Contemporary

Plotløs roman uden karakter-udvikling

Up in the air af Walter Kirn fra forlaget Doubleday i 2001. 1/5 stjerner.

En sommeraften så jeg filmen ”Up in the Air” med George Clooney i en af hovedrollerne. Og forventede egentlig en komedie – en mandlig version af chicklit. Langt hen ad vejen så det også ud til at være rigtigt – den var egentlig ret morsom, om end den handlede om noget ret morbidt (han lever af at fyre folk og bor nærmest i lufthavnene), men brat endte den uden en egentlig udvikling af hovedrollen – han vendte sådan set nærmest bare til status quo (som ikke var specielt sympatisk til at starte med). Så da jeg så i rulleteksterne, at det var en bog, blev jeg sulten efter mere. Så sulten, at jeg øjeblikkeligt købte den, på den eneste måde, man kan købe en bog øjeblikkeligt, nemlig som e-bog. Jeg måtte vide, om det var en roman om en person, der finder ud af, at han har det godt, som han er – normalt udvikler karakterer sig jo i romaner, særligt når udgangspunktet mildest talt ikke er særlig sympatisk. Så jeg var helt tændt på at læse Up in the Air af Walter Kirn. Og jeg kunne ikke være mere skuffet. Kirn skrev bogen inspireret af en samtale han havde ombord på et fly, med en mand, der påstod, at han rejste 300 dage om året og godt nok havde en lejlighed, men aldrig brugte den. Han anså fly-personalet sin familie og lufthavnen sit virkelig hjem. Og det inspirerede åbenbart hovedpersonen Ryan Bingham.

Bingham er en 35-årig “career transition” rådgiver (han fyrer folk) for et firma specialiseret i ledelsesrådgivning beliggende i Denver. Han er fraskilt og hans forstyrrede yngre søster er ved at kaste sig ud i et nyt ægteskab. Bingham flyver rundt i hele USA for at fyre folk og tilbyder rådgivning til de folk, han fyrer. Hans liv består af hans Palm Pilot, lejede biler, fly-snacks, en meget lille kuffert og en endeløs række suiter på hoteller med e-mail og beskeder på telefonen, som hans foretrukne kommunikationsværktøjer. Han er desuden afhængig af piller og forskellige kvinder. Hans mål I livet er at blive en del af ”one million frequent flyer- klubben, der kun er blevet opnået af ni andre i det opdigtede flyveselskab Great West.

Bogen er stort set plot-løs. Der sker ikke ret meget, og det er uheldigt, for det gør, at bogen i stedet for bliver karakterdrevet. Og Bingham er om muligt endnu mere usympatisk end han var i filmen, og gennemgår ingen udvikling eller læring. Det er formentlig realistisk, men atypisk for en bog. Hvad Kirn egentlig har villet med denne bog er uklart for mig.

Jeg kan godt forstå, at plottet i filmen er lavet væsentligt om, og det er sjældent det sker, men; filmen er bedre end bog. Ikke god, men bedre. Så hvis noget af dette har tilnærmelsesvis interesseret dig, så er min anbefaling: du kan nøjes med filmen. Bogen er spild af tid. Den er ikke engang skrevet specielt godt – i en så plotløs bog kunne man måske have højnet oplevelsen ved at skrive deskriptivt. Men det gør Kirn ikke. Bogen virker formålsløs og meningsløs, og jeg vil ikke anbefale nogen at læse den.

Klassiker

En oplevelse i middelalderens Paris

Klokkeren fra Notre Dame af Victor Hugo fra forlaget Hernov, 2017 (oprindeligt 1831). 3,5/5 stjerner.

Klokkeren fra Notre Dame er en af den slags bøger, der gør, at jeg har en blog. Sådan en bog, der i den grad griber en på alle mulige underlige måder, og prøver man at snakke om den, tror folk, at man har det vildeste Disney-flip. Taak Disney. For bogen er helt klart en oplevelse. Ikke nødvendigvis en god oplevelse, men en oplevelse, man bør unde sig selv.

Der er tre ting, man skal vide, før man læser Klokkeren fra Notre Dame:

  1. Originaltitlen på fransk er Notre-Dame de Paris, så forventede man en historie om en godmodig vanskabning, tager man fejl. Quasimodo er bestemt ikke omdrejningspunktet – og titlen Klokkeren fra Notre Dame, dukkede først op med Hollywood. De første oversættelser på dansk hed Notre Dame Kirken i Paris eller Esmeralda. Den del vidste jeg godt.
  2. Klokkeren fra Notre Dame er en tragedie. Den del vidste jeg ikke. Så slutningen var mildest talt en overraskelse. Taaak Disney….
  3. Victor Hugo var betalt pr. ord. Det er i øvrigt hans første roman – og derfor anbefaler jeg, at man finder en forkortet udgave. Jeg læste naturligvis den uforkortede.

Og netop længden er en af grundene til, at den kun får tre og en halv stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Slet ikke. De første 350 sider bliver bare brugt til at beskrive Paris’ historie og arkitektur, sætte scenen og handler på alle måder meget lidt om den egentlige historie. Men når man først når dertil, er den det værd. Det er også et af Hugo’s kendetegn – han er enormt dygtig til at sætte scenen, demonstrerer enorm viden om Paris, og skriver ekstremt beskrivende. Næsten for meget i Klokkeren fra Notre Dame.

Så hvad handler den om? Kærlighed måske. Den der vilde kærlighed ved første blik, kærlighedsbesættelse, kærlighed uden grænser. Eller skæbne. Når menneskers skæbner er så sammenfiltrede, at de ikke kan slippe for hinanden. Eller måske handler det hele i virkeligheden bare om Paris. Men skal man opsummere, så forelsker den døve og vanskabte Quasimodo, der er klokker i Notre Dame-kirken, sig i den meget smukke sigøjnerpige, Esmeralda, der som den eneste udviser medlidenhed med ham efter han bliver pisket offentligt. Men også hans herre og adoptivfar ærkediakon Claude Frollo er også forelsket i Esmeralda. Hun ser dog kun den selvglade kaptajn Phoebus, som hun møder tilfældigt og mener, at han gengælder hendes følelser, selvom alt peger på det modsatte.

Når Victor Hugo skriver karakterer, så skriver han rigtige, humane, hele mennesker. Ingen er helt gode og ingen er helt onde. Og den del elsker jeg! Betalt-per-ord-delen bidrager så med, at vi får en del af deres baggrundshistorie også – men det gør skam ingenting. Jeg ved egentlig ikke hvem, der er hovedpersonen, men Esmeralda er helt bestemt omdrejningspunktet. Hun er ung og smuk – og uendelig naiv og irriterende. Jo, jo, hun udviser kortvarigt medlidenhed og et kort glimt også selvstændighed, men det går hurtigt over og udviser derefter udelukkende dumhed, som bringer hende selv og andre i konstant livsfare. Men Esmeralda er ikke enig – hun fastholder stædigt, at Phoebus gengælder hendes følelser, og heldigvis for hende, er der mange andre, der gerne vil redde hende.

Phoebus til gengæld er den største frat boy – han er en player – flot, men intetsigende. Og meget lidt med i bogen. Så troede man på Disney, så er Phoebus et chok. Tak Disney…

Claude Frollo er også et chok, hvis man var lullet ind i Disneys fortælling. Også for mig. Jeg kan nemlig næsten godt lide ham i bog-versionen- Næsten. Han er bestemt drevet til vanvid af hans passion for Esmeralda, men også en af de eneste i bogen, der rent faktisk handler (rationelt) på grund af kærlighed. Ikke overfor Esmeralda, men overfor Quasimodo og Jehan, Claudes lillebror. Han har nemlig opdraget dem begge og f.eks. lært Quasimodo at tale og skrive – og er faktisk god ved dem begge to. Streng, men god. Ingen tvivl om, at han er skyld i Esmeraldas tragedie – men han er ikke hele vejen ond. Og var Esmeralda smart, kunne hun godt have snøret ham… just saying.

Quasimodo er ret gennemgående beskrevet som ondsindet, bortset overfor Esmeralda og Claude Frollo – de eneste to, han nogensinde har elsket. Han er som sagt en ret lille karakter i bogen, men ender efter min mening, som en af de mest sympatiske i bogen. Naturligvis med en tragisk skæbne, for det har de alle sammen, næsten da.

Og så er der Gringoire. Jeg havde håb for Gringoire. De bliver ikke helt udfriet, men stadig. Han er forfatter og digter og bliver ved et uheld gift med Esmeralda i begyndelsen af bogen. Han er åbning til historien og man følger ham gennemgående. Blandt andet bliver han meget glad for geden Djali, som næsten er vigtigere for ham end for Esmeralda, hvilket er et meget sympatisk træk, idet geden er virkelig sød og ender i Esmeraldas rod som uskyldigt offer. Og så har Gringoire en ret fantastisk evne til at overleve og flyde ovenpå – efter eget udsagn talent for næsten at blive hængt. I øvrigt et bedre bud på en helt i en disney-ficering end Phoebus nogensinde var.

Men som et lille nik til Disney – så gal er Disney-filmen faktisk ikke. Der er mange ting i den, der slet ikke stemmer overens med den oprindelige bog. Men mange af elementerne er faktisk med om end i en anden rækkefølge – eller mere bogstaveligt, f.eks. når Quasimodo taler med gargoilerne, fordi han ikke har andre venner. Og så er der naturligvis persongalleriet. Men skulle man lave en børneudgave af en episk tragedie, kunne den helt bestemt have været værre. Det blev godt nok et flop i forhold til andre Disney-film – men det var fedt dengang Disney turde tage den slags mørke historier op. Og så er musikken i filmen fantastisk – og om ikke andet kan det måske prikke en interesse så meget i gang, at man 20 år senere læser en klassisk tragedie.

Så helt ærligt – tak til Disney.

Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Anmelderrost, Contemporary

Som at læse en forårsbrise

Kattegæsten af Takashi Hiraide fra forlaget People’s Press, 2014. 4,5/5 stjerner.

Prisbelønnet japansk roman, der har ligget på bestsellerlisterne i USA, Frankrig og England? Ja hvorfor ikke?

Et par i trediverne bor til leje i en lille hytte i en stille del af Tokyo. De arbejder begge hjemme som freelance skribenter, men har ikke længere noget at sige hinanden. Hverdagen har slået igennem og dagligdagen en smule triviel uden dog at være ulykkelig eller specielt trist.

En dag inviterer en smuk, hvid hunkat sig selv på besøg i deres køkken. Den går igen, men kommer tilbage dagen efter og næste dag og næste dag igen. Nye, små glæder dukker op sammen med katten; dagene bliver lysere og mere farverige. Pludselig virker det, som om livet igen har noget i vente for det unge par; de går ture sammen, taler og deler historier om katten og dens særheder med hinanden.

En bevægende og poetisk roman om tilværelsen, kærlighedens væsen og om at miste.

Jeg tror aldrig, at jeg har læst en japansk roman før – og det er en letlæst lille roman på kun 180 sider, der er hurtig at læse. Men trækker i hjertet hele vejen! Kattegæsten er så sød, så poetisk og så uendelig nostalgisk. På en fin og utvungen måde bliver man en del af parrets hverdag, der pludselig bliver fyldt med naboens hvide kat, Chibi. Det føles som at læse poesi – uden egentlig at være et digt. Og det passer sådan en som mig rigtig godt, for jeg har aldrig været den store fan af poesi. Men jeg er kæmpefan af Kattegæsten og dette indblik i japansk hverdag og kultur. Skrivestilen er så fin og delikat, at man næsten føler, man selv kan mærke Chibis bløde pels.

Ironisk nok kan ingen af de to specielt godt lide katte i starten, men langsomt snor den lille hvide, hunkat parret om sin fløjlsbløde pote – bogen kan nok især anbefales til folk med kæledyr eller som elsker dyr. Og er du katteejer og læser denne bog, så sørg for at have katten i nærheden. Du vil få lyst til at give den et kram, når du er færdig!

Anmelderrost, Socialrealisme

Populærlitteratur fra grænsen mellem Finland og Sverige

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2004. 2/5 stjerner.

Bogen fortæller historien om en ung drengs tilværelse i en lille by på grænsen mellem Finland og Sverige. Historien folder sig ud i træsaunaer, bandekrige, at opdage kærlighed til musikken, drikkekonkurrencer og ikke mindst de fantastiske ting, børn oplever, som egentlig ikke rigtig sker. Matti og hans ven Niila vokser op i 1960’erne landsbyen Vittula tæt ved den svensk-finske grænse i den yderste afkrog af Sverige. Den moderne tid kommer kun langsomt til deres egn, og de lokale holder stædigt fast i stolte traditioner som brutal armlægning, langtidsophold i kogende saunaer og sanseløst druk. De to drenge opdager sammen rockmusikken, der kommer til dem som en åbenbaring og som viser vej til en ny livsform.

Og jeg kan godt se, at bogen er en litterær perle – jeg forstår godt, at den er anmelderrost. Den er velskrevet, og Niemi har helt bestemt ordet i sin magt.

Men jeg kan bare ikke!

Jeg er ikke stor fan af socialrealisme – og det bliver ikke bedre af (som jeg ellers troede), at der er tale om udenlandsk socialrealisme. Jeg havde håbet, at det at få et indblik i et andet lands kultur ville tage brodden af det socialrealistiske aspekt, som ofte får mig til at lægge en bog fra mig. For omend jeg har rejst en del i Sverige, har jeg aldrig været så nordligt eller kender særlig meget til Finland. Men denne bog er ikke for mig.

Jeg har svært ved at følge med i de surrealistiske dele af bogen – er der tale om rigtige begivenheder eller udelukkende en drengs fantasi? Og umiddelbart virker Matti temmelig meget for ung til mange af de oplevelser, han har i bogen. Den har også fået ros for at være morsom – jeg lo ikke en eneste gang. Bogen er virkelig mærkelig, langsomt fremadskridende, og slutningen er ikke fyldestgørende – hvorfor man ikke uddybet det chok, der er i slutningen, men skal ligge i hints, man selv må tænke sig til? Desværre en ret typisk ting i socialrealistiske bøger, og det er noget af grunden til, jeg ikke orker dem.

Så jeg vil ikke anbefale Populærmusik fra Vittula. Med mindre du har en markant anden bogsmag end mig. Men det er som sagt ikke en dårlig bog. Den er virkelig velskrevet, og jeg kan sagtens se, hvorfor mange mennesker og anmeldere elsker den. Den var bare ikke for mig.

Fantasy, Scifi

Rollespil gone big

Dream Park af Larry Niven og Steven Barnes fra forlaget Ace Books, 1981. 3/5 stjerner 

Dream Park er en oplevelse. Den er skrevet enormt deltaljeret, uden at det dog bliver for meget – det føles nærmest som en se en film eller at være der selv. Det er en serie af fire bøger, der finder sted i en nær fremtidsudgave af jorden, og Dream Park er den første af bøgerne. Teknologi bliver brugt til at skabe realistiske spil, som deltagerer deltager i som protagonister i de mange forskellige scenarier. Altså en form for D&D (dungeons and dragons), LARP (live action role-playing) eller måske mere kendt i dag MMORPG (Massively Multiplayer Online Roleplaying Game) morfet sammen i et – men ikke online og uden små figurer. Men med sig selv. Deltagerne deltager ganske frivilligt og har forskellige karakterer og evner.

Og spillene har ganske store, imponerende omgivelser. Det er hele verdener, øer, eller andre planeter. Hologrammer bliver brugt som special effects og det er også sådan deltagernes våben bliver magiske eller f.eks. skarpe, hvis det er sværd. Derved er det ikke direkte farligt for deltagerne. Computere og en gamemaster styrer spillet og der er skuespillere med for at gøre det mere realistisk. Spillerne betaler for at deltage, men kan ligesom i de ovennævnte udvikle deres karakterer gennem point og på den måde blive bedre og bedre.

