Contemporary, Romantik

Et plot værd at læse

Manden, der ikke ringede af Rosie Walsh fra forlaget Gyldendal, 2018. 3,5/5 stjerner.

Manden der ikke ringede handler om Eddie og Sarah, der mødes, bruger syv dage sammen, hvorefter de skilles med aftale om at ses igen og meget store ord. Gensidig kærlighed og syv fantastiske sommerdage.

Og så ingenting.

Eddie ringer ikke, og Sarah bliver mere og mere bekymret, ked af og desperat. Men alligevel har Sarah en klar fornemmelse af, at noget ikke stemmer helt, og nægter derfor bare at give op og driver sine nærmeste til irritation og stor bekymring for hende med hendes besættelse.

Og hvis der ikke skal opstå en kæmpemæssig spoiler, kan jeg ikke rigtig fortælle mere om plottet. Men én ting er helt sikkert – det er ikke bare en helt normal kærlighedsroman. Og den er skrevet med det formål, at man sidder og tror, man har regnet det hele ud. Og så vender den op og ned på alting – flere gange. Bogen gav mig i den grad en overraskelse omkring halvejs, og jeg synes faktisk plottet fungerer vanvittig godt. Optakten er bare for lang, for den første halvdel er en beskrivelse af Sarahs desperation. En følelse, som jeg i øvrigt tror de fleste (single)-kvinder kender – den der stigende (irriterende) afhængighed af sin telefon og konstante spørgsmålsstillen til, om man er gået fuldstændig fra forstanden, når man 30 gange i minuttet tjekker for en sms eller en messenger-besked fra en mand, der formentlig ikke skriver. Den del er beskrevet spot on.

Og var der nogensinde en undskyldning for ikke at ringe, så vil jeg sige, at Eddies er plausibel – om end det irriterer mig, at Sarah ikke bliver sur på ham. I hvert fald inden plottet afsløres. Det er jo ikke i orden at ghoste nogen (om end Eddies grunde er mere end almindeligt gode). Går man i øvrigt med på ideen om denne insta-love, om Eddie og Sarah oplever (altså øjeblikkelig forelskelse), så må man også stille sig selv spørgsmålet om kærlighed virkelig overvinder alting undervejs i bogen?

Selve karaktererne følte jeg ikke noget særligt for undervejs i bogen. Jeg finder Sarah en smule urealistisk – selv uden ”ghosting”-forbandelsen, virkede hun ikke som en kvinde, der kunne opbygge og styre et stort firma, som hun ellers har gjort med sin eksmand.

Eddie derimod er nok mere realistisk som karakter, om end en lille smule for ”smiler gennem sorgen”-agtig. Pligtopfyldende måske eller uselvisk. Der er simpelthen for lidt vrede i de to mennesker, i en bog, der ellers kunne have tålt en smule vrede.

Så optakten er lidt langtrukken, og jeg er ikke smaskforelsket i karaktererne, men plottet er fantastisk og helt klart værd at læse. Alene for plottet skyld bør man unde sig selv denne lidt anderledes kærlighedsroman, der håndterer store ting som tab, psykisk sygdom og ødelagte familieforhold. Jeg hørte den som lydbog og holdt vejret hele vejen fra Herning til Vejle, da plottet endelig blev afsløret.

Anmelderrost, Contemporary, Romantik

Lyst til noget sukkersødt?

Rosie Hopkins søde drømme af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2012. 4/5 stjerner.

Lilian Hopkins på 87 har tilbragt sit liv bag disken i slikbutikken i den lille by Lipton, men Lilians helbred er ikke, hvad det har været, og butikken har også set bedre dage. Noget må der gøres, men det er ikke nemt, for butikken gemmer ikke kun på glas med farvestrålende søde sager, men også på hemmeligheder fra Lilians unge dage under 2. verdenskrig. Lilians grandniece, sygehjælperen Rosie, indvilger lettere modvilligt i at gøre familien en tjeneste og forlader sit liv og sin kæreste i London for at tage til Lipton, få slikbutikken solgt og sin grandtante installeret på et plejehjem. Og til at begynde med er det bestemt heller ikke den fedeste tjans, men lige så langsomt falder Rosie til blandt de lokale, og hun må spørge sig selv, om det liv, hun havde i London, er værd at vende tilbage til, og hvis ikke, hvad der så er alternativet.

Bogen fortæller primært Rosies historie, men i flashbacks hører vi også Lilians minder fra tiden omkring krigen og får på den måde udfoldet en fantastisk, flerdimensionel historie. Rosie Hopkins søde drømme er bestemt en romantisk roman, men den har også noget dybde. Historien er roligt og langsomt fremadskridende og indeholder ind i mellem søde opskrifter, som forfatteren Jenny Colgan ønsker at dele med læseren.

Rosie er hovedpersonen i bogen, og det meste af tiden er hun en handlekraftig ung kvinde, der langsomt opdager, hvad hun egentlig vil. Hendes fokus på, at livet slutter, når man fylder 30 og stadig er ugift en smule irriterende, men bortset fra det, kan man nemt sætte sig ind i Rosies tanker om sit eget liv og spørgsmålstagen til, hvor hun egentlig gerne vil være. Hun er nem at relatere til. Lilian Hopkins fremstår i starten som en lidt gnaven, ældre dame, men hun har både humor og varme og gennem flashbacksene får man i den grad udfoldet hendes livshistorie. Bogen er fuldt med skønne, hjertevarme karakterer.

Plottet er ikke forudsigeligt, men er relativt simpelt – men det gør ikke noget, for bogens formål er helt bestemt at være en sød, romantisk roman. Den har i øvrigt vundet en pris som bedste romantiske roman, og den er helt sikkert værd at sætte tænderne i. Samtidig beskriver bogen et helt fantastisk England og med sin malende skrivestil, sætter Jenny Colgan scenen i Lipton, så man nærmest føler, at man er der selv.

En helt igennem hyggelig roman, som man bør unde sig selv med en kop britisk the – og måske en lille skål med slik.