Fantasy, Romantik, Young Adult

Flere dystopiske prinsessedrømme (nej, jeg er ikke engang flov)

The Elite af Kiera Cass fra forlaget Harperteen 2013. 4/5 stjerner. 

Den her bogserie er lidt ligesom junkfood. Jeg fløj gennem bogen på én aften, og det til trods for, at den fuldstændig ligesom The Selection hverken er specielt godt skrevet, plottet er ret tyndt og karaktererne stadig er ret karikerede. Plottet er stort set en fortsættelse af bog ét, bortset fra at de 35 piger nu er indsnævret til seks – eliten. Og konkurrencen om at vinde Maxons hjerte er stærkere end nogensinde – men som enhver god YA-klichefyldt bog er der naturligvis en kærlighedstrekant, og America har svært ved at bestemme, hvor hendes hjerte ligger, Maxon eller Aspen, der *puf* er kommet tilbage i hendes liv og fortryder, at han slog op med hende (!). Samtidig bliver oprørsangrebene hyppigere uden nogen rigtige ved hvorfor – og America tager dummere og dummere beslutninger. Først er hun all over Maxon – så dukker Aspen op og er tryghed, selvom hans personlighed er ca. lige så interessant som en kogt kartoffel. Hun væver frem og tilbage og bliver samtidig sur over, at Maxon bliver i tvivl om hende og bange for, at hun skal såre hans følelser, og derfor naturligvis gør sin prinselige pligt og kurtiserer de andre seks piger i eliten. Samtidig formår hun at falde på sin halvroyale røv og relativt bevise overfor alle, at hun ikke er i stand til at være dronning, for hun kan ikke holde på en hemmelighed, Maxon har fortalt hende i fortrolighed, men viser den frem på nationalt tv, jeg mener… Kongen er måske nok en bitter, gammel mand, men han har måske en pointe i, at hun ikke er en god dronning. Rebellernes bevæggrunde for at ville stjæle bøger, bliver forhåbentlig forklaret i den sidste bog i trilogien, for eftersom det også bliver forklaret at Illeas grundlægger basalt set skabte kastesystemet for at skaffe sig selv mere magt og derved grundlæggende er en idiot, virker mærkeligt. 

Og alligevel er der noget ved denne serie, som gør, at man hverken kan eller vil ligge den fra sig. Lidt fordi man sultent leder efter et dybere plot (det er jo faktisk en dystopisk bog, hvilket der ikke bliver gjort særlig meget ud af) og dels fordi man fanatisk læser sig hen mod, at America skal tage et valg (hvis da ikke kongen smider hende på porten først) – det er jo ret tydeligt, at hun ender sammen med Maxon, men stadig – hun skal tage valget, og Maxon skal også være med på den, nu hvor han faktisk er kommet i tvivl. I øvrigt er The Elite en ligeså smuk bog som The Selection. 

Contemporary, Romantik, Socialrealisme

Chicklit med tyngde

The Curvy Girls club af Michele Gorman fra forlaget Avon, 2014. 4/5 stjerner. 

Pixie, Ellie, Katie og Jane blev bedste venner, da de mødes hos Slimming Zone, hvor de ugentlig bliver vejet og hader deres liv en lille smule mere. Og de er trætte af at blive dømt af et nummer, hvad end det er på vægten eller kalorietælleren, så de bestemmer sig for at mødes i en anden slags klub – The Curvy Girls Club. Og de sjove aftenener, de har sammen uden at tænke på deres størrelse, men blot at være kvinder, der har det sjovt sammen, gør dem lykkeligere end de har været i årevis. 

Men klubben bliver hurtigt populær og går fra fire veninder, der mødes til at være en forretning, og det skubber til pigerne og får den til at konfrontere større problemer end kun deres vægt.  

Hovedpersonerne i denne roman er så lette at identificere sig med – og de beviser, at bare fordi der er et par kilo på sidebenene, så er det stadig kvinder med problemer som alle andre på trods af størrelse – en ting man sjældent ser i chick lit. Samtidig beskytter den heller ikke karaktererne bare fordi de er overvægtige – de er ikke ofre; de er virkelig personer. 

Katie er hovedpersonen, hvis synsvinkel vi følger gennem romanen. Hver eneste af kvinderne havde deres egne problemer, som de skulle overkomme, og Katie er hårdt mærket af at have været overvægtig hele sit liv og pacet af sine forældre til at tabe sig. Hun har døbt sig selv ”Fede Katie” og har konstant fokus på, at hun er overvægtig. I løbet af romanen taber hun sig dog kraftigt – og så hurtigt et vægttab bør naturligvis afføde et besøg hos lægen – hvilket Katie ikke har lyst til, da hun pludselig ikke er ”fede Katie” længere.

Pixie er højlydt – og nogle gange en bitch. Men hun dækker over et voldeligt forhold, så selvom hun kan være skarp og nogle gange virke direkte ond, så har hun sine grunde. Hun er stresset og vred og har svært ved at tage kontrol i sit eget liv. 

Ellie er Katies bedårende roomie, som er mistænksom overfor sin perfekte kæreste Thomas – for hvordan kan en lækker, slank mand forelske sig i en buttet kvinde? Og til sidst er der Jane. Jane leder altid efter den næste slankepille med alvorlige konsekvenser til følge, og har ikke modet til at genoptage sit job som studievært fra før hun fødte og tog kiloene på.Der sker med andre ord en del i romanen, men den er svær at ligge fra sig. Den er realistisk og på hver sin måde er de fire kvinder charmerende og man hepper på, at deres liv ordner sig. Det føltes som at læse om venner, og som om, at man ville kunne melde sig til The Curvy Girls Club, så snart man havde lagt romanen fra sig. Samtidig siger romanen noget vigtigt om body-positivisme – både for de overvægtige og for de slanke. 

Contemporary, Romantik

Når chicklit ikke engang er sukkersødt

30 guys in 30 days af Micol Ostow fra forlaget Simon Pulse, 2005. 2/5 stjerner. 

Claudia Clarkson er vores hovedperson og lige startet på universitet. Og har slået op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år, Drew. Hun savner ham, men har besluttet sig for, at hun ikke vil være bundet, når hun starter på campus. Men hun har simpelthen glemt, hvordan man møder fyre og flirter, så hendes roomie udfordrer hende – møde en ny fyr hver dag i 30 dage. 

Hardcore chicklit får sjældent fem stjerner af mig – men jeg elsker dem. Undtagen så lige denne her. Den var ikke engang sukkersød romantisk eller god til stranden… For det første lider den af ikke at være konsistent – en fyr skifter pludselig navn, tallene i forhold til udfordringen var forkerte og om end det ikke er en fejl, var den virkelig fyldt op med druk. Hvilket man jo gør på universitet, men….

Claudia er virkelig usympatisk og svær at identificere sig med. Hun virker umoden og flad som karakter. Hun slår op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år tilsyneladende uden grund (men inviterer naturligvis det stakkels væsen på besøg, der stadig er forelsket i hende og har break-up sex), men bliver samtidig og med det samme optaget af at starte et forhold med et af sine ”mål” (for det er åbenbart mærkeligt at tale med medlemmer af det modsatte køn dagligt uden øjeblikkeligt at ville starte et forhold med én af dem), begynder faktisk af date en af dem, der minder foruroligende meget om hendes eks, slår op med ham efter en måned, bliver ked af et andet crush er ked af, at hun  fandt en kæreste og ender så op med crush’et. Cladia kan med andre ord ikke finde ud af være single og lige præcis derfor har hun faktisk brug for det. Hvilket jo så ikke sker.

Jeg synes heller ikke udførslen af bogen er særlig elegang – for konceptet er jo faktisk godt nok – 30 fyre på 30 dage. Det kunne have være en sød, sjov chicklit. Men den er akavet og klodset. Til gengæld får forfatteren fint bygget et universitetsliv op, der virker realistisk.Formatet er også anderledes i bogen – den fortælles delvist gennem mails. Hvilket altså er forvirrende. Jeg læste den som e-bog, og jeg havde svært ved at hitte rede i det, fordi det ikke klart er defineret hvornår vi hopper fra mail til en fortællerstemme (hvis vi gør det – jeg er forvirret). Måske den fysiske bog er nemmere. Alt i alt ikke en bog for mig. 

Contemporary, Romantik

Juleslik i et snedækket engelsk landskab

Rosie Hopkins søde jul af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2013. 3/5 stjerner.

I denne skønne julebog tager Rosie Hopkins dig med tilbage til hyggelige Lipton, hvor hun har travlt i sin slikbutik og forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til at fejre jul. Hendes slikbutik er propfuld af rød- og hvidstribede sukkerstokke, bunker af turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun skal bruge juledagene med sin kæreste, Stephen, og hendes familie fra Australien har også meldt sin ankomst. Men midt i det hele rammes det lille samfund af en tragedie, og med den vælter Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.

At vende tilbage til slikbutikken i Lipton, især i december, er som at få et varmt læsekram igen. Alle de elskede karakterer fra Rosie Hopkins søde drømme er med i den viderefortælling om Rosie liv i Lipton, og nye tilføjes. Rosie er heldigvis stadig den samme – handlekraftig, nem at relatere sig til – og giftesyg. Men vi får også et indblik i hendes familie fra Australien og ikke mindst parforholdet med Stephen. Og nye hemmeligheder fra Lilians liv under Anden Verdenskrig glider op til overfladen. 

Tydeligvis er den en romantisk historie med en lykkelig juleslutning, men som med Jenny Colgans andre bøger, så er der alligevel mere end blot en romantisk fortælling. Jeg er vild med Rosie Hopkins, om end hun nogle gange er lidt emsig. Plottet i denne bog er en smule længere ude end i den første bog om Rosie, og den emmer ikke helt så meget af jul, som jeg havde drømt om. Men gensynet med Rosie, Lilian og Lipton var det hele værd, og bogen er på én gang hjerteskærende, humoristisk, varm og så hyggelig, at det halve kunne være nok. 

Romantik, Young Adult

Prinsesse-reality drømme der virker lidt som litterært narkotika

The selection: Udvælgelsen af Kiera Cass fra forlaget Tellerup, 2014. 4/5 stjerner.

America tilhører en af de lavere kaster i nationen Illéas kasteopdelte samfund og hendes familie lever ofte på sultegrænsen. Derfor burde hun være lykkelig, da hun inviteres til at deltage i Udvælgelsen, hvor landets kronprins for åbent kamera vil vælge sin prinsesse blandt et felt af konkurrenceklare, udvalgte piger. Men America har planer for sig liv og ingen af dem omhandler at skulle date en prins, som hun tror er kedelig og forkælet. Familiens økonomi tvinger hende dog til at deltage i lodtrækningen, og snart befinder hun sig i paladset omgivet af fireogtredive andre piger. Intriger viser sig imidlertid at være et mindre problem, da også landets oprørsstyrker kan se PR-værdien i Udvælgelsen. 

Og jeez! Jeg var hooked fra (nærmest) side et. Det føles som at læse en blanding af Askepot og en eller anden dystopisk fremtidsfortælling – og det føles også som det vildeste guilty pleasure-trip nogensinde. For det er altså ikke stor litteratur – til gengæld er det smaddergod underholdning, og det giver også point i min bog. Det er sjældent, jeg har slugt en bog så hurtigt. Man får alt det, man ikke vil indrømme, man gerne vil have. Håbløst forudsigeligt plot, i en reality-setting i en fremtidsverden, der af en eller anden grund er et miks af den verden, vi kender, men minus mange moderne bekvemmeligheder og så en middelalderlig verden med konger og dronninger og enevælde. Nåja, og med folket delt op i kaster. Hovedpersonen hedder America Singer – og ja hendes særlige talent er, at hun sørme synger. Og hun er indbegrebet af YA-genrens teenagepige hovedperson – men hun er også sej. Hun tør sige sin mening og stå ved sig selv.

Og så er der Maxon – prinsen, der får en kone ud af hele showet. Som 30 piger slås om, men langsomt bliver siet fra én efter én. Han er indbegrebet af den gode prins – han vil i virkeligheden slet ikke være med og vil meget hellere passe på sit folk. Som han i øvrigt ikke rigtig kender. Og som sidste side i den obligatoriske kærlighedstrekant har vi Americas tidligere kæreste Aspen, der slår op med hende, knuser hendes hjerte (teenage-drama-måden, naturligvis) og som vupti, dukker op på slottet og har fortrudt og vil have America igen. 

Kan vi i øvrigt lige pause og i stil med denne bogs præmis være overfladiske? Forsiden er VIDUNDERLIG. Den er bare smuk. Bogen bygger flere gange op til noget dramatisk – der er bl.a. nogle oprørangreb, men vi får ikke helt at vide, hvad de vil og hvem de er. Bogen bliver aldrig rigtig farlig og kan risikere at forstyrre din næste søvn og så ender den naturligvis med en cliffhanger, så du er nødt til at læse næste bog også. 

Contemporary, Romantik

Et plot værd at læse

Manden, der ikke ringede af Rosie Walsh fra forlaget Gyldendal, 2018. 3,5/5 stjerner.

Manden der ikke ringede handler om Eddie og Sarah, der mødes, bruger syv dage sammen, hvorefter de skilles med aftale om at ses igen og meget store ord. Gensidig kærlighed og syv fantastiske sommerdage.

Og så ingenting.

Eddie ringer ikke, og Sarah bliver mere og mere bekymret, ked af og desperat. Men alligevel har Sarah en klar fornemmelse af, at noget ikke stemmer helt, og nægter derfor bare at give op og driver sine nærmeste til irritation og stor bekymring for hende med hendes besættelse.

Og hvis der ikke skal opstå en kæmpemæssig spoiler, kan jeg ikke rigtig fortælle mere om plottet. Men én ting er helt sikkert – det er ikke bare en helt normal kærlighedsroman. Og den er skrevet med det formål, at man sidder og tror, man har regnet det hele ud. Og så vender den op og ned på alting – flere gange. Bogen gav mig i den grad en overraskelse omkring halvejs, og jeg synes faktisk plottet fungerer vanvittig godt. Optakten er bare for lang, for den første halvdel er en beskrivelse af Sarahs desperation. En følelse, som jeg i øvrigt tror de fleste (single)-kvinder kender – den der stigende (irriterende) afhængighed af sin telefon og konstante spørgsmålsstillen til, om man er gået fuldstændig fra forstanden, når man 30 gange i minuttet tjekker for en sms eller en messenger-besked fra en mand, der formentlig ikke skriver. Den del er beskrevet spot on.

Og var der nogensinde en undskyldning for ikke at ringe, så vil jeg sige, at Eddies er plausibel – om end det irriterer mig, at Sarah ikke bliver sur på ham. I hvert fald inden plottet afsløres. Det er jo ikke i orden at ghoste nogen (om end Eddies grunde er mere end almindeligt gode). Går man i øvrigt med på ideen om denne insta-love, om Eddie og Sarah oplever (altså øjeblikkelig forelskelse), så må man også stille sig selv spørgsmålet om kærlighed virkelig overvinder alting undervejs i bogen?

Selve karaktererne følte jeg ikke noget særligt for undervejs i bogen. Jeg finder Sarah en smule urealistisk – selv uden ”ghosting”-forbandelsen, virkede hun ikke som en kvinde, der kunne opbygge og styre et stort firma, som hun ellers har gjort med sin eksmand.

Eddie derimod er nok mere realistisk som karakter, om end en lille smule for ”smiler gennem sorgen”-agtig. Pligtopfyldende måske eller uselvisk. Der er simpelthen for lidt vrede i de to mennesker, i en bog, der ellers kunne have tålt en smule vrede.

Så optakten er lidt langtrukken, og jeg er ikke smaskforelsket i karaktererne, men plottet er fantastisk og helt klart værd at læse. Alene for plottet skyld bør man unde sig selv denne lidt anderledes kærlighedsroman, der håndterer store ting som tab, psykisk sygdom og ødelagte familieforhold. Jeg hørte den som lydbog og holdt vejret hele vejen fra Herning til Vejle, da plottet endelig blev afsløret.

Anmelderrost, Contemporary, Romantik

Lyst til noget sukkersødt?

Rosie Hopkins søde drømme af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2012. 4/5 stjerner.

Lilian Hopkins på 87 har tilbragt sit liv bag disken i slikbutikken i den lille by Lipton, men Lilians helbred er ikke, hvad det har været, og butikken har også set bedre dage. Noget må der gøres, men det er ikke nemt, for butikken gemmer ikke kun på glas med farvestrålende søde sager, men også på hemmeligheder fra Lilians unge dage under 2. verdenskrig. Lilians grandniece, sygehjælperen Rosie, indvilger lettere modvilligt i at gøre familien en tjeneste og forlader sit liv og sin kæreste i London for at tage til Lipton, få slikbutikken solgt og sin grandtante installeret på et plejehjem. Og til at begynde med er det bestemt heller ikke den fedeste tjans, men lige så langsomt falder Rosie til blandt de lokale, og hun må spørge sig selv, om det liv, hun havde i London, er værd at vende tilbage til, og hvis ikke, hvad der så er alternativet.

Bogen fortæller primært Rosies historie, men i flashbacks hører vi også Lilians minder fra tiden omkring krigen og får på den måde udfoldet en fantastisk, flerdimensionel historie. Rosie Hopkins søde drømme er bestemt en romantisk roman, men den har også noget dybde. Historien er roligt og langsomt fremadskridende og indeholder ind i mellem søde opskrifter, som forfatteren Jenny Colgan ønsker at dele med læseren.

Rosie er hovedpersonen i bogen, og det meste af tiden er hun en handlekraftig ung kvinde, der langsomt opdager, hvad hun egentlig vil. Hendes fokus på, at livet slutter, når man fylder 30 og stadig er ugift en smule irriterende, men bortset fra det, kan man nemt sætte sig ind i Rosies tanker om sit eget liv og spørgsmålstagen til, hvor hun egentlig gerne vil være. Hun er nem at relatere til. Lilian Hopkins fremstår i starten som en lidt gnaven, ældre dame, men hun har både humor og varme og gennem flashbacksene får man i den grad udfoldet hendes livshistorie. Bogen er fuldt med skønne, hjertevarme karakterer.

Plottet er ikke forudsigeligt, men er relativt simpelt – men det gør ikke noget, for bogens formål er helt bestemt at være en sød, romantisk roman. Den har i øvrigt vundet en pris som bedste romantiske roman, og den er helt sikkert værd at sætte tænderne i. Samtidig beskriver bogen et helt fantastisk England og med sin malende skrivestil, sætter Jenny Colgan scenen i Lipton, så man nærmest føler, at man er der selv.

En helt igennem hyggelig roman, som man bør unde sig selv med en kop britisk the – og måske en lille skål med slik.