I Dream Park følger vi sådan en gruppe på 15 spillere. Heldigvis er der et persongalleri på de første sider, for ellers ville det være ret vanskeligt at holde styr på, hvem der er hvem. Primært følger vi dog Alex Griffin, der er Dream Parks sikkerhedschef og som ikke spiller. Men han bliver blandet ind i et spil, der er det største og dyreste, Dream Park har sat op nogensinde med en game master (ham der har udviklet spillet og sidder uden for og styrer det) og en lore master (ham, der er inde i spillet som en form for leder og skal forsøge at vinde det), der naturligvis hader hinanden – og er nogle af verdens bedste spillere. Griffin bliver blandet ind i det, fordi en sikkerhedsvagt findes død i løbet af den første nat, og de eneste tilstedeværende, har været spillerne. På den måde bliver det både en historie om selve spillet og alt det, Dream Park kan, men også et krimimysterium. Fokus er dog på spillet.

Bogen er som nævnt sindssygt velskrevet og præmissen om Dream Park er interessant. Persongalleriet gør den en smule svær at følge med i, særligt i starten og jeg ville ønske, man havde hørt mere om rivaliseringen mellem game master og lore master. Dette bliver muligvis foldet ud i de næste bøger. Men det er en på alle måder hæsblæsende, aktion-roman, der i sin udgivelsestid var en kommentar til den tids voksende interesse for netop liverollespil. Så meget af en virksomhed, faktisk forsøgte at virkeliggøre så meget som muligt af Dream Park i 1990’erne desværre uden held. Men ideen er interessant og er man til scifi og fantasy er det en på alle måder underholdende bog med et tvist af krimi.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Kampklædt Askepot med tænd/sluk-knap

Cinder af Marissa Meyer fra forlaget Square fish, 2013. 4/5 stjerner.

Argh! Hvor skal man overhovedet starte? Cinder er en genfortælling af Askepot og den første af fire bøger i Marissa Meyers serie The Lunar Chronicles, som alle sammen er genfortællinger af klassiske eventyr. Og det er så godt!

Cinder er vores hovedperson. Hun bor i New Bejing og er den bedste mekaniker i byen – og cyborg. Hun bor hos sin alt andet end venlige stedmor (der tilfældigvis også ejer hende, fordi cyborger bliver anset som andenrangsmennesker) med sin bedste ven androiden Iko. Da hendes mindste søster – og bedste menneskelige ven – pludselig bliver alvorligt syg, giver stedmoderen hende skylden. Samtidig er den flotte prins Kai dukket op og har bedt hende om hjælp til at reparere en vigtig androide – og pludselig er Cinders liv viklet ind i menneskelige forsøg, en ond månedronning og hun må vælge mellem frihed og pligt – og måske finde nøglen til sin egen fortid.

Jeg elsker parallellen til den originale Askepot-historie, uden at det bliver helt det samme. Bogen er ret forudsigelig, men verdenen er interessant og bliver foldet ud i løbet af bogen, hvor man sammen med Cinder finder ud af mere og mere. Bogen er helt bestemt underholdende og giver én lyst til at læse mere og få udfoldet den konflikt, der ligger mellem Jorden og Lunarerne (en race, der har udvandret fra Jorden og bosat sig på månen), og gav mig lyst til at læse nummer to, Scarlet, med det samme. Hvilket jeg gjorde.

Som hovedperson er Cinder mere troværdig end mange andre YA-fantasy-scifi-bøger. Selvom hun er teenager, formår hun på én gang at opføre sig som en teenager, der er blevet kuet af sin stedmor hele livet og stadig have rebelske tendenser nok til, at det er troværdigt, når hun tager de valg, hun gør. Hun er bestemt ikke den klassiske Askepot, der skal reddes af prinsen, og så er det sindssygt interessant, at hun er cyborg. Hun er beskrevet som af de mest avancerede cyborgs, der overhovedet er skabt, men hun kan ikke selv huske sit liv før ulykken, der gjorde hende til cyborg. Denne plotlinje bliver formentlig udbredt i de næste bøger i serien, og selvom bogen ikke går meget i dybden med cyborg/menneske/androide-forholdet, så er det en spændende præmis. Og det ville have været en helt anden bog, hvis den skulle have diskuteret alt det. Iko er det perfekte sidekick, selvom jeg savner lidt mere beskrivelse af, hvordan androiden ser ud – men hun er sjov og praktisk og denne bogs svar på R2D2.

Lunarerne som race er også vildt interessante, og jeg glæder mig til at høre mere om dem i løbet af serien og trods deres evne til at forblinde og derved styre mennesker, fornemmer man også, at mange lunarer slet ikke er tilfredse med deres dronning, og måske ikke er så slemme endda.

Bogen er letlæst, men meget malerisk i sit sprog og gør det nemt at forestille sig den verden, Marissa Meyer stiller op. Jeg er også ret vild med, at hun tager udgangspunkt i hele jorden – ofte i denne type af bøger, hører man om et lille lukket samfund uden forklaring på, hvad der er blevet af resten af jorden. Marissa Meyers verden er velgennemtænkt og plottet er på alle måder underholdende.

Biografi, Nonfiktion

Et blik bagom Rejseholdet

At tænke som en morder af Kurt Kragh fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2014. 4/5 stjerner.

At tænke som en morder er en biografi om og af Kurt Kragh, der var i rejseholdet i mange år frem til og med dets nedlæggelse i 2009, bl.a. som drabschef. Bogen giver primært indblik i nogle af de spektakulære mordsager, Kurt Kragh efterforskede og hans karriere i Politiet, men også et spændende indblik i Rejseholdets (virkelige) arbejde og ikke mindst den operationelle virkelighed, som Politiet lever i og arbejder med og mod. På en fin og naturlig måde er der også indblandet enkelte selvbiografiske detaljer om Kurt selv. Det er ikke en livshistorie fra enden til anden, men dyk ned i sager, der har præget Kurt. Det medvirker til, at tempoet i bogen er højt og den er svær at lægge fra sig. Hvert kapitel omhandler en ny sag, og Kurt fortæller ærligt og ligefremt om dem – men også de ofre det har kostet af være en del af Danmarks elite-efterforskningshold, Rejseholdet, og ”rejse” op mod 220 dage om året. Det har f.eks. kostet flere forliste ægteskaber.

Det er lidt som at læse en krimi, bortset fra den ikke er uhyggelig overhovedet – men det er den jo så alligevel, når man tænker efter. Bogen er ikke skrevet krimi-agtigt med suspense, men det beskriver ægte, makabre sager, der alle sammen har foregået i kongeriget Danmark. Kurt Kragh har afhørt en del af morderne og arbejdet med psykologien bag mord og gerningsmandsprofilering – og det er et interessant perspektiv i bogen. På intet tidspunkt beskriver han morderne som monstre – han beskriver dem som mennesker, deres bevæggrunde for hvad, de gjorde og giver derved et indblik i, at Politiets arbejde måske ikke altid er så sort og hvidt – og at nogle ting måske kunne været undgået, hvis der var blevet taget hånd om mennesker, der tydeligvis har haft brug for hjælp. Og han gør det med respekt overfor både ofre og kriminelle.

Med tanke på bogens titel, forestiller jeg mig, at det netop har været Kurt Kraghs formål at beskrive psykologien bag mordene, mere end et selvbiografisk værk – netop at beskrive de mekanismer, der får folk til at gøre ufattelige, forfærdelige ting og de mennesker, der efterforsker dem, som er nødt til at tænke på samme måde for at finde motiver og derved en gerningsmand. Og til min egen store overraskelse – hvor mange mord, der faktisk viser sig at være et uheld under opklaringen, hvor gerningsmanden ikke havde til hensigt at dræbe – måske ikke engang skade offeret. Det er på én gang skræmmende, fascinerende og virkelig oplysende læsning, der bestemt kan anbefales. Måske ikke lige før sengetid…

Inspiration, Nonfiktion

En velskrevet perle

Very good lives af JK Rowling fra forlaget Little Brown & Co, 2015. 3,5/5 stjerner.

Very good lives er skrevet af forfatter JK Rowling, forfatteren til Harry Potter-serien, som er elsket verden over – inklusiv af undertegnede (som har været lettere besat af Harry Potter-serien i snart 20 år – og det på trods af en relativt ung alder på 28). Så da jeg opdagede denne lille perle af JK Rowling, måtte jeg eje den. Den er let læst, for den er kun 80 sider langt og meget illustreret på en én gang barnlig og æstetisk måde.

