Filosofi, Nonfiktion

Lommefilosofi om dyr – og mennesker

At forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen fra forlaget Klim, 2018. 3/5 stjerner. 

At forstå dyr er en bog om dyr. Det er en filosofisk bog, men den kan læses af folk uden filosofiske forkundskaber. Og fordi den beskriver så meget om dyr, at det også bliver en bog om mennesker; hvad det vil sige at være et menneske og hvad det ikke vil sige at være menneske. Eller dyr for den sags skyld. Den er skrevet til (og om) kæledyrsejere, som faktisk forstår de dyr, de dagligt omgås, og som de ved, er intelligente og følsomme væsner – uanset hvor meget filosofien og videnskaben har omtalt dyrene som mekaniske og sprogløse instinktvæsner. Bogen er skrevet af filosofiprofessoren, men først og fremmest kæledyrsejeren Lars Fr. H. Svendsen. Han inddrager sin hund og sine to katte som eksempler, så de filosofiske tanker, om hvad dyr er, og hvordan man kommunikerer med dem, bliver konkrete og genkendelige.

Første halvdel af bogen er en smule filosofi-tung. Ikke specielt svær at forstå, men det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Og det er denne halvdel, som jeg egentlig også mener, behandler hvad det vil sige at være menneske. 

Anden halvdel, hvor Lars Svendsen i højere grad går i dybden med dyr og ikke mindst med forskellige dyr, er til gengæld skrevet humoristisk og tilgængeligt – og helt klart anbefalelsesværdigt. Jeg lærte nye ting selv om katte, selvom jeg deler tilværelsen med en lille gråstribet diva og egentlig som regel kan tyde hendes kropssprog og mjaven fra hinanden. Det er samtidig en ret letlæst bog, og den er ikke så lang, så banker ens hjerte for dyr, så er det en sød bog at læse. Og så kan man jo lære noget overraskende undervejs – f.eks. hvor intelligente blæksprutter faktisk er – og hvorfor de primært stikker af fra fangeskab, når der ikke er nogen, der kigger.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!

Biografi, Nonfiktion

Var du også med på Gifford-bølgen?

Ambassadøren af Stephanie Surrugue fra forlaget Gyldendal, 2013. 3/5 stjerner. 

Ambassadøren er historien om Rufus Gifford, den fænomenale fundraiser, der efter Obama vandt valget anden gang gjorde ham til amerikansk ambassadør i Danmark – en stilling, der gjorde den karismatiske mand kendt i hele landet som en humoristisk, veltalende amerikaner, der altid så godt ud og samtidig levede et spændende liv med sin mand Steven. 

Rufus Gifford fortæller også om sit møde med danskerne, om sin vej til at finde sig selv, om moderne diplomati og ikke mindst hans syn på nogle af de store sager, han var involveret i, f.eks. debatten om Marius. 

Den har fået en del på puklen for at være et glansbillede – og det er det. Men spørgsmålet er, om et overklasseamerikaners liv for størstedelen af den danske befolkning ikke lyder ret glansbillede-agtig. Jeg vil tro, der er udeladt dele – f.eks. tror jeg det kunne være interessant at have skrevet bogen efter Rufus Gifford var helt færdig med sit job som dansk ambassadør – måske havde han så været endnu mere ærlig. Men lad mig også være ærlig og sige – jeg var helt med på Gifford-bølgen. Jeg synes, han var fantastisk, spændende og så ærkeamerikansk, at jeg faldt pladask for hans historie og karisma, perfekte forhold og søde hund. For jeg er nemlig dybt fascineret af USA og amerikansk mentalitet. Og jeg er fascineret af udlændinges møde med Danmark. Men er man ikke det, vil jeg nok ikke anbefale bogen. 

Det er en god bog og jeg synes den er værd at læse. Var den helt fantastisk? Nej, men på alle måder en udmærket bog, der vil egne sig godt som let ferielæsning. 

Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide. 

Fantasy, Young Adult

Irriterende hovedperson spænder ben for en spændende fantasy-verden

Ice like fire af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2015. 3/5 stjerner.

Ice like fire er bog to i trilogien af Sara Raasch, der startede med bogen Snow like ashes – som jeg stadig ikke rigtig ved, hvor begejstret jeg er for. Men verdenen var interessant nok opbygget til at jeg gik i krig med bog 2.

