Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Contemporary, Fantasy, Young Adult

Hvad nu, hvis du er helt normal?

Vi andre bor her bare af Patrick Ness fra forlaget Gyldendal, 2016. 4/5 stjerner.

Hvad nu, hvis man ikke er den udvalgte? Altså ikke er den, der skal kæmpe mod zombierne, blive forelsket i vampyrerne, nedkæmpe spøgelserne eller hvad det nu er, som aktuelt foregår, som nogle teenagere skal klare, fordi ingen andre lytter til dem? Hvad nu, hvis du er som Mikey? Mikey vil egentlig bare gerne bestå gymnasiet, nosse sig sammen til at spørge pigen, han kan lide om at gå til prom og i det hele taget komme ud, før nogen igen sprænger skolen i luften. Igen. Nogle gange må man finde sit eget værd i en ekstraordinær verden. Også selvom ens bedste ven er halvgud og bliver tilbedt af pumaer…

Jeg elsker ideen bag denne her bog. For hele ”den udvalgte”-klichen bliver brugt igen og igen og det er altid en teenager, der samtidig skal passe gymnasiet. Hvert kapitel starter med et par kursiverede linjer om, hvad der foregår i ”den udvalgtes” historie og så handler det ellers om Mikey, der slås med en alkoholisk far og en mor, der kun går op i at blive en stor politiker og samtidig sine egne psykiske problemer som følge af svigt. Og alligevel befinder han sig ofte i periferien af ”den udvalgtes” historie uden dog at blive ret meget indblandet. 

Jeg ville ønske, at det her var en følgeroman. For ”den udvalgtes” historie (hvor kliche det end må være) er ikke særlig stærk, og jeg ville ønske, at den roman faktisk fandtes – og man så sideløbende kunne læse Mikeys historie. Ideen er mega god og Mikey har en sjov distance og måde at beskrive begivenhederne på. Patrick Ness er meget anmelderrost, men jeg har ikke læst ham før. Men han har godt nok ordet i sin magt. Fra side er man suget ind i verdenen (til trods for den relativt svage sidehistorie) og føler med Mikey og hans venner, der fremstår som hele mennesker med alt, hvad der dertil hører af dagligdags problemer, teenageliv og dybere temaer som psykiske lidelser og svigt. Havde det ikke være for Patrick Ness’ mesterlige sprog, er jeg ikke sikker på, at denne bog havde virket så stærkt.  Alt i alt et lille mesterværk med en god grundide. 

Contemporary, Romantik

Et plot værd at læse

Manden, der ikke ringede af Rosie Walsh fra forlaget Gyldendal, 2018. 3,5/5 stjerner.

Manden der ikke ringede handler om Eddie og Sarah, der mødes, bruger syv dage sammen, hvorefter de skilles med aftale om at ses igen og meget store ord. Gensidig kærlighed og syv fantastiske sommerdage.

Og så ingenting.

Eddie ringer ikke, og Sarah bliver mere og mere bekymret, ked af og desperat. Men alligevel har Sarah en klar fornemmelse af, at noget ikke stemmer helt, og nægter derfor bare at give op og driver sine nærmeste til irritation og stor bekymring for hende med hendes besættelse.

Og hvis der ikke skal opstå en kæmpemæssig spoiler, kan jeg ikke rigtig fortælle mere om plottet. Men én ting er helt sikkert – det er ikke bare en helt normal kærlighedsroman. Og den er skrevet med det formål, at man sidder og tror, man har regnet det hele ud. Og så vender den op og ned på alting – flere gange. Bogen gav mig i den grad en overraskelse omkring halvejs, og jeg synes faktisk plottet fungerer vanvittig godt. Optakten er bare for lang, for den første halvdel er en beskrivelse af Sarahs desperation. En følelse, som jeg i øvrigt tror de fleste (single)-kvinder kender – den der stigende (irriterende) afhængighed af sin telefon og konstante spørgsmålsstillen til, om man er gået fuldstændig fra forstanden, når man 30 gange i minuttet tjekker for en sms eller en messenger-besked fra en mand, der formentlig ikke skriver. Den del er beskrevet spot on.

Og var der nogensinde en undskyldning for ikke at ringe, så vil jeg sige, at Eddies er plausibel – om end det irriterer mig, at Sarah ikke bliver sur på ham. I hvert fald inden plottet afsløres. Det er jo ikke i orden at ghoste nogen (om end Eddies grunde er mere end almindeligt gode). Går man i øvrigt med på ideen om denne insta-love, om Eddie og Sarah oplever (altså øjeblikkelig forelskelse), så må man også stille sig selv spørgsmålet om kærlighed virkelig overvinder alting undervejs i bogen?

Selve karaktererne følte jeg ikke noget særligt for undervejs i bogen. Jeg finder Sarah en smule urealistisk – selv uden ”ghosting”-forbandelsen, virkede hun ikke som en kvinde, der kunne opbygge og styre et stort firma, som hun ellers har gjort med sin eksmand.

Eddie derimod er nok mere realistisk som karakter, om end en lille smule for ”smiler gennem sorgen”-agtig. Pligtopfyldende måske eller uselvisk. Der er simpelthen for lidt vrede i de to mennesker, i en bog, der ellers kunne have tålt en smule vrede.

Så optakten er lidt langtrukken, og jeg er ikke smaskforelsket i karaktererne, men plottet er fantastisk og helt klart værd at læse. Alene for plottet skyld bør man unde sig selv denne lidt anderledes kærlighedsroman, der håndterer store ting som tab, psykisk sygdom og ødelagte familieforhold. Jeg hørte den som lydbog og holdt vejret hele vejen fra Herning til Vejle, da plottet endelig blev afsløret.

Anmelderrost, Contemporary, Romantik

Lyst til noget sukkersødt?

Rosie Hopkins søde drømme af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2012. 4/5 stjerner.

Lilian Hopkins på 87 har tilbragt sit liv bag disken i slikbutikken i den lille by Lipton, men Lilians helbred er ikke, hvad det har været, og butikken har også set bedre dage. Noget må der gøres, men det er ikke nemt, for butikken gemmer ikke kun på glas med farvestrålende søde sager, men også på hemmeligheder fra Lilians unge dage under 2. verdenskrig. Lilians grandniece, sygehjælperen Rosie, indvilger lettere modvilligt i at gøre familien en tjeneste og forlader sit liv og sin kæreste i London for at tage til Lipton, få slikbutikken solgt og sin grandtante installeret på et plejehjem. Og til at begynde med er det bestemt heller ikke den fedeste tjans, men lige så langsomt falder Rosie til blandt de lokale, og hun må spørge sig selv, om det liv, hun havde i London, er værd at vende tilbage til, og hvis ikke, hvad der så er alternativet.

Bogen fortæller primært Rosies historie, men i flashbacks hører vi også Lilians minder fra tiden omkring krigen og får på den måde udfoldet en fantastisk, flerdimensionel historie. Rosie Hopkins søde drømme er bestemt en romantisk roman, men den har også noget dybde. Historien er roligt og langsomt fremadskridende og indeholder ind i mellem søde opskrifter, som forfatteren Jenny Colgan ønsker at dele med læseren.

Rosie er hovedpersonen i bogen, og det meste af tiden er hun en handlekraftig ung kvinde, der langsomt opdager, hvad hun egentlig vil. Hendes fokus på, at livet slutter, når man fylder 30 og stadig er ugift en smule irriterende, men bortset fra det, kan man nemt sætte sig ind i Rosies tanker om sit eget liv og spørgsmålstagen til, hvor hun egentlig gerne vil være. Hun er nem at relatere til. Lilian Hopkins fremstår i starten som en lidt gnaven, ældre dame, men hun har både humor og varme og gennem flashbacksene får man i den grad udfoldet hendes livshistorie. Bogen er fuldt med skønne, hjertevarme karakterer.

Plottet er ikke forudsigeligt, men er relativt simpelt – men det gør ikke noget, for bogens formål er helt bestemt at være en sød, romantisk roman. Den har i øvrigt vundet en pris som bedste romantiske roman, og den er helt sikkert værd at sætte tænderne i. Samtidig beskriver bogen et helt fantastisk England og med sin malende skrivestil, sætter Jenny Colgan scenen i Lipton, så man nærmest føler, at man er der selv.

En helt igennem hyggelig roman, som man bør unde sig selv med en kop britisk the – og måske en lille skål med slik.

Contemporary

Plotløs roman uden karakter-udvikling

Up in the air af Walter Kirn fra forlaget Doubleday i 2001. 1/5 stjerner.

En sommeraften så jeg filmen ”Up in the Air” med George Clooney i en af hovedrollerne. Og forventede egentlig en komedie – en mandlig version af chicklit. Langt hen ad vejen så det også ud til at være rigtigt – den var egentlig ret morsom, om end den handlede om noget ret morbidt (han lever af at fyre folk og bor nærmest i lufthavnene), men brat endte den uden en egentlig udvikling af hovedrollen – han vendte sådan set nærmest bare til status quo (som ikke var specielt sympatisk til at starte med). Så da jeg så i rulleteksterne, at det var en bog, blev jeg sulten efter mere. Så sulten, at jeg øjeblikkeligt købte den, på den eneste måde, man kan købe en bog øjeblikkeligt, nemlig som e-bog. Jeg måtte vide, om det var en roman om en person, der finder ud af, at han har det godt, som han er – normalt udvikler karakterer sig jo i romaner, særligt når udgangspunktet mildest talt ikke er særlig sympatisk. Så jeg var helt tændt på at læse Up in the Air af Walter Kirn. Og jeg kunne ikke være mere skuffet. Kirn skrev bogen inspireret af en samtale han havde ombord på et fly, med en mand, der påstod, at han rejste 300 dage om året og godt nok havde en lejlighed, men aldrig brugte den. Han anså fly-personalet sin familie og lufthavnen sit virkelig hjem. Og det inspirerede åbenbart hovedpersonen Ryan Bingham.

