Fantasy, Young Adult

Når hemmeligheder spænder ben for plottet

Skovrå af Astrid B. Z. Madsen fra forlaget People’s Press, 2019. 3/5 stjerner. 

Granhjem er en skov fuld af hemmeligheder. Alle omkring Granhjem ved det, og for Cas’ forældre, der forsker i særlige skove, er det et mekka. De skal deltage i et naturforskningsprojekt om området – til trods for at ældre medlemmer af lokalsamfundet ikke billiger det. 16-årige Cas er glad for at flytte, for han var en outsider i sit gamle liv. I Granhjem møder han pigen Sarah, som han lige fra starten drages af, men som også har sine egne hemmeligheder. 

Skovrå er en stille og hemmelighedsfuld roman med en underliggende dyster stemning og meget fokus på netop skoven, der næsten bliver sin egen karakter ved siden af de faktiske karakterer i romanen. Der bliver gemt meget på hemmeligheder, og de bliver kun langsomt og ikke engang helt til fulde foldet ud – og det synes jeg er en skam. Særligt slutningen harmonerer ikke med stemningen i resten af romanen, og det er en skam, for der var lagt op til et fantasy-mysterium. 

Ung kærlighed fylder en del i bogen, og Cas’ besættelse af pigen fra sit tidligere liv, giver ikke til fulde mening. Han virker dybest sit en smule tungnem, og det er en skam, for han kunne sagtens have været en outsider uden at have stalket en pige. Hans besættelse af Sarah er trods alt beskrevet bedre og et gensidig, hvorfor det giver mening, at den udvikler sig. 

Det er meget tydeligt, at denne roman er skrevet til og om teenagere, og jeg vil tro, at det er derfor, den ikke fangede mig helt. Præmissen var god, men blev ikke foldet fuldt ud til min smag, men Astrid Madsen skriver godt og kunne sagtens have gået i endnu mere ”horror”-agtig retning efter min mening – men så havde bogen naturligvis været til en mere voksen målgruppe – og derfor passer den nok alt i alt rigtig godt til sin målgruppe og er bestemt en underholdende bog. 

Fantasy, Uncategorized, Young Adult

Let fantasy til en efterårsdag

De udstødtes mærke af Karina Laurberg Bidstrup fra forlaget Egolibris, 2015. 4/5 stjerner.

I landet Nemeria prøver den unge dronning Aya stadig at forlige sig med at have overtaget tronen efter sin far, da en snigmorder bliver sendt ud for at slå hende ihjel, mens hun sover. Snigmorderen er Azriel, en sortelver, der bærer slangemærket, som viser alle, at han er udstødt og som forhindrer ham i at søge hjælp noget steds. Azriel er vant til at udføre sit arbejde godt. så meget desto mere overraskeden er det, at han ikke kan få sig selv til at gennemføre mordet. Attentatet bliver startskuddet på en lang række begivenheder, der fører Aya i krig og lader hende møde forræderi og intriger – og drager. 

Det er ingen hemmelighed at Karina Laurberg Bidstrups bog ”Homo Bestia” er en af mine alltime favorit-bøger. Og i De udstødtes mærke demonstrerer Karina Laurberg Bidstrup samme evne til at opbygge en troværdig verden, som man kan forsvinde ind i. 

Til gengæld tror jeg ikke, at jeg er målgruppen for denne bog – den virker mere YA (altså young adult – ofte i virkeligheden til teenagere) end Homo Bestia, og det kommer blandt andet til udtryk i karaktererne. Bogen fik mig overordnet ikke helt op og ringe. Bevares – det er stadig en velskrevet bog, som jeg læste på én gang. Yup, stort set uden pauser til andet end at spise og tisse, og er man til fantasy-genren er det god underholdning, man kan slappe af med. 

Men karaktererne er ikke så dybe og på én gang sympatiske og komplicerede som man ofte oplever i fantasy – men det gør heller ikke noget, hvis målgruppen måske er lidt yngre. Bogen er let at læse og nem at følge med i – men jeg ville have mere, da den var slut. Derfor glæder jeg mig til bind to udkommer, for selvom Aya og Azriels mangel-på-kommunikation-irriterende forhold ind i mellem fik mig til at rulle med øjnene, så er verdensopbygningen og det overordnede plot veludført, spændende og supergod underholdning. Med andre ord en god fantasy-roman i den lette kaliber – og det kan jo være helt rart, da meget fantasy kan blive meget kompliceret. 

