Biografi, Nonfiktion

Feminisme med humor og bh

How to be a woman af Caitlin Moran fra forlaget Ebury Press, 2011. 3/5 stjerner. 

How to be a woman er min første sådan erklærede feministiske bog. For det er ikke et emne, jeg ret gerne vil diskutere, for der er ofte en tendens til, at det er så mandefjendsk (det var den slags feminisme, jeg fik serveret i min studietid i hvert fald) og jeg har sådan set altid holdt fast i, at alle er mennesker på trods af hudfarve, køn og så videre. Men Caitlin Moran er sjov – og hun er bestemt ikke mandefjendsk. Det er med andre ord feminisme for sådan nogle som mig. Næsten hele tiden i hvert fald. 

Samtidig er det også en historie om at være og blive kvinde, hvad det betyder, hvad det indebærer og Caitlin Moran væver provokerende tanker og sjove historier sammen fra sit eget liv – og giver samtidig de mandefjendske feminister, som jeg også selv har stejlet over tørt på – og forklarer gerne hvorfor kvinder sagtens kan danse burlesque, beholde bh’en på – ja faktisk lige meget hvad det har lyst til, blot man gør det af de rigtige grunde. Thumbs up, for jeg er nært knyttet til mine bh’er og de var sgu for dyre til at brænde. 

Hvert kapitel åbner med en fortælling fra en ny periode i hendes eget liv, startende i hendes teenageår og arbejder fremmod 2011, hvor bogen er udgivet. Alt sammen for at synliggøre, hvordan feministiske ideer har formet hende og ændret hende gennem årene. På den måde bliver bogen på én gang et memoir men også en overordnet beskrivelse af den feministiske bevægelse i det 20. århundrede. Og hun påpeger flere gange – fuldstændig korrekt – at mange moderne kvinder faktisk er tøvende overfor at kalde sig selv feminister, og præsenterer en anden måde at være det på.

Til gengæld er hun god til at generalisere – mænd, kvinder, alting. Og jeg har det lidt svært med generaliseringer, særligt når de som i Morans tilfælde nogle gange virker søgte og som om de ødelæggende bliver brugt til at understøtte en pointe, som burde have været bedre argumenteret i første omgang. Bogen er morsom, nogle steder provokerende – men er jeg helt oppe og ringe? Jeg har læst den og det er fint – og den er ligeså hurtigt glemt igen. 

Inspiration, Nonfiktion

Tænk som en vinder – læs en anden bog…

Tænk som en vinder af Eskild Ebbesen fra Politikens Forlag, 2014. 1/5 stjerner.

Jeg er lidt blevet fanget af de såkaldte ”inspirational” eller motiverende bøger. En genre, der virker som om den har fået en opblomstring, fordi den ikke er decideret selvhjælp og derved undgår det dårlige ry, men jo reelt er en form for selvhjælp. Jeg har læst mange særligt fra amerikanske militærfolk og sportsfolk og hver gang har jeg været lidt nervøs. Ville den nu være håbløst amerikansk, ”følg det her, og alt vil lykkedes”-agtig. Og det er aldrig sket. 

Den her bog er. Overraskende, for den er pæredansk. Jeg finder den grundlæggende ikke ret godt skrevet, en lille smule usammenhængende og ikke mindst fremstiller den (i øvrigt på ingen måde banebrydende) tips og tricks som en ufejlbarlig vej til succes. Jeg tror, man ender med at være hensynsløs over for andre, usympatisk og mekanisk, skulle man vælge at følge denne bog til punkt og prikke. Og urealistisk i en normal hverdag, for alle os, der ikke er elitesportsudøvere og hvor familien måske ikke har indrettet sig efter vores træning. 

I bogen beskriver Eskild Ebbesen de mentale strategier, han har brugt og som han mener har været afgørende for sine sejre med Guldfireren. Og en hel del om, hvordan man optimerer sig selv. 

