Horror, Klassiker

Så jeg læser ikke horror… med mindre….

Dracula af Bram Stoker fra forlaget Penguin, 2003 (oprindelig 1897). 4/5 stjerner. 

Så jeg er hende, der aldrig læser horror. 

Med mindre det er klassisk horror åbenbart for så er jeg game. Dracula er en af de mest kendte og bemærkelsesværdige horror-romaner nogensinde, og jeg elsker, at den ikke er skræmmende på splatter-måden, egentlig heller ikke på den der psykisk tortur måde, hvor du ikke rigtig ved, hvem eller hvor monsteret er – men udelukkende er skræmmende grundet hvem monsteret er (selvom de godt nok ikke har styr på, hvor han er halvdelen af tiden). 

Bogen handler i al sin enkelthed om en gruppe mennesker, som Dracula går efter – og gennem dette forenes de i kampen mod Dracula – og måske særlig kendt med Dr. Van Helsing. Man hører egentlig ikke ret meget om Dracula. Han er meget til stede i starten af bogen og lidt i slutningen – men ellers er han en trussel, de ikke rigtig kan få hånd om. 

Twilight sparkede en fascination af vampyrer i gang, og det er blevet til en del vampyr-romaner gennem tiden i mit læseunivers og både før og efter har vampyrer været et sexet væsen. Dracula er ikke den første roman om vampyrer, men en af de første, og der er bestemt intet romantisk eller sexet over vampyrerne i denne bog. De er blodsugende monstre, og de beslutter sig ikke for at redde en teenage-pige, der dufter godt. Til gengæld er Dracula både et intelligent, manipulerende og på én gang tiltrækkende og frastødende monster, der egentlig har en hel del selvkontrol. 

Det er en hæsblæsende og spændende bog, der får dig til at kigge dig over skulderen og man keder sig ikke. Stoker leger med mange forskellige fortælleteknikker og flere forskellige hovedpersoner, som konstant ændrer tonen i bogen. Resultatet er en bog, der er fragmenteret og samtidig enormt grundig og som kombinerer mange genrer; breve, dagbøger, avisartikler, som både fungerer som hovedpersonernes måde at holde styr på deres mission – og som gør læseren til en integreret del af efterforskningen af Dracula. 

Jeg forstår godt, at Dracula stadig er en populær historie at genfortælle og bruge som tema i serier, film og så videre i dag. Den er fuld af plottvist og Dracula selv er ren ondskab og samtidig snedig – men til trods for det, er han svær at give slip på, at lade sig fascinere og besnære af. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor vampyrer i dag er blevet gjort sexede….