Julelæsning

Årets bedste mandelgave

Jul på Borgen III, redigeret af Pia Kjærsgaard fra forlaget Peoples Press 2016, 4/5 stjerner

Jul på Borgen redigeret af Pia Kjærsgaard har siden 2016 støttet hjemløse i Danmark – alle forfatterhonorar går til Hus Forbi. Og den er vist nærmest blevet en ærlig ting. I hvert fald udkom nummer 4 i 2017 og nummer fem – en herlig julegrøn bog er udkommet i år 2018. Og jeg vil slå et slag for, at den er genial som adventsgave eller måske som årets mest julehyggelige mandelgave.

Jeg selv læste den på Mofibo, men jeg håber, at honorar herfra også er gået til hjemløse – men forud for læsningen vidste jeg faktisk ikke, at bogen samtidig var blevet et velgørende projekt.

Det er samtidig et skønt, upolitisk projekt. For mit eget vedkommende ville jeg ikke have gidet, hvis den var politisk – hvis den kun tilgodeså en fløj, eller var strøget med politiske meta-budskaber. Forfatterne spænder over ministre, folketingsmedlemmer fra Grønland og Færøerne, en hjemløs og en folketingchauffør på tværs af alle politiske holdninger og partiforhold. Og heldigvis er forfatterne gået upolitisk til værks (næsten alle sammen i hvert fald) og delt deres personlige julehistorier eller forhold til jul – og derfor fungerer den virkelig godt. Læseren kommer med til juli New York som FN-ambassadør, til Grønland, til Færøerne, som udsendt til Afghanistan, rundt i mange samfundslag, lige fra dem, der ingen juletraditioner har, til dem, der afholder jul på samme måde hvert år. Og så kommer man lidt tættere på politikere, man kender – og i særdeleshed de politikere, man slet ikke kender.

Samtidig sætter den også tankerne i gang – hvad har man selv af julehistorier? Måske opdager du, at der er mere julemagi i dit liv, end du egentlig gik og forestillede dig – og at du har jule, der er mindeværdige af den ene eller anden grund. Bogen er sød, hjertevarm og sætter dig i fantastisk julestemning. Perfekt læsning rundt om juletræet eller på en adventssøndag – måske endda om højtlæsning for hele familien.