Inspiration, Nonfiktion

En velskrevet perle

Very good lives af JK Rowling fra forlaget Little Brown & Co, 2015. 3,5/5 stjerner.

Very good lives er skrevet af forfatter JK Rowling, forfatteren til Harry Potter-serien, som er elsket verden over – inklusiv af undertegnede (som har været lettere besat af Harry Potter-serien i snart 20 år – og det på trods af en relativt ung alder på 28). Så da jeg opdagede denne lille perle af JK Rowling, måtte jeg eje den. Den er let læst, for den er kun 80 sider langt og meget illustreret på en én gang barnlig og æstetisk måde.

I 2008 holdt JK Rowling afgangstalen på Harvard Universitet, og det er netop denne tale Very Good lives indeholder. I den præsenterer Rowling det, hun har lært gennem sit liv. Nemlig hvordan man accepterer og lærer af fiasko og ikke mindst hvordan man kan bruge sin fantasi til at gøre sit og andres liv bedre.

Alt i alt er der ikke noget ground-breaking i Very Good lives. JK Rowling skriver (eller sagde) ikke noget, der er helt vildt eller som giver et spark i maven og giver én ny indsigt, som f.eks. Make your bed, der også oprindeligt var en afgangstale og som er en af mine favoritbøger. Til gengæld kan hun i den grad noget med ord (og så er hun også en veltalende dame, hvis man nogensinde har hørt hende tale), så bogen fremstår som et sød og velment råd. Personligt er jeg også helt enig med Rowlings syn på brugen af fantasi og har lige fra barnsben haft en overaktiv fantasi, så jeg elsker hendes budskab.

De søde illustrationer understreger i den grad hendes ord og det får bogen til at gå op i en højere enhed. Den henvender sig bestemt heller ikke udelukkende til Harry Potter-fans, for den har ingenting med Harry Potter at gøre, men er tværtimod en kærlig opfordring til at følge sine drømme og ikke være bange for at fejle. Den er simpelthen så fin og så sød at læse. Alligevel får den ”kun” 3,5 stjerner, for der er som sagt ikke noget nyt i den – men det, der er, er velskrevet og fint.