Biografi, Military, Nonfiktion

På flyvetur over Stillehavet

Piratjæger af Søren Baastrup og Henrik Monggard fra forlaget Peoples Press, 2017. 3/5 stjerner.

Jeg har læst rigtig mange af den her type bøger – bøger skrevet af soldater, memoirs, biografier mv. om danske og amerikanske soldater. Den er en genre, jeg som pårørende og civilansat i Forsvaret har en naturlig interesse i. Og så er jeg fuldstændig skudt i helikoptere. Så denne her bog burde ligge lige til højrebenet. Og Henrik Monggaard er et interessant menneske – og bogen er helt anderledes end andre af den her type bog. Jeg er ikke sikker på, at bogen alle steder fremstiller ham specielt sympatisk, men hans historie er spændende og hans holdninger til religion, spiritualitet og arbejdet som helikopterpilot er virkelig interessante og anderledes. Og så adskiller hans bog sig ved at beskrive en helt anden type mission end missionerne i Irak og Afghanistan, som har været hypede i medierne. Og alene er den grund er den værd at læse.

Piratjæger handler om de danske marinesoldaters kamp mod pirater. Henrik Monggard selv var som kaptajnløjtnant og taktisk koordinator med til at planlægge og udføre missionerne mod somaliske sørøvere, og han fortæller om sine oplevelser fra forsædet i en Lynx-helikopter (vildt sej helikopter i øvrigt!). Han fortæller om træningen forud for missionerne, om samarbejdet med Frømandskorpset, hvordan politikere og medier ofte fokuserede mere på vælgerstemmer og forsider og mangler forståelse for soldaternes arbejde, og den vigtige redning af gidsler. Og ikke mindst den spektakulære beskrivelse af Søren og Eddy i april 2013, hvor det var lige ved at gå gruelig galt.

Jeg savner dog lidt kontinuitet. Bogen springer tidsmæssigt meget og der er derfor huller i Henrik Monggaards historie. Det kan der være mange grunde til, men det får bogen til at halte. Men den er spændende, og er relativt let at læse. Man får trods alt lov at komme med under huden og ind i en verden, der sjældent lukker helt op. Og så er den fuld af helikoptere.

Biografi, Military, Nonfiktion

American Wife

American Wife af Taya Kyle fra forlaget HarperCollins I 2016 5/5 stjerner.

American Wife er en enormt personlig fortælling om et ægteskab, en mand, en kvinde, kærlighed, enorm sorg og så meget mere. Og den er så svær at læse. Selv denne anmeldelse er svær at skrive uden tårer i øjnene. Det er en enormt stærk bog. Men selvom man sidder med tårerne trillende ned ad kinderne store dele af bogen, så er den så værd at læse. Man lærer Taya Kyle at kende, men man lærer i den grad også en anden side af Chris Kyle at kende og ikke mindst hele forløbet efter hans død i 2013.

Taya Kyle er fantastisk. Så nemt kan det siges. Hun er ydmyg, har været gennem så meget lige da hun troede, at nu var alting sikkert, hun er stærk og hun er i den grad en rollemodel.

Bogen handler naturligvis om hendes oplevelser efter at møde og giftede sig med American Sniper Chris Kyle, der var den dødeligste snigskytte i amerikansk historie nogensinde, om deres liv sammen, om deres kamp for veteraner efter Chris stoppede i Navy Seal og ikke mindst hans alt for tidlige død, da han blev skudt af en veteran med mange psykiske problemer (mere end bare PTSD, som ellers er en populær misforståelse) i februar 2013. Problemer, han i øvrigt ikke var bekendt med, men som Taya skriver i bogen; han havde nok taget afsted den morgen alligevel, for Chris sagde aldrig nej til en veteran med problemer. Men måske havde han taget yderligere forholdsregler. Det er hjerteskærende at høre om børnenes reaktion, at se billedet af Angel, der tager afsked med sin fars kiste. Men det er samtidig fascinerende, for Taya Kyle er hudløst ærlig. Hun har ikke skrevet et glansbillede, hun har skrevet om deres ægteskab med alle de små bump, der var på vejen og ikke mindst om den store sorg, der var ved at flå hende fra hinanden og hvordan hun stadig forsøger at håndtere sorgen og savnet. Hun beskriver også både romanen, der fik Kyle-familien ind i de amerikanske hjerters tilblivelse (før Chris’ død) og ikke mindst filmens tilblivelse efter. Om den generøsitet hun oplevede, men også om de onde tunger, der pludselig dukkede op efter Chris død.

Og alligevel vender siderne sig selv. Den er fantastisk velskrevet og svær at stoppe med igen, når man først er i gang. Jeg vil tro, det er en fordel at have læst American Sniper, for hun henviser en del til bogen og til begivenheder, der er beskrevet i den. Men det er ikke nødvendigt. Og selvom du primært er interesseret i Chris Kyle, så er den stadig værd at læse, for du får i den grad også et indblik i ham.

Tilbage er der kun at sige; læs den! (men lad være med at læse den mens du tager offentlig transport, som jeg gjorde, i hvert fald når du er nået ca. halvejs. Dine medpassagerer vil formentlig synes, at det er underligt, at du sidder og kæmper med tårerne over en bog).

Biografi, Military, Nonfiktion

American sniper

American Sniper af Chris Kyle ved forlaget HarperCollins, 2012. 5/5 stjerner.

Den her bog er fantastisk, spændende, interessant, åndeløs… den er så god. I senere udgaver er der indarbejdet et kapitel om Chris Kyles død i 2013. Og det er svært at komme igennem, men en vigtig del af Kyles historie.

Chris Kyle var den dødligste amerikanske snigskytte nogensinde, kaldet ”Djævlen” af modstanderne, når han var udsendt og ”Legenden” af sine Navy Seal kammerater.

Fra 1999 til 2009 var han snigskytte for U.S. Navy Seals og Pentagon havde over 150 registrerede kills på ham – Kyle verificerer dog ikke det eksakte tal i bogen. Under krigen i Irak frygtede de irakiske oprørere ham så meget af de gav ham øgenavnet ”Djævlen” og udlovede en belønning til enhver der kunne dræbe Kyle. Samtidig blev han en legende blandt sine amerikanske kollegaer fra både Seals, Marines og Hæren, idet han beskyttede dem som snigskytte fra tagtoppe og skjulte positioner. Bl.a. beskriver han levende sit længste skud på omkring 1920 meter, der dræbte en oprører, der var i gang med at fyre en manuel panserværnsgranatkaster af på en amerikansk konvoj. Chris Kyle kalder selv netop det skud ”heldigt”.

Chris Kyle voksede op i Texas og lærte tidligt at skyde på adskillige jagtture med sin far som dreng. Han besluttede dog at indrullere sig i den amerikanske flåde (han ville oprindeligt være marinesoldat) og senere i Navy Seals og beskriver levende anstrengelserne og uddannelsen forud for at blive en Seal. Om den ekstreme vilje, der skal til og om alt det, de udsættes for, bl.a. Hell Week, som nok er det mest kendte. Og han taler åbent om krig – også alt det, der har gjort ondt, har været svært eller decideret horribelt. Han blev selv skudt to gange og mistede adskillige af sine bedste venner i krig.

Man kunne tro, at en øjenvidneberetning fra en lang militær karriere og mange udsendelser var en bog om drab, krig og forfærdeligheder, og det er den også. Men Chris Kyles personlige skildring gør det menneskeligt og giver et helt unikt indblik i en verden, alle os uden for aldrig rigtig oplever eller måske forstår – nemlig hvordan det er at være soldat i krig. Bogen skildrer et billede af en gennemført god mand, der gerne vil gøre en forskel i verdenen, men vandrer på en knivsæg mellem det at være soldat for USA og familiefar for Taya og børnene.

Bogen fortæller også om hans soldaterkammerater og har kapitler skrevet af Kyles kone Taya, om afsavnet, det at være enemor, mens ens mand er i krig og den virkning krigen har haft på Chris Kyle – indtil hun til sidst sagde stop og han i 2009 trak sig ud af Navy Seals og i stedet i samarbejde med FITCO Cares Foundation grundlagde Heroes Project, der den dag i dag sørger for fitnessudstyr træning og personlig hjælp til veteraner med handicap og PTSD. Jeg er vild med kapitlerne skrevet af Taya Kyle og hendes bog ”American Wife” skrevet efter hans død er bestemt på min to read-liste.

Bogen er en adrenalinfyldt, åndeløs og dybt personlig oplevelse om ekstremt målrettede mennesker, der trækker dig gennem hele følelsesregistret og i den grad er værd at læse.