Contemporary

Alice i Eventyrland møder Fagre nye verden?

The Circle af Dave Eggers fra forlaget fra forlaget Penguin, 2004. 3/5 stjerner. 

The Circle er en dystopisk roman, der centrerer sig omkring internettet. Den gav mig ganske seriøse Fagre nye verden-vibes uden dog helt at have elegancen i den måde Huxley skriver Fagre nye verden på. 

Mae bliver hyret af The Circle, et internetfænomen, der har overtaget Google, Facebook og stort set alle andre internetplatforme – og hun føler, at hun har fået sit livs chance. The Circle ligger i et stort Silicon Valley-esque campus, og linker brugernes personlige mails, social media, finanser sammen, som resulterer i én online identitet og ekstrem transparens i samfundet. Som ansat kræves det, at man engagerer sig både socialt og ligger alting op – for ellers kan The Circle ikke få det fulde billede. Men Mae møder en fremmed, der ikke er så positiv, til trods for at hendes stilling bliver mere og mere offentlig og synlig – og det har dyre konsekvenser for både hendes familie og venner. 

Okay – så præmissen for denne bog er faktisk sindssygt interessant. Internettets totale kontrol over alting, hvor det er umuligt at lave det mindste form for sidespring, hvor du bliver holdt ansvarlig for alle dine handlinger, hvor alle ved alt om alt, og hvor dine kollegaer bliver fornærmede og kede af det, hvis du ikke har delt med dem, at du elsker kajak-ronning – The Circle er creepy, fordi The Circle er realistisk. Problemet med bogen for mig, var ikke engang den noget antiklimatiske slutning – den var også creepy og på en måde sikkert realistisk. Det store problem er Mae. Eggers formår simpelthen ikke at skrive en kvindelig figur – og bogen er blevet kritiseret meget for, at havde man kønsbøjet den, så ville bogen ikke være realistisk, for sådan ville en mand aldrig blive beskrevet. Mae er naiv og virker mest af alt bare tom. Hun taler mest som svar til spørgsmål ”Forstår du det Mae?”, ”Ja,” – ”Er det noget, du har lyst til Mae?” – ”Ja” – hun siger sjældent noget af sig selv, til trods for hun ellers også skal fremstå som én, der ikke har lagt hele sit liv på internettet – til en start. Og hvor Maes forhold til Francis, programmøren hun møder på FØRSTE aften, måske kunne være realistisk – så er Maes forhold til Kalden ikke realistisk. Ingen knalder bare en kollega på toilettet uden at vide noget som helst om ham, nærmest uden at have ført en samtale med ham – i et firma hvor alt er gennemovervåget (meeeen det bliver naturligvis ikke opdaget) og falder derefter i svime over, hvor romantisk det har været. For det er ikke romantisk, det er sex – og det kan kvinder faktisk godt finde ud af, Eggers. 

De fleste karakterer er karikaturer – og derfor er der ingen udvikling – mest af alt Mae, som er ligesom tom og irriterende, da bogen startede som da den sluttede. Måske endda værre. Selv Mercer, Maes internethadende eks, der skal forestille at være fornuftens stemme, går for meget i den anden grøft og bliver karikeret og useriøs – der er ingen forståelse og kemi mellem Mercer og Mae, og hendes forældres evindelige invitation af Mercer er uforståelig. Men der er elementer, der er gode i bogen, og derfor er den værd at læse alligevel. Den rejser nogle gode pointer ift. brugen af internet og sociale medier. The Circle er skræmmende, fordi The Circle ikke er ret langt fra de platforme, vi har i dag. 

Filosofi, Nonfiktion

Kan man få Ole Henriksens hjerne?

Sådan får du Ole Henriksens hjerne af Ole Juncker fra forlaget People’sPress, 2015. 3/5 stjerner. 

