Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig. 

Contemporary, Romantik

Juleslik i et snedækket engelsk landskab

Rosie Hopkins søde jul af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2013. 3/5 stjerner.

I denne skønne julebog tager Rosie Hopkins dig med tilbage til hyggelige Lipton, hvor hun har travlt i sin slikbutik og forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til at fejre jul. Hendes slikbutik er propfuld af rød- og hvidstribede sukkerstokke, bunker af turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun skal bruge juledagene med sin kæreste, Stephen, og hendes familie fra Australien har også meldt sin ankomst. Men midt i det hele rammes det lille samfund af en tragedie, og med den vælter Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.

At vende tilbage til slikbutikken i Lipton, især i december, er som at få et varmt læsekram igen. Alle de elskede karakterer fra Rosie Hopkins søde drømme er med i den viderefortælling om Rosie liv i Lipton, og nye tilføjes. Rosie er heldigvis stadig den samme – handlekraftig, nem at relatere sig til – og giftesyg. Men vi får også et indblik i hendes familie fra Australien og ikke mindst parforholdet med Stephen. Og nye hemmeligheder fra Lilians liv under Anden Verdenskrig glider op til overfladen. 

Tydeligvis er den en romantisk historie med en lykkelig juleslutning, men som med Jenny Colgans andre bøger, så er der alligevel mere end blot en romantisk fortælling. Jeg er vild med Rosie Hopkins, om end hun nogle gange er lidt emsig. Plottet i denne bog er en smule længere ude end i den første bog om Rosie, og den emmer ikke helt så meget af jul, som jeg havde drømt om. Men gensynet med Rosie, Lilian og Lipton var det hele værd, og bogen er på én gang hjerteskærende, humoristisk, varm og så hyggelig, at det halve kunne være nok. 

Contemporary, Julelæsning

Love actually lander i København

Himlen over København af Dorthe Studsgarth fra forlaget People’s Press, 2018. 4/5 stjerner.

Denne bog er blevet sammenlignet med Love Actually og Shortcuts. Jeg ved ikke, om jeg egentlig synes den er specielt romantisk – men den er helt fantastisk alligevel. Den er i hvert fald ikke romantisk på samme måde som Love Actually. Og det er egentlig noget af det, der er så fint ved det. Den arbejder med andre temaer som sygdom, sorg, skilsmisse-forældre, medmenneskelighed og længere forhold uden at det kammer over og bliver meget stort og følelsesladet – men akkurat lige nok til, at det forekommer som rigtige mennesker, som man kunne møde i Københavns snedækkede gader.  

Det trækker op til snestorm i seks københavneres liv en fredag mellem to solopgange – store julefrokost-fredag faktisk. Snestormen er på ingen måde en del af Tims planer. Han skal både til julefrokost og fri til sin kæreste Lars. Men først skal han have fjernet skæg og hår og skaffet et julemandskostume og nå ja starte kemobehandling. På morgen-tv må værterne improvisere, fordi sneen forsinker gæsterne. Værten Christina har søgt en chefstilling og lovet sin mand, Mark, at lade være med at holde surprise-fest for ham i år – men som alle andre år, skal han ikke bestemme. Mark er tidligere fodboldspiller og iværksætter. Hans nyeste projekt er en gigantisk restaurant i en nedlagt kirke, som han har åbnet sammen med Noorah. Til forskel fra Mark har Noorah skudt alle sine sparepenge og sit hjerte i projektet. Christinas papdatter Lulu er gamer, men mavesmerter truer med at ødelægge hendes livestreaming undr surprise-festen for hendes far. I lejligheden nedenunder er den pensionerede oberst Erwins kone død få dage for inden i dobbeltsengen. Her ligger hun stadig. Time for time kæmper Erwin for at opretholde en hverdag, indtil han kan få fat i sin søn Tim. De seks personer er altså tæt forbundne og snestormen nærmer sig København. 

