Faglitteratur, Nonfiktion

Hjernegymnastik?

Hjernen er stjernen er Kaja Nordengen fra forlaget Rosinante, 2017. 4/5 stjerner. 

Kan man virkelig forbedre sin hukommelse ved at spise ‘hjernemad’? Kan man træne sin hjerne? Og kan man smile sig glad?

“Hjernen er stjernen” indvier os i alle hemmelighederne om menneskekroppens mest utrolige organ: hjernen. Hjernen gør os til dem vi er. I kontakten mellem hjernens 100 milliarder nerveceller ligger vores intelligens, men også vores glæde, fascination, foragt, hukommelse, læring, musiksmag og meget mere.

Vores hjerne lærer, den forelsker sig, og den tolker komplicerede sammenhænge. Men hjernen lokker dig også til at træffe dårlige valg, og den belønner afhængighed. Hvorfor gør hjernen, som den gør? Hvilke stoffer (og helt almindelige ting) påvirker vores hjerne, endda meget? Der ligger store muligheder i at vide, hvordan fungerer, og i “Hjernen er stjernen” giver læge og hjerneforsker Kaja Nordengen et bud på en populærvidenskabelig fortælling om hjernen. 

Bogen er helt klart interessant – hjernen er et spændende organ, som vi ikke altid ved så meget om, og det er interessant med en velformuleret, formidlende hjerneforsker, der fortæller om hjernen. Bogen veksler dog mellem at gå overfladisk henover nogle dele til at gå i nørdede detaljer om andre. Den kunne godt have være lidt længere uden at det havde gjort noget, for det en populærvidenskabelig letvægter. Den er underholdende og fyldt med sjove, relevante anekdoter, der gør, at man flyver gennem bogen. Den giver stof til eftertanke om, hvordan vi behandler vores hjerne og hvorfor hjernen snyder os til at gøre det. 

Bogen er fascinerende og giver lyst til at lære mere om det fascinerende organ.