Contemporary, Romantik, Socialrealisme

Chicklit med tyngde

The Curvy Girls club af Michele Gorman fra forlaget Avon, 2014. 4/5 stjerner. 

Pixie, Ellie, Katie og Jane blev bedste venner, da de mødes hos Slimming Zone, hvor de ugentlig bliver vejet og hader deres liv en lille smule mere. Og de er trætte af at blive dømt af et nummer, hvad end det er på vægten eller kalorietælleren, så de bestemmer sig for at mødes i en anden slags klub – The Curvy Girls Club. Og de sjove aftenener, de har sammen uden at tænke på deres størrelse, men blot at være kvinder, der har det sjovt sammen, gør dem lykkeligere end de har været i årevis. 

Men klubben bliver hurtigt populær og går fra fire veninder, der mødes til at være en forretning, og det skubber til pigerne og får den til at konfrontere større problemer end kun deres vægt.  

Hovedpersonerne i denne roman er så lette at identificere sig med – og de beviser, at bare fordi der er et par kilo på sidebenene, så er det stadig kvinder med problemer som alle andre på trods af størrelse – en ting man sjældent ser i chick lit. Samtidig beskytter den heller ikke karaktererne bare fordi de er overvægtige – de er ikke ofre; de er virkelig personer. 

Katie er hovedpersonen, hvis synsvinkel vi følger gennem romanen. Hver eneste af kvinderne havde deres egne problemer, som de skulle overkomme, og Katie er hårdt mærket af at have været overvægtig hele sit liv og pacet af sine forældre til at tabe sig. Hun har døbt sig selv ”Fede Katie” og har konstant fokus på, at hun er overvægtig. I løbet af romanen taber hun sig dog kraftigt – og så hurtigt et vægttab bør naturligvis afføde et besøg hos lægen – hvilket Katie ikke har lyst til, da hun pludselig ikke er ”fede Katie” længere.

Pixie er højlydt – og nogle gange en bitch. Men hun dækker over et voldeligt forhold, så selvom hun kan være skarp og nogle gange virke direkte ond, så har hun sine grunde. Hun er stresset og vred og har svært ved at tage kontrol i sit eget liv. 

Ellie er Katies bedårende roomie, som er mistænksom overfor sin perfekte kæreste Thomas – for hvordan kan en lækker, slank mand forelske sig i en buttet kvinde? Og til sidst er der Jane. Jane leder altid efter den næste slankepille med alvorlige konsekvenser til følge, og har ikke modet til at genoptage sit job som studievært fra før hun fødte og tog kiloene på.Der sker med andre ord en del i romanen, men den er svær at ligge fra sig. Den er realistisk og på hver sin måde er de fire kvinder charmerende og man hepper på, at deres liv ordner sig. Det føltes som at læse om venner, og som om, at man ville kunne melde sig til The Curvy Girls Club, så snart man havde lagt romanen fra sig. Samtidig siger romanen noget vigtigt om body-positivisme – både for de overvægtige og for de slanke. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Anmelderrost, Socialrealisme

Populærlitteratur fra grænsen mellem Finland og Sverige

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2004. 2/5 stjerner.

Bogen fortæller historien om en ung drengs tilværelse i en lille by på grænsen mellem Finland og Sverige. Historien folder sig ud i træsaunaer, bandekrige, at opdage kærlighed til musikken, drikkekonkurrencer og ikke mindst de fantastiske ting, børn oplever, som egentlig ikke rigtig sker. Matti og hans ven Niila vokser op i 1960’erne landsbyen Vittula tæt ved den svensk-finske grænse i den yderste afkrog af Sverige. Den moderne tid kommer kun langsomt til deres egn, og de lokale holder stædigt fast i stolte traditioner som brutal armlægning, langtidsophold i kogende saunaer og sanseløst druk. De to drenge opdager sammen rockmusikken, der kommer til dem som en åbenbaring og som viser vej til en ny livsform.

Og jeg kan godt se, at bogen er en litterær perle – jeg forstår godt, at den er anmelderrost. Den er velskrevet, og Niemi har helt bestemt ordet i sin magt.

Men jeg kan bare ikke!

Jeg er ikke stor fan af socialrealisme – og det bliver ikke bedre af (som jeg ellers troede), at der er tale om udenlandsk socialrealisme. Jeg havde håbet, at det at få et indblik i et andet lands kultur ville tage brodden af det socialrealistiske aspekt, som ofte får mig til at lægge en bog fra mig. For omend jeg har rejst en del i Sverige, har jeg aldrig været så nordligt eller kender særlig meget til Finland. Men denne bog er ikke for mig.

Jeg har svært ved at følge med i de surrealistiske dele af bogen – er der tale om rigtige begivenheder eller udelukkende en drengs fantasi? Og umiddelbart virker Matti temmelig meget for ung til mange af de oplevelser, han har i bogen. Den har også fået ros for at være morsom – jeg lo ikke en eneste gang. Bogen er virkelig mærkelig, langsomt fremadskridende, og slutningen er ikke fyldestgørende – hvorfor man ikke uddybet det chok, der er i slutningen, men skal ligge i hints, man selv må tænke sig til? Desværre en ret typisk ting i socialrealistiske bøger, og det er noget af grunden til, jeg ikke orker dem.

Så jeg vil ikke anbefale Populærmusik fra Vittula. Med mindre du har en markant anden bogsmag end mig. Men det er som sagt ikke en dårlig bog. Den er virkelig velskrevet, og jeg kan sagtens se, hvorfor mange mennesker og anmeldere elsker den. Den var bare ikke for mig.