Fantasy

Hæsblæsende roman med for mange plot til 350 sider

An Unkindness of Magicians af Kat Howard fra forlaget Saga Press, 2017. 3,5/5 stjerner.

Der er en mørk hemmelighed, der gemmer sig i hjertet af New York City og får magikernes magi til at fejle. Ingen ved, hvad der sker bortset fra Sydney – en ny, sjælden magiker med ekstraordinære kræfter, der har været usete i årtier – og hun er måske den eneste, der kan stoppe mærket i at svække magien men Sydney ønsker ikke at hjælpe systemet, hun ønsker at ødelægge det. Alligevel indtræder hun i The Turning – en magisk kamp om magten i den magiske verden.

Der sker en masse i den her roman, der foregår i den magiske ”usete verden”, der mildest talt er en smule deprimerende. Vi følger en række personer på skift. Naturligvis Sydney med sine ekstraordinære magiske talenter, Laurent, en outsider, der håber at få chancen for at etablere sit eget Hus (den måde magikerne rangordner sig på); Grey Prospero, Laurents bedste ven, som er blevet gjort arveløs fra sit hus på grund af en mørk hemmelighed, ingen taler om; Harper, der har magisk blod, men ikke ret meget magi og som forsøger at finde ud af, hvorfor hendes bedste ven skulle myrdes og så naturligvis Miles Merlin og Miranda Prospero, to magtfulde ledere af hver deres hus, som har deres egen mening om, hvordan the Turning skal slutte. 

Situationen bliver langsomt mere og mere mudret, da Ian Merlin deltager for House Prospero, selvom han er arving til House Merlin. Miles putter i stedet Ians søster ind i konkurrencen, og det tvinger måske de to søskende til at slå hinanden ihjel. Derudover foregår der nogle mystiske mord på kvinder, og deres fingerknogler bliver taget – og endelig følger vi House Shadows, et fængsel for magiske slaver og ofre, for det viser sig, at magi ikke er gratis. 

Der er med andre ord nok at følge med i på de knap 350 sider og i starten gælder det mest af alt om at hænge på indtil man får styr på de mange Huse, navne, familier og så videre. Men Kat Howard formår at binde alle disse tråde sammen i et brag af en hæsblæsende, mørk historie. Hvis altså man ikke giver op på mængden af plotlinjer. Jeg glæder mig til at læse nummer to, der er ved at blive skrevet og skulle udkomme i 2020 – for jeg kan både se, at der er tråde, der ikke er færdige og samtidig har jeg svært ved at se, hvordan historien kan komme videre. 

Fantasy, Young Adult

Blodig bog med anstrengende hovedperson

Spellslinger af Sebastian de Castell fra forlaget Hot Key Books, 2017. 3/5 stjerner. 

Der er tre ting, som en Jan’Tep skal kunne for at kunne kalde sig en mand. Det første er at demonstrerer styrken til at beskytte din familie. Den anden er at bevise, at du kan udøve den magi, der definerer Jan’Tep’erne. Det tredje er simpelthen at blive 16. Kellen er kun uger væk fra sin 16-års fødselsdag og kan ingen af de tre ting, men han har opdaget, at det bare skal se ud som magi. Men da Ferius Parfax ankommer til byen udfordrer hun Kellen til at vælge en anden vej. Hun er uforudsigelig, men hun er måske også Kellens eneste håb for ikke at ende som en slave for sin familie. 

Okay, okay – jeg har måske nok gået til denne bog med forkerte forudsætninger. For jeg troede den handlede om en ung magiker (uden magi), der snød sig gennem en magisk konkurrence. Det gør den ikke. Den handler godt nok om en ung magiker uden magi, men allerede i kapitel et afslører hans arrogante søster ham for alle de andre. Reichis den lille egernkat, som Jan’Tep’erne er bange for, men som alligevel slår sig sammen med Kellen, vandt mit hjerte fra starten. For Reichis har masser af attitude og gåpåmod – og kan om ikke andet bide lidt fornuft ind i Kellen. For Kellen er irriterende – selvfølgelig formet af, at Jan’Tep’ernes samfund er uretfærdigt og snobbet, og Kellen formår på én gang at være ræd for at blive underklasse og samtidig være snobbet overfor samme underklasse. 