Denne bog er skrevet af den pessimistiske journalist og TV-producer Ole Juncker, der i fascination af cremekongen Ole Henriksens altid glade humør, beslutter sig for at forsøge selv at få en lige så glad hjerne. Og det på kun to måneder. I bogen, der er skrevet i et let og humoristisk sprog, opsøger han eksperter og videnskabsfolk i både Danmark og USA, der giver ham svar på, hvordan han får en positiv hjerne, der sprudler af lige så meget energi som Ole Henriksen. Med hjælp fra bl.a. hjerneskanninger, gentest, adfærdseksperter og psykologer kommer han tættere på, hvad Ole Henriksens opskrift på lykke er. Projektet var også et tv-program, der hed ”Jeg vil være Ole Henriksen” – det har jeg ikke set. 

Ole Henriksen siger selv, at han bevidst valgte at leve et lykkeligt liv som ung. Ole Juncker er pessimistisk og tror ikke, at man kan vælge at leve lykkeligt, men er bevidst om, at man kan se positivt på tilværelsen. Han gør det bare ikke sådan rigtig. Det starter med en hjerneskanning og så kører det ellers derud af med kost, motion, farvestrålende tøj og komplimenter til alle omkring Ole’erne. Bogen er skrevet virkelig underholdende, og jeg kan godt lide den konklusion, Ole Juncker til sidst i projektet kommer frem til. Derudover lærte man en hel del om Ole Henriksens og hans livstil i løbet af bogen, og det var jeg mindst lige så vild med. 

Ole Juncker tør godt udstille sig lidt som værende akavet, når han forsøgte at efterligne Ole Henriksen, og det var befriende og morsomt. Bogen er letlæst, men det er godt at få genopfrisket, hvad man selv kan gøre for at leve et positiv liv. 

Contemporary, Julelæsning

Finurlig julebog – uden så meget jul

Manden, der glemte sig selv af K. B. Assenholm, Books on Demand, 2019. 3/5 stjerner.

Arne er en ret almindelig mand, og så alligevel ikke. Han har en helt usædvanlig hobby og så har han en usædvanlig plat humor – og stort set ingen empati. Bogen starter i slutningen af november, mens Arne er ved at købe et juletræ til sin familie bestående af konen Vibse, to tvillinge teenagedrenge og en lille datter. Den slutter lige efter nytår – og alt i mens den står på kommer Arne ud for alle mulige (og en hel del umulige) situationer, der får ham til at tænke over hele hans forestilling om sig selv og sit eget liv. 

Bogen er ikke ret lang, men den er finurlig og underholdende – og selvom den handler om juleperioden, så er den ikke specielt julet og kan sagtens læses i januar eller februar. Arne er en spøjs hovedperson. Han gør tingene i en god mening, mens hans enormt platte humor og hans enorme ego er en sprængfarlig cocktail med ofte uheldige udfald. Som Arne dog ikke altid selv opdager. Til gengæld holder man lidt ham – til trods for alle fejlene og klovneriet. Hans selvretfærdighed – når han bliver nødt til at hjælpe sin søn med at tømme en kop kakao – giver i den grad et smil på læben og hans forestillinger om sin egen indflydelse på lokalsamfundet er underholdende. For Arne er i bund og grund en god mand, der gerne vil gøre en forskel. 

Bogen er et sødt bekendtskab – og jeg vil bestemt læse to’eren i 2020 for at se, hvordan det går for Vibse, Arne og børnene. 

Tak til forfatter K.B. Assenholm for at jeg måtte anmelde din bog. Bogen er en gave fra forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Scifi, Young Adult

Be nice to the nerds

Ready Player One af Ernest Cline fra forlaget Tellerup, 2018. 3/5 stjerner.

Året er 2045, og virkeligheden er et forfærdeligt sted. Det eneste tidspunkt Wade Watts føler sig i live, er når han er logget ind i OASIS, et enormt virtuelt univers hvor det meste af menneskeheden tilbringer deres tid. Da den excentriske skaber af OASIS dør, efterlader han en række svære gåder og udfordringer der er baseret på hans besættelse af den 1980’ernes gamle popkultur. Den første som løser dem alle vil arve hans kæmpe formue og overtage kontrollen over OASIS.

Så finder Wade det første spor, og pludselig er han chikaneret af rivaler som er villige til at dræbe for at vinde præmien. Løbet er startet og den eneste måde at overleve på er at vinde – og konfrontere den virkelige verden han har været så desperat for at flygte fra. 

Ready Player One er nørdefantnasi – et geek utopia. Og det er ret tydeligt, at forfatteren selv er både gamer og nørd, og denne bog er en ode til 1980’ernes popkultur lige fra tegneserie, spil og film. Og jo, jo, jeg har spillet World of Warcraft og har sådan set fint styr på, hvad en Commodore 64 er, men min passion for 1980’erne kan ligge på et ret lille sted, så der er sikkert referencer, jeg ikke har fanget – men bogen kan godt læses alligevel. Du behøver ikke tale flydende nørd (om end jeg gør det sådan lidt) for at nyde bogen. For bogen er et tjubang eventyr og skal læses, fordi det er sjovt. Og det kræver en nørd at skrive sådan en bog – Ernest Cline har styr på sit shit. Selvom det er en futuristisk, dystopisk verden, så er setup’et omkring OASIS realistisk ligefra fællesskabet omkring spillet til måden, man laver sin bruger. Han kender de lange nætter, hvor gamere ikke sover, men er opslugt af et raid og han ved, hvordan der bliver kommunikeret på en gamechat. 

Wade er hovedpersonen og han er god knægt. Han har haft et hårdt liv og er vokset op under triste omstændigheder, og selvom han lidt er en brokkerøv, så giver han ikke nogen skylden for sit liv. Han ved godt, at sådan har omstændighederne bare været. Han kunne have hadet sin mor, der døde af en overdosis, men det gør han ikke. Han er en sød, sørgelig eksistens, fuldstændig opslugt af OASIS. Og så lige pludselig bliver han berømt, men han viser også en god portion viljestyrke – også i den virkelige verden. Han er en god knægt. 

Bogen er rå underholdning af typen, som man gerne læser, og også gerne læser to’eren, hvis den udkommer. Jeg græder ikke snot, hvis nummer to ikke udkommer, men jeg læser den, hvis den gør. Det er en spændende verden, og det er en nørdet eventyr, hvor en ægte nørdet knægt for én gang skyld er hovedpersonen, i stedet for den typiske kliche med en lidt nørdet pige, der ikke ved, hvor køn hun er. Wade er rigtig nørdet af den type, du kan finde ude bag skærmene kl. 3 om natten i gang med et spil – men Wade er samtidig mega cool. 

Be nice to the nerds – you might end up working for one.

Scifi

Grænserne mellem dyr og mennesker

Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup fra forlaget Egolibris, 2014. 5/5 stjerner.

Det er sjældent, at jeg sætter mig ned for at høre en lydbog færdig. Uden at pusle med vasketøj, uden at vaske op eller gå en tur. Bare sætter mig åndeløst ned blot for at høre en bog færdig. Det gjorde jeg med Homo Bestia som er så realistisk sci-fi i så ypperlig kvalitet, at jeg decideret gik rundt og forventede at møde en bestia på gaden. 

Bogen foregår i 2103. Det er med held lykkes at gensplejse dyr med mennesker og ud af det er væsenerne homo bestia – i daglig tale bestiaer – opstået. De er stærke, kloge og lydige. Derfor bliver de største af dem – dem, der ofte er gensplejset med rovdyr – brugt af Politiet og Forsvaret. Bestiaerne trænes og opfostres på store kenneler rundt omkring i landet. Jack er løjtnant i hæren og har efter flere års forsøg endelig fået en tilladelse til at blive bestiafører. På Gaia-kennelen bliver han præsenteret for forskellige slags, men uvist (også for ham selv) vælger han bestiaen, der bliver kaldt Sky. Sky er halvt leopard og er mildest talt medtaget. Han er vanrøgtet, sky og utilregnelig. Og slet ikke brugbar til militær tjeneste. Jack får tre måneder – så skal Sky være lydig. Og med hjælp fra den smukke, kvindelige dyrlæge går Jack i gang med at tæmme Sky – men måske skal Sky slet ikke tæmmes, men bare forstås. Men måske gemmer der sig mere under overfladen? Snart er Jack og Sky viklet ind i noget ingen af dem kunne have forudset og som er med til at forme fremtiden for bestia-arten. 

Denne bog slog benene væk under mig. Den siger lige så meget om racen homo sapiens, som den gør om arten homo bestia. Og det er ypperligt godt skrevet. Den er formidlet vanvittig realistisk uden nogle former for fantasy-elementer. Det her er science fiction, når det er allerbedst og når scifi leger med gennembrud, som videnskaben nogle gange påstår er tæt på. Jeg er vild med vores rejse med Jack. Gennem ham lærer vi at forstå homo bestiaerne – og gennem Sky lærer vi lidt om menneske-racen. Sky har været så grueligt meget igennem, men langsomt begynder Jack at forstå – og opbygge tillid til den sky menneskeleopard, der ikke har meget til overs for mennesker. 

Jeg er også vild med slutningen. Mange populære fremtidsbøger slutter med et systemsammenbrud eller noget vildt omvæltende. Det gør Homo bestia også, men den gør det elegant – den gør det realistisk. Fuldstændig, som man ville se en dyrekennel blive behandlet i medierne. Karina Laurberg Bidstrup må have researchet afsindig meget før hun har skrevet denne bog – men det er det hele værd. Jeg er vild med Sky, jeg småcrusher på Jack og jeg vil vide mere om Homo Bestia. Jeg vil udforske deres muligheder mere. Jeg vil tilbage i den verden og finde ud af, hvad der sker hvis en bestia og et menneske forelsker sig, hvad der sker hvis en bestia lever vildt, udforske hvor meget de er dyr og hvor meget de er mennesker. Jeg vil kort sagt vide mere, for selvom Homo Bestia er en smukt afsluttet stand alone, er jeg slet ikke mæt. Homo Bestia er så godt skrevet og så imponerende vanvittig godt fundet på, at jeg krydser alt hvad krydses kan, for at Karina Laurberg Bidstrup heller ikke er færdig med sine bestiaer. 

Anmelderrost, Contemporary

Stille og eftertænksomt mesterværk

De otte bjerge af Paolo Cognetti fra forlaget People’s Press, 2018. 4,5/5 stjerner. 

De otte bjerge handler om Pietro. Han er enebarn fra Milano, mens hans forældre har mødt hinanden i deres unge dages bjergby, og særligt Pietros far kan ikke sidde stille. Han må og skal vandre. Så de lejer et lille hus i byen Grana for foden af Monte Rosa til at holde sommerferie i. Her møder Pietro drengen Bruno som 11-årig. Langsomt og næsten ordløst vokser et venskab frem, og sammen bliver de ældre. Pietro har udelængsel og søger mod verden og andre bjerge, mens Bruno bliver hvor han er – på barndomsbjerget. Og trods flere års adskillelse er venskabet ubrydeligt. 

Bogen er først om fremmest en bog om venskab – og en stille kærlighedserklæring til barndommens bjerg, og om hvordan to helt forskellige drenge kan være lige det, der skal til for at holde hinanden jordbundne. Cognetti formidler fantastisk til trods for, at jeg naturligvis har læst en oversættelse. Han sprog er stille, simpelt, men samtidig krystalklart og præcist og helt uden brug af drama. Pietro, der tager ud i verden og derved egentlig har nogle vilde oplevelser, hører man kun perifert om – omdrejningspunktet er barndomsbjerget Monte Rosa og ligesom Bruno forbliver læseren her, ligesom Pietro altid vender hjem. 

Det er i virkeligheden en bog, hvor der ikke sker noget samtidig med, at der sker en helt masse. Den er meget eftertænksom og melankolsk og bjergene kommer næsten til live som en selvstændig karakter. Samtidig har Cognetti en evne til at beskrive naturen i bjergene med alt hvad der dertil hører af farer på en stille, udramatisk måde, der på en måde gør bjergene endnu mere tillokkende og skræmmende og fuldstændig indfanger stemningerne gennem årets gang for Bruno og Pietro på bjerget.Den kan i den grad anbefales – og så selvom du ikke er vild med bjerge fra starten. 

