Faglitteratur, Nonfiktion

Hjernegymnastik?

Hjernen er stjernen er Kaja Nordengen fra forlaget Rosinante, 2017. 4/5 stjerner. 

Kan man virkelig forbedre sin hukommelse ved at spise ‘hjernemad’? Kan man træne sin hjerne? Og kan man smile sig glad?

“Hjernen er stjernen” indvier os i alle hemmelighederne om menneskekroppens mest utrolige organ: hjernen. Hjernen gør os til dem vi er. I kontakten mellem hjernens 100 milliarder nerveceller ligger vores intelligens, men også vores glæde, fascination, foragt, hukommelse, læring, musiksmag og meget mere.

Vores hjerne lærer, den forelsker sig, og den tolker komplicerede sammenhænge. Men hjernen lokker dig også til at træffe dårlige valg, og den belønner afhængighed. Hvorfor gør hjernen, som den gør? Hvilke stoffer (og helt almindelige ting) påvirker vores hjerne, endda meget? Der ligger store muligheder i at vide, hvordan fungerer, og i “Hjernen er stjernen” giver læge og hjerneforsker Kaja Nordengen et bud på en populærvidenskabelig fortælling om hjernen. 

Bogen er helt klart interessant – hjernen er et spændende organ, som vi ikke altid ved så meget om, og det er interessant med en velformuleret, formidlende hjerneforsker, der fortæller om hjernen. Bogen veksler dog mellem at gå overfladisk henover nogle dele til at gå i nørdede detaljer om andre. Den kunne godt have være lidt længere uden at det havde gjort noget, for det en populærvidenskabelig letvægter. Den er underholdende og fyldt med sjove, relevante anekdoter, der gør, at man flyver gennem bogen. Den giver stof til eftertanke om, hvordan vi behandler vores hjerne og hvorfor hjernen snyder os til at gøre det. 

Bogen er fascinerende og giver lyst til at lære mere om det fascinerende organ. 

Faglitteratur, Filosofi

Nuttet cover dækker over uudnyttet potentiale og ingen empowerment

Geek girls dont cry af Andrea Towers fra forlaget Sterling, 2019. 1/5 stjerner.

Jeg er skuffet. Meget skuffet. Der er egentligt et stort potentiale i bogen og kunne have være interessant, men kommer ikke i mål. Bogen består basalt set af en præsentation af en række fiktive, kvindelige karakterer på følgende måde:

  1. Karakteren præsenteres
  2. Karakteren bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom
  3. Hvordan karakteren overkom sine problemer
  4. Hvad vi kan lære fra det 

Og alt dette i løbet af 3-4 sider for komplicerede karakterer, for hvem nogle har lange, snørklede historier og måske ovenikøbet er dukket op i paralleluniverser. Dette tager Towers ikke hensyn til og kører det hele i samme smøre. 

Towers mål er gennem fiktive figurer at finde identifikation for kvinder og til at inspirere se sig selv som stærke – og floppede totalt for en som mig. 

Så hvad er problemet? For det første bliver hver eneste karakter diagnosticeret – hvorfor er dette nødvendigt? Nogle af karaktererne kendte jeg ikke, men nogle af dem kendte jeg indgående, og det bliver i deres historier ikke hintet, at de lider af en psykisk diagnose. Der er ingenting galt med at have en psykisk diagnose, og bogen har ret i, at man sagtens kan leve et normalt liv og være stærk alligevel. Men!! Det er som om bogen påpeger, at man kun gennem meget vanskelige problemer, der fører til en psykisk diagnose (eksemplevis PTSD) kan blive en stærk person. Og dette er ikke rigtigt. Jeg synes egentlig det er fint, at hun diagnosticerer nogle af karaktererne for at vise, hvad deres oplevelser ville lede til i den v virkelige verden, men det havde også været fint at påpege, at nogle af dem blot er kvinder uden psykiske lidelser, der også er stærke, og det ville have været rart at få fremstillet, at kvinder og mennesker kan være stærke uden en diagnose.

Desuden argumenterer Towers dårligt, hvilket er et problem, når bogen faktisk handler om psykologi som videnskab. F.eks. bruger hun ofte denne slutning ”når superhelt A gør sådan, så viser hun, at det også er okay for os”. Well, Rogue slår i den nyeste X-men-film en af sine team-kammerater ihjel ved et uheld (fordi hun er psykisk belastet) – men det gør det vel ikke okay for os i pressede situationer at gribe til slags yderligheder? Towers bruger denne slutning så tit, at det faktisk kommer til at fremstå sådan, og det gør bogen utroværdig. 

Desuden er hendes beskrivelser af de karakterer, jeg kender godt, forkerte. Og det er et stort problem, fordi jeg som læser så betvivler, om beskrivelsen af de andre karakterer er korrekte – og i øvrigt om hendes (mange) henvisninger til videnskabelige artikler, så er gengivet rigtigt. Towers er pHD i psykologi og trækker på et stort kildemateriale, men det fremstår sporadisk og tilfældigt og i virkeligheden lidt som det passer ind i hendes kram – og det kræver tillid til forfatteren. En tillid jeg ikke har. Et eksempel på en misvisende karakter-beskrivelse er Hermione Granger (som bliver diagnosticeret med OCD, angst og PTSD, hvis nogen er nysgerrige):

Hermione is not just obsessed with getting good grades; for a long time, she is hesitant to help her friends Harry Potter and Ron Weasley and only does so when the situation is extremely dire – such as during their first year at Hogwarts, when she helps the duo take down a rogue cave troll. 

På dette tidspunkt I Harry Potter-serien, er Hermione, Harry og Ron ikke venner – men det er denne situation, der gør, at de bliver det. Til gengæld hjælper hun faktisk heller ikke – Harry og Ron redder hende fra trolden, som de er kommet til at spærre inde på det toilet, hun græd på. Fordi Ron havde fornærmet hende. Hvis man vil have noget psykologisk ud af denne situation, er jeg sikker på, at der er masser at tage fat i – men Towers forbliver så overfladisk, at der ikke er plads til detaljer – karakterne skal passe ned i hendes udvalgte dianoser, der i øvrigt stort set er de samme for alle karaktererne, i stedet for f.eks. i denne situation at tage fat på mobning, eller hvordan det at gennemleve en presset situation sammen kan skabe sammenhold. 

Alle hendes ”Hvad vi kan lære”-afsnit er til gengæld stort set ens, og det virker som, at hendes behov for at kæde disse fiktive kvinder sammen til den pointe Towers vil have ud, er større end egentlig at lave en interessant analyse af disse karakterer. 

Jeg oplevede også gennem min læsning, at der var en underliggende præmis om, at kvinder er svage – mere disponerede for psykiske sygdomme, mere i følelserne vold og mere udsatte, fordi disse karakterer er kvinder. Og det irriterede mig som kvinde, at der i sådan en bog, som jeg havde forventet var empowerment for kvinder, er en grundlæggende præmis om at kvinder er svage og skal gennem grueligt meget for at blive stærke.  

Coveret til gengæld er super nuttet. Men jeg er nu ikke sikker på, at bogen bliver på mine boghylder af den grund. 

Faglitteratur, Nonfiktion

En bog som jobcentrene burde læse

Tak for din ansøgning af Anne Marie Valentin fra forlaget Forfatterskabet, 2019. 4/5 stjerner.

Tak for din ansøgning er bogen, jeg manglede for to et halvt år siden, da jeg var nyuddannet og arbejdsløs – den er til alle, der søger job – eller måske overvejer at søge job. For som bogen skriver, så arbejder vi i Danmark 8 timer om dagen, 5 dage om uge, 46 uger om året, 50 år af livet (i gennemsnit naturligvis) – og det bør jo være argument nok for at vælge det rigtige job. Bogen er fuld af fif, tips og cases, som læseren kan tage med. Og det er ikke kun det klassiske tips, som mange nok har fået på jobcenteret med CV og ansøgning. Anne Marie Valentin giver også læseren et kærlig spark bagi med hensyn til mindset, når man søger job, samtidig med at den er spækket med tips og tricks, som man kan indarbejde i ens ansøgninger og CV. Og (heldigvis) kommer den ikke med præmie-skabelonen, men gør opmærksom på, at det kommer helt an på branchen og personen, men kommer derimod med fif til, hvad CV bør indeholde, beskrivelser fra HR-chefer af hvad de egentlig kigger efter og meget, meget mere. 

Samtidig er bogen relativt kort og to the point og det gør den behagelig og nem at læse – men også nem at bruge som opslagsværk efterfølgende. Den indeholder helt reelle værktøj, som man som jobsøgende kan bruge. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den som nyuddannet, da jeg selv søgte job, for selvom den ikke er direkte målrettet nyuddannede, så forklarer den brugen af et CV og en ansøgning langt bedre end noget jobcenter, jeg har hørt om – og var ægte inspirerende til at gøre status over, om man er det rigtige sted i sit arbejdsliv. Bogen er venligst tilsendt af forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Faglitteratur, Nonfiktion

Her er en til min kollega

Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag af Morten Münster fra forlaget Gyldendal Business, 2018. 4/5 stjerner.

Det her er en af de bøger, jeg egentlig ikke ville have anmeldt på bloggen, for jeg læste den egentlig på grund af mit job, men så spurgte min søde kollega (som jeg netop har lokket til at følge denne blog), hvor dælen anmeldelsen var, for han har også læst bogen og er meget begejstret for den. Så den her er til dig, kære kollega.

Jytte fra Marketing af Morten Münster handler om adfærdsdesign. De mennesker, mange teorier bygger på, er nemlig ikke mennesker i den virkelige verden, ifølge bogen. Og derfor ender det nogle gange galt, når virksomheder eller organisationer vil skubbe til adfærd. I bogen gennemgår Morten Münster fire trin med det mål at ændre adfærd som en helt konkret håndsrækning til alle ledere og medarbejdere, som trænger til en ny måde at gøre tingene på. Obama, Google og Amazon bruger allerede adfærdsdesign til at skabe innovation, forbedre arbejdsmiljøet og sælge flere produkter. Så det er let at blive fanget af ideerne og hoppe med om bord.

Så med andre ord – bogen handler om, hvorfor mennesker ikke handler rationelt. Bogen er skrevet med masser af humor, refleksion og indsigt. Det er manipulation og nudging og det er hamrende interessant. Og jeg tror inderst inde, at det er MEGET sværere rent faktisk at bruge i virkeligheden end at læse én bog (idet det jo faktisk er en lang uddannelse at blive adfærdsdesigner). Men den giver input og redskaber, man måske kan bruge i sit arbejdsliv. En anden er mine kolleger er helt hooked på, at vi skal prøve i min afdeling. Og jeg er spændt på, hvordan det spænder af.

Der er helt klart et formål med, at bogen er udgivet af Gyldendal Business. Det her er en bog, der fokuserer på arbejdspladsen, og det skal man være klar over, når man læser bogen, og den mest oplagte målgruppe til bogen må være chefer på alle niveauer. Men dermed ikke sagt, at den ikke er sjov for alle os andre og kan give os andre noget at tænke over – og måske noget der kan bruges på arbejdspladsen. Selv hvis du ikke har vilde ambitioner om at ændre noget, så kan man altid bruge bogen til at tage et langt, grundigt kig i spejlet. Nogle gange er det små ting, der skubber til hele arbejdspladsers adfærd (og bogen har eksempler på dette i massevis) – så måske starter det lige der. Med manden og kvinden i spejlet. Og om ikke andet er bogen frygtelig øjenåbnende – for som bogen beskriver – er din chef så en trommer eller faktisk en, der leder?

Jeg har ret ambivalente følelser omkring bogen, for jeg har svært ved at se, at det kan lade sig gøre for almindelige mennesker uden uddannelse i adfærdsdesign at bruge bogen til at sælge mere eller ændre arbejdsmiljøet. Og den gør op med kommunikationsteorier, som jeg har temmelig svært ved at sluge. Men den har inspireret mig til at læse mere og jeg er villig til at give den en chance og se, hvad tre mennesker med interesse og energi kan ændre i min lille del af verdenen. For det ER et vanvittigt spændende fagområde, som vitterlig er øjenåbnende og i den grad for én til at reflektere over ens egen arbejdsplads. Så som bog er jeg vild med den – om arbejdsredskab er jeg en smule mere skeptisk, men dog interesseret og åben.

Til gengæld fatter jeg stadig ikke titlen. Hvorfor skal Jytte hænges ud? Selvom hun knaldede Bjarne til julefrokosten? Hun er jo nødt til at møde på arbejde igen i morgen – og selv om hun havde været der, havde Bjarnes ide nok fejlet alligevel jævnfør bogen. Og i denne kommende julefrokost-tid; spænd da lige den professionelle hjelm, selv hvis man knalder en kollega til julefrokosten. Men titlen fanger og det får vel mennesker til at samle den op. Lidt ligesom når journalister (og det kan jeg roligt sig, for jeg er uddannet journalist) laver lidt for kreative overskrifter. Morten Münster, I see what you did there.