Biografi, Nonfiktion

Når en drengedrøm bliver til virkelighed

Andreas Mogensen Min rejse til Rummet af Thomas Djursing, Henrik Bendix & Andreas Mogensen fra forlaget Politiken, 2016. 4/5 stjerner. 

Det er næppe en hemmelighed for nogle bosiddende i Danmark eller med interesse i Danmark, at den danske astronaut Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde rejste til den Internationale Rumstation d. 2. september 2015. Han tilbragte otte dage i rummet, men drømmen om at gøre “the sky is the limit”-ordsproget til skamme startede allerede som dreng.

Bogen “Andreas Mogensen – min rejse til rummet” af Henrik Bendix og Thomas Djursing er en flot og velskrevet bog med afsnit skrevet af både Andreas Mogensen, men også hans nærmeste, bl.a. hustruen Cecilie. Samtidig er der fakta-sider i den (de blå sider), der fortæller mere “nørdet” og i dybden om rumfart, dansk rumforskning, rumfartshistorie og andre ting, der kan give en forståelse for den verden, Andreas Mogensen er en del af. De kan dog springes over, hvis man ikke er til den slags og bare vil læse Andreas’ historie – det ved jeg f.eks. min mor gjorde. Bogen er samtidig spækket med både private og offentlige fotos fra Andreas’ liv fra han var helt lille til hans tur til rummet.

Andreas Mogensen fortæller i bogen om sin opvækst, hvor familien rejste meget rundt og bragte ham tidlige erfaringer og kendskab til verden – og måske gav ham mod til at flytte til London, da uddannelsen som rumfartsingeniør ikke fandtes i Danmark, da han blev uddannet. Bogen fortæller om hans jobjagt, der førte ham vidt omkring i verden, bl.a. på en boreplatform og til Congo, der lærte ham at arbejde under farlige forhold. Hvordan han mødte hustruen Cecilie og det lange, krævende ansættelsesforløb, han var igennem for at blive ESA astronaut. Og ikke mindst en indgående beskrivelse af Andreas oplevelse på den Internationale Rumstation.

Det er en tung og lækker bog, der helt sikkert er værd at læse, også selvom man ikke har særlig interesse i rumfart. Omdrejningspunktet er et menneske drevet af lidenskab, der er villig til at ofre næsten alt for at nå sit mål, og det er på én gang fascinerende, inspirerende og svært at forstå.

Nonfiktion

En hyggelig bog på en regnfuld efterårsdag

Den lille bog om hygge af Meik Wiking fra forlaget Turbine, 2017. 4/5 stjerner.

Meik Wikings bog om hygge er simpelthen så fin og hyggelig en lille bog, der både med humor og varme fortæller om noget ærkedansk; hygge. Hygge er svært at beskrive. Hygge er noget man føler, men Meik Wiking, der er direktør for Institut for Lykkeforskning i København giver det alligevel et solidt skud. Og måske hygge skyldes Danmarks position som et af verdens lykkeligste lande?

Umiddelbart virker det som om, den er skrevet til folk, der ikke er bosiddende i Danmark og ikke kender til begrebet hygge – og gerne vil være at blive lige så lykkelige, som de forjættede danskere. Den kan opfattes som en guide til at få lidt af det der magiske, danske, der åbenbart medfører lykke. Men som dansker (og stooooor fan af hygge) er det et sjovt portræt af hygge. Faktisk har bogen været brugt til netop det i en af mine yndlingspodcasts By the book, hvor Kristen og Jolenta hver anden lever efter en ny selvhjælpsbog. Det mener jeg i øvrigt ikke, at bogen er – og efter at have læst den, finder jeg den en smule misplaceret i den podcast. (Men derfor vil jeg varmt anbefale podcasten alligevel).

Bogen er en fin beskrivelse af de mange facetter af hygge og trækker også paralleller til andre lande, der har begreber, der måske alligevel minder lidt om hygge. Det er både en smuk og inspirerende bog, der helt sikkert fik mig til at sætte mig under et varmt tæppe med en varm drik og nyde, at det blæste og ruskede udenfor.

Begyndelsen af bogen – og ca. de første 100 sider – står for mig helt klart som de stærkeste med en hel del humor og som var svære at stoppe at læse, da jeg først var kommet i gang. At bogen mod enden blev en smule ensformig, kan måske skyldes, at jeg udmærket godt ved, hvad hygge er. Alligevel er det interessant at læse fra en lykkeforskers perspektiv – der i øvrigt i hyggens ånd har spækket bogen med personlige anekdoter, hvilket jeg vil tro er med til at eksemplificere hygge for alle dem, der ikke kender til hygge. Jeg vil helt anbefale den som en letlæst efterårsbog, for som Meik Wiking gør opmærksom på, så er hygge bare bedst efterår og vinter – og måske medicinen mod det vejr, vi i Danmark har fra oktober til marts, som Helen Russell i Mit år som dansker kalder soulsucking darkness. Og her er Den lille bog om hygge helt klart en del af medicinen.

Nonfiktion

Danskhed med nye briller

Mit år som dansker af Helen Russell fra forlaget Turbine, 2017. 4/5 stjerner.

Mit år som dansker er Helen Russells lykkeprojekt. Hun vil finde den hemmelighed, der gør at Danmark i mange år er blevet kåret som verdens lykkeligste land.

Helen levede ellers et upper class britisk liv som redaktør på et magasin i London og uden helt selv at opdage, at arbejdspresset og stressen over ikke at kunne blive gravid faktisk sled på hende. Så blev hendes mand (i bogen kaldet Legomand) tilbud i job i Lego – langt ude i det mørke Jylland. Ikke engang København var hendes egen først reaktion. Men hun beslutter sig til at leve dansk et år og se, om hun bliver lykkeligere.

Bogen er en sjov og skarp rapport om danskhed (og måske især Jylland – et kulturclash jeg selv opdagede, da jeg i 2014 flyttede fra en københavnsk forstad til den jyske hede) tilsat en smule britisk arrogance og tør humor. Det er en fortælling om, hvor svært det kan være at være immigrant og ikke mindst er det en karakteristik af Danmark, spækket med oplysninger, du formentlig godt ved i forvejen – men nu set med udenlandske briller. Og tilsyneladende gør vi mange mærkelige ting i Danmark. Helens beskrivelser af Sankt Hans og julefrokoster er sjove og nærmest chokerede og hendes åbenlyse undren over J-dag var komisk. Og ikke mindst hendes fascination af wienerbrød (danish på engelsk) – især kanelsnegle, som hun spiser hver dag indtil det går op for hende, at danskere ikke spiser wienerbrød hver dag – og det dermed ikke er vores hemmelighed til at være verdens lykkeligste land. Hun kommer godt rundt om det danske samfund lige fra uddannelse, sundhed og sæsonafhængig depression.

Bogen er opdelt i kapitler og 12 af dem har navne efter månederne. Hver måned tackler Helen et nyt emne i det danske samfund og forundres på ny over vikingernes måde at gøre tingene på.

Dette er også en bog jeg hørte som lydbog på Audible under køreture og træningssessioner og jeg måtte tage mig selv i ikke at skraldgrine i træningscenteret eller på kørebanen. Det er en varm fortælling om vores land og en måde at se Danmark på, som vi ikke selv gør. Og et wake up call om hvor godt vi egentlig har det. Der er selvfølgelig ting, hun misser, ikke er helt korrekte eller er afhængige af, at hun bor i en lillebitte by på den jyske østkyst – men alt i alt er det et levende og spot on portræt af Danmark, der helt klart er værd læse. Den er også værd at læse, hvis du af en eller anden grund overvejer at immigrerer. Jeg selv havde aldrig tænkt, at det var så svært at flytte fra England til Danmark – det er jo et af de lande vi ofte sammenligner os med (næstefter de nordiske lande og Tyskland) – og det er interessant at læse om, hvor stor en forskel, små nuancer i kultur, gør.

Og jeg vil også bemærke, at selvom jeg hørte denne bog under en hedebølge i sommers, så er der temmelig meget fokus på hygge. Og hygge er jo som bekendt meget sammenhængende med efterår og vinter, stearinlys og familietid, så lykkedes det denne bog at sætte mig i efterårsstemning og begynde at bruge stearinlys, selvom det var højsommer. Og hvorfor ikke? Vi kan da hygge hele året!