Contemporary

Suveræn debutroman

Se mig nu af Amalie Hammel, Books on Demand, 2019. 5/5 stjerner. 

Da kæresten går fra Emma, skal hun om stille sig til en ny tilværelse. En tilværelse, hvor lavt selvværd, alkohol og flygtige relationer til mænd dominerer. Presset fra et universitetsstudie forstærker behovet for at flygte fra virkeligheden og Emma befinder sig på en glidebane. Facaden fungerer som et skjold, mens Emma kæmper for at få styr på livet, samtidig med at Instagram ruller og alt skal se perfekt ud. 

Amalie Hammel har skrevet en eminent debutroman, der fremstår både stærk og rørende. Emma er en enormt troværdig hovedperson, og jeg vil tro, at mange unge kvinder, mig selv inklusiv, kan genkende mange af de tanker og nogle af de oplevelser, Emma har – forhåbentlig ikke dem alle sammen. For det er også en bog fuld af øjeblikke, hvor man sidder med en klump i halsen og vender siderne for at følge Emmas historie. Samtidig er det også en bog, der tager fedt i vigtige emner såsom seksualisering af kvindekroppen, kvinders selvværd, angst, lyst til sex (og mangel på samme) og respekten for egne behov og lyster. Og bogen gør det på en vildt fed måde – den er aldrig mandehadende og diskuterer både moral, normer og værdisæt. 

Bogen er fantastisk godt skrevet – den er gribende og letlæselig, med et flydende sprog, der skaber et generelt godt flow i bogen til trods for det lidt fragmenterede format. Det fremstår nærmest som snapshots i tiden af Emmas liv, og det fungerer virkelig godt. Samtidig var jeg vil med slutningen, hvor vi sideløbende med Emmas historie følger Nabiha – og på den måde binder slutningen op til allerførste kapitel. 

Alt i alt en suveræn god bog – og jeg håber at læse mere Amalie Hammel i fremtiden. 

Tusind tak til forfatter Amalie Hammel for anmeldereksemplaret. Bogen er modtaget med henblik på en ærlig anmeldelse.

Uncategorized

Hvordan er livet på den anden side af spejlet?

Bag spejlet af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1871). 4/5 stjerner.

… er nok cirka det spørgsmål, Alice forsøger at besvare i opfølgeren til Alice i Eventyrland. Alice er blevet lidt ældre, men stadig en fantasifuld lille pige, og i stedet for at forfølge en kanin ned i et hul, leger hun med sine killinger og undrer sig over, hvordan man verdenen er inden i spejlet, som hun kan se fra stuen. Naturligvis kan hun pludselig passere gennem spejlet og her åbner sig en ny verden, hvor alting er modsat. Det inkluderer naturligvis også logik, der er helt modsat i den nye verden, hvor skakbrikkerne er levende, og hvor alle kommer med spøjse rim. 

Og igen er Lewis Carroll en episk nonsens-digter og beskriver en verden så skør og fantasifuld, at man ikke kan andet end at blive trukket ind i den. Jeg holder næsten mere af Bag spejlet end jeg gjorde af Alice i Eventyrland – måske fordi, jeg sagtens kan se mig selv som lille pige drømme om verdenen bag spejlet. Karaktererne virker venligere og fokus er på den omvendte logik i verdenen bag spejlet. 

Den er perfekt som børnebog, men helt klart og værd at læse for voksne, der ikke har læst den før. Jeg er vild med den måde, hvorpå Carroll tager elementer fra Alice’ verden og bruger dem på en ny måde i hendes drømmeverden – f.eks. at skakbrikkerne bliver levende, eller at killingerne bliver de to dronninger. Det er sjovt at gætte med undervejs – og så nonsens-digtning morsomt at læse, fordi det ikke giver mening og giver mening på samme tid. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr.