Nonfiktion

Hvad bør alle i den moderne verden vide?

12 rules for life af Jordan B. Peterson fra forlaget Random House of Canada Ltd., 2018. 4/5 stjerner.

 I bogen 12 rules for lifeforsøger psykolog og professor basalt set at besvare ovenstående spørgsmål; hvad bør alle i den moderne verden vide? Det er et stort spørgsmål, som Peterson prøver at besvare gennem brug af historiske fortællinger, anekdoter fra hans eget liv og arbejde og ikke mindst forskningens verden. Han fortæller bl.a. hvorfor man skal lade børn der skateboarder være, hvad hummere kan lære os om succes og hvorfor man altid skal klø en strejfende kat bag øret. Sådan sat lidt på spidsen.

I stor udstrækning er jeg enig med Jordan Petersons argumenter, som ellers er blevet kritiseret for at være kontroversielle. Jeg finder ham ikke kontroversiel, men tværtimod har han virkelig gode pointer, som jeg tror, mange af os moderne mennesker godt ved, men har glemt i farten. F.eks. argumenterer han for, hvorfor det ikke er høfligt (som bl.a. jeg selv har gået og bildt mig ind) at være ukonfronterende og som følge heraf nogle gange fortie sandheden (fremfor direkte at lyve) og egne behov. Han gør også op med curlingforældrene og det kønsløse samfund på en befriende, logisk og velargumenteret måde, som jeg personligt kan savne i debatten.

Jeg fik den anbefalet grundet min interesse for litteratur og ikke mindst min store glæde for Make your bed. Make your bed føltes på flere måder som et spark i maven. Ikke mindst fordi anekdoterne er hjertegribende, direkte og umiddelbart understøtter den overordnede pointe. Den bog er med andre ord let læst.

Det er 12 rules ikke. Lixtallet er væsentligt højere og man skal flere anekdoter af både forskningsmæssig og privat karakter igennem, før man kommer til pointen – eller ofte pointerne i et kapitel. Bogen har interessante, velunderbyggede argumenter, men føles til tider meget akademisk, hvilket giver god mening, når den nu er skrevet af en professor. Det generer ikke mig at læse den slags bøger, men det skal man være opmærksom på, før man kaster sig ud i projektet med læse den. Den er langt mere filosofisk og tvinger i højere grad læseren til at tage stilling end f.eks. bøger som Make your bed(som ellers er virkelig øjenåbnende).

Men har man interesse for psykologi, menneskelig adfærd, filosofi eller bare det at styre kaosset i egen hjerne vil jeg klart anbefale den. Og er du fortaler for curlingbørn, det kønsløse samfund eller på forhånd revnende uenig med Petersons syn på menneskelig adfærd, så er det jo faktisk sundt at udfordre sine holdninger ind imellem.

Jeg personligt hørt den som lydbog på engelsk (bogen er nu oversat til dansk), oplæst af Jordan Peterson selv – og da han er en fantastisk taler, kan det kun anbefales. Jeg er vild med hans måde at fortælle på, der både skinner igennem i lydbogen eller hvis man hører interviews med ham. Han har nemlig lige være i Danmark på turne, hvor han bl.a. var i Deadline.

Inspiration, Nonfiktion

Projekt lykke i dit eget køkken

The Happiness Project af Gretchen Rubin ved forlaget Harper, 2009. 5/5 stjerner (den blev oversat til dansk (Projekt Lykke), men havde svært ved at finde en sælger af den på dansk, da jeg skrev anmeldelsen)

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor The Happiness Project tiltrak mig. Før den, var jeg stor modstander af den slags bøger, der lænede sig mod selvhjælpsgenren. Jeg gad dem ikke og så lidt ned på dem. Men jeg var i en ret lav periode i mit liv og forsiden er jo farverig – måske derfor. Så jeg downloadede den som lydbog. Og bagefter købte jeg den som paperback. Og købte den til min mor på engelsk – på det tidspunkt var den ikke oversat endnu. Som købte den på dansk selv. Og så hørte jeg den igen som lydbog. Og købte resten af Gretchen Rubins bøger enten som lydbøger eller som fysisk bog. Jeg kan med andre ord ikke få nok. Gretchen Rubins fortællestil er varm, levende og selvom hun indimellem er lidt prædikende om lykke og lykkeforskning, så er både hendes bøger og hendes efterfølgende podcast spækket med konkrete tips og tricks og sætter tanker i gang om ens eget liv og om man måske kunne blive lidt lykkeligere lige i sit eget køkken – uden at gøre en stor gestus som at tage til Bali i tre måneder eller blive super-yogi.

Gretchen sad i en bus, da hun en dag indså, at ”Dagene er lange, men årene er korte”. Og at hun slet ikke fokuserede nok på de ting, der faktisk betød noget. Så hun besluttede sig til at dedikere et år af sit liv på at lykkeprojekt.

Hver måned tackler hun et nyt tema. Det gør hun med nogle fortsæt for måned – hun bygger med andre ord langsomt sine nytårsfortsæt på. Hver måned skal fortsættesene fra tidligere måneder nemlig også overholdes. Og som ekstrem strukturalist har hun selvfølgelig skemaer, hvor hun holder styr på, hvordan det går, før det hele bliver til en stor lykkebootcamp i december, hvor alle hendes fortsæt går op i en højere enhed. Måske.

Hun ønskede netop at gøre sit liv bedre, der hvor hun var. Som mor til to små piger og med en travl mand, havde hun hverken tid eller lyst til at gøre noget ekstremt, men derimod tage små skridt, som f.eks. ”husk at kysse mere”, at nogle gange er det vigtigt at være egoistisk for at blive en bedre mor eller kone eller ”cut people some slack” (min favorit). Og hun bakker sine fund op med massiv lykkeforskning og kommer med et hav af anbefalinger til andre bøger – og også ting, der ikke virker for hende, men som måske gør for andre. Meditation f.eks. var slet ikke Gretchen – men hun har stor fokus på, at alles lykkeprojekter vil være vidt forskellige.

Jeg elsker Gretchen Rubins skrivestil og jeg kan lytte til hende i timevis – idet jeg har hørt bogen som lydbog. Det giver noget særligt til en bog, når det er forfatteren selv der fortæller. Hun er varm og sjov – og selvom man mere er til en fysisk bog stråler hendes varme personlighed igennem. Det er en personlig fortælling, som alle kan lære noget af og måske overveje om der ikke er småting i dit eget liv, som nemt kan ændres til det bedre.

Harry Potter, Læserelateret

Harry Potter og duften af efterår og vinter

Spoiler alert (og hvis du ikke har læst dem, så stop alt, og gør det!)

Af en eller anden grund, bliver jeg altid i efterårsstemning af at se Harry Potter-filmene. Faktisk næsten julestemning, formentlig grundet,at jul som regel er med i filmene. Da filmene er indspillet i England, som jo er ret grå i efteråret giver det bare en cozy, hyggelig fornemmelse og man får lyst til at putte under et tæppe med en stor kop the. Bøgerne derimod sætter mig mere i efterårsstemning end filmene. Igen under et tæppe, en stor kop the og en stabl Harry Potter-bøger.

Halloween er også ofte velbeskrevet og lyder bare vildt hyggelig. Hvordan får man ikke lyst til en skive græskartærte og et stort glas butterbeer, eller måske mere realistisk en krydret the og et duftlys med efterårsdufte? Og hvem kan glemme beskrivelsen af Næsten Hovedløse Nicks dødsdagsfest på Halloween, hvor maden var noget mindre appetitlig og selskabet lidt koldere?

Harry Potter foregår jo primært i løbet af et skoleår, og derfor beskrives den engelske sommer ikke – og jeg er helt med på den. Jeg elsker stemningen af efterår, måske endda med regn i luften og så at drømme mig til Hogwarts. Jeg elsker deres efterårs- og vinteroutfits i filmene, jeg er vild med de lange strikkede halstørklæder i kollegie-farverne og jeg elsker den engelske måde at bruge uld og strik på.

Forestil dig at holde jul på Hogwarts. Hogwarts er altid yndigt snehvid til jul, slottet er pyntet op på den mest klassiske og julede måde, og rækkerne af (engelsk) julemad uendelig. Eller når Harry og Run glædestrålende står op og finder gaver for fodenden af deres seng – man har bare lyst til at være med og være en del af det. På én måde ville jeg elske at læse en bog om et helt normalt skoleår på Hogwarts med alle traditionerne. Særlig Harry Potter og de vises sten står lysende klart for mig (men det var jo også mit allerførste møde med jul på Hogwarts) og Harry Potter og fangen fra Azkaban (min alltime yndlings Harry Potter bog – og hvem kan glemme professor Trelawney’s bekymring for at sætte sig ved julebordet, for så er de 13 om bordet og Dumbledores mere diplomatiske svar hertil?), eller naturligvis juleballet i Harry Potter og flammernes pokal.

Så jeg er off til Hogwarts med min krydderthe. Hvad læser I i vintermånederne?

Biografi, Nonfiktion

Hvis du kun vil læse en astronaut-biografi i år…

Astronautens guide til livet på jorden af Chris Hadfield fra forlaget People’s Press, 2014. 5/5 stjerner.

… så er det nemt at forelske sig i historien om den danske astronaut Andreas Mogensen. Og jeg indrømmer da også blankt, at det var efter at have læst Henrik Bendix og Thomas Djursings bog Andreas Mogensen – min rejse i rummet, at jeg blev inspireret til at læse Chris Hadfields bog Astronautens guide til livet på jorden.  Jeg var solgt- øjeblikkeligt!!!

Fra side et fortæller Chris Hadfield med humor og varme om sine tre rumrejser. Hvordan han som 9-årig så Neil Armstrong gå på månen og fra det øjeblik (som 9-årig!) lod sig styre af ”hvad ville en astronaut gøre”, og derfor fokuserede på sin skolegang og sin fysik. Til trods for at han er canadier og Canada på det tidspunkt ikke havde et rumprogram. Men han ville være klar – hvis nu. Han valgte derfor den dengang klassiske amerikanske vej til livet som (måske) astronaut – militær karriere, jager-pilot, test-pilot, astronaut. Han var heldig. Canada lavede et rumprogram og søgte astronauter – og Chris Hadfield blev en af dem.

Og det er netop det, han gennem bogen gør så godt – han fortæller ikke bare om sine egne rumrejser, men også de tips og tricks, man på jorden kan bruge, hvis man har en drøm man vil forfølge. Og ikke mindst at gøre vejen hen til målet et mål i sig selv. Bogen er en fantastisk beskrivelse af hans familieliv, hans karriere og ikke mindst livet helt praktisk i rummet – lige fra toiletbesøg til reparationer uden på den internationale rumstation. Faktisk fik han fokus på rumstationen ved at lave youtube-videoer om dagligdagsting, der er helt anderledes i rummet.

Bogen er ikke kun et portræt af et varmt, sympatisk og mega målrettet menneske, men en spændende historie om astronauters dagligdag og liv på jorden og i rummet, men også en venlig reminder om at turde forfølge det umulige.

Fortællestilen er jordnær og sympatisk og nem at forstå, selvom man ikke kender noget til rumfart. Det er tydeligt, at alt det nørdede og tekniske interesserer ham, og han har en enorm viden om det, men han formidler det på en letforståelig måde. Jeg hørte bogen på Audible, hvor Chris Hadfield i øvrigt selv fortæller, hvilket naturligvis giver en ekstra dimension til en i forvejen fantastisk fortælling. Men den er oversat til dansk og kan naturligvis også købes som en ægte, fysisk bog på engelsk. Den er helt sikkert værd at læse – og da jeg gjorde det med afsæt i Andreas Mogensen – min rejse i rummet, er det svært ikke at sammenligne dem, selvom bøgerne trods alt ikke er ens og de to astronauters historier ikke ligner hinanden. Men lad det være sagt alligevel – hvis du kun vil læse én bog om det at være  astronaut, så vælg Astronautens guide til livet på jorden af Chris Hadfield!

Biografi, Nonfiktion

Når en drengedrøm bliver til virkelighed

Andreas Mogensen Min rejse til Rummet af Thomas Djursing, Henrik Bendix & Andreas Mogensen fra forlaget Politiken, 2016. 4/5 stjerner. 

Det er næppe en hemmelighed for nogle bosiddende i Danmark eller med interesse i Danmark, at den danske astronaut Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde rejste til den Internationale Rumstation d. 2. september 2015. Han tilbragte otte dage i rummet, men drømmen om at gøre “the sky is the limit”-ordsproget til skamme startede allerede som dreng.

Bogen “Andreas Mogensen – min rejse til rummet” af Henrik Bendix og Thomas Djursing er en flot og velskrevet bog med afsnit skrevet af både Andreas Mogensen, men også hans nærmeste, bl.a. hustruen Cecilie. Samtidig er der fakta-sider i den (de blå sider), der fortæller mere “nørdet” og i dybden om rumfart, dansk rumforskning, rumfartshistorie og andre ting, der kan give en forståelse for den verden, Andreas Mogensen er en del af. De kan dog springes over, hvis man ikke er til den slags og bare vil læse Andreas’ historie – det ved jeg f.eks. min mor gjorde. Bogen er samtidig spækket med både private og offentlige fotos fra Andreas’ liv fra han var helt lille til hans tur til rummet.

Andreas Mogensen fortæller i bogen om sin opvækst, hvor familien rejste meget rundt og bragte ham tidlige erfaringer og kendskab til verden – og måske gav ham mod til at flytte til London, da uddannelsen som rumfartsingeniør ikke fandtes i Danmark, da han blev uddannet. Bogen fortæller om hans jobjagt, der førte ham vidt omkring i verden, bl.a. på en boreplatform og til Congo, der lærte ham at arbejde under farlige forhold. Hvordan han mødte hustruen Cecilie og det lange, krævende ansættelsesforløb, han var igennem for at blive ESA astronaut. Og ikke mindst en indgående beskrivelse af Andreas oplevelse på den Internationale Rumstation.

Det er en tung og lækker bog, der helt sikkert er værd at læse, også selvom man ikke har særlig interesse i rumfart. Omdrejningspunktet er et menneske drevet af lidenskab, der er villig til at ofre næsten alt for at nå sit mål, og det er på én gang fascinerende, inspirerende og svært at forstå.

Nonfiktion

En hyggelig bog på en regnfuld efterårsdag

Den lille bog om hygge af Meik Wiking fra forlaget Turbine, 2017. 4/5 stjerner.

Meik Wikings bog om hygge er simpelthen så fin og hyggelig en lille bog, der både med humor og varme fortæller om noget ærkedansk; hygge. Hygge er svært at beskrive. Hygge er noget man føler, men Meik Wiking, der er direktør for Institut for Lykkeforskning i København giver det alligevel et solidt skud. Og måske hygge skyldes Danmarks position som et af verdens lykkeligste lande?

Umiddelbart virker det som om, den er skrevet til folk, der ikke er bosiddende i Danmark og ikke kender til begrebet hygge – og gerne vil være at blive lige så lykkelige, som de forjættede danskere. Den kan opfattes som en guide til at få lidt af det der magiske, danske, der åbenbart medfører lykke. Men som dansker (og stooooor fan af hygge) er det et sjovt portræt af hygge. Faktisk har bogen været brugt til netop det i en af mine yndlingspodcasts By the book, hvor Kristen og Jolenta hver anden lever efter en ny selvhjælpsbog. Det mener jeg i øvrigt ikke, at bogen er – og efter at have læst den, finder jeg den en smule misplaceret i den podcast. (Men derfor vil jeg varmt anbefale podcasten alligevel).

Bogen er en fin beskrivelse af de mange facetter af hygge og trækker også paralleller til andre lande, der har begreber, der måske alligevel minder lidt om hygge. Det er både en smuk og inspirerende bog, der helt sikkert fik mig til at sætte mig under et varmt tæppe med en varm drik og nyde, at det blæste og ruskede udenfor.

Begyndelsen af bogen – og ca. de første 100 sider – står for mig helt klart som de stærkeste med en hel del humor og som var svære at stoppe at læse, da jeg først var kommet i gang. At bogen mod enden blev en smule ensformig, kan måske skyldes, at jeg udmærket godt ved, hvad hygge er. Alligevel er det interessant at læse fra en lykkeforskers perspektiv – der i øvrigt i hyggens ånd har spækket bogen med personlige anekdoter, hvilket jeg vil tro er med til at eksemplificere hygge for alle dem, der ikke kender til hygge. Jeg vil helt anbefale den som en letlæst efterårsbog, for som Meik Wiking gør opmærksom på, så er hygge bare bedst efterår og vinter – og måske medicinen mod det vejr, vi i Danmark har fra oktober til marts, som Helen Russell i Mit år som dansker kalder soulsucking darkness. Og her er Den lille bog om hygge helt klart en del af medicinen.

