Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Biografi, Nonfiktion

Et blik bagom Rejseholdet

At tænke som en morder af Kurt Kragh fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2014. 4/5 stjerner.

At tænke som en morder er en biografi om og af Kurt Kragh, der var i rejseholdet i mange år frem til og med dets nedlæggelse i 2009, bl.a. som drabschef. Bogen giver primært indblik i nogle af de spektakulære mordsager, Kurt Kragh efterforskede og hans karriere i Politiet, men også et spændende indblik i Rejseholdets (virkelige) arbejde og ikke mindst den operationelle virkelighed, som Politiet lever i og arbejder med og mod. På en fin og naturlig måde er der også indblandet enkelte selvbiografiske detaljer om Kurt selv. Det er ikke en livshistorie fra enden til anden, men dyk ned i sager, der har præget Kurt. Det medvirker til, at tempoet i bogen er højt og den er svær at lægge fra sig. Hvert kapitel omhandler en ny sag, og Kurt fortæller ærligt og ligefremt om dem – men også de ofre det har kostet af være en del af Danmarks elite-efterforskningshold, Rejseholdet, og ”rejse” op mod 220 dage om året. Det har f.eks. kostet flere forliste ægteskaber.

Det er lidt som at læse en krimi, bortset fra den ikke er uhyggelig overhovedet – men det er den jo så alligevel, når man tænker efter. Bogen er ikke skrevet krimi-agtigt med suspense, men det beskriver ægte, makabre sager, der alle sammen har foregået i kongeriget Danmark. Kurt Kragh har afhørt en del af morderne og arbejdet med psykologien bag mord og gerningsmandsprofilering – og det er et interessant perspektiv i bogen. På intet tidspunkt beskriver han morderne som monstre – han beskriver dem som mennesker, deres bevæggrunde for hvad, de gjorde og giver derved et indblik i, at Politiets arbejde måske ikke altid er så sort og hvidt – og at nogle ting måske kunne været undgået, hvis der var blevet taget hånd om mennesker, der tydeligvis har haft brug for hjælp. Og han gør det med respekt overfor både ofre og kriminelle.

Med tanke på bogens titel, forestiller jeg mig, at det netop har været Kurt Kraghs formål at beskrive psykologien bag mordene, mere end et selvbiografisk værk – netop at beskrive de mekanismer, der får folk til at gøre ufattelige, forfærdelige ting og de mennesker, der efterforsker dem, som er nødt til at tænke på samme måde for at finde motiver og derved en gerningsmand. Og til min egen store overraskelse – hvor mange mord, der faktisk viser sig at være et uheld under opklaringen, hvor gerningsmanden ikke havde til hensigt at dræbe – måske ikke engang skade offeret. Det er på én gang skræmmende, fascinerende og virkelig oplysende læsning, der bestemt kan anbefales. Måske ikke lige før sengetid…

Inspiration, Nonfiktion

En velskrevet perle

Very good lives af JK Rowling fra forlaget Little Brown & Co, 2015. 3,5/5 stjerner.

Very good lives er skrevet af forfatter JK Rowling, forfatteren til Harry Potter-serien, som er elsket verden over – inklusiv af undertegnede (som har været lettere besat af Harry Potter-serien i snart 20 år – og det på trods af en relativt ung alder på 28). Så da jeg opdagede denne lille perle af JK Rowling, måtte jeg eje den. Den er let læst, for den er kun 80 sider langt og meget illustreret på en én gang barnlig og æstetisk måde.

I 2008 holdt JK Rowling afgangstalen på Harvard Universitet, og det er netop denne tale Very Good lives indeholder. I den præsenterer Rowling det, hun har lært gennem sit liv. Nemlig hvordan man accepterer og lærer af fiasko og ikke mindst hvordan man kan bruge sin fantasi til at gøre sit og andres liv bedre.

Alt i alt er der ikke noget ground-breaking i Very Good lives. JK Rowling skriver (eller sagde) ikke noget, der er helt vildt eller som giver et spark i maven og giver én ny indsigt, som f.eks. Make your bed, der også oprindeligt var en afgangstale og som er en af mine favoritbøger. Til gengæld kan hun i den grad noget med ord (og så er hun også en veltalende dame, hvis man nogensinde har hørt hende tale), så bogen fremstår som et sød og velment råd. Personligt er jeg også helt enig med Rowlings syn på brugen af fantasi og har lige fra barnsben haft en overaktiv fantasi, så jeg elsker hendes budskab.

De søde illustrationer understreger i den grad hendes ord og det får bogen til at gå op i en højere enhed. Den henvender sig bestemt heller ikke udelukkende til Harry Potter-fans, for den har ingenting med Harry Potter at gøre, men er tværtimod en kærlig opfordring til at følge sine drømme og ikke være bange for at fejle. Den er simpelthen så fin og så sød at læse. Alligevel får den ”kun” 3,5 stjerner, for der er som sagt ikke noget nyt i den – men det, der er, er velskrevet og fint.

Biografi, Julelæsning, Nonfiktion

En sød, men ikke særlig julet bog

The cat who came back for Christmas af Julia Romp fra forlaget Plume, 2010. 3/5 stjerner.

The cat who came back for Christmas er en på alle måder sød og letlæst bog. Men det yndige cover og den nuttede titel er misvisende. Bogen handler om Julia og hendes søn George. Georg er autist og har hele sit liv haft problemer med at passe ind – særligt hjulpet på vej af, at lægerne var meget sene til at diagnosticere ham. Men Julia kæmper og har opgivet at have et liv selv for at give George det bedst mulige liv. Efter diagnosen går det fremad med babystep. Han får en speciallærer, der kan hjælpe og har enkelte venner. Og så finder de en dødssyg, grim hankat i haven. Han vil overhovedet ikke tale med dem, men langsomt vinder Julia hans tillid og en dag kan hun tage ham til dyrlæge. Dyrlægen prøver at finde et hjem til katten, for med George kan Julia ikke rigtig overskue mere. Lige indtil George er med hos dyrlægen og det er kærlighed ved første blik. De to bliver bedste venner og pludselig tager George stormskridt. Ved at bruge ”kattestemme” kan han pludselig tale om ting som kærlighed og det han har lært i skolen og Julia kan for første gang kramme sin søn.

Som titlen antyder forsvinder Benny, som katten hedder (eller Ben eller Baboo, kær kat har mange navne) og George får tilbagefald og vil ingenting. Klimakset er som titlen også antyder, da Ben kommer hjem igen – d. 21. december får Julia nemlig et opkald, der får hende til at køre fra London til Brighton for at hente Ben hjem.

Jeg troede, at det ville være en sød julehistorie, og det er det altså ikke. Men det er en sød historie og et interessant indblik i at være nær pårørende til en autist og ikke mindst den magiske virkning dyr kan have på alle mennesker. Selv elsker jeg min egen lille kat og tanken om, at hun skulle forsvinde, er skræmmende. Julia fortæller på en nøgtern og meget praktisk måde om deres liv – men man fornemmer, det ikke altid har været nemt. Men jeg synes alligevel, at titel og cover skulle have været et andet – man regner jo f.eks. ret hurtigt ud, at Ben forsvinder, men kommer tilbage, og jeg har googlet billeder af den rigtige Ben – jeg forstår ikke behovet for en (i øvrigt mega nuttet) killing, for ben og familien ville have været en fin og mere reel forside.

Biografi, Military, Nonfiktion

På flyvetur over Stillehavet

Piratjæger af Søren Baastrup og Henrik Monggard fra forlaget Peoples Press, 2017. 3/5 stjerner.

Jeg har læst rigtig mange af den her type bøger – bøger skrevet af soldater, memoirs, biografier mv. om danske og amerikanske soldater. Den er en genre, jeg som pårørende og civilansat i Forsvaret har en naturlig interesse i. Og så er jeg fuldstændig skudt i helikoptere. Så denne her bog burde ligge lige til højrebenet. Og Henrik Monggaard er et interessant menneske – og bogen er helt anderledes end andre af den her type bog. Jeg er ikke sikker på, at bogen alle steder fremstiller ham specielt sympatisk, men hans historie er spændende og hans holdninger til religion, spiritualitet og arbejdet som helikopterpilot er virkelig interessante og anderledes. Og så adskiller hans bog sig ved at beskrive en helt anden type mission end missionerne i Irak og Afghanistan, som har været hypede i medierne. Og alene er den grund er den værd at læse.

Piratjæger handler om de danske marinesoldaters kamp mod pirater. Henrik Monggard selv var som kaptajnløjtnant og taktisk koordinator med til at planlægge og udføre missionerne mod somaliske sørøvere, og han fortæller om sine oplevelser fra forsædet i en Lynx-helikopter (vildt sej helikopter i øvrigt!). Han fortæller om træningen forud for missionerne, om samarbejdet med Frømandskorpset, hvordan politikere og medier ofte fokuserede mere på vælgerstemmer og forsider og mangler forståelse for soldaternes arbejde, og den vigtige redning af gidsler. Og ikke mindst den spektakulære beskrivelse af Søren og Eddy i april 2013, hvor det var lige ved at gå gruelig galt.

Jeg savner dog lidt kontinuitet. Bogen springer tidsmæssigt meget og der er derfor huller i Henrik Monggaards historie. Det kan der være mange grunde til, men det får bogen til at halte. Men den er spændende, og er relativt let at læse. Man får trods alt lov at komme med under huden og ind i en verden, der sjældent lukker helt op. Og så er den fuld af helikoptere.

Inspiration, Nonfiktion

En knivspids chic

How to be a parisian af Sophie Mas, Audrey Diwan, Caroline de Maigret og Anne Berest fra forlaget Ebury Publishing, 2014. 5/5 stjerner.

Denne bog får fem stjerner af den grund, at jeg har læst den gentagende gange. Jeg anede ikke, at jeg ville holde så meget af den, men det gør jeg. Den er sjov, ligefrem og ikke mindst dejligt forfriskende i en verden, hvor der bliver skreget feminisme fra alle sider. For bogen opfordrer på alle måder til at være selvstændig kvinde, huske sig selv – uden at skrige feminist. Og så forsøger den naturligvis at lære en at være pariser, hvor end man befinder sig. Den fortæller om alt fra første dates, middagsselskab, moderskab (og at huske sig selv, selvom man bliver mor. Thumbs up), til hvordan man faker en dag med tømmermænd, hvorfor man bør tage rød læbestift på til bageren og hvordan man laver den perfekte vinaigrette. Jeg elsker de fire forfatterinders syn på det at være kvinde, på kultur og ikke mindst Paris.

Og den er helt klart værd at læse eller ligge under juletræet til en af kvinderne i dit liv, ung som gammel. Den er nem at slå op i og den er spækket med gode råd, opskrifter og anekdoter, så den er let at læse, selv for de, der ikke normalt bruger eftermiddage, aftener og weekender på bøger. Så und dig selv et dash af chic i din hverdag, en duft af Paris og en ærlig, kærlig reminder om at være kvinde.

Biografi, Nonfiktion

En overvældende oplevelse på plejehjem

 

Forsøg på at få noget ud af livet af Hendrik Groen fra forlaget People’s Press, 2017, 5/5 stjerner.

Hendrik Groen er måske nok 83, da han begynder at skrive dagbog, men han lægger ikke for døden. Han er ældre. Han besøgerne vennerne, konspirerer mod plejehjemsledelsen og han spadserer hver dag. Og så opfinder han og en gruppe venner ”Gammel-men-ikke-død”-klubben som tager på tur hver måned og på alle måder får noget ud af tilværelsen. I adstadigt tempo. Plejehjemmet ligger i det nordlige Amsterdam og whistleblowerne lever i bedste velgående. Hendrik er til tider gnaven, kynisk, politisk ukorrekt, så mega fuld af liv, sjov og rebel med en sag. Han bekæmper demens, mens han forelsker sig i en ny kvindelig beboer og giver glimt af sin egen voldsomme livshistorie.

Jeg lyder som en gammel stivstikker, men det er også noget af formålet med denne dagbog; at også jeg kan klage og jamre, men uden at genere andre med det

Og Hendrik er på alle måder hjertevarm og helt fantastisk. Jeg så hans plejehjem for mig, mens jeg læste, og jeg følte hans (om end afmålt beskrevne) følelser dybt. Han er indbegrebet af en høflig ældre mand – og stille vand har dyb grund.

Da det er en rigtig dagbog, er historien ikke aktivt fremadskridende – det er faktisk en daglig beskrivelse af livet på plejehjemmet, men det bliver bog ikke mindre god af. Jeg elskede hvert øjeblik med Hendrik – det gav også et unikt indblik i en ældres liv på et plejehjem. Et indblik i, at ældre og lidt svagere ikke er ensbetydende med skrøbelig, men at der stadig er gode historier og masser af viden.

Og selvom Hendriks historie ikke ligner, minder hans måde at anskue livet på mig lidt om min egen morfar – der i den grad fightede til det sidste og insisterede på at få noget ud af livet, selv da han blev syg og netop måtte på plejehjem. Hvor er jeg glad for, vi besøgte ham jævnligt og kunne dele vores liv med ham.

Hendrik Groen har faktisk skrevet en bog mere som 85-årig og still going strong. For nu at sige det på ”ungt”: han er pissesej. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle – måske, den inspirerer dig til at kramme din bedstefar eller bare nyde livet fuldt ud, mens du kan

Inspiration, Nonfiktion

Alkymisten – er den hypen værd?

Alkymisten af Paulo Coelho fra forlaget Bazar, 2014. Oprindeligt 1988. 3/5 stjerner.

Alkymisten handler om den andalusiske fårehyrde Santiago, der beslutter at rejse hele vejen fra Spanien til Egypten for at finde en stor skat efter at han to nætter har haft den samme drøm. På sin rejse møder han Alkymisten, der kommer til at vende op og ned på alt hvad Santiago nogensinde har kendt til og lærer at følge sine drømme, lytte til sit hjerte og se de mange tegn, universet giver ham. Bogen er solgt i mere end 37 millioner eksemplarer og har nærmest fået kult-status som en af verdens bedste bøger.

Og jeg fatter ikke! Jeg sad seriøst med en følelse af, at jeg ikke havde forstået budskabet, da jeg var færdig med den. Sådan ”Var det bare det? Der må være noget, jeg ikke har forstået”-agtigt. Jeg har nemlig hørt den beskrevet som ”life-changing” og øjneåbnende, så jeg forventede den helt store afsløring – mere end at lytte til sit hjerte og følge sine drømme. Men efter at have bladret sidder af anmeldelser på GoodReads igennem, tror jeg faktisk, at det bare var det, og at jeg har forstået. Sådan nogenlunde.

Misforstå mig ikke – det er en supersød og meget letlæst bog med et virkelig godt budskab, som jeg tror på. Men hypen omkring den, havde nok givet mig for høje forventninger. Jeg vil tro, at en del nyere selvhjælpsbøger, har lagt sig op ad samme budskab, men Alkymisten virker for mig ikke som selvhjælp (heldigvis!). Jeg vil ikke kalde den life-changing, men måske giver den stof til, at man lytter en ekstra gang til, hvad man egentlig gerne vil som menneske.

Den er skrevet lidt i samme stil med en religiøs tekst og drager mange referencer til religiøse tekster, men ikke til en bestemt religion. Den er meget en spirituel bog ved at følge Drengen (eller Santiago, som vi til allersidst i bogen får at vide, at han hedder), bliver læseren i den grad taget i hånden og får den vigtige livslære i små doser – ligesom Drengen.

Den havde stået på mine reoler i årevis, før jeg endelig fik taget mig sammen til at læse den, men jeg tror faktisk ikke, jeg læser den igen. I hvert fald ikke lige foreløbig.

Jeg er dog glad for, jeg endelig fik det gjort, men jeg har helt klart haft for høje forventninger til den på grund af dens enorme popularitet. Er man interesseret i spiritualitet og til at lytte til sit hjerte, bør man læse den (selvom man i så fald nok har gjort det). Men man skal ikke læse den, fordi den har været så hypet. Man skal læse den, for hvad den er, ikke for hvad andre har gjort den til.

Og den lære er nok værd at tage med på andre læse-eventyr.

Biografi, Nonfiktion

Under formatet findes en ganske okay bog

Under Bjælken af Jens Andersen fra forlaget Gyldendal, 2017. 3/5 stjerner.

Jens Andersens portræt af kronprins Frederik ”Under bjælken” er en spøjs størrelse. Det er naturligvis historien om en genert dreng, der er blevet en folkekær kronprins klar til at overtage Danmark, når den tid kommer. Noget af det, jeg bemærkede allermest, da jeg læste den, var, at kronprinsen får lov at kommentere på alle de gange han har været udskældt eller udhængt i medierne. Jeg har altid været Frederik-fan – men det var interessant at læse om de ting, der er sket før jeg kan huske, men som man har hørt refereret. Og jeg elsker Mary. Hun er smuk, fantastisk, kompetent og alting en kronprinsesse bør være. Kronprinsparret er fantastiske i min verden og derfor var jeg spændt på at læse bogen – der samtidig også er det første portræt, jeg har læst om en af de royale. Og jeg er altså ikke helt solgt.

Emnet er interessant og det er rart at høre historierne fra kronprinsen, kronprinsessen, dronningen og andre tæt på kronprinsen. Men formatet er sært. Det føles lidt som at læse en meget lang artikel, hvilket på en måde er rart, fordi kronprinsen og andre tæt på ham er direkte citeret – det er rart at få det fra hestens egen mund så at sige, men det kom bag på mig. Jeg forventede ikke et skønlitterær-agtigt værk, men jeg havde heller ikke forventet så mange ”direkte citater”. Nogle bøger glider bare og man kan ikke slippe dem igen – sådan var det ikke med denne her. Jeg var aldrig i tvivl om, at den skulle læses færdig, men formatet forekom mig virkelig sært.

Til gengæld er det en flot bog. Den føles luksuriøs, den er spækket med private og offentlige billeder af kronprinsens liv. Den er delt i otte kapitler – otte fortællinger om kronprinsen fra dreng  til teenager, akademiker, frømand, familiefar, sportsmand og kommende konge. Særligt den militære del interesserede naturligvis mig meget, og selvom formatet stadig undrer mig, er bogen generelt velskrevet og velfortalt. Jeg oplever et stort fokus på kronprinsens indre verden og hvordan han har følt sin opvækst og oplevelser undervejs, både når han er blevet udskældt og har haft svært ved pressen, men også når han har været nødt til at stå frem. Den giver et snært af den mere private Frederik, og har man ikke læst andre biografier om ham, så lærer man i hvert fald noget nyt om vores kommende konge.

Så er du interesseret i monarkiet eller bare et spændende menneske, der gør en indsats for Danmark, så vil jeg anbefale dig at læse bogen alligevel. Formatet har jo også den fordel, at teksten er ret opdelt og det gør det naturligvis nemmere at læse, især, hvis du ikke er glad for sider med store blokke af tekst. Billederne bryder bogen og den formår alligevel at portrættere en spændende mand. Den er værd at læse, men er ikke en pageturner.

Faglitteratur, Nonfiktion

Her er en til min kollega

Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag af Morten Münster fra forlaget Gyldendal Business, 2018. 4/5 stjerner.

Det her er en af de bøger, jeg egentlig ikke ville have anmeldt på bloggen, for jeg læste den egentlig på grund af mit job, men så spurgte min søde kollega (som jeg netop har lokket til at følge denne blog), hvor dælen anmeldelsen var, for han har også læst bogen og er meget begejstret for den. Så den her er til dig, kære kollega.

Jytte fra Marketing af Morten Münster handler om adfærdsdesign. De mennesker, mange teorier bygger på, er nemlig ikke mennesker i den virkelige verden, ifølge bogen. Og derfor ender det nogle gange galt, når virksomheder eller organisationer vil skubbe til adfærd. I bogen gennemgår Morten Münster fire trin med det mål at ændre adfærd som en helt konkret håndsrækning til alle ledere og medarbejdere, som trænger til en ny måde at gøre tingene på. Obama, Google og Amazon bruger allerede adfærdsdesign til at skabe innovation, forbedre arbejdsmiljøet og sælge flere produkter. Så det er let at blive fanget af ideerne og hoppe med om bord.

Så med andre ord – bogen handler om, hvorfor mennesker ikke handler rationelt. Bogen er skrevet med masser af humor, refleksion og indsigt. Det er manipulation og nudging og det er hamrende interessant. Og jeg tror inderst inde, at det er MEGET sværere rent faktisk at bruge i virkeligheden end at læse én bog (idet det jo faktisk er en lang uddannelse at blive adfærdsdesigner). Men den giver input og redskaber, man måske kan bruge i sit arbejdsliv. En anden er mine kolleger er helt hooked på, at vi skal prøve i min afdeling. Og jeg er spændt på, hvordan det spænder af.

Der er helt klart et formål med, at bogen er udgivet af Gyldendal Business. Det her er en bog, der fokuserer på arbejdspladsen, og det skal man være klar over, når man læser bogen, og den mest oplagte målgruppe til bogen må være chefer på alle niveauer. Men dermed ikke sagt, at den ikke er sjov for alle os andre og kan give os andre noget at tænke over – og måske noget der kan bruges på arbejdspladsen. Selv hvis du ikke har vilde ambitioner om at ændre noget, så kan man altid bruge bogen til at tage et langt, grundigt kig i spejlet. Nogle gange er det små ting, der skubber til hele arbejdspladsers adfærd (og bogen har eksempler på dette i massevis) – så måske starter det lige der. Med manden og kvinden i spejlet. Og om ikke andet er bogen frygtelig øjenåbnende – for som bogen beskriver – er din chef så en trommer eller faktisk en, der leder?

Jeg har ret ambivalente følelser omkring bogen, for jeg har svært ved at se, at det kan lade sig gøre for almindelige mennesker uden uddannelse i adfærdsdesign at bruge bogen til at sælge mere eller ændre arbejdsmiljøet. Og den gør op med kommunikationsteorier, som jeg har temmelig svært ved at sluge. Men den har inspireret mig til at læse mere og jeg er villig til at give den en chance og se, hvad tre mennesker med interesse og energi kan ændre i min lille del af verdenen. For det ER et vanvittigt spændende fagområde, som vitterlig er øjenåbnende og i den grad for én til at reflektere over ens egen arbejdsplads. Så som bog er jeg vild med den – om arbejdsredskab er jeg en smule mere skeptisk, men dog interesseret og åben.

Til gengæld fatter jeg stadig ikke titlen. Hvorfor skal Jytte hænges ud? Selvom hun knaldede Bjarne til julefrokosten? Hun er jo nødt til at møde på arbejde igen i morgen – og selv om hun havde været der, havde Bjarnes ide nok fejlet alligevel jævnfør bogen. Og i denne kommende julefrokost-tid; spænd da lige den professionelle hjelm, selv hvis man knalder en kollega til julefrokosten. Men titlen fanger og det får vel mennesker til at samle den op. Lidt ligesom når journalister (og det kan jeg roligt sig, for jeg er uddannet journalist) laver lidt for kreative overskrifter. Morten Münster, I see what you did there.