Fantasy, Young Adult

Forudsigelig fantasy

Snow like ashes af Sara Raasch fra forlaget Harpercollins Publishers Inc, 2014. 3/5 stjerner.

Snow like ashes er en fantasy historie om alt fra mørk magi, farlig politik og at opdage ens sande jeg, og bliver anbefalet til fans af Game of Thrones, An Ember in the Ashes og A court of thorns and roses – og ingen af disse fantasy-serier, har jeg læst. Jeg læste Snow like ashes som en del af Goodreads-bogklubben Book in Jar, hvor man diskuterer bogen med en masse andre læsere fra hele verdenen.

For seksten år siden blev kongeriget Winter indtaget og indbyggerne gjort til slaver og deres magiske amulet ødelagt og deres dronning slået ihjel – alt sammen af den voldelige konge af Spring. Kun 25 Winterians flygtede og er på fri fod med det mål at samle amuletten og forhåbentlig få Winters magi ihjel. Meira har været forældreløs siden og kan ikke huske Winters nederlag. Hun drømmer om at blive en stor kriger og er forelsket i sin bedste ven og Winters fremtidige konge – så hun vil gøre hvad som helst for at redde Winter. Derfor beslutter hun selv at lede efter amuletten og får sin faderfigur og lederen af den lille gruppe flygtninge overtalt til, at hun må komme med på sådan en mission. Og selv om det lykkedes hende at finde den ene halvdel finder hun hurtigt sig selv i et spin af ond magi og opdager sin egen sande skæbne.

Bogen er håbløst forudsigelig, men den virker. Den verden, der bygges op, består af otte riger; de fire årstider og fire kunstarter – og årstiderne og kunstarterne kan bestemt ikke sammen. Så bogen virker helt bestemt og er den første af en trilogi, der i øvrigt er færdigudgivet. For mig er det netop denne verden, der bærer meget af fortællingen og den bliver foldet mere og mere ud i løbet af bogen.

Som karakter er Meira ikke den mest spændende – hun irriterer mig faktisk lidt flere gange, men netop fordi verdenen er så godt beskrevet gør det ikke noget. Som karakter virker hun ikke specielt sammenhængende f.eks. ift. ønsket at være en stor kriger og samtidig hendes opførsel overfor f.eks. skjorteløse unge mænd eller at være sur over, når hun rent faktisk for ordre. Historien er fortalt gennem hende men man møder naturligvis også andre karakterer.

Alt i alt en ganske udmærket fantasy-bog til de dage, hvor du har lyst til fantasy men de meget store, lange fantasy-fortællinger virker uoverskuelige og hvor du har brug for noget, der er letlæst og let fordøjeligt.