Nonfiktion

Danskhed med nye briller

Mit år som dansker af Helen Russell fra forlaget Turbine, 2017. 4/5 stjerner.

Mit år som dansker er Helen Russells lykkeprojekt. Hun vil finde den hemmelighed, der gør at Danmark i mange år er blevet kåret som verdens lykkeligste land.

Helen levede ellers et upper class britisk liv som redaktør på et magasin i London og uden helt selv at opdage, at arbejdspresset og stressen over ikke at kunne blive gravid faktisk sled på hende. Så blev hendes mand (i bogen kaldet Legomand) tilbud i job i Lego – langt ude i det mørke Jylland. Ikke engang København var hendes egen først reaktion. Men hun beslutter sig til at leve dansk et år og se, om hun bliver lykkeligere.

Bogen er en sjov og skarp rapport om danskhed (og måske især Jylland – et kulturclash jeg selv opdagede, da jeg i 2014 flyttede fra en københavnsk forstad til den jyske hede) tilsat en smule britisk arrogance og tør humor. Det er en fortælling om, hvor svært det kan være at være immigrant og ikke mindst er det en karakteristik af Danmark, spækket med oplysninger, du formentlig godt ved i forvejen – men nu set med udenlandske briller. Og tilsyneladende gør vi mange mærkelige ting i Danmark. Helens beskrivelser af Sankt Hans og julefrokoster er sjove og nærmest chokerede og hendes åbenlyse undren over J-dag var komisk. Og ikke mindst hendes fascination af wienerbrød (danish på engelsk) – især kanelsnegle, som hun spiser hver dag indtil det går op for hende, at danskere ikke spiser wienerbrød hver dag – og det dermed ikke er vores hemmelighed til at være verdens lykkeligste land. Hun kommer godt rundt om det danske samfund lige fra uddannelse, sundhed og sæsonafhængig depression.

Bogen er opdelt i kapitler og 12 af dem har navne efter månederne. Hver måned tackler Helen et nyt emne i det danske samfund og forundres på ny over vikingernes måde at gøre tingene på.

Dette er også en bog jeg hørte som lydbog på Audible under køreture og træningssessioner og jeg måtte tage mig selv i ikke at skraldgrine i træningscenteret eller på kørebanen. Det er en varm fortælling om vores land og en måde at se Danmark på, som vi ikke selv gør. Og et wake up call om hvor godt vi egentlig har det. Der er selvfølgelig ting, hun misser, ikke er helt korrekte eller er afhængige af, at hun bor i en lillebitte by på den jyske østkyst – men alt i alt er det et levende og spot on portræt af Danmark, der helt klart er værd læse. Den er også værd at læse, hvis du af en eller anden grund overvejer at immigrerer. Jeg selv havde aldrig tænkt, at det var så svært at flytte fra England til Danmark – det er jo et af de lande vi ofte sammenligner os med (næstefter de nordiske lande og Tyskland) – og det er interessant at læse om, hvor stor en forskel, små nuancer i kultur, gør.

Og jeg vil også bemærke, at selvom jeg hørte denne bog under en hedebølge i sommers, så er der temmelig meget fokus på hygge. Og hygge er jo som bekendt meget sammenhængende med efterår og vinter, stearinlys og familietid, så lykkedes det denne bog at sætte mig i efterårsstemning og begynde at bruge stearinlys, selvom det var højsommer. Og hvorfor ikke? Vi kan da hygge hele året!

Biografi, Military, Nonfiktion

American Wife

American Wife af Taya Kyle fra forlaget HarperCollins I 2016 5/5 stjerner.

American Wife er en enormt personlig fortælling om et ægteskab, en mand, en kvinde, kærlighed, enorm sorg og så meget mere. Og den er så svær at læse. Selv denne anmeldelse er svær at skrive uden tårer i øjnene. Det er en enormt stærk bog. Men selvom man sidder med tårerne trillende ned ad kinderne store dele af bogen, så er den så værd at læse. Man lærer Taya Kyle at kende, men man lærer i den grad også en anden side af Chris Kyle at kende og ikke mindst hele forløbet efter hans død i 2013.

Taya Kyle er fantastisk. Så nemt kan det siges. Hun er ydmyg, har været gennem så meget lige da hun troede, at nu var alting sikkert, hun er stærk og hun er i den grad en rollemodel.

Bogen handler naturligvis om hendes oplevelser efter at møde og giftede sig med American Sniper Chris Kyle, der var den dødeligste snigskytte i amerikansk historie nogensinde, om deres liv sammen, om deres kamp for veteraner efter Chris stoppede i Navy Seal og ikke mindst hans alt for tidlige død, da han blev skudt af en veteran med mange psykiske problemer (mere end bare PTSD, som ellers er en populær misforståelse) i februar 2013. Problemer, han i øvrigt ikke var bekendt med, men som Taya skriver i bogen; han havde nok taget afsted den morgen alligevel, for Chris sagde aldrig nej til en veteran med problemer. Men måske havde han taget yderligere forholdsregler. Det er hjerteskærende at høre om børnenes reaktion, at se billedet af Angel, der tager afsked med sin fars kiste. Men det er samtidig fascinerende, for Taya Kyle er hudløst ærlig. Hun har ikke skrevet et glansbillede, hun har skrevet om deres ægteskab med alle de små bump, der var på vejen og ikke mindst om den store sorg, der var ved at flå hende fra hinanden og hvordan hun stadig forsøger at håndtere sorgen og savnet. Hun beskriver også både romanen, der fik Kyle-familien ind i de amerikanske hjerters tilblivelse (før Chris’ død) og ikke mindst filmens tilblivelse efter. Om den generøsitet hun oplevede, men også om de onde tunger, der pludselig dukkede op efter Chris død.

Og alligevel vender siderne sig selv. Den er fantastisk velskrevet og svær at stoppe med igen, når man først er i gang. Jeg vil tro, det er en fordel at have læst American Sniper, for hun henviser en del til bogen og til begivenheder, der er beskrevet i den. Men det er ikke nødvendigt. Og selvom du primært er interesseret i Chris Kyle, så er den stadig værd at læse, for du får i den grad også et indblik i ham.

Tilbage er der kun at sige; læs den! (men lad være med at læse den mens du tager offentlig transport, som jeg gjorde, i hvert fald når du er nået ca. halvejs. Dine medpassagerer vil formentlig synes, at det er underligt, at du sidder og kæmper med tårerne over en bog).

Nonfiktion

Giganternes kamp om en telefon

Hanekamp -da krigen brød ud mellem Apple og Google af Fred Vogelstein fra forlaget People’s press, 2014. 3/5 stjerner.

”Hanekamp” af Fred Vogelstein er en bog, der egentlig er svær at beskrive. Den handler om den periode, hvor Apple og Google gik fra at være venner-ish til at være indædte fjender, der kæmper om retten til smartphonen.

Google, I har kraftedeme kopieret iPhonen, fuldstændig planket os. Det er groft tyveri, og jeg vil kæmpe til mit sidste åndedrag og bruge hver en dollar af Apples 40 milliarder i banken for at rette op på den uret. Jeg vil knuse Android, for d et er et stjålet produkt. Jeg er parat til at indlede en atomkrig for det. – Steve Jobs.

Bare hvis nogen var i tvivl om, at det i hvert fald for Apple var personligt – måske også båret af, at Steve Jobs nærmest var mentor for Googles to direktører – før det gik op for Apple, at Google var ved at udvikle Android altså.

Det er en bog, der beskriver de to giganter som kyniske virksomheder, der skal have sorte tal på bundlinjen (hvilket formentlig er rigtigt), men det er også tydeligt at mærke forskellen på Apple og Google – hvor Apple var ledet af en stærk personlighed, er Google et helt anden type selskab – bare prøv at google (høhø, get it?) Googles hovedkvarter i Silicon Valley, hvis du er i tvivl. En krig, der formentlig ikke er afsluttet endnu, og som ofte er foregået for åben skærm.

Og en kamp, der nærmest har fået religiøs karakter – er man til Android eller Apple? Jeg er personligt apple-pige through and through, men har intet imod Android og forstår såmænd godt, at folk ønsker en lidt billigere telefon der jo stort set kan det samme (jeg synes bare Apples design er pææænt). Men jeg har oplevet to mennesker stå på mit kontor og svine Apple til, da jeg netop havde fået den Mac på arbejdet, der skulle klippe de videoer, jeg producerer, mens jeg satte den op og forsøgte at passe mit job. Så kom ikke og sig, at det ikke har religiøs karakter (og jeg har i øvrigt ikke ondt ord at sige om Android – jeg var glad for min HTC, dengang jeg ikke havde opdaget iPhone endnu – og jeg er ligeglad hvad mine kollegaer bruger af software, bare de løser deres opgaver…).