Fantasy, Romantik, Young Adult

Flere dystopiske prinsessedrømme (nej, jeg er ikke engang flov)

The Elite af Kiera Cass fra forlaget Harperteen 2013. 4/5 stjerner. 

Den her bogserie er lidt ligesom junkfood. Jeg fløj gennem bogen på én aften, og det til trods for, at den fuldstændig ligesom The Selection hverken er specielt godt skrevet, plottet er ret tyndt og karaktererne stadig er ret karikerede. Plottet er stort set en fortsættelse af bog ét, bortset fra at de 35 piger nu er indsnævret til seks – eliten. Og konkurrencen om at vinde Maxons hjerte er stærkere end nogensinde – men som enhver god YA-klichefyldt bog er der naturligvis en kærlighedstrekant, og America har svært ved at bestemme, hvor hendes hjerte ligger, Maxon eller Aspen, der *puf* er kommet tilbage i hendes liv og fortryder, at han slog op med hende (!). Samtidig bliver oprørsangrebene hyppigere uden nogen rigtige ved hvorfor – og America tager dummere og dummere beslutninger. Først er hun all over Maxon – så dukker Aspen op og er tryghed, selvom hans personlighed er ca. lige så interessant som en kogt kartoffel. Hun væver frem og tilbage og bliver samtidig sur over, at Maxon bliver i tvivl om hende og bange for, at hun skal såre hans følelser, og derfor naturligvis gør sin prinselige pligt og kurtiserer de andre seks piger i eliten. Samtidig formår hun at falde på sin halvroyale røv og relativt bevise overfor alle, at hun ikke er i stand til at være dronning, for hun kan ikke holde på en hemmelighed, Maxon har fortalt hende i fortrolighed, men viser den frem på nationalt tv, jeg mener… Kongen er måske nok en bitter, gammel mand, men han har måske en pointe i, at hun ikke er en god dronning. Rebellernes bevæggrunde for at ville stjæle bøger, bliver forhåbentlig forklaret i den sidste bog i trilogien, for eftersom det også bliver forklaret at Illeas grundlægger basalt set skabte kastesystemet for at skaffe sig selv mere magt og derved grundlæggende er en idiot, virker mærkeligt. 

Og alligevel er der noget ved denne serie, som gør, at man hverken kan eller vil ligge den fra sig. Lidt fordi man sultent leder efter et dybere plot (det er jo faktisk en dystopisk bog, hvilket der ikke bliver gjort særlig meget ud af) og dels fordi man fanatisk læser sig hen mod, at America skal tage et valg (hvis da ikke kongen smider hende på porten først) – det er jo ret tydeligt, at hun ender sammen med Maxon, men stadig – hun skal tage valget, og Maxon skal også være med på den, nu hvor han faktisk er kommet i tvivl. I øvrigt er The Elite en ligeså smuk bog som The Selection. 

Fantasy, Young Adult

Undervældende oplevelse til trods for godt setup

To best the boys af Mary Weber fra forlaget Thomas Nelson, 2019, 3/5 stjerner.

Hvert år modtager beboerne i Pinsbury Port et mystisk brev, der inviterer alle drenge af passende alder (16 år +) til at konkurrere om et stipendium på Stemwick University. De fattigere beboere kigger for at se, om deres navn er på listen. De velhavende kigger for at se, om deres søn vil overleve. Rhen Tellur kigger for at se om hun kan udlede, hvad blækken og pergamentet er lavet af. For i Caldon provinsen er det kvinderes pligt at blive gode koner, men Rhen vil være videnskabsmand. Og mens de fattige dør af en mystisk sygdom, arbejder Rhen og hendes far for at finde en kur – for Rhens mor er alvorligt syg og har ikke længe igen. Rhen beslutter sig for at tage fremtiden i egne hænder og deltage i den årlige konkurrence forklædt som mand. Sammen med sin kusine Selini kommer de ind i labyrinten, der kan koste én livet. 

Ideen til plottet er virkelig godt, men det er ikke så veludviklet som det kunne være. Mary Weber kunne have taget historien længere. Umiddelbart virker det, som om den er skrevet til et meget ungt publikum. Samtidig er der stærk feministisk indflydelse og kvinde empowerment er et stærkt tema i bogen, men det er næsten for overskyggende. Det er naturligvis for at inspirere læserne, hvilket jeg godt forstår, men det bliver gjort for meget – for direkte til at være elegant og faktisk inspirerende. For nu at tage et eksempel (spoileralert) – der står gentleperson i brevet – ikke gentleman. Så at kvinder faktisk kan deltage i konkurrencen, kommer ikke som en stor overraskelse, da det hele folder sig ud, og det viser sig, at Rhen slet ikke har gjort noget forkert. Kvinder kunne med andre ord hele tiden have deltaget i konkurrencen, der er bare aldrig nogen, der har gjort det eller tænkt så langt.

