Fantasy, Young Adult

Irriterende hovedperson spænder ben for en spændende fantasy-verden

Ice like fire af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2015. 3/5 stjerner.

Ice like fire er bog to i trilogien af Sara Raasch, der startede med bogen Snow like ashes – som jeg stadig ikke rigtig ved, hvor begejstret jeg er for. Men verdenen var interessant nok opbygget til at jeg gik i krig med bog 2.

Bogen handler igen om Meira og Winters nyvundne frihed. Det er tre måneder siden, winterianerne er blevet frie og Springs konge, den onde Angra forsvandt sporløst. Især takket være rytme-kongeriget Cordell. Meira ønsker hendes folk skal være trygge, men gælden til Cordell tvinger dem til at grave de winterianske miner igen – for at finde al magis oprindelse. Og det lykkedes selvfølgelig, trods århundredes mislykkedes forsøg. Meiras tidligere forlovede Theron ser det som en gylden mulighed – med så meget magi kan alle få del i det, og ingen behøver frygte Angra. Men Meira frygter det – for hun ved, at sidste gang, der var så meget magi skabte det også den mørke kraft, Angra brugte til sidste terror-regime. Så Meira planlægger en tur til de andre riger i Primoria for at skaffe andre allierede – og Theron kommer med i den tro, at det er for at skabe alliancer, der skal sikre at magien ikke bliver brugt til noget ondt.  Samtidig følger vi også Marther, der bliver i Winter og finder nye venner i Children of the Thaw, og fortsat kæmper for Winters frihed.

Verdenopbyggelsen i disse bøger er stadig højdepunktet og via Meira og Therons rejse, udfoldes verdenen igen for læseren og vi får et grundigt indblik i særligt Summer. Jeg er tosset med den verden, Raasch har opbygget. Hun tager fat i noget vi kender – nemlig årstiderne – og bruger dem på en sindssygt interessant måde til at skabe denne verden. Og hun er god til at skrive slutninger – havde slutningen i Snow like Ashes ikke været så interessant, havde jeg aldrig kastet mig ud i denne bog. For mit helt store issue er stadig Meira. Hun er ganske simpelthen røvirriterende. Hun har igen i denne bog meget travlt med at være sig selv og tage egne beslutninger – fuldstændig blind for, at hun er dronning og har et kongerige at tænke på. Og derved nægter hun at tage imod råd fra ældre folk, der har lidt flere kompetencer i forhold til at regere et kongerige. Det afføder en række virkelig dumme beslutninger, der i sidste ende sætter skub i historien – hvilket selvfølgelig er meget smart rent skriveteknisk. Men Meira er simpelthen ikke en dronning værdig – hun er og bliver en god soldat, der bringer folk i fare ved også at skulle være dronning. Og hun gennemgår ingen rigtig udvikling. Hun ser alting sort og hvidt uden nuancer og nægter at lytte til andre.

Til gengæld er det spændende at følge Marther og Children of the Thaw. I denne bog er nogle af kapitlerne nemlig fortalt fra Marthers perspektiv og hans nye venner har alle de gråzoner Meira mangler – og udvikler derved Marther fra at være et brændt barn til at være en god leder og hærfører (om end hans hær er en kende lille). Han er ikke på samme måde rundt i Primoria og udforsker verdenen, men han er den konge, Winter ikke har i Meira. Så mon ikke de to finder sammen i bog tre?

Ice like fire er ikke lige så forudsigelig en bog som Snow like Ashes var, men den forekom mig meget lang at komme igennem. Den lider ikke umiddelbart af bog-to-syndrom, for der sker faktisk en masse – spørgsmålet er om det er nødvendigt eller om det igen er Meiras dårlige beslutninger, der har ledt til en masse unødvendigt. Hvorom alting er så er Raasch en mester i at skrive slutninger, der ikke er deciderede cliff-hangers, men som alligevel er interessante nok til, at jeg formentlig vil læse bog tre. Så har man også givet en middelmådig fantasy-trilogi en ordentlig chance.