Klassiker, Scifi

Klassikere er en svær en

Fagre nye verden af Aldous Huxley fra forlaget Hovedland, 2009 (oprindeligt 1932). 3/5 stjerner.

Klassikere er altid svære at anmelde, for de har på en eller anden måde været særligt elskede og haft særligt stor betydning. Især klassikere som Fagre nye verden, der skal sige noget om en fremtid – som pludselig ikke er helt så langt fremme i tiden, som den var, da den blev udgivet i 1932. 

Handlingen foregår primært i London i år 2540. Det er en dystopisk roman og jorden er omdannet til et verdenssamfund, der ledes af 10 præsidenter. Alle børn fødes eller udklækkes i reagensglas på anstalter og rangeres (og avles) efter arveanlæg, intelligens og fysik i fem kaster, der er navngivet efter det græske alfabet – fra alpha (de fysisk højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste både i intelligens og fysik). Forældre findes og ord og begreber som ”mor” og ”far” anses som upassende og vulgære. Børnene opdrages af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædagogiske læresætninger og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser som kærlighed, sorg og forelskelse anses også som vulgære og skal undertrykkes til fordel for flygtige glæder såsom erotik, spil, følefilm og designer-drug’et SOMA. Disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet. 

Bernad Marx er vores hovedperson og er et alphaplus individ, der overraskende ikke er så høj (rygtet siger, at han ved en fejl har fået væksthæmmende alkohol i sit reagensglas, der ellers normalt er forbeholdt lavere kaster). Han føler sig udenfor og er ude af stand til at få de kvinder, han ønsker sig. Derfor har han også udviklet mere individualitet end normalt og anses for upassende af sin overordnede.

Lenina Crowne er betasygeplejerske. Hun indvilliger i at tage med Bernard på en oplevelsesferie til et reservat, hvor der bor indianere i primitive stammesamfund. Her møder de Johannes (hr. Vild). Bernards chef har mange år tidligere efterladt Johannes mor Linda i reservatet, fordi hun blev gravid. Hun er derfor tvunget til at blive mor og efter egen mening live primitivt – og er f.eks. ældet, hvad man normalt ikke gør. Johannes føler sig holdt udenfor af indianerstammen, og efter at Linda har lært ham at læse, bliver hans kæreste eje en bog med Shakespeares samlede værker, som han har memoreret og citerer flittigt. Lenina og Bernard tager Linda og Johannes med tilbage til verdenssamfundet. Johannes er fra starten betaget af Lenina og de tekniske vidundere, men gensynet med civilisationen vækker sensation. Johannes bliver Bernards adgangsbillet til det gode selskab, men har svært ved at forlige sig med samfundets overfladiskhed. Han skuffes over ikke at skulle arbejde for Leninas kærlighed og harmes, da ingen forstår hans sorg over Lindas død. Det afføder mere og mere tumult i samfundet. 

Fagre nye verden er ikke en bog, der ender lykkeligt og særligt med tanke på dens udgivelsesår er det bestemt en bog, der advarer mod forbrugerkultur og kunstige stoffer, og var inspireret af et besøg i Amerika under industrialiseringen, hvor Huxley så skræmmende tendenser. 

Jeg var ikke helt oppe at ringe over bogen, men det er sjovt at læse klassikere og se, hvordan de kan hænge sammen med samfundet i dag. 

Klassiker, Scifi

Inspireret, britisk vanvid

The Hitchhikers guide to the galaxy af Douglas Adams lyttet til på Mofibo, original udgivet I 1978. 4/5 stjerner. 

Sekunder før jorden udslettes for at gøre plads til en ny intergalaktisk motorvej, bliver Arthur Dent reddet af sin ven Ford Prefect, der viser sig at være researcher for den reviderede udgave af bogen ”The Hitchhikers guide to the galaxy”, men som de seneste femten år har ladet som om, han er en arbejdsløs skuespiller på jorden. Sammen begynder Ford Prefect og den mere forsigtige og meget, meget britiske Arthur Dent et rejse gennem rummet med guiden som – ja guide på turen og nye spændende, intergalaktiske medblaffere – Zaphod Beeblebrox, den tohovedet, trearmede ekshippie og nu præsident af galaksen, hans kæreste Trillian, et menneske, som Arthur tidligere har forsøgt at score, Marvin en paranoid, genial og permanent deprimeret robot og Veet Voojagig, en tidligere studerende, som er besat af alle de kuglepinde, han har mistet i tidens løb.

Det er skørt, det er sindssygt, det er vanvittig morsomt på en så britisk måde, at man nok skal holde af britisk humor, før man kaster sig ud i projektet med at læse serien – for Hitchhikers guide to the galaxy er jo som bekendt en trilogi i fem dele. Jeg kan ikke vente med at læse de næste i serien, for jeg var flad af grin undervejs. Jeg kendte den jo godt, sådan perifert. Det er en klassiker af typen, som man har hørt om. Men jeg anede ikke, at den var så skør og så sjov. Det er simpelthen inspireret vanvid og jeg er dybt imponeret over Adams’ hjerne; hvordan har han kunnet finde på den her historie?

Og så skal man altså unde sig selv at høre den som lydbog med ægte britisk accent, mesterligt oplæst af Stephen Fry. 

Og skulle læseren af dette opslag have flere spørgsmål, så er svaret 42. 

Klassiker

Fifty shades of gray før det blev mainstream

The Picture of Dorian Grey af Oscar Wilde, 1891. 3/5 stjerner

Dorian Gray er en ung mand i 1800-tallets London. Kunstneren Basil Hallward er imponeret og besat af Dorians skønhed og maler et oliemaleri af ham i fuld størrelse, og han tror, at Dorians skønhed er grunden til kvaliteten i hans kunst. Gennem Basil møder Dorian Lord Henry Wotton og snart bliver han besnæret af aristokratens hedonistiske verdensbillede; at skønhed og sensuel tilfredsstillelse er det eneste, der er værd at forfølge i livet. 

Dorian bliver derfor opmærksom på, at hans egen skønhed vil forsvinde og udtrykker ønske om at sælge sin sjæl og derved få billedet til at ældes i stedet for han selv i et anfald af dramatik. Men lidet ved han, at det ønske bliver opfyldt og mens det langsomt går op for ham forfølger han selv libertiners livsform med varierende moralske oplevelser, alt i mens han forbliver ung og smuk og portrættet forvrænges og viser hans sande sjæl. 

Så hvordan anmelder man en klassiker? En elsket klassiker – en i horrorgenren oven i købet? 

Det er et mål for mig at læse flere klassikere, og The Picture of Dorian Grey virkede som et godt sted at starte. Den lugtede lidt af mørk Jane Austen og jeg elsker Jane Austen. Jeg har tidligere leget med Brönte-søstrene men blev ikke umiddelbart hooked, så jeg ville prøve en anden klassisk forfatter. The Picture of Dorian Gray føltes også lidt som mørk Jane Austen men uden al romantikken. Som med så mange horror-klassikere føles den bestemt ikke som horror – men det gjorde den sikkert i samtiden. Bogen hinter samtidig homoseksualitet, som Wilde også selv (efter sigende) var i en tid, hvor det ikke var velanset, og det er elegant gjort igennem bogen – og egentlig ret cool for en bog fra 1891 at tale direkte ind i det stigende fokus på diversitet. 

Hvem er egentlig skurken i denne bog? Er Dorian gennemført ond? Ikke i min optik. Jo, han er ond – hans sjæl er så sort og grim som hans billede, men Dorian slår mig mest af alt som en dum, smuk, let påvirkelig dreng, der lader sig forføre at de flygtige glæder Henry Wottons livstil kan tilbyde. Eller er det Basil der gør Dorian forfængelig og opmærksom på sin egen skønhed? Bogen har virkelig dybde, som klassikere ofte har og giver stof til eftertanke. 

Horror, Klassiker

Så jeg læser ikke horror… med mindre….

Dracula af Bram Stoker fra forlaget Penguin, 2003 (oprindelig 1897). 4/5 stjerner. 

Så jeg er hende, der aldrig læser horror. 

Med mindre det er klassisk horror åbenbart for så er jeg game. Dracula er en af de mest kendte og bemærkelsesværdige horror-romaner nogensinde, og jeg elsker, at den ikke er skræmmende på splatter-måden, egentlig heller ikke på den der psykisk tortur måde, hvor du ikke rigtig ved, hvem eller hvor monsteret er – men udelukkende er skræmmende grundet hvem monsteret er (selvom de godt nok ikke har styr på, hvor han er halvdelen af tiden). 

Bogen handler i al sin enkelthed om en gruppe mennesker, som Dracula går efter – og gennem dette forenes de i kampen mod Dracula – og måske særlig kendt med Dr. Van Helsing. Man hører egentlig ikke ret meget om Dracula. Han er meget til stede i starten af bogen og lidt i slutningen – men ellers er han en trussel, de ikke rigtig kan få hånd om. 

Twilight sparkede en fascination af vampyrer i gang, og det er blevet til en del vampyr-romaner gennem tiden i mit læseunivers og både før og efter har vampyrer været et sexet væsen. Dracula er ikke den første roman om vampyrer, men en af de første, og der er bestemt intet romantisk eller sexet over vampyrerne i denne bog. De er blodsugende monstre, og de beslutter sig ikke for at redde en teenage-pige, der dufter godt. Til gengæld er Dracula både et intelligent, manipulerende og på én gang tiltrækkende og frastødende monster, der egentlig har en hel del selvkontrol. 

