Faglitteratur, Filosofi

Nuttet cover dækker over uudnyttet potentiale og ingen empowerment

Geek girls dont cry af Andrea Towers fra forlaget Sterling, 2019. 1/5 stjerner.

Jeg er skuffet. Meget skuffet. Der er egentligt et stort potentiale i bogen og kunne have være interessant, men kommer ikke i mål. Bogen består basalt set af en præsentation af en række fiktive, kvindelige karakterer på følgende måde:

  1. Karakteren præsenteres
  2. Karakteren bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom
  3. Hvordan karakteren overkom sine problemer
  4. Hvad vi kan lære fra det 

Og alt dette i løbet af 3-4 sider for komplicerede karakterer, for hvem nogle har lange, snørklede historier og måske ovenikøbet er dukket op i paralleluniverser. Dette tager Towers ikke hensyn til og kører det hele i samme smøre. 

Towers mål er gennem fiktive figurer at finde identifikation for kvinder og til at inspirere se sig selv som stærke – og floppede totalt for en som mig. 

Så hvad er problemet? For det første bliver hver eneste karakter diagnosticeret – hvorfor er dette nødvendigt? Nogle af karaktererne kendte jeg ikke, men nogle af dem kendte jeg indgående, og det bliver i deres historier ikke hintet, at de lider af en psykisk diagnose. Der er ingenting galt med at have en psykisk diagnose, og bogen har ret i, at man sagtens kan leve et normalt liv og være stærk alligevel. Men!! Det er som om bogen påpeger, at man kun gennem meget vanskelige problemer, der fører til en psykisk diagnose (eksemplevis PTSD) kan blive en stærk person. Og dette er ikke rigtigt. Jeg synes egentlig det er fint, at hun diagnosticerer nogle af karaktererne for at vise, hvad deres oplevelser ville lede til i den v virkelige verden, men det havde også været fint at påpege, at nogle af dem blot er kvinder uden psykiske lidelser, der også er stærke, og det ville have været rart at få fremstillet, at kvinder og mennesker kan være stærke uden en diagnose.

Desuden argumenterer Towers dårligt, hvilket er et problem, når bogen faktisk handler om psykologi som videnskab. F.eks. bruger hun ofte denne slutning ”når superhelt A gør sådan, så viser hun, at det også er okay for os”. Well, Rogue slår i den nyeste X-men-film en af sine team-kammerater ihjel ved et uheld (fordi hun er psykisk belastet) – men det gør det vel ikke okay for os i pressede situationer at gribe til slags yderligheder? Towers bruger denne slutning så tit, at det faktisk kommer til at fremstå sådan, og det gør bogen utroværdig. 

Desuden er hendes beskrivelser af de karakterer, jeg kender godt, forkerte. Og det er et stort problem, fordi jeg som læser så betvivler, om beskrivelsen af de andre karakterer er korrekte – og i øvrigt om hendes (mange) henvisninger til videnskabelige artikler, så er gengivet rigtigt. Towers er pHD i psykologi og trækker på et stort kildemateriale, men det fremstår sporadisk og tilfældigt og i virkeligheden lidt som det passer ind i hendes kram – og det kræver tillid til forfatteren. En tillid jeg ikke har. Et eksempel på en misvisende karakter-beskrivelse er Hermione Granger (som bliver diagnosticeret med OCD, angst og PTSD, hvis nogen er nysgerrige):

Hermione is not just obsessed with getting good grades; for a long time, she is hesitant to help her friends Harry Potter and Ron Weasley and only does so when the situation is extremely dire – such as during their first year at Hogwarts, when she helps the duo take down a rogue cave troll. 

På dette tidspunkt I Harry Potter-serien, er Hermione, Harry og Ron ikke venner – men det er denne situation, der gør, at de bliver det. Til gengæld hjælper hun faktisk heller ikke – Harry og Ron redder hende fra trolden, som de er kommet til at spærre inde på det toilet, hun græd på. Fordi Ron havde fornærmet hende. Hvis man vil have noget psykologisk ud af denne situation, er jeg sikker på, at der er masser at tage fat i – men Towers forbliver så overfladisk, at der ikke er plads til detaljer – karakterne skal passe ned i hendes udvalgte dianoser, der i øvrigt stort set er de samme for alle karaktererne, i stedet for f.eks. i denne situation at tage fat på mobning, eller hvordan det at gennemleve en presset situation sammen kan skabe sammenhold. 

Alle hendes ”Hvad vi kan lære”-afsnit er til gengæld stort set ens, og det virker som, at hendes behov for at kæde disse fiktive kvinder sammen til den pointe Towers vil have ud, er større end egentlig at lave en interessant analyse af disse karakterer. 

Jeg oplevede også gennem min læsning, at der var en underliggende præmis om, at kvinder er svage – mere disponerede for psykiske sygdomme, mere i følelserne vold og mere udsatte, fordi disse karakterer er kvinder. Og det irriterede mig som kvinde, at der i sådan en bog, som jeg havde forventet var empowerment for kvinder, er en grundlæggende præmis om at kvinder er svage og skal gennem grueligt meget for at blive stærke.  

Coveret til gengæld er super nuttet. Men jeg er nu ikke sikker på, at bogen bliver på mine boghylder af den grund.