Bogen handler igen om Meira og Winters nyvundne frihed. Det er tre måneder siden, winterianerne er blevet frie og Springs konge, den onde Angra forsvandt sporløst. Især takket være rytme-kongeriget Cordell. Meira ønsker hendes folk skal være trygge, men gælden til Cordell tvinger dem til at grave de winterianske miner igen – for at finde al magis oprindelse. Og det lykkedes selvfølgelig, trods århundredes mislykkedes forsøg. Meiras tidligere forlovede Theron ser det som en gylden mulighed – med så meget magi kan alle få del i det, og ingen behøver frygte Angra. Men Meira frygter det – for hun ved, at sidste gang, der var så meget magi skabte det også den mørke kraft, Angra brugte til sidste terror-regime. Så Meira planlægger en tur til de andre riger i Primoria for at skaffe andre allierede – og Theron kommer med i den tro, at det er for at skabe alliancer, der skal sikre at magien ikke bliver brugt til noget ondt.  Samtidig følger vi også Marther, der bliver i Winter og finder nye venner i Children of the Thaw, og fortsat kæmper for Winters frihed.

Verdenopbyggelsen i disse bøger er stadig højdepunktet og via Meira og Therons rejse, udfoldes verdenen igen for læseren og vi får et grundigt indblik i særligt Summer. Jeg er tosset med den verden, Raasch har opbygget. Hun tager fat i noget vi kender – nemlig årstiderne – og bruger dem på en sindssygt interessant måde til at skabe denne verden. Og hun er god til at skrive slutninger – havde slutningen i Snow like Ashes ikke været så interessant, havde jeg aldrig kastet mig ud i denne bog. For mit helt store issue er stadig Meira. Hun er ganske simpelthen røvirriterende. Hun har igen i denne bog meget travlt med at være sig selv og tage egne beslutninger – fuldstændig blind for, at hun er dronning og har et kongerige at tænke på. Og derved nægter hun at tage imod råd fra ældre folk, der har lidt flere kompetencer i forhold til at regere et kongerige. Det afføder en række virkelig dumme beslutninger, der i sidste ende sætter skub i historien – hvilket selvfølgelig er meget smart rent skriveteknisk. Men Meira er simpelthen ikke en dronning værdig – hun er og bliver en god soldat, der bringer folk i fare ved også at skulle være dronning. Og hun gennemgår ingen rigtig udvikling. Hun ser alting sort og hvidt uden nuancer og nægter at lytte til andre.

Til gengæld er det spændende at følge Marther og Children of the Thaw. I denne bog er nogle af kapitlerne nemlig fortalt fra Marthers perspektiv og hans nye venner har alle de gråzoner Meira mangler – og udvikler derved Marther fra at være et brændt barn til at være en god leder og hærfører (om end hans hær er en kende lille). Han er ikke på samme måde rundt i Primoria og udforsker verdenen, men han er den konge, Winter ikke har i Meira. Så mon ikke de to finder sammen i bog tre?

Ice like fire er ikke lige så forudsigelig en bog som Snow like Ashes var, men den forekom mig meget lang at komme igennem. Den lider ikke umiddelbart af bog-to-syndrom, for der sker faktisk en masse – spørgsmålet er om det er nødvendigt eller om det igen er Meiras dårlige beslutninger, der har ledt til en masse unødvendigt. Hvorom alting er så er Raasch en mester i at skrive slutninger, der ikke er deciderede cliff-hangers, men som alligevel er interessante nok til, at jeg formentlig vil læse bog tre. Så har man også givet en middelmådig fantasy-trilogi en ordentlig chance.

Børnebøger, Fantasy

Mit første (litterære) møde med Aslan

Narnia – Troldmandens Nevø af CS Lewis fra forlaget Gyldendal, 2015, oprindeligt 1955. 4/5 stjerner.

Legenden om Narnia – episk, klassisk fortælling.

Som jeg aldrig før har læst.

Så jeg bestemte mig til, at det var på tide. Og i stedet for at læse dem i den rækkefølge, de er udgivet, har jeg valgt at læse dem, i den rækkefølge, CS Lewis senere bestemte sig til, var den rigtige. Og når man læser Troldmandens nevø giver det god mening. Den handler nemlig om professoren i de senere bøger og er en form for skabelsesberetning for Narnia.

