Contemporary

Overdreven satire med tendens til slapstick

Halløj på Christiansborg Morten Ellemose og Søren Ellemose fra forlaget Forfatterskabet, 2016. 2/5 stjerner. 

Journalist Henning Dahlmose kommer ved et sammenfald af uheld til at afsløre et politisk komplot, der involverer ministre, godsejere, spindoktorer og ejendomsspekulanter.

Halløj på Christiansborg er en roman om aktører fra magtens korridorer på Christiansborg og erhvervslivets bonede gulve i et omfattende komplot efter statens salg af DONG til den amerikanske kapitalhaj Gold, Digger & Saxman. Det er en samfundsrevsende og stærkt satirisk bog om politisk grådighed og finanskrisens finurligheder båret af urealisme, humor og slap-stick komedie, hvor kammerateri, politiske rævekager, kønsskifteoperationer og attentatforsøg er hverdag. Bogen udstiller uhæmmet grådighed, magtbegær, politisk dekadence og forretningslivets bagside med intriger, sex og lyssky aftaler, der efterlader den almindelige dansker med regningen.

Dele af bogen nærmer sig slapstick-komedie, særligt for stakkels, uheldige Henning Dahlmose, der må så grueligt meget igennem og for hvem, det aldrig ender godt, at han næsten minder mig om Anders And. Han bliver bl.a. jagtet nøgen af et skydegalt selskab, branket i Dubais sol, så han har bacon i stedet for mavefedt, som sikkert er sjovt, hvis man er til den slags – jeg er bare ikke specielt vild med den humor, der er i bogen. Det bliver for overdrevent og fjerner sig for meget fra det satiriske efter min smag, og det er en skam.  Bogen er nemlig velskrevet og der er passager, hvor den rammer det nogle gange groteske ved både politik og erhvervslivet, og hvor det er helt tydeligt, hvilke begivenheder, der har inspireret forfatterne. OG det er sjovt – jeg ville ønske, at bogen havde holdt sig til det i stedet for at blive så ekstrem, at det ikke er til at genkende udgangspunktet. 

Det er bare ikke min humor, og jeg tror bogen henvender sig til et relativt lille publikum. Det bliver for plat og overdrevent satirisk, at det bevæger sig så langt væk fra virkeligheden, at det bliver for meget til min smag.  

Bogen er venligst tilsendt fra forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Contemporary

Alice i Eventyrland møder Fagre nye verden?

The Circle af Dave Eggers fra forlaget fra forlaget Penguin, 2004. 3/5 stjerner. 

The Circle er en dystopisk roman, der centrerer sig omkring internettet. Den gav mig ganske seriøse Fagre nye verden-vibes uden dog helt at have elegancen i den måde Huxley skriver Fagre nye verden på. 

Mae bliver hyret af The Circle, et internetfænomen, der har overtaget Google, Facebook og stort set alle andre internetplatforme – og hun føler, at hun har fået sit livs chance. The Circle ligger i et stort Silicon Valley-esque campus, og linker brugernes personlige mails, social media, finanser sammen, som resulterer i én online identitet og ekstrem transparens i samfundet. Som ansat kræves det, at man engagerer sig både socialt og ligger alting op – for ellers kan The Circle ikke få det fulde billede. Men Mae møder en fremmed, der ikke er så positiv, til trods for at hendes stilling bliver mere og mere offentlig og synlig – og det har dyre konsekvenser for både hendes familie og venner. 

Okay – så præmissen for denne bog er faktisk sindssygt interessant. Internettets totale kontrol over alting, hvor det er umuligt at lave det mindste form for sidespring, hvor du bliver holdt ansvarlig for alle dine handlinger, hvor alle ved alt om alt, og hvor dine kollegaer bliver fornærmede og kede af det, hvis du ikke har delt med dem, at du elsker kajak-ronning – The Circle er creepy, fordi The Circle er realistisk. Problemet med bogen for mig, var ikke engang den noget antiklimatiske slutning – den var også creepy og på en måde sikkert realistisk. Det store problem er Mae. Eggers formår simpelthen ikke at skrive en kvindelig figur – og bogen er blevet kritiseret meget for, at havde man kønsbøjet den, så ville bogen ikke være realistisk, for sådan ville en mand aldrig blive beskrevet. Mae er naiv og virker mest af alt bare tom. Hun taler mest som svar til spørgsmål ”Forstår du det Mae?”, ”Ja,” – ”Er det noget, du har lyst til Mae?” – ”Ja” – hun siger sjældent noget af sig selv, til trods for hun ellers også skal fremstå som én, der ikke har lagt hele sit liv på internettet – til en start. Og hvor Maes forhold til Francis, programmøren hun møder på FØRSTE aften, måske kunne være realistisk – så er Maes forhold til Kalden ikke realistisk. Ingen knalder bare en kollega på toilettet uden at vide noget som helst om ham, nærmest uden at have ført en samtale med ham – i et firma hvor alt er gennemovervåget (meeeen det bliver naturligvis ikke opdaget) og falder derefter i svime over, hvor romantisk det har været. For det er ikke romantisk, det er sex – og det kan kvinder faktisk godt finde ud af, Eggers. 

De fleste karakterer er karikaturer – og derfor er der ingen udvikling – mest af alt Mae, som er ligesom tom og irriterende, da bogen startede som da den sluttede. Måske endda værre. Selv Mercer, Maes internethadende eks, der skal forestille at være fornuftens stemme, går for meget i den anden grøft og bliver karikeret og useriøs – der er ingen forståelse og kemi mellem Mercer og Mae, og hendes forældres evindelige invitation af Mercer er uforståelig. Men der er elementer, der er gode i bogen, og derfor er den værd at læse alligevel. Den rejser nogle gode pointer ift. brugen af internet og sociale medier. The Circle er skræmmende, fordi The Circle ikke er ret langt fra de platforme, vi har i dag. 

Contemporary, Romantik

Når chicklit ikke engang er sukkersødt

30 guys in 30 days af Micol Ostow fra forlaget Simon Pulse, 2005. 2/5 stjerner. 

Claudia Clarkson er vores hovedperson og lige startet på universitet. Og har slået op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år, Drew. Hun savner ham, men har besluttet sig for, at hun ikke vil være bundet, når hun starter på campus. Men hun har simpelthen glemt, hvordan man møder fyre og flirter, så hendes roomie udfordrer hende – møde en ny fyr hver dag i 30 dage. 

Hardcore chicklit får sjældent fem stjerner af mig – men jeg elsker dem. Undtagen så lige denne her. Den var ikke engang sukkersød romantisk eller god til stranden… For det første lider den af ikke at være konsistent – en fyr skifter pludselig navn, tallene i forhold til udfordringen var forkerte og om end det ikke er en fejl, var den virkelig fyldt op med druk. Hvilket man jo gør på universitet, men….

Claudia er virkelig usympatisk og svær at identificere sig med. Hun virker umoden og flad som karakter. Hun slår op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år tilsyneladende uden grund (men inviterer naturligvis det stakkels væsen på besøg, der stadig er forelsket i hende og har break-up sex), men bliver samtidig og med det samme optaget af at starte et forhold med et af sine ”mål” (for det er åbenbart mærkeligt at tale med medlemmer af det modsatte køn dagligt uden øjeblikkeligt at ville starte et forhold med én af dem), begynder faktisk af date en af dem, der minder foruroligende meget om hendes eks, slår op med ham efter en måned, bliver ked af et andet crush er ked af, at hun  fandt en kæreste og ender så op med crush’et. Cladia kan med andre ord ikke finde ud af være single og lige præcis derfor har hun faktisk brug for det. Hvilket jo så ikke sker.

Jeg synes heller ikke udførslen af bogen er særlig elegang – for konceptet er jo faktisk godt nok – 30 fyre på 30 dage. Det kunne have være en sød, sjov chicklit. Men den er akavet og klodset. Til gengæld får forfatteren fint bygget et universitetsliv op, der virker realistisk.Formatet er også anderledes i bogen – den fortælles delvist gennem mails. Hvilket altså er forvirrende. Jeg læste den som e-bog, og jeg havde svært ved at hitte rede i det, fordi det ikke klart er defineret hvornår vi hopper fra mail til en fortællerstemme (hvis vi gør det – jeg er forvirret). Måske den fysiske bog er nemmere. Alt i alt ikke en bog for mig. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig. 

Contemporary, Romantik

Juleslik i et snedækket engelsk landskab

Rosie Hopkins søde jul af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2013. 3/5 stjerner.

I denne skønne julebog tager Rosie Hopkins dig med tilbage til hyggelige Lipton, hvor hun har travlt i sin slikbutik og forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til at fejre jul. Hendes slikbutik er propfuld af rød- og hvidstribede sukkerstokke, bunker af turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun skal bruge juledagene med sin kæreste, Stephen, og hendes familie fra Australien har også meldt sin ankomst. Men midt i det hele rammes det lille samfund af en tragedie, og med den vælter Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.

At vende tilbage til slikbutikken i Lipton, især i december, er som at få et varmt læsekram igen. Alle de elskede karakterer fra Rosie Hopkins søde drømme er med i den viderefortælling om Rosie liv i Lipton, og nye tilføjes. Rosie er heldigvis stadig den samme – handlekraftig, nem at relatere sig til – og giftesyg. Men vi får også et indblik i hendes familie fra Australien og ikke mindst parforholdet med Stephen. Og nye hemmeligheder fra Lilians liv under Anden Verdenskrig glider op til overfladen. 

Tydeligvis er den en romantisk historie med en lykkelig juleslutning, men som med Jenny Colgans andre bøger, så er der alligevel mere end blot en romantisk fortælling. Jeg er vild med Rosie Hopkins, om end hun nogle gange er lidt emsig. Plottet i denne bog er en smule længere ude end i den første bog om Rosie, og den emmer ikke helt så meget af jul, som jeg havde drømt om. Men gensynet med Rosie, Lilian og Lipton var det hele værd, og bogen er på én gang hjerteskærende, humoristisk, varm og så hyggelig, at det halve kunne være nok. 

Contemporary, Julelæsning

Love actually lander i København

Himlen over København af Dorthe Studsgarth fra forlaget People’s Press, 2018. 4/5 stjerner.

Denne bog er blevet sammenlignet med Love Actually og Shortcuts. Jeg ved ikke, om jeg egentlig synes den er specielt romantisk – men den er helt fantastisk alligevel. Den er i hvert fald ikke romantisk på samme måde som Love Actually. Og det er egentlig noget af det, der er så fint ved det. Den arbejder med andre temaer som sygdom, sorg, skilsmisse-forældre, medmenneskelighed og længere forhold uden at det kammer over og bliver meget stort og følelsesladet – men akkurat lige nok til, at det forekommer som rigtige mennesker, som man kunne møde i Københavns snedækkede gader.  

Det trækker op til snestorm i seks københavneres liv en fredag mellem to solopgange – store julefrokost-fredag faktisk. Snestormen er på ingen måde en del af Tims planer. Han skal både til julefrokost og fri til sin kæreste Lars. Men først skal han have fjernet skæg og hår og skaffet et julemandskostume og nå ja starte kemobehandling. På morgen-tv må værterne improvisere, fordi sneen forsinker gæsterne. Værten Christina har søgt en chefstilling og lovet sin mand, Mark, at lade være med at holde surprise-fest for ham i år – men som alle andre år, skal han ikke bestemme. Mark er tidligere fodboldspiller og iværksætter. Hans nyeste projekt er en gigantisk restaurant i en nedlagt kirke, som han har åbnet sammen med Noorah. Til forskel fra Mark har Noorah skudt alle sine sparepenge og sit hjerte i projektet. Christinas papdatter Lulu er gamer, men mavesmerter truer med at ødelægge hendes livestreaming undr surprise-festen for hendes far. I lejligheden nedenunder er den pensionerede oberst Erwins kone død få dage for inden i dobbeltsengen. Her ligger hun stadig. Time for time kæmper Erwin for at opretholde en hverdag, indtil han kan få fat i sin søn Tim. De seks personer er altså tæt forbundne og snestormen nærmer sig København. 

Den måde historierne er flettet sammen på, er så fin og elegant udført, at det er svært at lægge bogen fra sig. Grunden til, at den ikke får fem stjerner er, at der er hængepartier. F.eks. ender Lulus biologiske mor også i Kirken – men bliver uden videre ikke nævnt. Og jeg føler, at der mangler et kapitel. Vi får ikke afsluttet særligt Erwin og Tims del af historien og jeg skreg på at få at vide, at Tim var okay. Men Dorthe Studsgarths måde at beskrive disse personer i dette ene, skelsættende døgn er enestående. Og ikke mindst foregår bogen i København, hvilket er så fint, som noget kan være. Det er sjovt, at den foregår et sted man kender – man kan næsten se det for sig – det snedækkede København. Men alt i alt en sød, og meget julet roman – uden at skrige jul, da den jo egentlig omhandler julefrokost-dagen mere end selve julen. Den kan med andre ord også sagtens læses i november eller januar og gerne foran et vindue, mens sneen daler fint. 

