdet sammen, mens de var aktive i Politiet, men de siger sammen tilbage på nogle af deres mest spektakulære sager. De diskuterer motiver til drab og giver endda hinanden konstruktiv kritik eller sammenholder uopklarede sager, som måske kan have samme gerningsmand, men som ikke kunne bevises. 

De fortæller medrivende om drabsefterforskernes værktøjer, f.eks. ift. profilering af gerningsmænd, afhøringsteknikker, kløgt og ikke mindst lidt held. De runder desuden politiets arbejdsforhold i dag og kommer med deres ærlige mening om f.eks. overvågning af grænserne og kameraovervågning i samfundet. 

Bogen er spændende fortalt, men ikke på den der krimi-måde, hvor man sidder helt ude på stolen. Den er fortalt udramatisk og alligevel svær at lægge fra sig, fordi man udmærket godt ved, at der er tale om virkelige sager. Og det er ment rigtig positivt – jeg synes det er rigtig godt, at de ikke overdramatiserer, men fortæller nøgternt om deres oplevelser. Desuden føles det næsten som at være med i en samtale over en kop kaffe, som to tidligere drabsefterforskere har, hvor de sammen genoplever, gentænker og sammenholder sager og resultater. Bogen er helt bestemt værd at læse og kan også anbefales som lydbog – den holder bestemt én opmærksom på lange køreture, og i øvrigt svær at ligge fra sig, når køreturen er afsluttet. Alt i alt en velskrevet bog af to spændende mennesker. 

Filosofi, Nonfiktion

Lommefilosofi om dyr – og mennesker

At forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen fra forlaget Klim, 2018. 3/5 stjerner. 

At forstå dyr er en bog om dyr. Det er en filosofisk bog, men den kan læses af folk uden filosofiske forkundskaber. Og fordi den beskriver så meget om dyr, at det også bliver en bog om mennesker; hvad det vil sige at være et menneske og hvad det ikke vil sige at være menneske. Eller dyr for den sags skyld. Den er skrevet til (og om) kæledyrsejere, som faktisk forstår de dyr, de dagligt omgås, og som de ved, er intelligente og følsomme væsner – uanset hvor meget filosofien og videnskaben har omtalt dyrene som mekaniske og sprogløse instinktvæsner. Bogen er skrevet af filosofiprofessoren, men først og fremmest kæledyrsejeren Lars Fr. H. Svendsen. Han inddrager sin hund og sine to katte som eksempler, så de filosofiske tanker, om hvad dyr er, og hvordan man kommunikerer med dem, bliver konkrete og genkendelige.

Første halvdel af bogen er en smule filosofi-tung. Ikke specielt svær at forstå, men det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Og det er denne halvdel, som jeg egentlig også mener, behandler hvad det vil sige at være menneske. 

Anden halvdel, hvor Lars Svendsen i højere grad går i dybden med dyr og ikke mindst med forskellige dyr, er til gengæld skrevet humoristisk og tilgængeligt – og helt klart anbefalelsesværdigt. Jeg lærte nye ting selv om katte, selvom jeg deler tilværelsen med en lille gråstribet diva og egentlig som regel kan tyde hendes kropssprog og mjaven fra hinanden. Det er samtidig en ret letlæst bog, og den er ikke så lang, så banker ens hjerte for dyr, så er det en sød bog at læse. Og så kan man jo lære noget overraskende undervejs – f.eks. hvor intelligente blæksprutter faktisk er – og hvorfor de primært stikker af fra fangeskab, når der ikke er nogen, der kigger.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!

Biografi, Nonfiktion

Var du også med på Gifford-bølgen?

Ambassadøren af Stephanie Surrugue fra forlaget Gyldendal, 2013. 3/5 stjerner. 

Ambassadøren er historien om Rufus Gifford, den fænomenale fundraiser, der efter Obama vandt valget anden gang gjorde ham til amerikansk ambassadør i Danmark – en stilling, der gjorde den karismatiske mand kendt i hele landet som en humoristisk, veltalende amerikaner, der altid så godt ud og samtidig levede et spændende liv med sin mand Steven. 

Rufus Gifford fortæller også om sit møde med danskerne, om sin vej til at finde sig selv, om moderne diplomati og ikke mindst hans syn på nogle af de store sager, han var involveret i, f.eks. debatten om Marius. 

Den har fået en del på puklen for at være et glansbillede – og det er det. Men spørgsmålet er, om et overklasseamerikaners liv for størstedelen af den danske befolkning ikke lyder ret glansbillede-agtig. Jeg vil tro, der er udeladt dele – f.eks. tror jeg det kunne være interessant at have skrevet bogen efter Rufus Gifford var helt færdig med sit job som dansk ambassadør – måske havde han så været endnu mere ærlig. Men lad mig også være ærlig og sige – jeg var helt med på Gifford-bølgen. Jeg synes, han var fantastisk, spændende og så ærkeamerikansk, at jeg faldt pladask for hans historie og karisma, perfekte forhold og søde hund. For jeg er nemlig dybt fascineret af USA og amerikansk mentalitet. Og jeg er fascineret af udlændinges møde med Danmark. Men er man ikke det, vil jeg nok ikke anbefale bogen. 

Det er en god bog og jeg synes den er værd at læse. Var den helt fantastisk? Nej, men på alle måder en udmærket bog, der vil egne sig godt som let ferielæsning. 

Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide.