Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr. 

Fantasy, Young Adult

Jeg elsker en god fantasy-verden, men kommer ikke til at savne Primoria

Frost like night af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2016. 3,5/5 stjerner

Den onde kong Angra er i live og hans onde magi spreder sig – ingen er længere i sikkerhed eller kan modstå. Meira vil gøre hvad som helst for at redde hendes verden, men Angra prøver at nedbryde hendes mentale forsvar og hun har desperat brug for at lære at styre sin magi. Lederen af den mystiske orden fra Paisly tilbyder at undervise hende, og hun tager chancen.  Men det går op for hende at for at stoppe den onde magi må hun ind i en labyrint dybt under årstidernes kongeriger og ødelægge roden til den magi, hun desperat prøver at lære – og derved tage livet af sig selv. 

Vi følger også stadig Mather, der bare gerne vil redde Meira. Han har brug for Children of the Thaw for at finde hende og fortælle, hvordan han føler. Men der er forræderi i egne og række og løsningerne synes længere og længere borte. 

Ceridwen, som vi også begynder at følge i tredje bog, vil gerne beskytte sit folk. Angra har slået hendes bror, kongen af Summer ihjel, stjålet hendes kongerige og gjort hende til fange, men hun bliver befriet af en uventet allieret, som også afslører en chokerende sandhed om Summers slavehandel. Mens Angra slipper sin mørke magi løs, kæmper Meira, Marther og Ceridwen for at bringe kongerigerne i Primoria sammen inden det er for sent. 

Frost like night er en my bedre end de tog andre bøger i trilogien. Jeg er stadig vild med den verden, Sara Raasch bygger op, og landet Paisly som den seneste tilføjelse er bestemt ingen skuffelse. Om end plottet stadig er relativt forudsigeligt, så er der alligevel nye ting i bogen. 

Meira til en start gennemgår faktisk en lille udvikling – et af mine helt store problemer med det første bøger. Ikke meget, men nok til hun ikke tager dumme beslutninger heletiden. Jeg kommer nok aldrig til at elske Meira, men hun er helt klart bedre end i de foregående bøger, og hun fremviser endelig noget værdighed til at være den soldaterdronning, hun hele tiden har forsøgt på. Ceridwen er en behagelig om end semi-unødvendig tilføjelse til fortælleren, og bogen veksler mellem jeg-form, når det er Meira og personbunden tredjepersons-fortæller, når det er Marther og Ceridwen. Men det giver os mere af verdenen at se, så jeg klager ikke. 

Spoiler alert i det følgende. 

Mit helt store problem med denne bog er slutningen. Jeg kan egentlig godt lide sidste kapitel ”6 måneder senere” – men lige før det. Jeg synes, det er skuffende, at Sara Raasch kun har mod til at slå bipersoner ihjel, som man ikke har nået at opbygge en følelsesmæssig tilknytning til – det er trods alt en ret voldsom krig, hun beskriver, men vores hovedpersoner kommer igennem, stort set uskadte. Hele Marthers hemmelige overvejelser omkring at redde Meira, som bliver kastet ind i de sidste sekunder af bogen virker urealistiske og alt for belejlige. Især fordi bogen var meget længe om at komme i gang med selve plottet, nemlig labyrinten og kampen mod Angra. Slutningen virker forceret og om end ”6 måneder senere” kapitlet fungerer godt i forhold til at få bundet verdenen sammen igen, kunne det også have fungeret med tab af vigtige hovedpersoner. 

Snow like ashes-trilogien har overordnet været en lidt skuffende oplevelse. Det undrer mig, at den er klassificeret til voksne, for den føles som en YA-bog. Den har ikke rigtig fat i nogle tungere emner, og har hele vejen igennem været meget forudsigelig. Verdenen er rigtig spændende og har været den primære grund til, at jeg har læst alle tre bøger. Jeg elsker en god fantasy-verden. 

Romantik, Young Adult

Prinsesse-reality drømme der virker lidt som litterært narkotika

The selection: Udvælgelsen af Kiera Cass fra forlaget Tellerup, 2014. 4/5 stjerner.

America tilhører en af de lavere kaster i nationen Illéas kasteopdelte samfund og hendes familie lever ofte på sultegrænsen. Derfor burde hun være lykkelig, da hun inviteres til at deltage i Udvælgelsen, hvor landets kronprins for åbent kamera vil vælge sin prinsesse blandt et felt af konkurrenceklare, udvalgte piger. Men America har planer for sig liv og ingen af dem omhandler at skulle date en prins, som hun tror er kedelig og forkælet. Familiens økonomi tvinger hende dog til at deltage i lodtrækningen, og snart befinder hun sig i paladset omgivet af fireogtredive andre piger. Intriger viser sig imidlertid at være et mindre problem, da også landets oprørsstyrker kan se PR-værdien i Udvælgelsen. 

Og jeez! Jeg var hooked fra (nærmest) side et. Det føles som at læse en blanding af Askepot og en eller anden dystopisk fremtidsfortælling – og det føles også som det vildeste guilty pleasure-trip nogensinde. For det er altså ikke stor litteratur – til gengæld er det smaddergod underholdning, og det giver også point i min bog. Det er sjældent, jeg har slugt en bog så hurtigt. Man får alt det, man ikke vil indrømme, man gerne vil have. Håbløst forudsigeligt plot, i en reality-setting i en fremtidsverden, der af en eller anden grund er et miks af den verden, vi kender, men minus mange moderne bekvemmeligheder og så en middelalderlig verden med konger og dronninger og enevælde. Nåja, og med folket delt op i kaster. Hovedpersonen hedder America Singer – og ja hendes særlige talent er, at hun sørme synger. Og hun er indbegrebet af YA-genrens teenagepige hovedperson – men hun er også sej. Hun tør sige sin mening og stå ved sig selv.

Og så er der Maxon – prinsen, der får en kone ud af hele showet. Som 30 piger slås om, men langsomt bliver siet fra én efter én. Han er indbegrebet af den gode prins – han vil i virkeligheden slet ikke være med og vil meget hellere passe på sit folk. Som han i øvrigt ikke rigtig kender. Og som sidste side i den obligatoriske kærlighedstrekant har vi Americas tidligere kæreste Aspen, der slår op med hende, knuser hendes hjerte (teenage-drama-måden, naturligvis) og som vupti, dukker op på slottet og har fortrudt og vil have America igen. 

Kan vi i øvrigt lige pause og i stil med denne bogs præmis være overfladiske? Forsiden er VIDUNDERLIG. Den er bare smuk. Bogen bygger flere gange op til noget dramatisk – der er bl.a. nogle oprørangreb, men vi får ikke helt at vide, hvad de vil og hvem de er. Bogen bliver aldrig rigtig farlig og kan risikere at forstyrre din næste søvn og så ender den naturligvis med en cliffhanger, så du er nødt til at læse næste bog også. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!

Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide. 

Fantasy, Young Adult

Irriterende hovedperson spænder ben for en spændende fantasy-verden

Ice like fire af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2015. 3/5 stjerner.

Ice like fire er bog to i trilogien af Sara Raasch, der startede med bogen Snow like ashes – som jeg stadig ikke rigtig ved, hvor begejstret jeg er for. Men verdenen var interessant nok opbygget til at jeg gik i krig med bog 2.

Bogen handler igen om Meira og Winters nyvundne frihed. Det er tre måneder siden, winterianerne er blevet frie og Springs konge, den onde Angra forsvandt sporløst. Især takket være rytme-kongeriget Cordell. Meira ønsker hendes folk skal være trygge, men gælden til Cordell tvinger dem til at grave de winterianske miner igen – for at finde al magis oprindelse. Og det lykkedes selvfølgelig, trods århundredes mislykkedes forsøg. Meiras tidligere forlovede Theron ser det som en gylden mulighed – med så meget magi kan alle få del i det, og ingen behøver frygte Angra. Men Meira frygter det – for hun ved, at sidste gang, der var så meget magi skabte det også den mørke kraft, Angra brugte til sidste terror-regime. Så Meira planlægger en tur til de andre riger i Primoria for at skaffe andre allierede – og Theron kommer med i den tro, at det er for at skabe alliancer, der skal sikre at magien ikke bliver brugt til noget ondt.  Samtidig følger vi også Marther, der bliver i Winter og finder nye venner i Children of the Thaw, og fortsat kæmper for Winters frihed.

Verdenopbyggelsen i disse bøger er stadig højdepunktet og via Meira og Therons rejse, udfoldes verdenen igen for læseren og vi får et grundigt indblik i særligt Summer. Jeg er tosset med den verden, Raasch har opbygget. Hun tager fat i noget vi kender – nemlig årstiderne – og bruger dem på en sindssygt interessant måde til at skabe denne verden. Og hun er god til at skrive slutninger – havde slutningen i Snow like Ashes ikke været så interessant, havde jeg aldrig kastet mig ud i denne bog. For mit helt store issue er stadig Meira. Hun er ganske simpelthen røvirriterende. Hun har igen i denne bog meget travlt med at være sig selv og tage egne beslutninger – fuldstændig blind for, at hun er dronning og har et kongerige at tænke på. Og derved nægter hun at tage imod råd fra ældre folk, der har lidt flere kompetencer i forhold til at regere et kongerige. Det afføder en række virkelig dumme beslutninger, der i sidste ende sætter skub i historien – hvilket selvfølgelig er meget smart rent skriveteknisk. Men Meira er simpelthen ikke en dronning værdig – hun er og bliver en god soldat, der bringer folk i fare ved også at skulle være dronning. Og hun gennemgår ingen rigtig udvikling. Hun ser alting sort og hvidt uden nuancer og nægter at lytte til andre.

Til gengæld er det spændende at følge Marther og Children of the Thaw. I denne bog er nogle af kapitlerne nemlig fortalt fra Marthers perspektiv og hans nye venner har alle de gråzoner Meira mangler – og udvikler derved Marther fra at være et brændt barn til at være en god leder og hærfører (om end hans hær er en kende lille). Han er ikke på samme måde rundt i Primoria og udforsker verdenen, men han er den konge, Winter ikke har i Meira. Så mon ikke de to finder sammen i bog tre?

Ice like fire er ikke lige så forudsigelig en bog som Snow like Ashes var, men den forekom mig meget lang at komme igennem. Den lider ikke umiddelbart af bog-to-syndrom, for der sker faktisk en masse – spørgsmålet er om det er nødvendigt eller om det igen er Meiras dårlige beslutninger, der har ledt til en masse unødvendigt. Hvorom alting er så er Raasch en mester i at skrive slutninger, der ikke er deciderede cliff-hangers, men som alligevel er interessante nok til, at jeg formentlig vil læse bog tre. Så har man også givet en middelmådig fantasy-trilogi en ordentlig chance.

Fantasy, Young Adult

Flad kærlighedshistorie og ikke eksisterende plot i et victoriansk cirkus

Nattens Cirkus af Erin Morgenstern fra forlaget Bazar, 2014. 2/5 stjerner  

Cirkusset ankommer uden varsel. Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går.

Et omrejsende cirkus, hvis lige aldrig er set, vækker opsigt. Når tusmørket falder på, åbnes portene til Nattens Cirkus, og indenfor venter en forunderlig verden i sort og hvidt. Stribede telte står langs endeløse, bugtede stier og lokker med glansfulde numre af trapezartister og ildslugere, slangemennesker og illusionister. På den store plads brænder et bål med hvide flammer og røgen i den fortættede luft blandes med en duft af karamel og kanel. Men kun få mennesker ved, at der bag kulisserne foregår en hård duel mellem to unge magikere. Celia og Marco er begge fra barnsben blevet trænet af deres respektive mentorer til at deltage i et ”spil” mod en ukendt modstander, som de bindes til for livet. Da de omsider lærer hinanden at kende, står tiden stille og luften vibrerer ved den mindste berøring mellem dem. Uden at forstå reglerne for spillet til fulde forelsker de sig hovedkulds i hinanden og erfarer først for sent, at de er modstandere i en dyst på styrke og udholdenhed hvor kun en kan stå tilbage.

Nattens Cirkus var en overgang vanvittig hyped og bliver af mange beskrevet som en følelsesmæssig rutsjebane. Og okay – hvis man er til en ekstremt deskriptiv bog uden noget egentligt plot og elsker cirkusser. Så er man nok den perfekte læser. Det er jeg så ikke. Jeg har ellers normalt ikke noget imod en karakterdrevet roman (modsat en plotdrevet roman), men jeg har brug fornoget– og Nattens Cirkus gav mig et plot med muligheder, der slet ikke blev udfoldet og flade karakterer, der var håbløst forudsigelige. Plottet er der ligesom bare – der er det her magiske spil, som ikke bliver ordentligt forklaret og som ikke virker troværdigt. Magien i bogen er… kedelig. Det er som om Morgenstern har prøvet at lave en bog, hvor man ikke ved, hvad der virkeligt (hvilket jeg ELSKER), men med præmissen, at hovedpersonerne har magi – og så ryger præmissen om, hvad der er virkelig og hvad der ikke er, for læseren. 80% af bogen er beskrivelser og telte og forestillinger – men de er ikke særligt gode. En bog, der gør dette til fulde, er f.eks. Toymakers af Robert Dinsdale, der faktisk formår at skabe en magisk verden omkring læseren, men som langt hen ad vejen leger med læseren og ikke vil ud med, hvad der virkeligt og hvad der ikke er. Nattens Cirkus derimod er forvirrende, fragmenteret og ligegyldig.

En victoriansk kærlighedshistorie kan jeg til gengæld godt være med på, men da hovedpersonerne Celia og Marco er temmelig flade og i nogle tilfælde direkte usympatiske er deres insta-love historie ikke troværdig. Morgenstern fortæller det, men viser det ikke. De siger, de elsker hinanden, men det virker ikke sådan – show it, dont tell it, mrs. Morgenstern!

Cirkusset er ellers ganske magisk og godt beskrevet, så det er en skam for bogen, at plottet i den grad spænder ben og gør det til en bog, man virkelig ikke bør spilde tiden på. Med mindre man er usædvanligt glad for cirkusser.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Kampklædt Askepot med tænd/sluk-knap

Cinder af Marissa Meyer fra forlaget Square fish, 2013. 4/5 stjerner.

Argh! Hvor skal man overhovedet starte? Cinder er en genfortælling af Askepot og den første af fire bøger i Marissa Meyers serie The Lunar Chronicles, som alle sammen er genfortællinger af klassiske eventyr. Og det er så godt!

Cinder er vores hovedperson. Hun bor i New Bejing og er den bedste mekaniker i byen – og cyborg. Hun bor hos sin alt andet end venlige stedmor (der tilfældigvis også ejer hende, fordi cyborger bliver anset som andenrangsmennesker) med sin bedste ven androiden Iko. Da hendes mindste søster – og bedste menneskelige ven – pludselig bliver alvorligt syg, giver stedmoderen hende skylden. Samtidig er den flotte prins Kai dukket op og har bedt hende om hjælp til at reparere en vigtig androide – og pludselig er Cinders liv viklet ind i menneskelige forsøg, en ond månedronning og hun må vælge mellem frihed og pligt – og måske finde nøglen til sin egen fortid.

Jeg elsker parallellen til den originale Askepot-historie, uden at det bliver helt det samme. Bogen er ret forudsigelig, men verdenen er interessant og bliver foldet ud i løbet af bogen, hvor man sammen med Cinder finder ud af mere og mere. Bogen er helt bestemt underholdende og giver én lyst til at læse mere og få udfoldet den konflikt, der ligger mellem Jorden og Lunarerne (en race, der har udvandret fra Jorden og bosat sig på månen), og gav mig lyst til at læse nummer to, Scarlet, med det samme. Hvilket jeg gjorde.

Som hovedperson er Cinder mere troværdig end mange andre YA-fantasy-scifi-bøger. Selvom hun er teenager, formår hun på én gang at opføre sig som en teenager, der er blevet kuet af sin stedmor hele livet og stadig have rebelske tendenser nok til, at det er troværdigt, når hun tager de valg, hun gør. Hun er bestemt ikke den klassiske Askepot, der skal reddes af prinsen, og så er det sindssygt interessant, at hun er cyborg. Hun er beskrevet som af de mest avancerede cyborgs, der overhovedet er skabt, men hun kan ikke selv huske sit liv før ulykken, der gjorde hende til cyborg. Denne plotlinje bliver formentlig udbredt i de næste bøger i serien, og selvom bogen ikke går meget i dybden med cyborg/menneske/androide-forholdet, så er det en spændende præmis. Og det ville have været en helt anden bog, hvis den skulle have diskuteret alt det. Iko er det perfekte sidekick, selvom jeg savner lidt mere beskrivelse af, hvordan androiden ser ud – men hun er sjov og praktisk og denne bogs svar på R2D2.

Lunarerne som race er også vildt interessante, og jeg glæder mig til at høre mere om dem i løbet af serien og trods deres evne til at forblinde og derved styre mennesker, fornemmer man også, at mange lunarer slet ikke er tilfredse med deres dronning, og måske ikke er så slemme endda.

Bogen er letlæst, men meget malerisk i sit sprog og gør det nemt at forestille sig den verden, Marissa Meyer stiller op. Jeg er også ret vild med, at hun tager udgangspunkt i hele jorden – ofte i denne type af bøger, hører man om et lille lukket samfund uden forklaring på, hvad der er blevet af resten af jorden. Marissa Meyers verden er velgennemtænkt og plottet er på alle måder underholdende.

Fantasy, Young Adult

Forudsigelig fantasy

Snow like ashes af Sara Raasch fra forlaget Harpercollins Publishers Inc, 2014. 3/5 stjerner.

Snow like ashes er en fantasy historie om alt fra mørk magi, farlig politik og at opdage ens sande jeg, og bliver anbefalet til fans af Game of Thrones, An Ember in the Ashes og A court of thorns and roses – og ingen af disse fantasy-serier, har jeg læst. Jeg læste Snow like ashes som en del af Goodreads-bogklubben Book in Jar, hvor man diskuterer bogen med en masse andre læsere fra hele verdenen.

For seksten år siden blev kongeriget Winter indtaget og indbyggerne gjort til slaver og deres magiske amulet ødelagt og deres dronning slået ihjel – alt sammen af den voldelige konge af Spring. Kun 25 Winterians flygtede og er på fri fod med det mål at samle amuletten og forhåbentlig få Winters magi ihjel. Meira har været forældreløs siden og kan ikke huske Winters nederlag. Hun drømmer om at blive en stor kriger og er forelsket i sin bedste ven og Winters fremtidige konge – så hun vil gøre hvad som helst for at redde Winter. Derfor beslutter hun selv at lede efter amuletten og får sin faderfigur og lederen af den lille gruppe flygtninge overtalt til, at hun må komme med på sådan en mission. Og selv om det lykkedes hende at finde den ene halvdel finder hun hurtigt sig selv i et spin af ond magi og opdager sin egen sande skæbne.

Bogen er håbløst forudsigelig, men den virker. Den verden, der bygges op, består af otte riger; de fire årstider og fire kunstarter – og årstiderne og kunstarterne kan bestemt ikke sammen. Så bogen virker helt bestemt og er den første af en trilogi, der i øvrigt er færdigudgivet. For mig er det netop denne verden, der bærer meget af fortællingen og den bliver foldet mere og mere ud i løbet af bogen.

Som karakter er Meira ikke den mest spændende – hun irriterer mig faktisk lidt flere gange, men netop fordi verdenen er så godt beskrevet gør det ikke noget. Som karakter virker hun ikke specielt sammenhængende f.eks. ift. ønsket at være en stor kriger og samtidig hendes opførsel overfor f.eks. skjorteløse unge mænd eller at være sur over, når hun rent faktisk for ordre. Historien er fortalt gennem hende men man møder naturligvis også andre karakterer.

Alt i alt en ganske udmærket fantasy-bog til de dage, hvor du har lyst til fantasy men de meget store, lange fantasy-fortællinger virker uoverskuelige og hvor du har brug for noget, der er letlæst og let fordøjeligt.