Bingham er en 35-årig “career transition” rådgiver (han fyrer folk) for et firma specialiseret i ledelsesrådgivning beliggende i Denver. Han er fraskilt og hans forstyrrede yngre søster er ved at kaste sig ud i et nyt ægteskab. Bingham flyver rundt i hele USA for at fyre folk og tilbyder rådgivning til de folk, han fyrer. Hans liv består af hans Palm Pilot, lejede biler, fly-snacks, en meget lille kuffert og en endeløs række suiter på hoteller med e-mail og beskeder på telefonen, som hans foretrukne kommunikationsværktøjer. Han er desuden afhængig af piller og forskellige kvinder. Hans mål I livet er at blive en del af ”one million frequent flyer- klubben, der kun er blevet opnået af ni andre i det opdigtede flyveselskab Great West.

Bogen er stort set plot-løs. Der sker ikke ret meget, og det er uheldigt, for det gør, at bogen i stedet for bliver karakterdrevet. Og Bingham er om muligt endnu mere usympatisk end han var i filmen, og gennemgår ingen udvikling eller læring. Det er formentlig realistisk, men atypisk for en bog. Hvad Kirn egentlig har villet med denne bog er uklart for mig.

Jeg kan godt forstå, at plottet i filmen er lavet væsentligt om, og det er sjældent det sker, men; filmen er bedre end bog. Ikke god, men bedre. Så hvis noget af dette har tilnærmelsesvis interesseret dig, så er min anbefaling: du kan nøjes med filmen. Bogen er spild af tid. Den er ikke engang skrevet specielt godt – i en så plotløs bog kunne man måske have højnet oplevelsen ved at skrive deskriptivt. Men det gør Kirn ikke. Bogen virker formålsløs og meningsløs, og jeg vil ikke anbefale nogen at læse den.

Anmelderrost, Contemporary

Som at læse en forårsbrise

Kattegæsten af Takashi Hiraide fra forlaget People’s Press, 2014. 4,5/5 stjerner.

Prisbelønnet japansk roman, der har ligget på bestsellerlisterne i USA, Frankrig og England? Ja hvorfor ikke?

Et par i trediverne bor til leje i en lille hytte i en stille del af Tokyo. De arbejder begge hjemme som freelance skribenter, men har ikke længere noget at sige hinanden. Hverdagen har slået igennem og dagligdagen en smule triviel uden dog at være ulykkelig eller specielt trist.

En dag inviterer en smuk, hvid hunkat sig selv på besøg i deres køkken. Den går igen, men kommer tilbage dagen efter og næste dag og næste dag igen. Nye, små glæder dukker op sammen med katten; dagene bliver lysere og mere farverige. Pludselig virker det, som om livet igen har noget i vente for det unge par; de går ture sammen, taler og deler historier om katten og dens særheder med hinanden.

En bevægende og poetisk roman om tilværelsen, kærlighedens væsen og om at miste.

Jeg tror aldrig, at jeg har læst en japansk roman før – og det er en letlæst lille roman på kun 180 sider, der er hurtig at læse. Men trækker i hjertet hele vejen! Kattegæsten er så sød, så poetisk og så uendelig nostalgisk. På en fin og utvungen måde bliver man en del af parrets hverdag, der pludselig bliver fyldt med naboens hvide kat, Chibi. Det føles som at læse poesi – uden egentlig at være et digt. Og det passer sådan en som mig rigtig godt, for jeg har aldrig været den store fan af poesi. Men jeg er kæmpefan af Kattegæsten og dette indblik i japansk hverdag og kultur. Skrivestilen er så fin og delikat, at man næsten føler, man selv kan mærke Chibis bløde pels.

Ironisk nok kan ingen af de to specielt godt lide katte i starten, men langsomt snor den lille hvide, hunkat parret om sin fløjlsbløde pote – bogen kan nok især anbefales til folk med kæledyr eller som elsker dyr. Og er du katteejer og læser denne bog, så sørg for at have katten i nærheden. Du vil få lyst til at give den et kram, når du er færdig!