Verdenen er spændende og plottet omkring labyrinten kunne have været godt – men selve turen ind igennem labyrinten er kun et par kapitler langt, og det gør, at bogen flyder meget langsomt, til trods for den er 310 sider lang. Jeg savnede mere aktion i labyrinten og en mere elegant måde at udfordre kønsnormerne i bogen på. 

Bogen er alt i alt en undervældende oplevelse, der faktisk er svær at huske, når man er færdig med den – og det er en skam. For præmissen om at udfordre normerne og at piger kan hvad som helst er et fint budskab, særligt til et yngre publikum.

Fantasy, Young Adult

Blodig bog med anstrengende hovedperson

Spellslinger af Sebastian de Castell fra forlaget Hot Key Books, 2017. 3/5 stjerner. 

Der er tre ting, som en Jan’Tep skal kunne for at kunne kalde sig en mand. Det første er at demonstrerer styrken til at beskytte din familie. Den anden er at bevise, at du kan udøve den magi, der definerer Jan’Tep’erne. Det tredje er simpelthen at blive 16. Kellen er kun uger væk fra sin 16-års fødselsdag og kan ingen af de tre ting, men han har opdaget, at det bare skal se ud som magi. Men da Ferius Parfax ankommer til byen udfordrer hun Kellen til at vælge en anden vej. Hun er uforudsigelig, men hun er måske også Kellens eneste håb for ikke at ende som en slave for sin familie. 

Okay, okay – jeg har måske nok gået til denne bog med forkerte forudsætninger. For jeg troede den handlede om en ung magiker (uden magi), der snød sig gennem en magisk konkurrence. Det gør den ikke. Den handler godt nok om en ung magiker uden magi, men allerede i kapitel et afslører hans arrogante søster ham for alle de andre. Reichis den lille egernkat, som Jan’Tep’erne er bange for, men som alligevel slår sig sammen med Kellen, vandt mit hjerte fra starten. For Reichis har masser af attitude og gåpåmod – og kan om ikke andet bide lidt fornuft ind i Kellen. For Kellen er irriterende – selvfølgelig formet af, at Jan’Tep’ernes samfund er uretfærdigt og snobbet, og Kellen formår på én gang at være ræd for at blive underklasse og samtidig være snobbet overfor samme underklasse. 

Og så fremstår bogen efter min mening meget ”gore” – der findes ikke et perfekt dansk ord for det. For den er fuld af tortur af mennesker (særligt dem uden magi. Ferius til trods for alle sine talenter skal altså også reddes meget), tortur af Kellen (fra både venner og fjender – og hans egen far. Selvom han gør det for at ”hjælpe”). Og ikke mindst tortur af dyr. Det er sådan Reichis og Kellen bliver venner – Kellen redder ham fra tortur fra sit eget personlige nemesis. 

Plottet fremstod en smule uregelmæssigt, og skulle jeg læse videre i serien ville det udelukkende være for at finde ud af, om vi nogensinde hører mere til Jan’Tep’erne, eller om det bare er efterladt som en løs ende. 

Scifi, Young Adult

Be nice to the nerds

Ready Player One af Ernest Cline fra forlaget Tellerup, 2018. 3/5 stjerner.

Året er 2045, og virkeligheden er et forfærdeligt sted. Det eneste tidspunkt Wade Watts føler sig i live, er når han er logget ind i OASIS, et enormt virtuelt univers hvor det meste af menneskeheden tilbringer deres tid. Da den excentriske skaber af OASIS dør, efterlader han en række svære gåder og udfordringer der er baseret på hans besættelse af den 1980’ernes gamle popkultur. Den første som løser dem alle vil arve hans kæmpe formue og overtage kontrollen over OASIS.

Så finder Wade det første spor, og pludselig er han chikaneret af rivaler som er villige til at dræbe for at vinde præmien. Løbet er startet og den eneste måde at overleve på er at vinde – og konfrontere den virkelige verden han har været så desperat for at flygte fra. 