Biografi, Military, Nonfiktion

American Wife

American Wife af Taya Kyle fra forlaget HarperCollins I 2016 5/5 stjerner.

American Wife er en enormt personlig fortælling om et ægteskab, en mand, en kvinde, kærlighed, enorm sorg og så meget mere. Og den er så svær at læse. Selv denne anmeldelse er svær at skrive uden tårer i øjnene. Det er en enormt stærk bog. Men selvom man sidder med tårerne trillende ned ad kinderne store dele af bogen, så er den så værd at læse. Man lærer Taya Kyle at kende, men man lærer i den grad også en anden side af Chris Kyle at kende og ikke mindst hele forløbet efter hans død i 2013.

Taya Kyle er fantastisk. Så nemt kan det siges. Hun er ydmyg, har været gennem så meget lige da hun troede, at nu var alting sikkert, hun er stærk og hun er i den grad en rollemodel.

Bogen handler naturligvis om hendes oplevelser efter at møde og giftede sig med American Sniper Chris Kyle, der var den dødeligste snigskytte i amerikansk historie nogensinde, om deres liv sammen, om deres kamp for veteraner efter Chris stoppede i Navy Seal og ikke mindst hans alt for tidlige død, da han blev skudt af en veteran med mange psykiske problemer (mere end bare PTSD, som ellers er en populær misforståelse) i februar 2013. Problemer, han i øvrigt ikke var bekendt med, men som Taya skriver i bogen; han havde nok taget afsted den morgen alligevel, for Chris sagde aldrig nej til en veteran med problemer. Men måske havde han taget yderligere forholdsregler. Det er hjerteskærende at høre om børnenes reaktion, at se billedet af Angel, der tager afsked med sin fars kiste. Men det er samtidig fascinerende, for Taya Kyle er hudløst ærlig. Hun har ikke skrevet et glansbillede, hun har skrevet om deres ægteskab med alle de små bump, der var på vejen og ikke mindst om den store sorg, der var ved at flå hende fra hinanden og hvordan hun stadig forsøger at håndtere sorgen og savnet. Hun beskriver også både romanen, der fik Kyle-familien ind i de amerikanske hjerters tilblivelse (før Chris’ død) og ikke mindst filmens tilblivelse efter. Om den generøsitet hun oplevede, men også om de onde tunger, der pludselig dukkede op efter Chris død.

Og alligevel vender siderne sig selv. Den er fantastisk velskrevet og svær at stoppe med igen, når man først er i gang. Jeg vil tro, det er en fordel at have læst American Sniper, for hun henviser en del til bogen og til begivenheder, der er beskrevet i den. Men det er ikke nødvendigt. Og selvom du primært er interesseret i Chris Kyle, så er den stadig værd at læse, for du får i den grad også et indblik i ham.

Tilbage er der kun at sige; læs den! (men lad være med at læse den mens du tager offentlig transport, som jeg gjorde, i hvert fald når du er nået ca. halvejs. Dine medpassagerer vil formentlig synes, at det er underligt, at du sidder og kæmper med tårerne over en bog).

Nonfiktion

Giganternes kamp om en telefon

Hanekamp -da krigen brød ud mellem Apple og Google af Fred Vogelstein fra forlaget People’s press, 2014. 3/5 stjerner.

”Hanekamp” af Fred Vogelstein er en bog, der egentlig er svær at beskrive. Den handler om den periode, hvor Apple og Google gik fra at være venner-ish til at være indædte fjender, der kæmper om retten til smartphonen.

Google, I har kraftedeme kopieret iPhonen, fuldstændig planket os. Det er groft tyveri, og jeg vil kæmpe til mit sidste åndedrag og bruge hver en dollar af Apples 40 milliarder i banken for at rette op på den uret. Jeg vil knuse Android, for d et er et stjålet produkt. Jeg er parat til at indlede en atomkrig for det. – Steve Jobs.

Bare hvis nogen var i tvivl om, at det i hvert fald for Apple var personligt – måske også båret af, at Steve Jobs nærmest var mentor for Googles to direktører – før det gik op for Apple, at Google var ved at udvikle Android altså.

Det er en bog, der beskriver de to giganter som kyniske virksomheder, der skal have sorte tal på bundlinjen (hvilket formentlig er rigtigt), men det er også tydeligt at mærke forskellen på Apple og Google – hvor Apple var ledet af en stærk personlighed, er Google et helt anden type selskab – bare prøv at google (høhø, get it?) Googles hovedkvarter i Silicon Valley, hvis du er i tvivl. En krig, der formentlig ikke er afsluttet endnu, og som ofte er foregået for åben skærm.

Og en kamp, der nærmest har fået religiøs karakter – er man til Android eller Apple? Jeg er personligt apple-pige through and through, men har intet imod Android og forstår såmænd godt, at folk ønsker en lidt billigere telefon der jo stort set kan det samme (jeg synes bare Apples design er pææænt). Men jeg har oplevet to mennesker stå på mit kontor og svine Apple til, da jeg netop havde fået den Mac på arbejdet, der skulle klippe de videoer, jeg producerer, mens jeg satte den op og forsøgte at passe mit job. Så kom ikke og sig, at det ikke har religiøs karakter (og jeg har i øvrigt ikke ondt ord at sige om Android – jeg var glad for min HTC, dengang jeg ikke havde opdaget iPhone endnu – og jeg er ligeglad hvad mine kollegaer bruger af software, bare de løser deres opgaver…).

Jeg er egentlig overbevist om, at Fred Vogelstein selv har en iPhone, men han lykkedes med at beskrive selskaberne nogenlunde neutralt og belyse krigen om smartphonen fra begge sider. Fred Vogelstein er journalist for Wired og har fulgt om denne rivalisering nærmest fra før den begyndte og har derfor en unik indgang til kilderne. Han kan tage læseren med ind på kontorerne og har hørt mange af historierne fra hovedpersonerne selv.

Man kan godt mærke at bogen er skrevet af en journalist, uden at den dog bliver direkte artikel-agtigt at læse. Bl.a. belyser Fred Vogelstein selv sin journalistiske metode ift. bogen og det er meget interessant at læse, hvis man som mig har en interesse i journalistik.

Hvis du er ”religiøs” omkring Apple eller Android, så bør du læse bogen – netop fordi den belyser begge sider. Hvis du er interesseret i teknologi, software eller Silicon Valley, bør du læse bogen. Det er en god bog, den er skrevet interessant og for mig var den nem at læse – men det kræver nok, at man har en interesse for emnet, mere end andre bøger. Jeg ville ønske, der havde været lidt billeder undervejs – jeg kan ikke huske den første iPhone (men jeg googlede den undervejs. Ironisk nok) og jeg har faktisk aldrig set de første Android telefoner eller de telefoner, Google selv producerede. Jeg savnede lidt ansigter på de mange hovedpersoner, der bliver tegnet op i bogen – det var kun Steve Jobs, jeg på forhånd vidste, hvem var. Men alt i alt en spændende og god bog for den teknologi-interesserede – og man får en masse oplysninger om begge selskaber, som man ikke vidste i forvejen.

Biografi, Musik, Nonfiktion

Ikke død endnu, ikke døv endnu

Ikke død endnu af Phil Collins fra forlaget Memoris, 2017. 3,5/5 stjerner.

Ikke død endnu er Phil Collins selvbiografi, der med selvironi og varme fortæller sin livshistorie lige fra barndommens drømme om at blive skuespiller, til venskabet med Eric Clapton og Robert Plant og samarbejdet med the Beatles. Han beskriver Live Aid-koncerten, hvor han blev fløjet med Concorde for at kunne spille både i England og USA på samme dag som den eneste musiker. Og han fortæller historierne, der var massivt dækket af pressen – ofte fejlagtigt – fra sin egen vinkel.

Personligt fortæller han om tre forliste ægteskaber, om nedturen, der næsten fik ham til at drikke sig selv ihjel, men også om en ukuelig tro på kærligheden og ikke mindst musikken. I 80’erne og 90’erne var han overalt både med Genesis og som solist. Han er en af tre, der har solgt over hundrede millioner album både som bandmedlem og solist og er dermed medlem af en eksklusiv klub – de to andre er Michael Jackson og Paul McCartney. Hvad end du er til Genesis eller Phil Collins, så er bogen helt sikkert værd at læse. Den er godt fortalt og flyder gennem fortællingen, men man får også fornemmelsen af et menneske bag facaden og et menneske med drømme om familieliv.

Jeg er f.eks. selv Phil Collins-pige – det klassiske spørgsmål med Phil Collins er jo, om man er til Genesis eller Phil selv. Ikke fordi jeg har noget imod Genesis – jeg er bare for ung til rigtig at have hørt det. Jeg faldt for hans musik, da han lavede Tarzan for Disney og siden udforskede jeg flere af hans album selv – dels fordi jeg er vild med trommer og dels fordi han har en unik stemme. Desuden hørte jeg bogen som lydbog på engelsk – fortalt af Phil Collins selv. Den er billigere at købe på engelsk og også som lydbog på audible, så hvis du har muligheden, vil jeg anbefale det. Jeg er vild med biografier fortalt af forfatteren selv – det giver en dybde til bogen. Især fordi Phil Collins stemme er så unik – man er slet ikke i tvivl om, at det er ham.

Er du slet ikke til Phil Collins er den måske ikke for dig – men det er alligevel en spændende fortælling om et menneske, der ofrede meget for musikkens skyld, så jeg vil varmt anbefale den til alle musikinteresserede.

Biografi, Military, Nonfiktion

American sniper

American Sniper af Chris Kyle ved forlaget HarperCollins, 2012. 5/5 stjerner.

Den her bog er fantastisk, spændende, interessant, åndeløs… den er så god. I senere udgaver er der indarbejdet et kapitel om Chris Kyles død i 2013. Og det er svært at komme igennem, men en vigtig del af Kyles historie.

Chris Kyle var den dødligste amerikanske snigskytte nogensinde, kaldet ”Djævlen” af modstanderne, når han var udsendt og ”Legenden” af sine Navy Seal kammerater.

Fra 1999 til 2009 var han snigskytte for U.S. Navy Seals og Pentagon havde over 150 registrerede kills på ham – Kyle verificerer dog ikke det eksakte tal i bogen. Under krigen i Irak frygtede de irakiske oprørere ham så meget af de gav ham øgenavnet ”Djævlen” og udlovede en belønning til enhver der kunne dræbe Kyle. Samtidig blev han en legende blandt sine amerikanske kollegaer fra både Seals, Marines og Hæren, idet han beskyttede dem som snigskytte fra tagtoppe og skjulte positioner. Bl.a. beskriver han levende sit længste skud på omkring 1920 meter, der dræbte en oprører, der var i gang med at fyre en manuel panserværnsgranatkaster af på en amerikansk konvoj. Chris Kyle kalder selv netop det skud ”heldigt”.

Chris Kyle voksede op i Texas og lærte tidligt at skyde på adskillige jagtture med sin far som dreng. Han besluttede dog at indrullere sig i den amerikanske flåde (han ville oprindeligt være marinesoldat) og senere i Navy Seals og beskriver levende anstrengelserne og uddannelsen forud for at blive en Seal. Om den ekstreme vilje, der skal til og om alt det, de udsættes for, bl.a. Hell Week, som nok er det mest kendte. Og han taler åbent om krig – også alt det, der har gjort ondt, har været svært eller decideret horribelt. Han blev selv skudt to gange og mistede adskillige af sine bedste venner i krig.

Man kunne tro, at en øjenvidneberetning fra en lang militær karriere og mange udsendelser var en bog om drab, krig og forfærdeligheder, og det er den også. Men Chris Kyles personlige skildring gør det menneskeligt og giver et helt unikt indblik i en verden, alle os uden for aldrig rigtig oplever eller måske forstår – nemlig hvordan det er at være soldat i krig. Bogen skildrer et billede af en gennemført god mand, der gerne vil gøre en forskel i verdenen, men vandrer på en knivsæg mellem det at være soldat for USA og familiefar for Taya og børnene.

Bogen fortæller også om hans soldaterkammerater og har kapitler skrevet af Kyles kone Taya, om afsavnet, det at være enemor, mens ens mand er i krig og den virkning krigen har haft på Chris Kyle – indtil hun til sidst sagde stop og han i 2009 trak sig ud af Navy Seals og i stedet i samarbejde med FITCO Cares Foundation grundlagde Heroes Project, der den dag i dag sørger for fitnessudstyr træning og personlig hjælp til veteraner med handicap og PTSD. Jeg er vild med kapitlerne skrevet af Taya Kyle og hendes bog ”American Wife” skrevet efter hans død er bestemt på min to read-liste.

Bogen er en adrenalinfyldt, åndeløs og dybt personlig oplevelse om ekstremt målrettede mennesker, der trækker dig gennem hele følelsesregistret og i den grad er værd at læse.

Nonfiktion

På togrejse gennem Schweiz

Slow train to Switzerland af Diccon Bewes fra forlaget Nicholas Brealey Publishing i 2014. 3/5 stjerner.

Bogen er skrevet af rejseforfatter Diccon Bewes, der bor i Schweiz og har skrevet flere bedst sælgende bøger om Schweiz. Denne bog handler om to togrejser – Miss Jemimas i 1863 og Diccons i 2013. Han har nemlig fundet hendes dagbog, der handler om Thomas Cooks første tur gennem Schweiz med Junior Alpine Club. Diccon Bewes har ret i en ting; at følge gamle rejsebøger, giver mulighed for at se steder, der er blevet glemt, men stadig er smukke og et besøg værd. Bogen afslører et indgående kendskab til Schweiz historie og befolkning og ikke mindst en god beskrivelse af Miss Jemimas og Diccon og hans mors egne identiske ture gennem Schweiz.

Jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at komme igennem denne bog. Jeg købte den på grund af titlen (!), da jeg så den i et vindue i en boghandel i Interlaken, Schweiz. Jeg købte den fordi min moster og onkel i mere end et årti har taget på ferie i Schweiz netop med tog. Og jeg var selv i Schweiz og kom rundt med tog (i øvrigt sammen med min moster og onkel og resten af min familie) og havde en dejlig ferie.

For mig personligt er den sjov, fordi to at kapitlerne omhandler steder, jeg besøgte i Schweiz, nemlig Interlaken og Grindelwald, og det viser sig, at Miss Jemima boede på det samme hotel, som jeg boede; Hotel DuLac (helt sikkert et besøg værd). Og skal jeg til Schweiz igen, kunne jeg godt finde på at konsultere den for at finde steder, som moderne rejsebøger ikke nævner, som jeg gerne vil se (eller bare steder, jeg gerne vil se efter at have hørt dem så indgående beskrevet i bogen). Men jeg læser den ikke fra enden til anden igen. Skrivestilen er meget rolig og meget engelsk (til tider endda grænsende til en lille smule arrogant og næsten for langsom). Jeg er f.eks. ikke sikker på, at schweizerne er helt enige i, at det er takket været England, at Schweiz er et rigt land i dag, som bogen postulerer. Men kan man se ud over det, så er den fyldt med interessante oplysninger, hvis du interesserer dig for Schweiz eller skal til Schweiz. Jeg ville ønske, at jeg havde opdaget den før mit besøg.

Rigtig interessant bliver den faktisk i efterordet, hvor Diccon Bewes opdager en personlig forbindelse til Miss Jemima. Jeg ville ønske, at han havde inkluderet dette tidligere, omend det ikke er relevant for bogen, men det gjorde den alligevel ekstra særlig.

Nonfiktion

Livets regler og hvordan man (måske) bliver lykkelig

Papmachereglen af Hella Joof ved forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hella Joofs papmachereglen er en lun, humoristisk og varm karakteristik af alle de små usagte regler, der (måske) eksisterer i samfundet. Og det er en bog, jeg købte helt spontant. Jeg var egentlig i Bog og Ide i en helt anden anledning, og det nærmede sig sommer – og så lå den på en af sommerbogshylderne (ikke engang en af tilbudssommerhylderne). Jeg ved ikke helt, hvad det egentlig var ved den, der tiltrak mig. Jeg er fan af Hella Joof og har været det siden jeg så hende i Bullerfnis og Blypperne som lille – så spontant samlede jeg den op og tog den med hjem. Og jeg har ikke fortrudt. Og jeg har allerede prakket den min mor på, så hun også havde en god sommerbog.

Den handler også om, hvordan man bedst ryster alt det dårlige af sig og bliver et gladere, lykkeligere og roligere menneske, krydret med oplevelser og erfaringer fra Hellas eget liv, fortalt med hendes sædvanlige humoristiske finurlighed. Man får både rørt lattermusklerne og bliver rørt af at læse Papmachereglen – og forhåbentlig bliver man inspireret til at tage lidt lettere på tingene, at lære at sige pyt og være ærlig – både over for sig selv og andre. Ikke mindst grundet bogens andel regel, Glimmer-reglen, der går igen i afslutningen af næsten hvert kapitel – glimmer på og op på den (mentale) kaminhylde. Reglen går ud på, at hver gang, der sker noget godt, skal man huske og drysse glimmer på og stille det på kaminhylden – den der kaminhylde inde i hovedet, hvor man gemmer gode oplevelser. Ifølge Hella Joof er intet i øvrigt for småt til at blive dyppet i glimmer – og hun opfordrer også til vi siger tak, når der er sket noget godt. Hvad en det er, at man undgik at træde på en hundehømhøm på vej til jobsamtale eller at man rent faktisk fik det der fede job.

Bogen kommer også ind på parforhold, skilsmisse, det at være forælder, at have job og alt det andet, der til sammen former vores liv. Er man vild med Hella Joof, er der ingen tvivl – læs denne bog! Er man ikke vild med hende, så læs den alligevel, for du lærer hende bedre at kende, du får dig et godt grin og din dag bliver helt sikker lidt bedre.

Nonfiktion

Red din seng og måske verdenen?

Make your bed af William H. McRaven fra forlaget Penguin Books Ltd, 2017. 5/5 stjerner (fordi jeg ikke kan give flere)

Make your bed af tidligere admiral for de amerikanske specialoperationsstyrker William McRaven er en let lille bog om 10 af de vigtige lektioner, Mac (som han bliver kaldt i bogen) har lært gennem sin tid i det amerikanske forsvar og især Navy Seals.

Den er desværre ikke oversat til dansk, men kan helt bestemt anbefales alligevel. Den er bygget over en tale, Mac holdt til en afgangsklasse på Texas University i Austin og er ganske enkelt interessant læsning med noget på hjerte. Det er en blanding af anekdoter fra Navy Seals, de store amerikanske operationer og ikke mindst Mac’s civile liv, der kan direkte overføres til og bruges af langt de fleste mennesker, også selvom de ikke er hverken specialoperationsstyrker eller har noget ønske om at redde verdenen. Budskaberne er enkle:

  1. Start din dag med at udføre en opgave (som at redde din seng)
  2. Du kan ikke klare det alene
  3. Det er kun størrelsen på hjertet, der betyder noget
  4. Livet er uretfærdigt – kom videre.
  5. Fejl kan gøre dig stærkere
  6. Vær modig
  7. Find dig ikke i at blive mobbet
  8. Voks med opgaven
  9. Giv folk håb
  10. Giv aldrig op

Og alt dette kunne selvfølgelig være fortalt på en belærende, prædikende måde, men det bliver det ikke. Tværtimod tager Mac læseren i hånden og tager én med på rejsen mod essentielt at turde være sig selv, så man måske ikke behøver gå helt så meget igennem som ham. Jeg læste den på færgen fra Aarhus til Odden – den er med andre ord rimelig hurtigt læst, og alle kan få noget ud af den, hvad end du er interesseret i militæret eller ej. Jeg kunne skrive videre og videre, for jeg mener vitterligt, at alle bør læse Mac’s anekdoter, der både trækker i hjertestrengene, får pulsen op i åndeløs i spænding men også fører til eftertænksomhed og brugbare råd. Men jeg vil ikke ødelægge oplevelsen, for jer, der ønsker at læse den. Tilbage er der kun at sige: læs den!