Og så fremstår bogen efter min mening meget ”gore” – der findes ikke et perfekt dansk ord for det. For den er fuld af tortur af mennesker (særligt dem uden magi. Ferius til trods for alle sine talenter skal altså også reddes meget), tortur af Kellen (fra både venner og fjender – og hans egen far. Selvom han gør det for at ”hjælpe”). Og ikke mindst tortur af dyr. Det er sådan Reichis og Kellen bliver venner – Kellen redder ham fra tortur fra sit eget personlige nemesis. 

Plottet fremstod en smule uregelmæssigt, og skulle jeg læse videre i serien ville det udelukkende være for at finde ud af, om vi nogensinde hører mere til Jan’Tep’erne, eller om det bare er efterladt som en løs ende. 

Anmelderrost, Fantasy, Julelæsning

Julemandens værksted møder imponerende lyrisk forfatterskab

Toymakers af Robert Dinsdale fra forlaget Ebury Digital, 2018. 4,5/5 stjerner. 

Hvor skal man overhovedet starte? Toymakers er en eminent velskrevet historisk roman, med fantasy-elementer. Og jeg elsker disse hints af, at det måske er fantasy og magi eller måske blot virkeligheden og mekanik. Robert Dinsdale skriver på én en gang gribende, lyrisk og så rigt detaljeret bog, at det næsten gør fysisk ondt af forlade Papa Jacks Emporium. Bogen er rutsjebane-tur af følelser, der ikke slipper én lige foreløbig. 

Bogen handler om en legetøjsbutik, Papa Jacks Emporium på Iron Duke Mews i London og handler om årene 1906 til 1953. Bogen er fortalt gennem vores hovedperson Cathy, der i 1906 er 16 år gammel og gravid og løber hjemmefra for at arbejde for Emporium, da hun ikke ønsker at bortadoptere sit barn, som hendes familie ellers er ved at planlægge. Her møder hun Papa Jack Godman, der under et mangeårigt fangeskab i Sibirien, har fået en forståelse for, hvad legetøj kan bringe både børn og voksne; uskyldighed og vidunder. Han tager sine sønner Kasper og Emil med til London og skaber mesterlegetøjsbutikken Papa Jacks Emporium, som tilsyneladende opererer med andre love for tid og rum. De åbner den første dag, der er frost og lukker, når sneen smelter. Hvert år. Resten af året bruges på at lave legetøjet og gøre klar til næste sæson. Begge brødre falder for Cathy, men hun har kun øjne for den talentfulde Kasper, der er en lige så dygtig legetøjsskaber som sin far, hvorimod Emil er usikker og rammes gang på gang af egne bekymringer og jalousi over sin bror. I Emporium føder Cathy sin datter Martha og gifter sig med Kasper. 

Emporium blomstrer og virker helt ude af takt med verdenen og skaber hvert år magi for børn og voksne. Alligevel rammer virkeligheden, da Første Verdenskrig sender Kasper i krig og kommer tilbage som en ødelagt mand tre et halvt år senere – ramt af skyldfølelse, granatchok og ikke mindst fysiske sår fra krigen. Og det puster yderligere til konflikten mellem de to brødre, der kulminerer og næsten betyder enden for Papa Jacks Emporium. Mange år senere forsvinder Kasper og forlader Cathy og Martha, som han ellers har opdraget som sin egen. Selve Emporium lider under det og vi følger det, mens Emil og Cathy forgæves kæmper for at bibeholde fortidens storhed.  

Are you lost? Are you afraid? Are you a child at heart? 

Det er en bog om to brødres interne kampe, om deres jalousi og beundring for hinanden. Særligt om Emils jalousi overfor Kaspers liv – lige fra hans kone og talent til det, han deltog i en krig, hvor Emil ikke kunne grundet et dårligt hjerte. Og en historie om, hvordan denne jalousi er altødelæggende. Men det er også en historie om krig, om eftervirkningerne af Første Verdenskrig, om en familie, om legetøj og om magi. Også er særligt den første fjerdedel af bogen helt klart også om jul. Når man er ude over den første fjerdedel går det meget julede lidt af bogen, men jeg vil nok ikke anbefale man læser den en varm juni-dag. Vent til de kolde måneder. 

Og det er en bog, der undervejs vil sætte sig på ens brystkasse til det føles som om, den forhindrer én i at trække vejret, en bog, der får en til at gispe i forundring og overveje, hvornår noget er virkeligt og hvornår det er rent magi. Det er med andre ord en enestående, brillant bog. Så hvorfor får den ikke fem stjerner? Fordi jeg virkelig ikke brød mig om slutningen. Jeg ved faktisk ikke, hvordan den skulle have endt – den vej Robert Dinsdale gik med især Cathy og Kaspers skæbner, gjorde på alle måder bare ondt. Man længtes jo efter at få at vide, hvad der var sket med Kasper. Men jeg ville ønske, at han havde efterladt den der. Uden en egentlig afslutning for Kasper, ladet slutningen var bitter og melankolsk. Bogen kunne godt have båret det. I stedet var slutningen på alle måder urealistisk og fjernede fuldstændig det magiske ved, at man hele bogen havde overvejet om familien Godman virkelig havde magiske evner eller bare var sindssygt dygtige håndværkere. Og for mig var det virkelig en skam. Måske skulle Robert Dinsdale have ladet Kaspers skæbne stå hen i det uvisse og lade Cathy være bedstemor. Det var i hvert fald ikke den slutning, jeg havde håbet på. Men indtil de sidste 20-30 sider er bogen et litterært mesterværk!

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr. 

Fantasy, Young Adult

Jeg elsker en god fantasy-verden, men kommer ikke til at savne Primoria

Frost like night af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2016. 3,5/5 stjerner

Den onde kong Angra er i live og hans onde magi spreder sig – ingen er længere i sikkerhed eller kan modstå. Meira vil gøre hvad som helst for at redde hendes verden, men Angra prøver at nedbryde hendes mentale forsvar og hun har desperat brug for at lære at styre sin magi. Lederen af den mystiske orden fra Paisly tilbyder at undervise hende, og hun tager chancen.  Men det går op for hende at for at stoppe den onde magi må hun ind i en labyrint dybt under årstidernes kongeriger og ødelægge roden til den magi, hun desperat prøver at lære – og derved tage livet af sig selv. 

Vi følger også stadig Mather, der bare gerne vil redde Meira. Han har brug for Children of the Thaw for at finde hende og fortælle, hvordan han føler. Men der er forræderi i egne og række og løsningerne synes længere og længere borte. 

Ceridwen, som vi også begynder at følge i tredje bog, vil gerne beskytte sit folk. Angra har slået hendes bror, kongen af Summer ihjel, stjålet hendes kongerige og gjort hende til fange, men hun bliver befriet af en uventet allieret, som også afslører en chokerende sandhed om Summers slavehandel. Mens Angra slipper sin mørke magi løs, kæmper Meira, Marther og Ceridwen for at bringe kongerigerne i Primoria sammen inden det er for sent. 

Frost like night er en my bedre end de tog andre bøger i trilogien. Jeg er stadig vild med den verden, Sara Raasch bygger op, og landet Paisly som den seneste tilføjelse er bestemt ingen skuffelse. Om end plottet stadig er relativt forudsigeligt, så er der alligevel nye ting i bogen. 

Meira til en start gennemgår faktisk en lille udvikling – et af mine helt store problemer med det første bøger. Ikke meget, men nok til hun ikke tager dumme beslutninger heletiden. Jeg kommer nok aldrig til at elske Meira, men hun er helt klart bedre end i de foregående bøger, og hun fremviser endelig noget værdighed til at være den soldaterdronning, hun hele tiden har forsøgt på. Ceridwen er en behagelig om end semi-unødvendig tilføjelse til fortælleren, og bogen veksler mellem jeg-form, når det er Meira og personbunden tredjepersons-fortæller, når det er Marther og Ceridwen. Men det giver os mere af verdenen at se, så jeg klager ikke. 

Spoiler alert i det følgende. 

Mit helt store problem med denne bog er slutningen. Jeg kan egentlig godt lide sidste kapitel ”6 måneder senere” – men lige før det. Jeg synes, det er skuffende, at Sara Raasch kun har mod til at slå bipersoner ihjel, som man ikke har nået at opbygge en følelsesmæssig tilknytning til – det er trods alt en ret voldsom krig, hun beskriver, men vores hovedpersoner kommer igennem, stort set uskadte. Hele Marthers hemmelige overvejelser omkring at redde Meira, som bliver kastet ind i de sidste sekunder af bogen virker urealistiske og alt for belejlige. Især fordi bogen var meget længe om at komme i gang med selve plottet, nemlig labyrinten og kampen mod Angra. Slutningen virker forceret og om end ”6 måneder senere” kapitlet fungerer godt i forhold til at få bundet verdenen sammen igen, kunne det også have fungeret med tab af vigtige hovedpersoner. 

Snow like ashes-trilogien har overordnet været en lidt skuffende oplevelse. Det undrer mig, at den er klassificeret til voksne, for den føles som en YA-bog. Den har ikke rigtig fat i nogle tungere emner, og har hele vejen igennem været meget forudsigelig. Verdenen er rigtig spændende og har været den primære grund til, at jeg har læst alle tre bøger. Jeg elsker en god fantasy-verden. 

Børnebøger, Fantasy

Perfekt børnebog – og god underholdning til de voksne

Arlo Finch og flammernes dal af John August fra forlaget Alvilda, 2018. 3,5/5 stjerner.

Arlo Finch flytter fra storbyen med sin mor og søster. Hans far er nemlig dømt landforræder og flygtet til Kina – men de snakker med ham via en sikker forbindelse én gang om ugen. Da moderen løber tør for kræfter og penge, flytter hun og ungerne til moderens bror i en lille by i Colorado. Og her får Arlo Finch gode venner i skolen. Han kan godt sammen med onklen og han bliver ranger – en form for spejder. Men det viser sig hurtigt, at der er overnaturlige kræfter på spil i byen Pine Mountain og det at være ranger betyder mere end at tage på overlevelsestur og binde knob. Som ranger lærer hans nye venner Indra og Wood ham nemlig hvordan man kan bruge magien fra den parallelle verden De Lange Skove til at lave snaplys og tordenklap og identificere overnaturlige væsner. Arlo tiltrækker også mørkere trusler og må kæmpe mod væsener, han aldrig har set mage til. Måske har Arlo en helt særlig skæbne? 

Arlo Finch er en serie for de 10-14-årige – og det kan man godt mærke. Siden Harry Potter (som trods alt udviklede sig med sine læsere) har jeg ikke læst så mange børnebøger, der ikke var klassikere, som voksen. Men netop fordi Arlo Finch er blevet sammenlignet med Harry Potter… Ja mere skal der faktisk ikke til at få mig til at læse en bog. Og jeg er ikke skuffet. Det er en børnebog, og derfor savner jeg lidt spænding, men jeg er sikker på, at jeg som 10-årig havde synes den var lidt uhyggelig men også virkelig god. 

Skrivestilen i bogen er gjort meget intelligent og det hjælper, når man som voksen læser den for sjov eller med sine børn. Bogen har nogle fine kapitler med ”cliff-hangers” til de næste kapitler, der formentlig vil få børn til at læse videre og bogen er detaljeret men samtidig handlingsdrevet nok til, at det hverken bliver kedelig for børn eller voksne. Samtidig gennemgår den en del spejderlære, så børn vil måske endda lære noget – hvis de kan skelne mellem det magiske og det virkelige. Og her er Arlo en god guide – han er nemlig selv temmelig forbløffet overfor alt det magiske. Det er første bog i en trilogi, og jeg kan helt ærligt ikke vente til den næste kommer , for jeg vil vide, hvad Arlos skæbne er og hvorfor han er speciel – måske snyder jeg, og læser den på engelsk, så jeg ikke skal vente på den danske oversættelse. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Rapunzel-genfortælling uden langt hår

Cress af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2014. 4/5 stjerner. 

I den tredje bog i the Lunar Chronicles følger vi igen Cinder, Thorne, Scarlet og Wolf, der er på flugt fra den lunare dronning Levana. Men Cinder har fundet ud af, at hun i virkeligheden er den forsvundne prinsesse Selene og sammen med sine kammerater plotter hun mod Levana og hendes hær af genmodificerede soldater, der er kontrolleret direkte af Levanas lunare kræfter. Og i denne bog møder vi Cress, en pige, der har været fanget i en satellit, siden hun var lille, men blev holdt i live til forsøg. Hun er hul – hun er lunar men uden kræfter og skulle derfor have været slået ihjel som baby. Men hun har talent for computere og teknik og ensomheden i satellitten har gjort hende til en fremragende hacker. Og hendes fornemmeste opgave er at opspore Cinder for Levana – men Cress vil i virkeligheden hellere hjælpe Cinder. Da et redningsforsøg går skævt, bliver gruppen splittet og Cress er pludselig fri og på Jorden. Levana vil samtidig ikke lade noget stå i vejen for hendes ægteskab med kejser Kai. 

Åh, Cress. Søde, elskelige Cress. Fuldstændig forskellig fra fornuftige, logiske Cinder og temperamentsfulde Scarlet og baseret på et af mine yndlingseventyr, nemlig Rapunzel. Cress naivitet er troværdig og fuldstændig charmerende – samtidig med hun også er en badass hacker, der endnu ikke har mødt et system, der volder hende sådan rigtige vanskeligheder. 

Cress er foreløbig min yndlingsbog i serien og mens vi både møder nye, charmerende karakterer som Cress, ser vi også nye sider af gamle karakterer. Kai begynder at træde i karakter, som en mand i en politisk penible situation – og samtidig en forelsket teeangedreng. Han fremstår for første gang som et helt menneske – ikke bare en uopnåelig drømmeprins, og det klæder ham. Også Ulv uden Scarlet er på en helt ny måde sympatisk – desperat og angst for Scarlets skæbne, men langt mere hel som karakter end han fremstod i Scarlet, hvor han var fragmenteret. Scarlet og Ulv har vist issues, der skal løses… 

Vi kommer også tættere på Thorne gennem Cress, og han er på én gang hylende morsom, kæk og har alligevel et dybere lag, som vi kommer tættere på, mens han forsøger at fortælle Cress, at han ikke er værdig til hendes forelskelse (og det bliver naturligvis tydeligt, at han har problemer med sin lidt ukonventionelle tilgang til sandheden – Cress har hacket sig frem til det meste af den og er stadig forelsket). Han er typen, der smider om sig med smart-i-en-fart-kommentarer, og jeg vil tro han gennemgår mere og mere udvikling i løbet af den sidste bog. 

The Lunar Chronicles er ikke stor litteratur – men det er hamrende god underholdning og med charmerende Cress som ny tilføjelse er der lagt i støbeskeen til den bedste bog i serien indtil videre og et brag af en finale i bog nummer fire, Winter. 

Børnebøger, Fantasy, Grafisk roman

Nøj – det er for børn

Lumberjanes to the max vol. 1 af Noelle Stevenson m.fl., 2015 fra forlaget  BOOM! Box. 4/5 stjerner. 

Lumberjanes er en tegneserie udviklet til de 8-14-årige (pige)børn, og handler om Miss Qienzella Thiskwin Penniguiqul Thistle Crumpet’s Camp (prøv at sige det 10 gange hurtigt efter hinanden) for hardcore lady-typer. Og her er alting ikke som det ser ud. Vores hoved personer Jo, April, Mal, Molly og Ripley støder både ind i treøjede ræve, hemmelige huler, mærkelige anagrammer og andre mærke skabninger, men de fem bedste veninder er måske nok unge, men giver ikke bare op og har bestemt sig til at have en god sommerlejr sammen. 

Denne fantasy-tegneserie er genial, hvis du kender en ung dame på omkring 10-12, der er ved at lære engelsk – eller du bare ligesom jeg, har en svaghed for tegneserier. Den er tydeligvis skrevet af feminister og handler jo også stort set kun om kvinder – og plottet er ikke helt så sammenhængende som det kunne have været. Men stilen er flot og lige som man nok forventer det, så er der altid en kæk kommentar. Historien er sjov og så langt ude, at ingen vil ligge vågne om natten, hvis man læser den med børn.  Og da det jo netop handler om en spejderlejr, så er der også en grønspættebog (om end den hedder noget andet), som en af pigerne naturligvis kan udenad. 

To the Max udgaverne af Lumberjanes (som man også kan få som normale tegneserier) bærer også lidt præg af at være kælet ekstra for – der er oplysninger om, hvordan man er kommet frem til de enkelte sider og ekstra tegninger og oplysninger i slutningen af bogen. En helt bestemt flot bog, der er hurtigt læst og man har det sjovt, mens man gør det!

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!

Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide.