Fantasy, Romantik, Young Adult

Flere dystopiske prinsessedrømme (nej, jeg er ikke engang flov)

The Elite af Kiera Cass fra forlaget Harperteen 2013. 4/5 stjerner. 

Den her bogserie er lidt ligesom junkfood. Jeg fløj gennem bogen på én aften, og det til trods for, at den fuldstændig ligesom The Selection hverken er specielt godt skrevet, plottet er ret tyndt og karaktererne stadig er ret karikerede. Plottet er stort set en fortsættelse af bog ét, bortset fra at de 35 piger nu er indsnævret til seks – eliten. Og konkurrencen om at vinde Maxons hjerte er stærkere end nogensinde – men som enhver god YA-klichefyldt bog er der naturligvis en kærlighedstrekant, og America har svært ved at bestemme, hvor hendes hjerte ligger, Maxon eller Aspen, der *puf* er kommet tilbage i hendes liv og fortryder, at han slog op med hende (!). Samtidig bliver oprørsangrebene hyppigere uden nogen rigtige ved hvorfor – og America tager dummere og dummere beslutninger. Først er hun all over Maxon – så dukker Aspen op og er tryghed, selvom hans personlighed er ca. lige så interessant som en kogt kartoffel. Hun væver frem og tilbage og bliver samtidig sur over, at Maxon bliver i tvivl om hende og bange for, at hun skal såre hans følelser, og derfor naturligvis gør sin prinselige pligt og kurtiserer de andre seks piger i eliten. Samtidig formår hun at falde på sin halvroyale røv og relativt bevise overfor alle, at hun ikke er i stand til at være dronning, for hun kan ikke holde på en hemmelighed, Maxon har fortalt hende i fortrolighed, men viser den frem på nationalt tv, jeg mener… Kongen er måske nok en bitter, gammel mand, men han har måske en pointe i, at hun ikke er en god dronning. Rebellernes bevæggrunde for at ville stjæle bøger, bliver forhåbentlig forklaret i den sidste bog i trilogien, for eftersom det også bliver forklaret at Illeas grundlægger basalt set skabte kastesystemet for at skaffe sig selv mere magt og derved grundlæggende er en idiot, virker mærkeligt. 

Og alligevel er der noget ved denne serie, som gør, at man hverken kan eller vil ligge den fra sig. Lidt fordi man sultent leder efter et dybere plot (det er jo faktisk en dystopisk bog, hvilket der ikke bliver gjort særlig meget ud af) og dels fordi man fanatisk læser sig hen mod, at America skal tage et valg (hvis da ikke kongen smider hende på porten først) – det er jo ret tydeligt, at hun ender sammen med Maxon, men stadig – hun skal tage valget, og Maxon skal også være med på den, nu hvor han faktisk er kommet i tvivl. I øvrigt er The Elite en ligeså smuk bog som The Selection. 

Fantasy, Young Adult

Undervældende oplevelse til trods for godt setup

To best the boys af Mary Weber fra forlaget Thomas Nelson, 2019, 3/5 stjerner.

Hvert år modtager beboerne i Pinsbury Port et mystisk brev, der inviterer alle drenge af passende alder (16 år +) til at konkurrere om et stipendium på Stemwick University. De fattigere beboere kigger for at se, om deres navn er på listen. De velhavende kigger for at se, om deres søn vil overleve. Rhen Tellur kigger for at se om hun kan udlede, hvad blækken og pergamentet er lavet af. For i Caldon provinsen er det kvinderes pligt at blive gode koner, men Rhen vil være videnskabsmand. Og mens de fattige dør af en mystisk sygdom, arbejder Rhen og hendes far for at finde en kur – for Rhens mor er alvorligt syg og har ikke længe igen. Rhen beslutter sig for at tage fremtiden i egne hænder og deltage i den årlige konkurrence forklædt som mand. Sammen med sin kusine Selini kommer de ind i labyrinten, der kan koste én livet. 

Ideen til plottet er virkelig godt, men det er ikke så veludviklet som det kunne være. Mary Weber kunne have taget historien længere. Umiddelbart virker det, som om den er skrevet til et meget ungt publikum. Samtidig er der stærk feministisk indflydelse og kvinde empowerment er et stærkt tema i bogen, men det er næsten for overskyggende. Det er naturligvis for at inspirere læserne, hvilket jeg godt forstår, men det bliver gjort for meget – for direkte til at være elegant og faktisk inspirerende. For nu at tage et eksempel (spoileralert) – der står gentleperson i brevet – ikke gentleman. Så at kvinder faktisk kan deltage i konkurrencen, kommer ikke som en stor overraskelse, da det hele folder sig ud, og det viser sig, at Rhen slet ikke har gjort noget forkert. Kvinder kunne med andre ord hele tiden have deltaget i konkurrencen, der er bare aldrig nogen, der har gjort det eller tænkt så langt.

Verdenen er spændende og plottet omkring labyrinten kunne have været godt – men selve turen ind igennem labyrinten er kun et par kapitler langt, og det gør, at bogen flyder meget langsomt, til trods for den er 310 sider lang. Jeg savnede mere aktion i labyrinten og en mere elegant måde at udfordre kønsnormerne i bogen på. 

Bogen er alt i alt en undervældende oplevelse, der faktisk er svær at huske, når man er færdig med den – og det er en skam. For præmissen om at udfordre normerne og at piger kan hvad som helst er et fint budskab, særligt til et yngre publikum.

Fantasy

Hæsblæsende roman med for mange plot til 350 sider

An Unkindness of Magicians af Kat Howard fra forlaget Saga Press, 2017. 3,5/5 stjerner.

Der er en mørk hemmelighed, der gemmer sig i hjertet af New York City og får magikernes magi til at fejle. Ingen ved, hvad der sker bortset fra Sydney – en ny, sjælden magiker med ekstraordinære kræfter, der har været usete i årtier – og hun er måske den eneste, der kan stoppe mærket i at svække magien men Sydney ønsker ikke at hjælpe systemet, hun ønsker at ødelægge det. Alligevel indtræder hun i The Turning – en magisk kamp om magten i den magiske verden.

Der sker en masse i den her roman, der foregår i den magiske ”usete verden”, der mildest talt er en smule deprimerende. Vi følger en række personer på skift. Naturligvis Sydney med sine ekstraordinære magiske talenter, Laurent, en outsider, der håber at få chancen for at etablere sit eget Hus (den måde magikerne rangordner sig på); Grey Prospero, Laurents bedste ven, som er blevet gjort arveløs fra sit hus på grund af en mørk hemmelighed, ingen taler om; Harper, der har magisk blod, men ikke ret meget magi og som forsøger at finde ud af, hvorfor hendes bedste ven skulle myrdes og så naturligvis Miles Merlin og Miranda Prospero, to magtfulde ledere af hver deres hus, som har deres egen mening om, hvordan the Turning skal slutte. 

Situationen bliver langsomt mere og mere mudret, da Ian Merlin deltager for House Prospero, selvom han er arving til House Merlin. Miles putter i stedet Ians søster ind i konkurrencen, og det tvinger måske de to søskende til at slå hinanden ihjel. Derudover foregår der nogle mystiske mord på kvinder, og deres fingerknogler bliver taget – og endelig følger vi House Shadows, et fængsel for magiske slaver og ofre, for det viser sig, at magi ikke er gratis. 

Der er med andre ord nok at følge med i på de knap 350 sider og i starten gælder det mest af alt om at hænge på indtil man får styr på de mange Huse, navne, familier og så videre. Men Kat Howard formår at binde alle disse tråde sammen i et brag af en hæsblæsende, mørk historie. Hvis altså man ikke giver op på mængden af plotlinjer. Jeg glæder mig til at læse nummer to, der er ved at blive skrevet og skulle udkomme i 2020 – for jeg kan både se, at der er tråde, der ikke er færdige og samtidig har jeg svært ved at se, hvordan historien kan komme videre. 

Fantasy, Young Adult

Blodig bog med anstrengende hovedperson

Spellslinger af Sebastian de Castell fra forlaget Hot Key Books, 2017. 3/5 stjerner. 

Der er tre ting, som en Jan’Tep skal kunne for at kunne kalde sig en mand. Det første er at demonstrerer styrken til at beskytte din familie. Den anden er at bevise, at du kan udøve den magi, der definerer Jan’Tep’erne. Det tredje er simpelthen at blive 16. Kellen er kun uger væk fra sin 16-års fødselsdag og kan ingen af de tre ting, men han har opdaget, at det bare skal se ud som magi. Men da Ferius Parfax ankommer til byen udfordrer hun Kellen til at vælge en anden vej. Hun er uforudsigelig, men hun er måske også Kellens eneste håb for ikke at ende som en slave for sin familie. 

Okay, okay – jeg har måske nok gået til denne bog med forkerte forudsætninger. For jeg troede den handlede om en ung magiker (uden magi), der snød sig gennem en magisk konkurrence. Det gør den ikke. Den handler godt nok om en ung magiker uden magi, men allerede i kapitel et afslører hans arrogante søster ham for alle de andre. Reichis den lille egernkat, som Jan’Tep’erne er bange for, men som alligevel slår sig sammen med Kellen, vandt mit hjerte fra starten. For Reichis har masser af attitude og gåpåmod – og kan om ikke andet bide lidt fornuft ind i Kellen. For Kellen er irriterende – selvfølgelig formet af, at Jan’Tep’ernes samfund er uretfærdigt og snobbet, og Kellen formår på én gang at være ræd for at blive underklasse og samtidig være snobbet overfor samme underklasse. 

Og så fremstår bogen efter min mening meget ”gore” – der findes ikke et perfekt dansk ord for det. For den er fuld af tortur af mennesker (særligt dem uden magi. Ferius til trods for alle sine talenter skal altså også reddes meget), tortur af Kellen (fra både venner og fjender – og hans egen far. Selvom han gør det for at ”hjælpe”). Og ikke mindst tortur af dyr. Det er sådan Reichis og Kellen bliver venner – Kellen redder ham fra tortur fra sit eget personlige nemesis. 

Plottet fremstod en smule uregelmæssigt, og skulle jeg læse videre i serien ville det udelukkende være for at finde ud af, om vi nogensinde hører mere til Jan’Tep’erne, eller om det bare er efterladt som en løs ende. 

Anmelderrost, Fantasy, Julelæsning

Julemandens værksted møder imponerende lyrisk forfatterskab

Toymakers af Robert Dinsdale fra forlaget Ebury Digital, 2018. 4,5/5 stjerner. 

Hvor skal man overhovedet starte? Toymakers er en eminent velskrevet historisk roman, med fantasy-elementer. Og jeg elsker disse hints af, at det måske er fantasy og magi eller måske blot virkeligheden og mekanik. Robert Dinsdale skriver på én en gang gribende, lyrisk og så rigt detaljeret bog, at det næsten gør fysisk ondt af forlade Papa Jacks Emporium. Bogen er rutsjebane-tur af følelser, der ikke slipper én lige foreløbig. 

Bogen handler om en legetøjsbutik, Papa Jacks Emporium på Iron Duke Mews i London og handler om årene 1906 til 1953. Bogen er fortalt gennem vores hovedperson Cathy, der i 1906 er 16 år gammel og gravid og løber hjemmefra for at arbejde for Emporium, da hun ikke ønsker at bortadoptere sit barn, som hendes familie ellers er ved at planlægge. Her møder hun Papa Jack Godman, der under et mangeårigt fangeskab i Sibirien, har fået en forståelse for, hvad legetøj kan bringe både børn og voksne; uskyldighed og vidunder. Han tager sine sønner Kasper og Emil med til London og skaber mesterlegetøjsbutikken Papa Jacks Emporium, som tilsyneladende opererer med andre love for tid og rum. De åbner den første dag, der er frost og lukker, når sneen smelter. Hvert år. Resten af året bruges på at lave legetøjet og gøre klar til næste sæson. Begge brødre falder for Cathy, men hun har kun øjne for den talentfulde Kasper, der er en lige så dygtig legetøjsskaber som sin far, hvorimod Emil er usikker og rammes gang på gang af egne bekymringer og jalousi over sin bror. I Emporium føder Cathy sin datter Martha og gifter sig med Kasper. 

Emporium blomstrer og virker helt ude af takt med verdenen og skaber hvert år magi for børn og voksne. Alligevel rammer virkeligheden, da Første Verdenskrig sender Kasper i krig og kommer tilbage som en ødelagt mand tre et halvt år senere – ramt af skyldfølelse, granatchok og ikke mindst fysiske sår fra krigen. Og det puster yderligere til konflikten mellem de to brødre, der kulminerer og næsten betyder enden for Papa Jacks Emporium. Mange år senere forsvinder Kasper og forlader Cathy og Martha, som han ellers har opdraget som sin egen. Selve Emporium lider under det og vi følger det, mens Emil og Cathy forgæves kæmper for at bibeholde fortidens storhed.  

Are you lost? Are you afraid? Are you a child at heart? 

Det er en bog om to brødres interne kampe, om deres jalousi og beundring for hinanden. Særligt om Emils jalousi overfor Kaspers liv – lige fra hans kone og talent til det, han deltog i en krig, hvor Emil ikke kunne grundet et dårligt hjerte. Og en historie om, hvordan denne jalousi er altødelæggende. Men det er også en historie om krig, om eftervirkningerne af Første Verdenskrig, om en familie, om legetøj og om magi. Også er særligt den første fjerdedel af bogen helt klart også om jul. Når man er ude over den første fjerdedel går det meget julede lidt af bogen, men jeg vil nok ikke anbefale man læser den en varm juni-dag. Vent til de kolde måneder. 

Og det er en bog, der undervejs vil sætte sig på ens brystkasse til det føles som om, den forhindrer én i at trække vejret, en bog, der får en til at gispe i forundring og overveje, hvornår noget er virkeligt og hvornår det er rent magi. Det er med andre ord en enestående, brillant bog. Så hvorfor får den ikke fem stjerner? Fordi jeg virkelig ikke brød mig om slutningen. Jeg ved faktisk ikke, hvordan den skulle have endt – den vej Robert Dinsdale gik med især Cathy og Kaspers skæbner, gjorde på alle måder bare ondt. Man længtes jo efter at få at vide, hvad der var sket med Kasper. Men jeg ville ønske, at han havde efterladt den der. Uden en egentlig afslutning for Kasper, ladet slutningen var bitter og melankolsk. Bogen kunne godt have båret det. I stedet var slutningen på alle måder urealistisk og fjernede fuldstændig det magiske ved, at man hele bogen havde overvejet om familien Godman virkelig havde magiske evner eller bare var sindssygt dygtige håndværkere. Og for mig var det virkelig en skam. Måske skulle Robert Dinsdale have ladet Kaspers skæbne stå hen i det uvisse og lade Cathy være bedstemor. Det var i hvert fald ikke den slutning, jeg havde håbet på. Men indtil de sidste 20-30 sider er bogen et litterært mesterværk!

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr. 

Fantasy, Young Adult

Jeg elsker en god fantasy-verden, men kommer ikke til at savne Primoria

Frost like night af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2016. 3,5/5 stjerner

Den onde kong Angra er i live og hans onde magi spreder sig – ingen er længere i sikkerhed eller kan modstå. Meira vil gøre hvad som helst for at redde hendes verden, men Angra prøver at nedbryde hendes mentale forsvar og hun har desperat brug for at lære at styre sin magi. Lederen af den mystiske orden fra Paisly tilbyder at undervise hende, og hun tager chancen.  Men det går op for hende at for at stoppe den onde magi må hun ind i en labyrint dybt under årstidernes kongeriger og ødelægge roden til den magi, hun desperat prøver at lære – og derved tage livet af sig selv. 

Vi følger også stadig Mather, der bare gerne vil redde Meira. Han har brug for Children of the Thaw for at finde hende og fortælle, hvordan han føler. Men der er forræderi i egne og række og løsningerne synes længere og længere borte. 

Ceridwen, som vi også begynder at følge i tredje bog, vil gerne beskytte sit folk. Angra har slået hendes bror, kongen af Summer ihjel, stjålet hendes kongerige og gjort hende til fange, men hun bliver befriet af en uventet allieret, som også afslører en chokerende sandhed om Summers slavehandel. Mens Angra slipper sin mørke magi løs, kæmper Meira, Marther og Ceridwen for at bringe kongerigerne i Primoria sammen inden det er for sent. 

Frost like night er en my bedre end de tog andre bøger i trilogien. Jeg er stadig vild med den verden, Sara Raasch bygger op, og landet Paisly som den seneste tilføjelse er bestemt ingen skuffelse. Om end plottet stadig er relativt forudsigeligt, så er der alligevel nye ting i bogen. 

Meira til en start gennemgår faktisk en lille udvikling – et af mine helt store problemer med det første bøger. Ikke meget, men nok til hun ikke tager dumme beslutninger heletiden. Jeg kommer nok aldrig til at elske Meira, men hun er helt klart bedre end i de foregående bøger, og hun fremviser endelig noget værdighed til at være den soldaterdronning, hun hele tiden har forsøgt på. Ceridwen er en behagelig om end semi-unødvendig tilføjelse til fortælleren, og bogen veksler mellem jeg-form, når det er Meira og personbunden tredjepersons-fortæller, når det er Marther og Ceridwen. Men det giver os mere af verdenen at se, så jeg klager ikke. 

Spoiler alert i det følgende. 

Mit helt store problem med denne bog er slutningen. Jeg kan egentlig godt lide sidste kapitel ”6 måneder senere” – men lige før det. Jeg synes, det er skuffende, at Sara Raasch kun har mod til at slå bipersoner ihjel, som man ikke har nået at opbygge en følelsesmæssig tilknytning til – det er trods alt en ret voldsom krig, hun beskriver, men vores hovedpersoner kommer igennem, stort set uskadte. Hele Marthers hemmelige overvejelser omkring at redde Meira, som bliver kastet ind i de sidste sekunder af bogen virker urealistiske og alt for belejlige. Især fordi bogen var meget længe om at komme i gang med selve plottet, nemlig labyrinten og kampen mod Angra. Slutningen virker forceret og om end ”6 måneder senere” kapitlet fungerer godt i forhold til at få bundet verdenen sammen igen, kunne det også have fungeret med tab af vigtige hovedpersoner. 

Snow like ashes-trilogien har overordnet været en lidt skuffende oplevelse. Det undrer mig, at den er klassificeret til voksne, for den føles som en YA-bog. Den har ikke rigtig fat i nogle tungere emner, og har hele vejen igennem været meget forudsigelig. Verdenen er rigtig spændende og har været den primære grund til, at jeg har læst alle tre bøger. Jeg elsker en god fantasy-verden. 

Børnebøger, Fantasy

Perfekt børnebog – og god underholdning til de voksne

Arlo Finch og flammernes dal af John August fra forlaget Alvilda, 2018. 3,5/5 stjerner.

Arlo Finch flytter fra storbyen med sin mor og søster. Hans far er nemlig dømt landforræder og flygtet til Kina – men de snakker med ham via en sikker forbindelse én gang om ugen. Da moderen løber tør for kræfter og penge, flytter hun og ungerne til moderens bror i en lille by i Colorado. Og her får Arlo Finch gode venner i skolen. Han kan godt sammen med onklen og han bliver ranger – en form for spejder. Men det viser sig hurtigt, at der er overnaturlige kræfter på spil i byen Pine Mountain og det at være ranger betyder mere end at tage på overlevelsestur og binde knob. Som ranger lærer hans nye venner Indra og Wood ham nemlig hvordan man kan bruge magien fra den parallelle verden De Lange Skove til at lave snaplys og tordenklap og identificere overnaturlige væsner. Arlo tiltrækker også mørkere trusler og må kæmpe mod væsener, han aldrig har set mage til. Måske har Arlo en helt særlig skæbne? 

Arlo Finch er en serie for de 10-14-årige – og det kan man godt mærke. Siden Harry Potter (som trods alt udviklede sig med sine læsere) har jeg ikke læst så mange børnebøger, der ikke var klassikere, som voksen. Men netop fordi Arlo Finch er blevet sammenlignet med Harry Potter… Ja mere skal der faktisk ikke til at få mig til at læse en bog. Og jeg er ikke skuffet. Det er en børnebog, og derfor savner jeg lidt spænding, men jeg er sikker på, at jeg som 10-årig havde synes den var lidt uhyggelig men også virkelig god. 

Skrivestilen i bogen er gjort meget intelligent og det hjælper, når man som voksen læser den for sjov eller med sine børn. Bogen har nogle fine kapitler med ”cliff-hangers” til de næste kapitler, der formentlig vil få børn til at læse videre og bogen er detaljeret men samtidig handlingsdrevet nok til, at det hverken bliver kedelig for børn eller voksne. Samtidig gennemgår den en del spejderlære, så børn vil måske endda lære noget – hvis de kan skelne mellem det magiske og det virkelige. Og her er Arlo en god guide – han er nemlig selv temmelig forbløffet overfor alt det magiske. Det er første bog i en trilogi, og jeg kan helt ærligt ikke vente til den næste kommer , for jeg vil vide, hvad Arlos skæbne er og hvorfor han er speciel – måske snyder jeg, og læser den på engelsk, så jeg ikke skal vente på den danske oversættelse. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Børnebøger, Fantasy, Grafisk roman

Nøj – det er for børn

Lumberjanes to the max vol. 1 af Noelle Stevenson m.fl., 2015 fra forlaget  BOOM! Box. 4/5 stjerner. 

Lumberjanes er en tegneserie udviklet til de 8-14-årige (pige)børn, og handler om Miss Qienzella Thiskwin Penniguiqul Thistle Crumpet’s Camp (prøv at sige det 10 gange hurtigt efter hinanden) for hardcore lady-typer. Og her er alting ikke som det ser ud. Vores hoved personer Jo, April, Mal, Molly og Ripley støder både ind i treøjede ræve, hemmelige huler, mærkelige anagrammer og andre mærke skabninger, men de fem bedste veninder er måske nok unge, men giver ikke bare op og har bestemt sig til at have en god sommerlejr sammen. 

Denne fantasy-tegneserie er genial, hvis du kender en ung dame på omkring 10-12, der er ved at lære engelsk – eller du bare ligesom jeg, har en svaghed for tegneserier. Den er tydeligvis skrevet af feminister og handler jo også stort set kun om kvinder – og plottet er ikke helt så sammenhængende som det kunne have været. Men stilen er flot og lige som man nok forventer det, så er der altid en kæk kommentar. Historien er sjov og så langt ude, at ingen vil ligge vågne om natten, hvis man læser den med børn.  Og da det jo netop handler om en spejderlejr, så er der også en grønspættebog (om end den hedder noget andet), som en af pigerne naturligvis kan udenad. 

To the Max udgaverne af Lumberjanes (som man også kan få som normale tegneserier) bærer også lidt præg af at være kælet ekstra for – der er oplysninger om, hvordan man er kommet frem til de enkelte sider og ekstra tegninger og oplysninger i slutningen af bogen. En helt bestemt flot bog, der er hurtigt læst og man har det sjovt, mens man gør det!