Det er en hæsblæsende og spændende bog, der får dig til at kigge dig over skulderen og man keder sig ikke. Stoker leger med mange forskellige fortælleteknikker og flere forskellige hovedpersoner, som konstant ændrer tonen i bogen. Resultatet er en bog, der er fragmenteret og samtidig enormt grundig og som kombinerer mange genrer; breve, dagbøger, avisartikler, som både fungerer som hovedpersonernes måde at holde styr på deres mission – og som gør læseren til en integreret del af efterforskningen af Dracula. 

Jeg forstår godt, at Dracula stadig er en populær historie at genfortælle og bruge som tema i serier, film og så videre i dag. Den er fuld af plottvist og Dracula selv er ren ondskab og samtidig snedig – men til trods for det, er han svær at give slip på, at lade sig fascinere og besnære af. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor vampyrer i dag er blevet gjort sexede….

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.

Klassiker

En oplevelse i middelalderens Paris

Klokkeren fra Notre Dame af Victor Hugo fra forlaget Hernov, 2017 (oprindeligt 1831). 3,5/5 stjerner.

Klokkeren fra Notre Dame er en af den slags bøger, der gør, at jeg har en blog. Sådan en bog, der i den grad griber en på alle mulige underlige måder, og prøver man at snakke om den, tror folk, at man har det vildeste Disney-flip. Taak Disney. For bogen er helt klart en oplevelse. Ikke nødvendigvis en god oplevelse, men en oplevelse, man bør unde sig selv.

Der er tre ting, man skal vide, før man læser Klokkeren fra Notre Dame:

  1. Originaltitlen på fransk er Notre-Dame de Paris, så forventede man en historie om en godmodig vanskabning, tager man fejl. Quasimodo er bestemt ikke omdrejningspunktet – og titlen Klokkeren fra Notre Dame, dukkede først op med Hollywood. De første oversættelser på dansk hed Notre Dame Kirken i Paris eller Esmeralda. Den del vidste jeg godt.
  2. Klokkeren fra Notre Dame er en tragedie. Den del vidste jeg ikke. Så slutningen var mildest talt en overraskelse. Taaak Disney….
  3. Victor Hugo var betalt pr. ord. Det er i øvrigt hans første roman – og derfor anbefaler jeg, at man finder en forkortet udgave. Jeg læste naturligvis den uforkortede.

Og netop længden er en af grundene til, at den kun får tre og en halv stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Slet ikke. De første 350 sider bliver bare brugt til at beskrive Paris’ historie og arkitektur, sætte scenen og handler på alle måder meget lidt om den egentlige historie. Men når man først når dertil, er den det værd. Det er også et af Hugo’s kendetegn – han er enormt dygtig til at sætte scenen, demonstrerer enorm viden om Paris, og skriver ekstremt beskrivende. Næsten for meget i Klokkeren fra Notre Dame.

Så hvad handler den om? Kærlighed måske. Den der vilde kærlighed ved første blik, kærlighedsbesættelse, kærlighed uden grænser. Eller skæbne. Når menneskers skæbner er så sammenfiltrede, at de ikke kan slippe for hinanden. Eller måske handler det hele i virkeligheden bare om Paris. Men skal man opsummere, så forelsker den døve og vanskabte Quasimodo, der er klokker i Notre Dame-kirken, sig i den meget smukke sigøjnerpige, Esmeralda, der som den eneste udviser medlidenhed med ham efter han bliver pisket offentligt. Men også hans herre og adoptivfar ærkediakon Claude Frollo er også forelsket i Esmeralda. Hun ser dog kun den selvglade kaptajn Phoebus, som hun møder tilfældigt og mener, at han gengælder hendes følelser, selvom alt peger på det modsatte.

Når Victor Hugo skriver karakterer, så skriver han rigtige, humane, hele mennesker. Ingen er helt gode og ingen er helt onde. Og den del elsker jeg! Betalt-per-ord-delen bidrager så med, at vi får en del af deres baggrundshistorie også – men det gør skam ingenting. Jeg ved egentlig ikke hvem, der er hovedpersonen, men Esmeralda er helt bestemt omdrejningspunktet. Hun er ung og smuk – og uendelig naiv og irriterende. Jo, jo, hun udviser kortvarigt medlidenhed og et kort glimt også selvstændighed, men det går hurtigt over og udviser derefter udelukkende dumhed, som bringer hende selv og andre i konstant livsfare. Men Esmeralda er ikke enig – hun fastholder stædigt, at Phoebus gengælder hendes følelser, og heldigvis for hende, er der mange andre, der gerne vil redde hende.

Phoebus til gengæld er den største frat boy – han er en player – flot, men intetsigende. Og meget lidt med i bogen. Så troede man på Disney, så er Phoebus et chok. Tak Disney…

Claude Frollo er også et chok, hvis man var lullet ind i Disneys fortælling. Også for mig. Jeg kan nemlig næsten godt lide ham i bog-versionen- Næsten. Han er bestemt drevet til vanvid af hans passion for Esmeralda, men også en af de eneste i bogen, der rent faktisk handler (rationelt) på grund af kærlighed. Ikke overfor Esmeralda, men overfor Quasimodo og Jehan, Claudes lillebror. Han har nemlig opdraget dem begge og f.eks. lært Quasimodo at tale og skrive – og er faktisk god ved dem begge to. Streng, men god. Ingen tvivl om, at han er skyld i Esmeraldas tragedie – men han er ikke hele vejen ond. Og var Esmeralda smart, kunne hun godt have snøret ham… just saying.

Quasimodo er ret gennemgående beskrevet som ondsindet, bortset overfor Esmeralda og Claude Frollo – de eneste to, han nogensinde har elsket. Han er som sagt en ret lille karakter i bogen, men ender efter min mening, som en af de mest sympatiske i bogen. Naturligvis med en tragisk skæbne, for det har de alle sammen, næsten da.

Og så er der Gringoire. Jeg havde håb for Gringoire. De bliver ikke helt udfriet, men stadig. Han er forfatter og digter og bliver ved et uheld gift med Esmeralda i begyndelsen af bogen. Han er åbning til historien og man følger ham gennemgående. Blandt andet bliver han meget glad for geden Djali, som næsten er vigtigere for ham end for Esmeralda, hvilket er et meget sympatisk træk, idet geden er virkelig sød og ender i Esmeraldas rod som uskyldigt offer. Og så har Gringoire en ret fantastisk evne til at overleve og flyde ovenpå – efter eget udsagn talent for næsten at blive hængt. I øvrigt et bedre bud på en helt i en disney-ficering end Phoebus nogensinde var.

Men som et lille nik til Disney – så gal er Disney-filmen faktisk ikke. Der er mange ting i den, der slet ikke stemmer overens med den oprindelige bog. Men mange af elementerne er faktisk med om end i en anden rækkefølge – eller mere bogstaveligt, f.eks. når Quasimodo taler med gargoilerne, fordi han ikke har andre venner. Og så er der naturligvis persongalleriet. Men skulle man lave en børneudgave af en episk tragedie, kunne den helt bestemt have været værre. Det blev godt nok et flop i forhold til andre Disney-film – men det var fedt dengang Disney turde tage den slags mørke historier op. Og så er musikken i filmen fantastisk – og om ikke andet kan det måske prikke en interesse så meget i gang, at man 20 år senere læser en klassisk tragedie.

Så helt ærligt – tak til Disney.

Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Julelæsning, Klassiker

Så er det snart jul

A Christmas Carol af Charles Dickens fra forlaget Barnes and Nobles, 2013 (oprindeligt 1843). 5/5 stjerner.

De fleste kender Charles Dickens Juleeventyr om den vrantne Ebenizer Scrooge, der ikke bryder sig om julen, men som får besøg af spøgelset af sin forretningspartner og eneste ven, der fortæller ham, at han er nødt til at ændre sin måde at leve på. Derefter får han besøg af tre julespøgelser og får forandret sit liv. Og ikke mindst – finder sin juleglæde.

Jeg har set et juleeventyr i mange, mange versioner, både versioner, der følger originalen og romantiske genskrivninger. Og jeg har læst den på dansk – men i år er første gang, jeg har læst den på originalsproget. Og jeg havde ærlig talt glemt, hvor helt fantastisk julet den er. Den sætter en i perfekt julestemning og jeg elsker denne julede spøgelseshistorie, som man kender ud og ind, men som på en eller anden måde bliver en del af hver eneste jul. Og jeg elsker den måde hvorpå vi også får et indblik i, hvorfor Scrooge er blevet sådan og gennemgår forvandlingen med ham – hvordan kan man ikke være i julestemning, da Scrooge vågner, slår vinduet op og spørger hvad dag det er, og den lille dreng svarer ”Det er juledag, sir”?

Processed with VSCO with c1 preset

Samtidig er Barnes and Nobles leatherbound version af denne lækre bog en fornøjelse og ren luksus at læse. Desuden indeholder den andre af Dickens juleeventyr, og denne smukke bog, men gyldne kanter på siderne og det røde, lækre læder gør det til en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Selv siderne føles anderledes – bløde men tykke. Og så indeholder bogen også en interessant beskrivelse af, hvorfor og hvordan Dickens skrev sine mange julehistorier og lidt om hans historier.

Så blev det jul!