Ready Player One er nørdefantnasi – et geek utopia. Og det er ret tydeligt, at forfatteren selv er både gamer og nørd, og denne bog er en ode til 1980’ernes popkultur lige fra tegneserie, spil og film. Og jo, jo, jeg har spillet World of Warcraft og har sådan set fint styr på, hvad en Commodore 64 er, men min passion for 1980’erne kan ligge på et ret lille sted, så der er sikkert referencer, jeg ikke har fanget – men bogen kan godt læses alligevel. Du behøver ikke tale flydende nørd (om end jeg gør det sådan lidt) for at nyde bogen. For bogen er et tjubang eventyr og skal læses, fordi det er sjovt. Og det kræver en nørd at skrive sådan en bog – Ernest Cline har styr på sit shit. Selvom det er en futuristisk, dystopisk verden, så er setup’et omkring OASIS realistisk ligefra fællesskabet omkring spillet til måden, man laver sin bruger. Han kender de lange nætter, hvor gamere ikke sover, men er opslugt af et raid og han ved, hvordan der bliver kommunikeret på en gamechat. 

Wade er hovedpersonen og han er god knægt. Han har haft et hårdt liv og er vokset op under triste omstændigheder, og selvom han lidt er en brokkerøv, så giver han ikke nogen skylden for sit liv. Han ved godt, at sådan har omstændighederne bare været. Han kunne have hadet sin mor, der døde af en overdosis, men det gør han ikke. Han er en sød, sørgelig eksistens, fuldstændig opslugt af OASIS. Og så lige pludselig bliver han berømt, men han viser også en god portion viljestyrke – også i den virkelige verden. Han er en god knægt. 

Bogen er rå underholdning af typen, som man gerne læser, og også gerne læser to’eren, hvis den udkommer. Jeg græder ikke snot, hvis nummer to ikke udkommer, men jeg læser den, hvis den gør. Det er en spændende verden, og det er en nørdet eventyr, hvor en ægte nørdet knægt for én gang skyld er hovedpersonen, i stedet for den typiske kliche med en lidt nørdet pige, der ikke ved, hvor køn hun er. Wade er rigtig nørdet af den type, du kan finde ude bag skærmene kl. 3 om natten i gang med et spil – men Wade er samtidig mega cool. 

Be nice to the nerds – you might end up working for one.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr. 

Fantasy, Young Adult

Jeg elsker en god fantasy-verden, men kommer ikke til at savne Primoria

Frost like night af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2016. 3,5/5 stjerner

Den onde kong Angra er i live og hans onde magi spreder sig – ingen er længere i sikkerhed eller kan modstå. Meira vil gøre hvad som helst for at redde hendes verden, men Angra prøver at nedbryde hendes mentale forsvar og hun har desperat brug for at lære at styre sin magi. Lederen af den mystiske orden fra Paisly tilbyder at undervise hende, og hun tager chancen.  Men det går op for hende at for at stoppe den onde magi må hun ind i en labyrint dybt under årstidernes kongeriger og ødelægge roden til den magi, hun desperat prøver at lære – og derved tage livet af sig selv. 

Vi følger også stadig Mather, der bare gerne vil redde Meira. Han har brug for Children of the Thaw for at finde hende og fortælle, hvordan han føler. Men der er forræderi i egne og række og løsningerne synes længere og længere borte. 

Ceridwen, som vi også begynder at følge i tredje bog, vil gerne beskytte sit folk. Angra har slået hendes bror, kongen af Summer ihjel, stjålet hendes kongerige og gjort hende til fange, men hun bliver befriet af en uventet allieret, som også afslører en chokerende sandhed om Summers slavehandel. Mens Angra slipper sin mørke magi løs, kæmper Meira, Marther og Ceridwen for at bringe kongerigerne i Primoria sammen inden det er for sent. 

Frost like night er en my bedre end de tog andre bøger i trilogien. Jeg er stadig vild med den verden, Sara Raasch bygger op, og landet Paisly som den seneste tilføjelse er bestemt ingen skuffelse. Om end plottet stadig er relativt forudsigeligt, så er der alligevel nye ting i bogen. 

Meira til en start gennemgår faktisk en lille udvikling – et af mine helt store problemer med det første bøger. Ikke meget, men nok til hun ikke tager dumme beslutninger heletiden. Jeg kommer nok aldrig til at elske Meira, men hun er helt klart bedre end i de foregående bøger, og hun fremviser endelig noget værdighed til at være den soldaterdronning, hun hele tiden har forsøgt på. Ceridwen er en behagelig om end semi-unødvendig tilføjelse til fortælleren, og bogen veksler mellem jeg-form, når det er Meira og personbunden tredjepersons-fortæller, når det er Marther og Ceridwen. Men det giver os mere af verdenen at se, så jeg klager ikke. 

Spoiler alert i det følgende. 

Mit helt store problem med denne bog er slutningen. Jeg kan egentlig godt lide sidste kapitel ”6 måneder senere” – men lige før det. Jeg synes, det er skuffende, at Sara Raasch kun har mod til at slå bipersoner ihjel, som man ikke har nået at opbygge en følelsesmæssig tilknytning til – det er trods alt en ret voldsom krig, hun beskriver, men vores hovedpersoner kommer igennem, stort set uskadte. Hele Marthers hemmelige overvejelser omkring at redde Meira, som bliver kastet ind i de sidste sekunder af bogen virker urealistiske og alt for belejlige. Især fordi bogen var meget længe om at komme i gang med selve plottet, nemlig labyrinten og kampen mod Angra. Slutningen virker forceret og om end ”6 måneder senere” kapitlet fungerer godt i forhold til at få bundet verdenen sammen igen, kunne det også have fungeret med tab af vigtige hovedpersoner. 

Snow like ashes-trilogien har overordnet været en lidt skuffende oplevelse. Det undrer mig, at den er klassificeret til voksne, for den føles som en YA-bog. Den har ikke rigtig fat i nogle tungere emner, og har hele vejen igennem været meget forudsigelig. Verdenen er rigtig spændende og har været den primære grund til, at jeg har læst alle tre bøger. Jeg elsker en god fantasy-verden. 

Romantik, Young Adult

Prinsesse-reality drømme der virker lidt som litterært narkotika

The selection: Udvælgelsen af Kiera Cass fra forlaget Tellerup, 2014. 4/5 stjerner.

America tilhører en af de lavere kaster i nationen Illéas kasteopdelte samfund og hendes familie lever ofte på sultegrænsen. Derfor burde hun være lykkelig, da hun inviteres til at deltage i Udvælgelsen, hvor landets kronprins for åbent kamera vil vælge sin prinsesse blandt et felt af konkurrenceklare, udvalgte piger. Men America har planer for sig liv og ingen af dem omhandler at skulle date en prins, som hun tror er kedelig og forkælet. Familiens økonomi tvinger hende dog til at deltage i lodtrækningen, og snart befinder hun sig i paladset omgivet af fireogtredive andre piger. Intriger viser sig imidlertid at være et mindre problem, da også landets oprørsstyrker kan se PR-værdien i Udvælgelsen. 

Og jeez! Jeg var hooked fra (nærmest) side et. Det føles som at læse en blanding af Askepot og en eller anden dystopisk fremtidsfortælling – og det føles også som det vildeste guilty pleasure-trip nogensinde. For det er altså ikke stor litteratur – til gengæld er det smaddergod underholdning, og det giver også point i min bog. Det er sjældent, jeg har slugt en bog så hurtigt. Man får alt det, man ikke vil indrømme, man gerne vil have. Håbløst forudsigeligt plot, i en reality-setting i en fremtidsverden, der af en eller anden grund er et miks af den verden, vi kender, men minus mange moderne bekvemmeligheder og så en middelalderlig verden med konger og dronninger og enevælde. Nåja, og med folket delt op i kaster. Hovedpersonen hedder America Singer – og ja hendes særlige talent er, at hun sørme synger. Og hun er indbegrebet af YA-genrens teenagepige hovedperson – men hun er også sej. Hun tør sige sin mening og stå ved sig selv.

Og så er der Maxon – prinsen, der får en kone ud af hele showet. Som 30 piger slås om, men langsomt bliver siet fra én efter én. Han er indbegrebet af den gode prins – han vil i virkeligheden slet ikke være med og vil meget hellere passe på sit folk. Som han i øvrigt ikke rigtig kender. Og som sidste side i den obligatoriske kærlighedstrekant har vi Americas tidligere kæreste Aspen, der slår op med hende, knuser hendes hjerte (teenage-drama-måden, naturligvis) og som vupti, dukker op på slottet og har fortrudt og vil have America igen. 

Kan vi i øvrigt lige pause og i stil med denne bogs præmis være overfladiske? Forsiden er VIDUNDERLIG. Den er bare smuk. Bogen bygger flere gange op til noget dramatisk – der er bl.a. nogle oprørangreb, men vi får ikke helt at vide, hvad de vil og hvem de er. Bogen bliver aldrig rigtig farlig og kan risikere at forstyrre din næste søvn og så ender den naturligvis med en cliffhanger, så du er nødt til at læse næste bog også. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter.