Børnebøger, Fantasy

Mit første (litterære) møde med Aslan

Narnia – Troldmandens Nevø af CS Lewis fra forlaget Gyldendal, 2015, oprindeligt 1955. 4/5 stjerner.

Legenden om Narnia – episk, klassisk fortælling.

Som jeg aldrig før har læst.

Så jeg bestemte mig til, at det var på tide. Og i stedet for at læse dem i den rækkefølge, de er udgivet, har jeg valgt at læse dem, i den rækkefølge, CS Lewis senere bestemte sig til, var den rigtige. Og når man læser Troldmandens nevø giver det god mening. Den handler nemlig om professoren i de senere bøger og er en form for skabelsesberetning for Narnia.

Digory og Polly er bedste venner – og naboer. De har fundet en hemmelig passage mellem deres huse, som de jævnligt udforsker. En dag leder det dem lige i armene på Digorys onkel Andrew, der ved hjælp af list og to ringe; en grøn og en gul, sender de to børn på eventyr til en anden verden. Faktisk en masse andre verdener. I det fortabte land Chan møder de dronning Jedis, som snyder sig med til børnenes verden. Onkel Andrew bliver så forgabt i hendes skønhed, at børnene må forsøge at få hende tilbage til sin egen verden – men rammer forkert og lander i et land, der netop er ved at opstå. Hvor talende dyr og særprægede væsner og mærkelig planter vokser frem for øjnene af dem, og hvor løven Aslan må have børnenes hjælp. For de har lukket ondskaben ind i det narniske paradis og ved hjælp af et bestemt æble må de hjælpe Aslan med at beskytte Narnia.

Der er naturligvis rigeligt (rigeligt!) af paralleller til skabelsesberetningen, som vi kender den fra Det Gamle Testamente i denne bog, og det vil formentlig irritere nogen. Jeg tror dog, at denne bog vil give lige så meget mening, hvis man aldrig har hørt om Biblen og stadig være en sød eventyrbog – og skal man huske at læse den, for hvad den er: en børnebog, skrevet i en anden tid.

Mange voksne, der genlæser Narnia-bøgerne, bliver netop skuffet over alt religiøsiteten og de meget sort-hvide karakter. Jeg har aldrig læst bøgerne før, men det gør ingenting. For det første er det en børnebog, så det giver mening med sort-hvide karakterer. Det er slet ikke unormalt i børnebøger, og jeg synes samtidig, at Troldmandens nevø har en fin morale – at Digory og Polly selv må hjælpe til med at rydde op i det rod, de har lavet (og sluppet ondskaben ind i Narnia – og at vække Jedis til at starte med). Med andre ord: konsekvenspædagogik. For det andet er Narnia en eventyrbog fra 50’erne, og igen er sort-hvide karakterer ikke helt unormale.

Troldmandens nevø er en supersød historie om Narnias begyndelse – og gav mig for første gang et indblik i Aslan som karakter, som jeg siden filmene udkom har beundret. Jeg er fuldstændig forgabt i den alfaderlige løve, og jeg glæder mig til at læse de næste bøger med barnlig glæde.