Biografi, Military, Nonfiktion

American Wife

American Wife af Taya Kyle fra forlaget HarperCollins I 2016 5/5 stjerner.

American Wife er en enormt personlig fortælling om et ægteskab, en mand, en kvinde, kærlighed, enorm sorg og så meget mere. Og den er så svær at læse. Selv denne anmeldelse er svær at skrive uden tårer i øjnene. Det er en enormt stærk bog. Men selvom man sidder med tårerne trillende ned ad kinderne store dele af bogen, så er den så værd at læse. Man lærer Taya Kyle at kende, men man lærer i den grad også en anden side af Chris Kyle at kende og ikke mindst hele forløbet efter hans død i 2013.

Taya Kyle er fantastisk. Så nemt kan det siges. Hun er ydmyg, har været gennem så meget lige da hun troede, at nu var alting sikkert, hun er stærk og hun er i den grad en rollemodel.

Bogen handler naturligvis om hendes oplevelser efter at møde og giftede sig med American Sniper Chris Kyle, der var den dødeligste snigskytte i amerikansk historie nogensinde, om deres liv sammen, om deres kamp for veteraner efter Chris stoppede i Navy Seal og ikke mindst hans alt for tidlige død, da han blev skudt af en veteran med mange psykiske problemer (mere end bare PTSD, som ellers er en populær misforståelse) i februar 2013. Problemer, han i øvrigt ikke var bekendt med, men som Taya skriver i bogen; han havde nok taget afsted den morgen alligevel, for Chris sagde aldrig nej til en veteran med problemer. Men måske havde han taget yderligere forholdsregler. Det er hjerteskærende at høre om børnenes reaktion, at se billedet af Angel, der tager afsked med sin fars kiste. Men det er samtidig fascinerende, for Taya Kyle er hudløst ærlig. Hun har ikke skrevet et glansbillede, hun har skrevet om deres ægteskab med alle de små bump, der var på vejen og ikke mindst om den store sorg, der var ved at flå hende fra hinanden og hvordan hun stadig forsøger at håndtere sorgen og savnet. Hun beskriver også både romanen, der fik Kyle-familien ind i de amerikanske hjerters tilblivelse (før Chris’ død) og ikke mindst filmens tilblivelse efter. Om den generøsitet hun oplevede, men også om de onde tunger, der pludselig dukkede op efter Chris død.

Og alligevel vender siderne sig selv. Den er fantastisk velskrevet og svær at stoppe med igen, når man først er i gang. Jeg vil tro, det er en fordel at have læst American Sniper, for hun henviser en del til bogen og til begivenheder, der er beskrevet i den. Men det er ikke nødvendigt. Og selvom du primært er interesseret i Chris Kyle, så er den stadig værd at læse, for du får i den grad også et indblik i ham.

Tilbage er der kun at sige; læs den! (men lad være med at læse den mens du tager offentlig transport, som jeg gjorde, i hvert fald når du er nået ca. halvejs. Dine medpassagerer vil formentlig synes, at det er underligt, at du sidder og kæmper med tårerne over en bog).