Den måde historierne er flettet sammen på, er så fin og elegant udført, at det er svært at lægge bogen fra sig. Grunden til, at den ikke får fem stjerner er, at der er hængepartier. F.eks. ender Lulus biologiske mor også i Kirken – men bliver uden videre ikke nævnt. Og jeg føler, at der mangler et kapitel. Vi får ikke afsluttet særligt Erwin og Tims del af historien og jeg skreg på at få at vide, at Tim var okay. Men Dorthe Studsgarths måde at beskrive disse personer i dette ene, skelsættende døgn er enestående. Og ikke mindst foregår bogen i København, hvilket er så fint, som noget kan være. Det er sjovt, at den foregår et sted man kender – man kan næsten se det for sig – det snedækkede København. Men alt i alt en sød, og meget julet roman – uden at skrige jul, da den jo egentlig omhandler julefrokost-dagen mere end selve julen. Den kan med andre ord også sagtens læses i november eller januar og gerne foran et vindue, mens sneen daler fint. 

Contemporary, Julelæsning

Finurlig julebog – uden så meget jul

Manden, der glemte sig selv af K. B. Assenholm, Books on Demand, 2019. 3/5 stjerner.

Arne er en ret almindelig mand, og så alligevel ikke. Han har en helt usædvanlig hobby og så har han en usædvanlig plat humor – og stort set ingen empati. Bogen starter i slutningen af november, mens Arne er ved at købe et juletræ til sin familie bestående af konen Vibse, to tvillinge teenagedrenge og en lille datter. Den slutter lige efter nytår – og alt i mens den står på kommer Arne ud for alle mulige (og en hel del umulige) situationer, der får ham til at tænke over hele hans forestilling om sig selv og sit eget liv. 

Bogen er ikke ret lang, men den er finurlig og underholdende – og selvom den handler om juleperioden, så er den ikke specielt julet og kan sagtens læses i januar eller februar. Arne er en spøjs hovedperson. Han gør tingene i en god mening, mens hans enormt platte humor og hans enorme ego er en sprængfarlig cocktail med ofte uheldige udfald. Som Arne dog ikke altid selv opdager. Til gengæld holder man lidt ham – til trods for alle fejlene og klovneriet. Hans selvretfærdighed – når han bliver nødt til at hjælpe sin søn med at tømme en kop kakao – giver i den grad et smil på læben og hans forestillinger om sin egen indflydelse på lokalsamfundet er underholdende. For Arne er i bund og grund en god mand, der gerne vil gøre en forskel. 

Bogen er et sødt bekendtskab – og jeg vil bestemt læse to’eren i 2020 for at se, hvordan det går for Vibse, Arne og børnene. 

Tak til forfatter K.B. Assenholm for at jeg måtte anmelde din bog. Bogen er en gave fra forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Contemporary, Krimi, Scifi, Thriller

Interessant debutroman

Grom (Henriette Spolansky #1) af Rennie Petersen, selvudgivelse 2017. 3,5/5 stjerner.

Rennie Petersen er født i Canada, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Han har arbejdet som programmør og forretningsmand, men er pensioneret nu – og det gav startstødet til hans karriere som forfatter, hvor Grom er debutromanen og den første i serien om Henriette Spolansky. Bog 2 er udgivet, og Rennie skriver i øjeblikket på en tredje bog. 

Grom handler om det mystiske ”Nazi Gold train”, der skulle indeholde store mængder af guld, som nazisterne har stjålet i Ungarn og Rusland – men det er aldrig blevet fundet. Vores hovedperson Henriette Spolansky, en dansk journalist med polske rødder, er interesseret i historien og finder frem til Piotr Brzezinski på 88, der er klar til at fortælle, hvad der skete med toget. I 1951 forsøgte han og hans far Helmut nemlig at finde guldet, idet Helmut havde været med til at bygge skinnerne, men resultatet er Helmuts brutale død – og Piotr har egentlig svoret aldrig at afsløre togets lokation. Men det stopper ikke Henriette – hun får hjælp af den tidligere polske jægersoldat Mariusz Hánski og sammen arbejder de på at få guldet op. Men så begynder den russiske mafia at blande sig.

Grom er svær at genrekategoriserer. Den har elementer af thriller, mysterium, krimi, scifi og actionroman, men hvorom alting er, så er den tydeligvis enormt velreseachet. Det må have taget Rennie timer at få geografien og historien på plads, og da bogen kun kan købes som e-bog via Amazon, er det digitale medie veludnyttet med henvisninger til Google Maps, så man kan følge med i, hvor vores karakterer er. 