Digory og Polly er bedste venner – og naboer. De har fundet en hemmelig passage mellem deres huse, som de jævnligt udforsker. En dag leder det dem lige i armene på Digorys onkel Andrew, der ved hjælp af list og to ringe; en grøn og en gul, sender de to børn på eventyr til en anden verden. Faktisk en masse andre verdener. I det fortabte land Chan møder de dronning Jedis, som snyder sig med til børnenes verden. Onkel Andrew bliver så forgabt i hendes skønhed, at børnene må forsøge at få hende tilbage til sin egen verden – men rammer forkert og lander i et land, der netop er ved at opstå. Hvor talende dyr og særprægede væsner og mærkelig planter vokser frem for øjnene af dem, og hvor løven Aslan må have børnenes hjælp. For de har lukket ondskaben ind i det narniske paradis og ved hjælp af et bestemt æble må de hjælpe Aslan med at beskytte Narnia.

Der er naturligvis rigeligt (rigeligt!) af paralleller til skabelsesberetningen, som vi kender den fra Det Gamle Testamente i denne bog, og det vil formentlig irritere nogen. Jeg tror dog, at denne bog vil give lige så meget mening, hvis man aldrig har hørt om Biblen og stadig være en sød eventyrbog – og skal man huske at læse den, for hvad den er: en børnebog, skrevet i en anden tid.

Mange voksne, der genlæser Narnia-bøgerne, bliver netop skuffet over alt religiøsiteten og de meget sort-hvide karakter. Jeg har aldrig læst bøgerne før, men det gør ingenting. For det første er det en børnebog, så det giver mening med sort-hvide karakterer. Det er slet ikke unormalt i børnebøger, og jeg synes samtidig, at Troldmandens nevø har en fin morale – at Digory og Polly selv må hjælpe til med at rydde op i det rod, de har lavet (og sluppet ondskaben ind i Narnia – og at vække Jedis til at starte med). Med andre ord: konsekvenspædagogik. For det andet er Narnia en eventyrbog fra 50’erne, og igen er sort-hvide karakterer ikke helt unormale.

Troldmandens nevø er en supersød historie om Narnias begyndelse – og gav mig for første gang et indblik i Aslan som karakter, som jeg siden filmene udkom har beundret. Jeg er fuldstændig forgabt i den alfaderlige løve, og jeg glæder mig til at læse de næste bøger med barnlig glæde.

Contemporary, Romantik

Et plot værd at læse

Manden, der ikke ringede af Rosie Walsh fra forlaget Gyldendal, 2018. 3,5/5 stjerner.

Manden der ikke ringede handler om Eddie og Sarah, der mødes, bruger syv dage sammen, hvorefter de skilles med aftale om at ses igen og meget store ord. Gensidig kærlighed og syv fantastiske sommerdage.

Og så ingenting.

Eddie ringer ikke, og Sarah bliver mere og mere bekymret, ked af og desperat. Men alligevel har Sarah en klar fornemmelse af, at noget ikke stemmer helt, og nægter derfor bare at give op og driver sine nærmeste til irritation og stor bekymring for hende med hendes besættelse.

Og hvis der ikke skal opstå en kæmpemæssig spoiler, kan jeg ikke rigtig fortælle mere om plottet. Men én ting er helt sikkert – det er ikke bare en helt normal kærlighedsroman. Og den er skrevet med det formål, at man sidder og tror, man har regnet det hele ud. Og så vender den op og ned på alting – flere gange. Bogen gav mig i den grad en overraskelse omkring halvejs, og jeg synes faktisk plottet fungerer vanvittig godt. Optakten er bare for lang, for den første halvdel er en beskrivelse af Sarahs desperation. En følelse, som jeg i øvrigt tror de fleste (single)-kvinder kender – den der stigende (irriterende) afhængighed af sin telefon og konstante spørgsmålsstillen til, om man er gået fuldstændig fra forstanden, når man 30 gange i minuttet tjekker for en sms eller en messenger-besked fra en mand, der formentlig ikke skriver. Den del er beskrevet spot on.

Og var der nogensinde en undskyldning for ikke at ringe, så vil jeg sige, at Eddies er plausibel – om end det irriterer mig, at Sarah ikke bliver sur på ham. I hvert fald inden plottet afsløres. Det er jo ikke i orden at ghoste nogen (om end Eddies grunde er mere end almindeligt gode). Går man i øvrigt med på ideen om denne insta-love, om Eddie og Sarah oplever (altså øjeblikkelig forelskelse), så må man også stille sig selv spørgsmålet om kærlighed virkelig overvinder alting undervejs i bogen?

Selve karaktererne følte jeg ikke noget særligt for undervejs i bogen. Jeg finder Sarah en smule urealistisk – selv uden ”ghosting”-forbandelsen, virkede hun ikke som en kvinde, der kunne opbygge og styre et stort firma, som hun ellers har gjort med sin eksmand.

Eddie derimod er nok mere realistisk som karakter, om end en lille smule for ”smiler gennem sorgen”-agtig. Pligtopfyldende måske eller uselvisk. Der er simpelthen for lidt vrede i de to mennesker, i en bog, der ellers kunne have tålt en smule vrede.

Så optakten er lidt langtrukken, og jeg er ikke smaskforelsket i karaktererne, men plottet er fantastisk og helt klart værd at læse. Alene for plottet skyld bør man unde sig selv denne lidt anderledes kærlighedsroman, der håndterer store ting som tab, psykisk sygdom og ødelagte familieforhold. Jeg hørte den som lydbog og holdt vejret hele vejen fra Herning til Vejle, da plottet endelig blev afsløret.

Inspiration, Læserelateret

Magisk Readathon – U.G.L’er

Det følgende bliver nok lidt Harry Potter-nørdet….. men giv det syv linjer, så handler det bare om bøger igen.

G fra youtube-kanalen BookRoast afholder hvert år i april et magisk readathon inspireret af de UGL’er eleverne på Hogwarts skal op til – og alt det arbejde, hun har lagt i det er virkelig magisk. Jeg deltog også i hendes Extra Credit-readathon, hvilket gav mig fem ekstra dage til faget Besværgelser – så jeg er faktisk startet allerede i onsdags med den første bog.

Normalt er jeg ikke typen, der bestemmer mig for, hvilket bøger jeg vil læse i en måned. Jeg er ret lyst-drevet, når jeg læser, men altså… man skal udfordre sig selv og jeg er vild med G’s magiske readathon, og det har været sjovt at finde bøger, der passer til fagene.

Oldtidens runeskrifter – en genfortælling

Som min genfortælling for faget magiske runer, har jeg valgt Marissa Meyer’s Winter, der er en genfortælling af Snehvide og i øvrigt den fjerde bog i serien The Lunar Chronicles, som er blevet en klar favorit i år.

Talmagi – en bog skrevet af flere en én forfatter

Jeg har valgt at fortsætte med serien Lumberjanes – jeg er nået til bog to: Lumbjerjanes to the Max vol. 2. Det er en tegneserie, og det er en fordel i et readathon, fordi de går hurtigere at læse. Reglen er, at bogen skal findes på Goodreads, og det gør de heldigvis.

Astronomi – en bog med ”star” i titlen

Jeg har valgt Marissa Meyers Stars above, som er en følgebog med historier om Lunar Chronicles universet. Da det er noveller, tror jeg den relativt let at læse, og jeg er vild med det univers.

Magiske dyrs pleje – en bog med et landdyr på forsiden

Argh! Den her har været svær – og det er en af dem, som jeg er i tvivl om jeg når til. Men det bliver Løven, Heksen og garderobeskabet af CS Lewis – Aslan er på forsiden og det er en relativt kort lydbog.

Besværgelser – (besværgelse: age-line) læs en bog for voksne

G læser selv en del young adult bøger (ligesom mig), så hun nævnte i sin video, at for nogle ville denne her være let og for andre svære. Denne bog er jeg allerede i gang med, og jeg har udfordret mig selv, ved at vælge et bæst af en bog på 749 sider (heldigvis er det en lydbog). Det er nemlig Bedraget af Charlotte Langkilde, der er overraskende spændende. Men jeg er glad for, at det er som lydbog.

Forsvar mod mørkets kræfter (reducto) – læs en bog, der starter med R

Her har jeg faktisk to muligheder. Enten Marissa Meyers superhelte-historie Renegades som fysisk bog eller Ready Player One af Ernest Cline som lydbog.

Spådom – en bog, der foregår i fremtiden

Det bliver en grafisk roman, nemlig Wires and Nerves vol. 1, der er skrevet af Marissa Meyer og også foregår i Lunar Chronicles-universet, men handler om den kække androide Iko.

Botanik – en bog med en plante på forsiden

Denne bog er en digtsamling – jeg har læst forfatteren før, og om end digte ikke er min kop the, var de ganske okay. Det drejer sig om Wildly into the Dark af Tyler Knott Gregson – der har et fint træ på forsiden.

Magiens historie – en bog, der blev udgivet for mindst 10 år siden

Fagre nye verden af Aldous Huxley blev udgivet i 1998 og er en scifi-klassisker, som jeg rigtig gerne vil læse.

Muggler studier – en contemporary

Jeg går med en romantisk chickflick, fordi de som regel er ret hurtige at læse – 30 guys in 30 days af Micol Ostow.

Eliksirer – en fortsættelse

For eliksirer vælger jeg Wires and Nerves vol. 2 – endnu en grafisk roman af Marissa Meyer, der forhåbentlig er nem at komme igennem.

Forvandling – farvede sidekanter eller rød forside

For forvandling vælger jeg Eliten, der er fortsættelsen til Udvælgelsen, og som heldigvis har et rødt cover. Det er en form for guilty pleasure – der sker ikke ret meget i den serie, men jeg kan ikke ligge den fra mig, og det kribler for at komme i gang med Eliten, som formentlig bliver den første, jeg læser, når readathon’et officielt starter 1. april.

Fantasy, Young Adult

Flad kærlighedshistorie og ikke eksisterende plot i et victoriansk cirkus

Nattens Cirkus af Erin Morgenstern fra forlaget Bazar, 2014. 2/5 stjerner  

Cirkusset ankommer uden varsel. Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går.

Et omrejsende cirkus, hvis lige aldrig er set, vækker opsigt. Når tusmørket falder på, åbnes portene til Nattens Cirkus, og indenfor venter en forunderlig verden i sort og hvidt. Stribede telte står langs endeløse, bugtede stier og lokker med glansfulde numre af trapezartister og ildslugere, slangemennesker og illusionister. På den store plads brænder et bål med hvide flammer og røgen i den fortættede luft blandes med en duft af karamel og kanel. Men kun få mennesker ved, at der bag kulisserne foregår en hård duel mellem to unge magikere. Celia og Marco er begge fra barnsben blevet trænet af deres respektive mentorer til at deltage i et ”spil” mod en ukendt modstander, som de bindes til for livet. Da de omsider lærer hinanden at kende, står tiden stille og luften vibrerer ved den mindste berøring mellem dem. Uden at forstå reglerne for spillet til fulde forelsker de sig hovedkulds i hinanden og erfarer først for sent, at de er modstandere i en dyst på styrke og udholdenhed hvor kun en kan stå tilbage.

Nattens Cirkus var en overgang vanvittig hyped og bliver af mange beskrevet som en følelsesmæssig rutsjebane. Og okay – hvis man er til en ekstremt deskriptiv bog uden noget egentligt plot og elsker cirkusser. Så er man nok den perfekte læser. Det er jeg så ikke. Jeg har ellers normalt ikke noget imod en karakterdrevet roman (modsat en plotdrevet roman), men jeg har brug fornoget– og Nattens Cirkus gav mig et plot med muligheder, der slet ikke blev udfoldet og flade karakterer, der var håbløst forudsigelige. Plottet er der ligesom bare – der er det her magiske spil, som ikke bliver ordentligt forklaret og som ikke virker troværdigt. Magien i bogen er… kedelig. Det er som om Morgenstern har prøvet at lave en bog, hvor man ikke ved, hvad der virkeligt (hvilket jeg ELSKER), men med præmissen, at hovedpersonerne har magi – og så ryger præmissen om, hvad der er virkelig og hvad der ikke er, for læseren. 80% af bogen er beskrivelser og telte og forestillinger – men de er ikke særligt gode. En bog, der gør dette til fulde, er f.eks. Toymakers af Robert Dinsdale, der faktisk formår at skabe en magisk verden omkring læseren, men som langt hen ad vejen leger med læseren og ikke vil ud med, hvad der virkeligt og hvad der ikke er. Nattens Cirkus derimod er forvirrende, fragmenteret og ligegyldig.

En victoriansk kærlighedshistorie kan jeg til gengæld godt være med på, men da hovedpersonerne Celia og Marco er temmelig flade og i nogle tilfælde direkte usympatiske er deres insta-love historie ikke troværdig. Morgenstern fortæller det, men viser det ikke. De siger, de elsker hinanden, men det virker ikke sådan – show it, dont tell it, mrs. Morgenstern!

Cirkusset er ellers ganske magisk og godt beskrevet, så det er en skam for bogen, at plottet i den grad spænder ben og gør det til en bog, man virkelig ikke bør spilde tiden på. Med mindre man er usædvanligt glad for cirkusser.

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.