Jeg er egentlig overbevist om, at Fred Vogelstein selv har en iPhone, men han lykkedes med at beskrive selskaberne nogenlunde neutralt og belyse krigen om smartphonen fra begge sider. Fred Vogelstein er journalist for Wired og har fulgt om denne rivalisering nærmest fra før den begyndte og har derfor en unik indgang til kilderne. Han kan tage læseren med ind på kontorerne og har hørt mange af historierne fra hovedpersonerne selv.

Man kan godt mærke at bogen er skrevet af en journalist, uden at den dog bliver direkte artikel-agtigt at læse. Bl.a. belyser Fred Vogelstein selv sin journalistiske metode ift. bogen og det er meget interessant at læse, hvis man som mig har en interesse i journalistik.

Hvis du er ”religiøs” omkring Apple eller Android, så bør du læse bogen – netop fordi den belyser begge sider. Hvis du er interesseret i teknologi, software eller Silicon Valley, bør du læse bogen. Det er en god bog, den er skrevet interessant og for mig var den nem at læse – men det kræver nok, at man har en interesse for emnet, mere end andre bøger. Jeg ville ønske, der havde været lidt billeder undervejs – jeg kan ikke huske den første iPhone (men jeg googlede den undervejs. Ironisk nok) og jeg har faktisk aldrig set de første Android telefoner eller de telefoner, Google selv producerede. Jeg savnede lidt ansigter på de mange hovedpersoner, der bliver tegnet op i bogen – det var kun Steve Jobs, jeg på forhånd vidste, hvem var. Men alt i alt en spændende og god bog for den teknologi-interesserede – og man får en masse oplysninger om begge selskaber, som man ikke vidste i forvejen.

Biografi, Musik, Nonfiktion

Ikke død endnu, ikke døv endnu

Ikke død endnu af Phil Collins fra forlaget Memoris, 2017. 3,5/5 stjerner.

Ikke død endnu er Phil Collins selvbiografi, der med selvironi og varme fortæller sin livshistorie lige fra barndommens drømme om at blive skuespiller, til venskabet med Eric Clapton og Robert Plant og samarbejdet med the Beatles. Han beskriver Live Aid-koncerten, hvor han blev fløjet med Concorde for at kunne spille både i England og USA på samme dag som den eneste musiker. Og han fortæller historierne, der var massivt dækket af pressen – ofte fejlagtigt – fra sin egen vinkel.

Personligt fortæller han om tre forliste ægteskaber, om nedturen, der næsten fik ham til at drikke sig selv ihjel, men også om en ukuelig tro på kærligheden og ikke mindst musikken. I 80’erne og 90’erne var han overalt både med Genesis og som solist. Han er en af tre, der har solgt over hundrede millioner album både som bandmedlem og solist og er dermed medlem af en eksklusiv klub – de to andre er Michael Jackson og Paul McCartney. Hvad end du er til Genesis eller Phil Collins, så er bogen helt sikkert værd at læse. Den er godt fortalt og flyder gennem fortællingen, men man får også fornemmelsen af et menneske bag facaden og et menneske med drømme om familieliv.

Jeg er f.eks. selv Phil Collins-pige – det klassiske spørgsmål med Phil Collins er jo, om man er til Genesis eller Phil selv. Ikke fordi jeg har noget imod Genesis – jeg er bare for ung til rigtig at have hørt det. Jeg faldt for hans musik, da han lavede Tarzan for Disney og siden udforskede jeg flere af hans album selv – dels fordi jeg er vild med trommer og dels fordi han har en unik stemme. Desuden hørte jeg bogen som lydbog på engelsk – fortalt af Phil Collins selv. Den er billigere at købe på engelsk og også som lydbog på audible, så hvis du har muligheden, vil jeg anbefale det. Jeg er vild med biografier fortalt af forfatteren selv – det giver en dybde til bogen. Især fordi Phil Collins stemme er så unik – man er slet ikke i tvivl om, at det er ham.

Er du slet ikke til Phil Collins er den måske ikke for dig – men det er alligevel en spændende fortælling om et menneske, der ofrede meget for musikkens skyld, så jeg vil varmt anbefale den til alle musikinteresserede.