Sprogligt er bogen overordnet skrevet flydende, om end Rennie Petersen har nogle sproglige darlings, som skurede lidt i mine ører til tider. Den indeholder også lange politiske tirader og eksplicitte seksuelle scener, der umiddelbart ikke er væsentlige for plottet, men det bliver der gjort opmærksom på i starten af kapitlet og læseren kan således vælge at springe henover det (hvilket jeg i øvrigt ikke gjorde). Til gengæld er karaktererne velskrevne. De er hele mennesker med fejl og mangler, men det gør dem kun mere elskelige. Tilliden mellem dem bliver måske nok opbygget lige hurtigt nok til at være realistisk, men det gør ikke noget for historien. Særligt var jeg vild med karakteren Paul, hvilket jo er ret uheldigt for mig – men også Henriette er en type, man gerne vil lære bedre at kende, og jeg glæder mig til at følge hende gennem de næste par bøger. 

Alt i alt en rigtig fin debutroman, som i den grad er anderledes og leger med genrer. 

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Anmelderrost, Contemporary

Stille og eftertænksomt mesterværk

De otte bjerge af Paolo Cognetti fra forlaget People’s Press, 2018. 4,5/5 stjerner. 

De otte bjerge handler om Pietro. Han er enebarn fra Milano, mens hans forældre har mødt hinanden i deres unge dages bjergby, og særligt Pietros far kan ikke sidde stille. Han må og skal vandre. Så de lejer et lille hus i byen Grana for foden af Monte Rosa til at holde sommerferie i. Her møder Pietro drengen Bruno som 11-årig. Langsomt og næsten ordløst vokser et venskab frem, og sammen bliver de ældre. Pietro har udelængsel og søger mod verden og andre bjerge, mens Bruno bliver hvor han er – på barndomsbjerget. Og trods flere års adskillelse er venskabet ubrydeligt. 

Bogen er først om fremmest en bog om venskab – og en stille kærlighedserklæring til barndommens bjerg, og om hvordan to helt forskellige drenge kan være lige det, der skal til for at holde hinanden jordbundne. Cognetti formidler fantastisk til trods for, at jeg naturligvis har læst en oversættelse. Han sprog er stille, simpelt, men samtidig krystalklart og præcist og helt uden brug af drama. Pietro, der tager ud i verden og derved egentlig har nogle vilde oplevelser, hører man kun perifert om – omdrejningspunktet er barndomsbjerget Monte Rosa og ligesom Bruno forbliver læseren her, ligesom Pietro altid vender hjem. 

Det er i virkeligheden en bog, hvor der ikke sker noget samtidig med, at der sker en helt masse. Den er meget eftertænksom og melankolsk og bjergene kommer næsten til live som en selvstændig karakter. Samtidig har Cognetti en evne til at beskrive naturen i bjergene med alt hvad der dertil hører af farer på en stille, udramatisk måde, der på en måde gør bjergene endnu mere tillokkende og skræmmende og fuldstændig indfanger stemningerne gennem årets gang for Bruno og Pietro på bjerget.Den kan i den grad anbefales – og så selvom du ikke er vild med bjerge fra starten. 

Contemporary

Suveræn debutroman

Se mig nu af Amalie Hammel, Books on Demand, 2019. 5/5 stjerner. 

Da kæresten går fra Emma, skal hun om stille sig til en ny tilværelse. En tilværelse, hvor lavt selvværd, alkohol og flygtige relationer til mænd dominerer. Presset fra et universitetsstudie forstærker behovet for at flygte fra virkeligheden og Emma befinder sig på en glidebane. Facaden fungerer som et skjold, mens Emma kæmper for at få styr på livet, samtidig med at Instagram ruller og alt skal se perfekt ud. 

Amalie Hammel har skrevet en eminent debutroman, der fremstår både stærk og rørende. Emma er en enormt troværdig hovedperson, og jeg vil tro, at mange unge kvinder, mig selv inklusiv, kan genkende mange af de tanker og nogle af de oplevelser, Emma har – forhåbentlig ikke dem alle sammen. For det er også en bog fuld af øjeblikke, hvor man sidder med en klump i halsen og vender siderne for at følge Emmas historie. Samtidig er det også en bog, der tager fedt i vigtige emner såsom seksualisering af kvindekroppen, kvinders selvværd, angst, lyst til sex (og mangel på samme) og respekten for egne behov og lyster. Og bogen gør det på en vildt fed måde – den er aldrig mandehadende og diskuterer både moral, normer og værdisæt. 

Bogen er fantastisk godt skrevet – den er gribende og letlæselig, med et flydende sprog, der skaber et generelt godt flow i bogen til trods for det lidt fragmenterede format. Det fremstår nærmest som snapshots i tiden af Emmas liv, og det fungerer virkelig godt. Samtidig var jeg vil med slutningen, hvor vi sideløbende med Emmas historie følger Nabiha – og på den måde binder slutningen op til allerførste kapitel. 

Alt i alt en suveræn god bog – og jeg håber at læse mere Amalie Hammel i fremtiden. 

Tusind tak til forfatter Amalie Hammel for anmeldereksemplaret. Bogen er modtaget med henblik på en ærlig anmeldelse.

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide. 

Contemporary, Romantik

Et plot værd at læse

Manden, der ikke ringede af Rosie Walsh fra forlaget Gyldendal, 2018. 3,5/5 stjerner.

Manden der ikke ringede handler om Eddie og Sarah, der mødes, bruger syv dage sammen, hvorefter de skilles med aftale om at ses igen og meget store ord. Gensidig kærlighed og syv fantastiske sommerdage.

Og så ingenting.

Eddie ringer ikke, og Sarah bliver mere og mere bekymret, ked af og desperat. Men alligevel har Sarah en klar fornemmelse af, at noget ikke stemmer helt, og nægter derfor bare at give op og driver sine nærmeste til irritation og stor bekymring for hende med hendes besættelse.

Og hvis der ikke skal opstå en kæmpemæssig spoiler, kan jeg ikke rigtig fortælle mere om plottet. Men én ting er helt sikkert – det er ikke bare en helt normal kærlighedsroman. Og den er skrevet med det formål, at man sidder og tror, man har regnet det hele ud. Og så vender den op og ned på alting – flere gange. Bogen gav mig i den grad en overraskelse omkring halvejs, og jeg synes faktisk plottet fungerer vanvittig godt. Optakten er bare for lang, for den første halvdel er en beskrivelse af Sarahs desperation. En følelse, som jeg i øvrigt tror de fleste (single)-kvinder kender – den der stigende (irriterende) afhængighed af sin telefon og konstante spørgsmålsstillen til, om man er gået fuldstændig fra forstanden, når man 30 gange i minuttet tjekker for en sms eller en messenger-besked fra en mand, der formentlig ikke skriver. Den del er beskrevet spot on.

Og var der nogensinde en undskyldning for ikke at ringe, så vil jeg sige, at Eddies er plausibel – om end det irriterer mig, at Sarah ikke bliver sur på ham. I hvert fald inden plottet afsløres. Det er jo ikke i orden at ghoste nogen (om end Eddies grunde er mere end almindeligt gode). Går man i øvrigt med på ideen om denne insta-love, om Eddie og Sarah oplever (altså øjeblikkelig forelskelse), så må man også stille sig selv spørgsmålet om kærlighed virkelig overvinder alting undervejs i bogen?

Selve karaktererne følte jeg ikke noget særligt for undervejs i bogen. Jeg finder Sarah en smule urealistisk – selv uden ”ghosting”-forbandelsen, virkede hun ikke som en kvinde, der kunne opbygge og styre et stort firma, som hun ellers har gjort med sin eksmand.

Eddie derimod er nok mere realistisk som karakter, om end en lille smule for ”smiler gennem sorgen”-agtig. Pligtopfyldende måske eller uselvisk. Der er simpelthen for lidt vrede i de to mennesker, i en bog, der ellers kunne have tålt en smule vrede.

Så optakten er lidt langtrukken, og jeg er ikke smaskforelsket i karaktererne, men plottet er fantastisk og helt klart værd at læse. Alene for plottet skyld bør man unde sig selv denne lidt anderledes kærlighedsroman, der håndterer store ting som tab, psykisk sygdom og ødelagte familieforhold. Jeg hørte den som lydbog og holdt vejret hele vejen fra Herning til Vejle, da plottet endelig blev afsløret.