Ikke at der er noget forkert i bogens tips eller ”opskrift”. Men den glemmer at bløde lidt op. Den glemmer at fortælle, at det ikke er nemt. Enten har Eskild Ebbesens ro-karriere være perfekt, eller også har der været dårlige dage, som han simpelthen har bortredigeret. Og så ville jeg ønske der generelt var lidt flere anekdoter fra roning. Ikke kun OL – han har jo roet i mange år. Selvfølgelig er de der, men ikke fremtrædende. I stedet er der en del cases fra virksomheder, han har arbejdet med, og det sprang mig i øjnene. Især fordi hans optimeringsstrategi sikkert er super fin for ledelsen og tallene på bundlinjen. Men hvordan har medarbejderne det? Især casen i kapitlet ”Optimering på virksomhedsplan” irriterede mig, for jeg har netop siddet på bunden i en virksomhed og taget telefoner. Og her målte og vejede virksomheden os i hoved og røv på hver en lille detalje de kunne kom i tanke om, holdt konkurrencer både individuelt og i hold, som Eskild Ebbesen foreslår – og det gik ud over arbejdsmiljøet. Konkurrencen fik kollegaer til at være uvenlige overfor hinanden, ikke hjælpsomme eller decideret stjal salg fra hinanden og skabte i øvrigt ufattelig meget sygdom. Men jeg er sikker på det virkede på ledelsesniveau. De viste os endda tallene. Så det kommer vel an på hvad målet er (effektivitet, overskud – eller glade medarbejdere – og hvor tit man har mulighed for at skifte medarbejderne ud med nogle friske, raske nogle, som man kan gøre syge) – og generelt empati og sympati er ikke til stedet i bogen. Hvilket er mærkelig, for Eskild Ebbesen virker enormt sympatisk, de gange man har set ham optræde på TV, hvad end det er i sportsnyhederne, Aftensshowet eller Vild med dans. 

Den var bestemt ikke noget for mig. Men hvis man leder efter noget mere direkte selvhjælp, en opskrift, eller gerne vil være elitesportsmand så er den måske fin. Eller måske hvis du er en mand. Et hurtigt blik på anmeldelserne på f.eks. Goodreads eller Mofibo peger (overvejende i hvert fald) faktisk på, at mændene har ratet den middelmådigt eller lidt højere mens flere kvinder har ratet den ligesom mig. Så måske henvender den sig bare til en anden målgruppe end mig? Har du læst den og var vild med den? Har jeg overset noget vigtigt? 

Nonfiktion

En kop kaffe med drabsefterforskere

Drabscheferne af Kurt Kragh, Ove Dahl og Stine Bolther fra forlaget JP/Politikens forlag, udgivet i 2016. 3/5 stjerner. 

I Drabscheferne – De største sager mødes to af de mest erfarne drabsefterforskere, nemlig Ove Dahl, der er tidligere drabschef i Københavns Politi og Kurt Kragh, der er tidligere drabschef i rejseholdet. De har aldrig arbejdet sammen, mens de var aktive i Politiet, men de siger sammen tilbage på nogle af deres mest spektakulære sager. De diskuterer motiver til drab og giver endda hinanden konstruktiv kritik eller sammenholder uopklarede sager, som måske kan have samme gerningsmand, men som ikke kunne bevises. 

De fortæller medrivende om drabsefterforskernes værktøjer, f.eks. ift. profilering af gerningsmænd, afhøringsteknikker, kløgt og ikke mindst lidt held. De runder desuden politiets arbejdsforhold i dag og kommer med deres ærlige mening om f.eks. overvågning af grænserne og kameraovervågning i samfundet. 

Bogen er spændende fortalt, men ikke på den der krimi-måde, hvor man sidder helt ude på stolen. Den er fortalt udramatisk og alligevel svær at lægge fra sig, fordi man udmærket godt ved, at der er tale om virkelige sager. Og det er ment rigtig positivt – jeg synes det er rigtig godt, at de ikke overdramatiserer, men fortæller nøgternt om deres oplevelser. Desuden føles det næsten som at være med i en samtale over en kop kaffe, som to tidligere drabsefterforskere har, hvor de sammen genoplever, gentænker og sammenholder sager og resultater. Bogen er helt bestemt værd at læse og kan også anbefales som lydbog – den holder bestemt én opmærksom på lange køreture, og i øvrigt svær at ligge fra sig, når køreturen er afsluttet. Alt i alt en velskrevet bog af to spændende mennesker. 

Filosofi, Nonfiktion

Lommefilosofi om dyr – og mennesker

At forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen fra forlaget Klim, 2018. 3/5 stjerner. 

At forstå dyr er en bog om dyr. Det er en filosofisk bog, men den kan læses af folk uden filosofiske forkundskaber. Og fordi den beskriver så meget om dyr, at det også bliver en bog om mennesker; hvad det vil sige at være et menneske og hvad det ikke vil sige at være menneske. Eller dyr for den sags skyld. Den er skrevet til (og om) kæledyrsejere, som faktisk forstår de dyr, de dagligt omgås, og som de ved, er intelligente og følsomme væsner – uanset hvor meget filosofien og videnskaben har omtalt dyrene som mekaniske og sprogløse instinktvæsner. Bogen er skrevet af filosofiprofessoren, men først og fremmest kæledyrsejeren Lars Fr. H. Svendsen. Han inddrager sin hund og sine to katte som eksempler, så de filosofiske tanker, om hvad dyr er, og hvordan man kommunikerer med dem, bliver konkrete og genkendelige.

Første halvdel af bogen er en smule filosofi-tung. Ikke specielt svær at forstå, men det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Og det er denne halvdel, som jeg egentlig også mener, behandler hvad det vil sige at være menneske. 

Anden halvdel, hvor Lars Svendsen i højere grad går i dybden med dyr og ikke mindst med forskellige dyr, er til gengæld skrevet humoristisk og tilgængeligt – og helt klart anbefalelsesværdigt. Jeg lærte nye ting selv om katte, selvom jeg deler tilværelsen med en lille gråstribet diva og egentlig som regel kan tyde hendes kropssprog og mjaven fra hinanden. Det er samtidig en ret letlæst bog, og den er ikke så lang, så banker ens hjerte for dyr, så er det en sød bog at læse. Og så kan man jo lære noget overraskende undervejs – f.eks. hvor intelligente blæksprutter faktisk er – og hvorfor de primært stikker af fra fangeskab, når der ikke er nogen, der kigger.

Biografi, Nonfiktion

Var du også med på Gifford-bølgen?

Ambassadøren af Stephanie Surrugue fra forlaget Gyldendal, 2013. 3/5 stjerner. 

Ambassadøren er historien om Rufus Gifford, den fænomenale fundraiser, der efter Obama vandt valget anden gang gjorde ham til amerikansk ambassadør i Danmark – en stilling, der gjorde den karismatiske mand kendt i hele landet som en humoristisk, veltalende amerikaner, der altid så godt ud og samtidig levede et spændende liv med sin mand Steven. 

Rufus Gifford fortæller også om sit møde med danskerne, om sin vej til at finde sig selv, om moderne diplomati og ikke mindst hans syn på nogle af de store sager, han var involveret i, f.eks. debatten om Marius. 

Den har fået en del på puklen for at være et glansbillede – og det er det. Men spørgsmålet er, om et overklasseamerikaners liv for størstedelen af den danske befolkning ikke lyder ret glansbillede-agtig. Jeg vil tro, der er udeladt dele – f.eks. tror jeg det kunne være interessant at have skrevet bogen efter Rufus Gifford var helt færdig med sit job som dansk ambassadør – måske havde han så været endnu mere ærlig. Men lad mig også være ærlig og sige – jeg var helt med på Gifford-bølgen. Jeg synes, han var fantastisk, spændende og så ærkeamerikansk, at jeg faldt pladask for hans historie og karisma, perfekte forhold og søde hund. For jeg er nemlig dybt fascineret af USA og amerikansk mentalitet. Og jeg er fascineret af udlændinges møde med Danmark. Men er man ikke det, vil jeg nok ikke anbefale bogen. 

Det er en god bog og jeg synes den er værd at læse. Var den helt fantastisk? Nej, men på alle måder en udmærket bog, der vil egne sig godt som let ferielæsning. 

Nonfiktion

Populærvidenskab, når det er bedst

Korte svar på store spørgsmål af Stephen Hawking fra forlaget Klim, 2018. 4/5 stjerner.

Stephen Hawking besvarer nogle af de største og mest ubegribelige spørgsmål i bogen; f.eks. om der findes en gud, universets opståen, liv i rummet og fremtiden med kunstig intelligens og klimakriser. Bogen er udgivet efter Stephen Hawking død i 2018 og er færdiggjort med noter fra forskerkollegaer og familie. Hans argumentation er knivskarp og hans humor er særegen, men fungerer godt i en populærvidenskabelig bog som denne. Han viden er uden tvivl enorm, og samtidig er bogen et interessant indblik i mennesket Stephen Hawking, hans kamp for livet og hans imponerende arbejde og forskning.

Jeg elsker denne type af bøger – hvor man egentlig lærer noget, men samtidig for et indblik i et fascinerende, interessant, men også ydmygt menneske. Bogen er (imponerende nok, emnerne taget i betragtning) skrevet meget letlæseligt og da det er en relativt kort bog, er man hurtigt igennem. Han formår at forklare ting, som jeg aldrig helt har kunnet forstå før – f.eks. hvad et sort hul egentlig er, og kaster et interessant lys på kunstig intelligens – med et helt andet perspektiv end andre forskere.

Er man til populærvidenskab og de store spørgsmål er bogen uundgåelig. Den er bestemt anbefalelsesværdig og giver lyst til at læse mere af Stephen Hawkings forfatterskab.

Anmelderrost, Inspiration, Nonfiktion

Sex and the city for Tinder-generationen

Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton fra forlaget Hr. Ferdinand, 2019. 5/5 stjerner.

At blive voksen, at date, at forelske sig – det er noget, den prisvindende britiske journalist Dolly Alderton kender alt til. Hun skriver for de største engelske dagblade og har bl.a. en klumme og en podcast, som ugentligt dækker nyheder og popkultur, men ikke mindst kaster hun sig ud i datingkulturen, Tinder, venskaber og kampen for at få en karriere og finde sin egen plads i verdenen. I bogen fortæller hun levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok i sig selv, om katastrofale fester, om at blive droppet, om vigtigheden af venskaber og trækker derved skarpe paralleller til en anden kendt klumme, nemlig Sex and the City, som blev til en hit-serie. Men modsat den kendte serie er bogen realistisk og fyldt med autentiske oplevelser og observationer fra Dolly Aldertons eget og hendes veninders liv. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og alt derimellem sammen til en bog, der vækker genklang hos alle kvinder – men måske særligt for alle os, hvor alting stadig er udefineret og åbent.

Og jeg elsker det! Jeg læste bogen på Mofibo, fordi jeg ikke kunne vente til at få en fysisk kopi (og kæmpe cadeau til Mofibo for at have en spritny bog så hurtigt). Bogen er som en kæmpe krammer på en hård dag og en sjov veninde på god dag. Bortset fra (de mange) fester og stoffer, som har været en del af Dolly Aldertons hverdag, er den nem at spejle sig selv i, hvis man selv har været en del af Tinder-generationen, har gjort skøre ting i kærlighedens navn og følt at alle andre har meget bedre styr på alting. Bogen er også en udviklingshistorie om Dolly Aldertons egen vej til indre ro med det gode budskab: jeg er nok.

Bogen er værd at læse, værd at eje og der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med det samme.

Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Biografi, Nonfiktion

Et blik bagom Rejseholdet

At tænke som en morder af Kurt Kragh fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2014. 4/5 stjerner.

At tænke som en morder er en biografi om og af Kurt Kragh, der var i rejseholdet i mange år frem til og med dets nedlæggelse i 2009, bl.a. som drabschef. Bogen giver primært indblik i nogle af de spektakulære mordsager, Kurt Kragh efterforskede og hans karriere i Politiet, men også et spændende indblik i Rejseholdets (virkelige) arbejde og ikke mindst den operationelle virkelighed, som Politiet lever i og arbejder med og mod. På en fin og naturlig måde er der også indblandet enkelte selvbiografiske detaljer om Kurt selv. Det er ikke en livshistorie fra enden til anden, men dyk ned i sager, der har præget Kurt. Det medvirker til, at tempoet i bogen er højt og den er svær at lægge fra sig. Hvert kapitel omhandler en ny sag, og Kurt fortæller ærligt og ligefremt om dem – men også de ofre det har kostet af være en del af Danmarks elite-efterforskningshold, Rejseholdet, og ”rejse” op mod 220 dage om året. Det har f.eks. kostet flere forliste ægteskaber.

Det er lidt som at læse en krimi, bortset fra den ikke er uhyggelig overhovedet – men det er den jo så alligevel, når man tænker efter. Bogen er ikke skrevet krimi-agtigt med suspense, men det beskriver ægte, makabre sager, der alle sammen har foregået i kongeriget Danmark. Kurt Kragh har afhørt en del af morderne og arbejdet med psykologien bag mord og gerningsmandsprofilering – og det er et interessant perspektiv i bogen. På intet tidspunkt beskriver han morderne som monstre – han beskriver dem som mennesker, deres bevæggrunde for hvad, de gjorde og giver derved et indblik i, at Politiets arbejde måske ikke altid er så sort og hvidt – og at nogle ting måske kunne været undgået, hvis der var blevet taget hånd om mennesker, der tydeligvis har haft brug for hjælp. Og han gør det med respekt overfor både ofre og kriminelle.

Med tanke på bogens titel, forestiller jeg mig, at det netop har været Kurt Kraghs formål at beskrive psykologien bag mordene, mere end et selvbiografisk værk – netop at beskrive de mekanismer, der får folk til at gøre ufattelige, forfærdelige ting og de mennesker, der efterforsker dem, som er nødt til at tænke på samme måde for at finde motiver og derved en gerningsmand. Og til min egen store overraskelse – hvor mange mord, der faktisk viser sig at være et uheld under opklaringen, hvor gerningsmanden ikke havde til hensigt at dræbe – måske ikke engang skade offeret. Det er på én gang skræmmende, fascinerende og virkelig oplysende læsning, der bestemt kan anbefales. Måske ikke lige før sengetid…

Inspiration, Nonfiktion

En velskrevet perle

Very good lives af JK Rowling fra forlaget Little Brown & Co, 2015. 3,5/5 stjerner.

Very good lives er skrevet af forfatter JK Rowling, forfatteren til Harry Potter-serien, som er elsket verden over – inklusiv af undertegnede (som har været lettere besat af Harry Potter-serien i snart 20 år – og det på trods af en relativt ung alder på 28). Så da jeg opdagede denne lille perle af JK Rowling, måtte jeg eje den. Den er let læst, for den er kun 80 sider langt og meget illustreret på en én gang barnlig og æstetisk måde.

I 2008 holdt JK Rowling afgangstalen på Harvard Universitet, og det er netop denne tale Very Good lives indeholder. I den præsenterer Rowling det, hun har lært gennem sit liv. Nemlig hvordan man accepterer og lærer af fiasko og ikke mindst hvordan man kan bruge sin fantasi til at gøre sit og andres liv bedre.

Alt i alt er der ikke noget ground-breaking i Very Good lives. JK Rowling skriver (eller sagde) ikke noget, der er helt vildt eller som giver et spark i maven og giver én ny indsigt, som f.eks. Make your bed, der også oprindeligt var en afgangstale og som er en af mine favoritbøger. Til gengæld kan hun i den grad noget med ord (og så er hun også en veltalende dame, hvis man nogensinde har hørt hende tale), så bogen fremstår som et sød og velment råd. Personligt er jeg også helt enig med Rowlings syn på brugen af fantasi og har lige fra barnsben haft en overaktiv fantasi, så jeg elsker hendes budskab.

De søde illustrationer understreger i den grad hendes ord og det får bogen til at gå op i en højere enhed. Den henvender sig bestemt heller ikke udelukkende til Harry Potter-fans, for den har ingenting med Harry Potter at gøre, men er tværtimod en kærlig opfordring til at følge sine drømme og ikke være bange for at fejle. Den er simpelthen så fin og så sød at læse. Alligevel får den ”kun” 3,5 stjerner, for der er som sagt ikke noget nyt i den – men det, der er, er velskrevet og fint.