I 2008 holdt JK Rowling afgangstalen på Harvard Universitet, og det er netop denne tale Very Good lives indeholder. I den præsenterer Rowling det, hun har lært gennem sit liv. Nemlig hvordan man accepterer og lærer af fiasko og ikke mindst hvordan man kan bruge sin fantasi til at gøre sit og andres liv bedre.

Alt i alt er der ikke noget ground-breaking i Very Good lives. JK Rowling skriver (eller sagde) ikke noget, der er helt vildt eller som giver et spark i maven og giver én ny indsigt, som f.eks. Make your bed, der også oprindeligt var en afgangstale og som er en af mine favoritbøger. Til gengæld kan hun i den grad noget med ord (og så er hun også en veltalende dame, hvis man nogensinde har hørt hende tale), så bogen fremstår som et sød og velment råd. Personligt er jeg også helt enig med Rowlings syn på brugen af fantasi og har lige fra barnsben haft en overaktiv fantasi, så jeg elsker hendes budskab.

De søde illustrationer understreger i den grad hendes ord og det får bogen til at gå op i en højere enhed. Den henvender sig bestemt heller ikke udelukkende til Harry Potter-fans, for den har ingenting med Harry Potter at gøre, men er tværtimod en kærlig opfordring til at følge sine drømme og ikke være bange for at fejle. Den er simpelthen så fin og så sød at læse. Alligevel får den ”kun” 3,5 stjerner, for der er som sagt ikke noget nyt i den – men det, der er, er velskrevet og fint.

Læserelateret

Læseåret 2018

Først og fremmest rigtig godt nytår til alle! Vær fornuftige, men hav et brag af en aften. Jeg selv fejrer aftenen sammen med mine forældre i Det ny teater med en af mine yndlingsmusicals Phantom of the Opera og ellers derhjemme, med alt hvad der hører af traditioner som 90-års-fødselsdagen, champagne og kransekage. Mit læseår 2018 har først og fremmest været præget af beslutningen om at lave den blog, der blev taget allerede i juni, men har været en drøm i mange år. Det har blot fået min kærlighed til bøger til at vokse og jeg elsker at have en platform, hvor jeg kan dele min oplevelser med bøger.

Den bedste bog jeg læste, var American Wife af Taya Kyle. Sjældent har en bog rørt mig så meget, som den gjorde.

Den værste bog jeg læste, var Tænk som en vinder af Eskild Ebbesen. Jeg har ikke før oplevet, at en bog decideret har gjort mig vred. Blog-opslag følger.

Den bedste bogserie Jenny Colgans tre bøger om Rosie Hopkins, sygehjælperen fra London, der tager til landet for at passe sin grandtante, men ender med at forelske sig i stedet, grandtantens slikbutik og naturligvis en hot adelsmand. Blog-opslag følger. 

Den smukkeste bog er min Barnes og Nobles læderindbundne udgave af Charles Dickens julehistorier. Jeg er ikke færdig med at samle på disse fantastisk smukke bøger. Det er læseglæde bare at have den i hånden og siderne, der har guldkanter, er så delikate og fine. Det er ren magi at læse den.

Den bog, der var sværest at lægge fra sig At tænke som en morder af Kurt Kragh. Den var virkelig svær at stoppe med, da man først var i gang. Det havde jeg faktisk ikke forventet af den. 

Jeg vil huske læseåret 2018 for det her. Min blog. Det har fået kærligheden til litteratur til at vokse, det har givet mig sjove oplevelser og ikke mindst et fællesskab, der elsker bøger ligeså meget som mig.

Min litterære to do-liste for 2019 – eller mit litterære nytårsfortsæt, om man vil. I 2019 skal jeg have læst Ringenes herre. Jeg elsker historien, jeg elsker filmene, men jeg har aldrig læst bøgerne. Jeg har forsøgt men gik død i de første kapitler. Men lydbøger bliver min vej gennem de første sider, og så håber jeg, at jeg forelsker mig i bøgerne.