Contemporary, Julelæsning

Finurlig julebog – uden så meget jul

Manden, der glemte sig selv af K. B. Assenholm, Books on Demand, 2019. 3/5 stjerner.

Arne er en ret almindelig mand, og så alligevel ikke. Han har en helt usædvanlig hobby og så har han en usædvanlig plat humor – og stort set ingen empati. Bogen starter i slutningen af november, mens Arne er ved at købe et juletræ til sin familie bestående af konen Vibse, to tvillinge teenagedrenge og en lille datter. Den slutter lige efter nytår – og alt i mens den står på kommer Arne ud for alle mulige (og en hel del umulige) situationer, der får ham til at tænke over hele hans forestilling om sig selv og sit eget liv. 

Bogen er ikke ret lang, men den er finurlig og underholdende – og selvom den handler om juleperioden, så er den ikke specielt julet og kan sagtens læses i januar eller februar. Arne er en spøjs hovedperson. Han gør tingene i en god mening, mens hans enormt platte humor og hans enorme ego er en sprængfarlig cocktail med ofte uheldige udfald. Som Arne dog ikke altid selv opdager. Til gengæld holder man lidt ham – til trods for alle fejlene og klovneriet. Hans selvretfærdighed – når han bliver nødt til at hjælpe sin søn med at tømme en kop kakao – giver i den grad et smil på læben og hans forestillinger om sin egen indflydelse på lokalsamfundet er underholdende. For Arne er i bund og grund en god mand, der gerne vil gøre en forskel. 

Bogen er et sødt bekendtskab – og jeg vil bestemt læse to’eren i 2020 for at se, hvordan det går for Vibse, Arne og børnene. 

Tak til forfatter K.B. Assenholm for at jeg måtte anmelde din bog. Bogen er en gave fra forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Contemporary, Krimi, Scifi, Thriller

Interessant debutroman

Grom (Henriette Spolansky #1) af Rennie Petersen, selvudgivelse 2017. 3,5/5 stjerner.

Rennie Petersen er født i Canada, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Han har arbejdet som programmør og forretningsmand, men er pensioneret nu – og det gav startstødet til hans karriere som forfatter, hvor Grom er debutromanen og den første i serien om Henriette Spolansky. Bog 2 er udgivet, og Rennie skriver i øjeblikket på en tredje bog. 

Grom handler om det mystiske ”Nazi Gold train”, der skulle indeholde store mængder af guld, som nazisterne har stjålet i Ungarn og Rusland – men det er aldrig blevet fundet. Vores hovedperson Henriette Spolansky, en dansk journalist med polske rødder, er interesseret i historien og finder frem til Piotr Brzezinski på 88, der er klar til at fortælle, hvad der skete med toget. I 1951 forsøgte han og hans far Helmut nemlig at finde guldet, idet Helmut havde været med til at bygge skinnerne, men resultatet er Helmuts brutale død – og Piotr har egentlig svoret aldrig at afsløre togets lokation. Men det stopper ikke Henriette – hun får hjælp af den tidligere polske jægersoldat Mariusz Hánski og sammen arbejder de på at få guldet op. Men så begynder den russiske mafia at blande sig.

Grom er svær at genrekategoriserer. Den har elementer af thriller, mysterium, krimi, scifi og actionroman, men hvorom alting er, så er den tydeligvis enormt velreseachet. Det må have taget Rennie timer at få geografien og historien på plads, og da bogen kun kan købes som e-bog via Amazon, er det digitale medie veludnyttet med henvisninger til Google Maps, så man kan følge med i, hvor vores karakterer er. 

Sprogligt er bogen overordnet skrevet flydende, om end Rennie Petersen har nogle sproglige darlings, som skurede lidt i mine ører til tider. Den indeholder også lange politiske tirader og eksplicitte seksuelle scener, der umiddelbart ikke er væsentlige for plottet, men det bliver der gjort opmærksom på i starten af kapitlet og læseren kan således vælge at springe henover det (hvilket jeg i øvrigt ikke gjorde). Til gengæld er karaktererne velskrevne. De er hele mennesker med fejl og mangler, men det gør dem kun mere elskelige. Tilliden mellem dem bliver måske nok opbygget lige hurtigt nok til at være realistisk, men det gør ikke noget for historien. Særligt var jeg vild med karakteren Paul, hvilket jo er ret uheldigt for mig – men også Henriette er en type, man gerne vil lære bedre at kende, og jeg glæder mig til at følge hende gennem de næste par bøger. 

Alt i alt en rigtig fin debutroman, som i den grad er anderledes og leger med genrer. 

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Anmelderrost, Contemporary

Stille og eftertænksomt mesterværk

De otte bjerge af Paolo Cognetti fra forlaget People’s Press, 2018. 4,5/5 stjerner. 

De otte bjerge handler om Pietro. Han er enebarn fra Milano, mens hans forældre har mødt hinanden i deres unge dages bjergby, og særligt Pietros far kan ikke sidde stille. Han må og skal vandre. Så de lejer et lille hus i byen Grana for foden af Monte Rosa til at holde sommerferie i. Her møder Pietro drengen Bruno som 11-årig. Langsomt og næsten ordløst vokser et venskab frem, og sammen bliver de ældre. Pietro har udelængsel og søger mod verden og andre bjerge, mens Bruno bliver hvor han er – på barndomsbjerget. Og trods flere års adskillelse er venskabet ubrydeligt. 

Bogen er først om fremmest en bog om venskab – og en stille kærlighedserklæring til barndommens bjerg, og om hvordan to helt forskellige drenge kan være lige det, der skal til for at holde hinanden jordbundne. Cognetti formidler fantastisk til trods for, at jeg naturligvis har læst en oversættelse. Han sprog er stille, simpelt, men samtidig krystalklart og præcist og helt uden brug af drama. Pietro, der tager ud i verden og derved egentlig har nogle vilde oplevelser, hører man kun perifert om – omdrejningspunktet er barndomsbjerget Monte Rosa og ligesom Bruno forbliver læseren her, ligesom Pietro altid vender hjem. 

Det er i virkeligheden en bog, hvor der ikke sker noget samtidig med, at der sker en helt masse. Den er meget eftertænksom og melankolsk og bjergene kommer næsten til live som en selvstændig karakter. Samtidig har Cognetti en evne til at beskrive naturen i bjergene med alt hvad der dertil hører af farer på en stille, udramatisk måde, der på en måde gør bjergene endnu mere tillokkende og skræmmende og fuldstændig indfanger stemningerne gennem årets gang for Bruno og Pietro på bjerget.Den kan i den grad anbefales – og så selvom du ikke er vild med bjerge fra starten. 

Contemporary

Suveræn debutroman

Se mig nu af Amalie Hammel, Books on Demand, 2019. 5/5 stjerner. 

Da kæresten går fra Emma, skal hun om stille sig til en ny tilværelse. En tilværelse, hvor lavt selvværd, alkohol og flygtige relationer til mænd dominerer. Presset fra et universitetsstudie forstærker behovet for at flygte fra virkeligheden og Emma befinder sig på en glidebane. Facaden fungerer som et skjold, mens Emma kæmper for at få styr på livet, samtidig med at Instagram ruller og alt skal se perfekt ud. 

Amalie Hammel har skrevet en eminent debutroman, der fremstår både stærk og rørende. Emma er en enormt troværdig hovedperson, og jeg vil tro, at mange unge kvinder, mig selv inklusiv, kan genkende mange af de tanker og nogle af de oplevelser, Emma har – forhåbentlig ikke dem alle sammen. For det er også en bog fuld af øjeblikke, hvor man sidder med en klump i halsen og vender siderne for at følge Emmas historie. Samtidig er det også en bog, der tager fedt i vigtige emner såsom seksualisering af kvindekroppen, kvinders selvværd, angst, lyst til sex (og mangel på samme) og respekten for egne behov og lyster. Og bogen gør det på en vildt fed måde – den er aldrig mandehadende og diskuterer både moral, normer og værdisæt. 

Bogen er fantastisk godt skrevet – den er gribende og letlæselig, med et flydende sprog, der skaber et generelt godt flow i bogen til trods for det lidt fragmenterede format. Det fremstår nærmest som snapshots i tiden af Emmas liv, og det fungerer virkelig godt. Samtidig var jeg vil med slutningen, hvor vi sideløbende med Emmas historie følger Nabiha – og på den måde binder slutningen op til allerførste kapitel. 

Alt i alt en suveræn god bog – og jeg håber at læse mere Amalie Hammel i fremtiden. 

Tusind tak til forfatter Amalie Hammel for anmeldereksemplaret. Bogen er modtaget med henblik på en ærlig anmeldelse.