Fantasy, Young Adult

Blodig bog med anstrengende hovedperson

Spellslinger af Sebastian de Castell fra forlaget Hot Key Books, 2017. 3/5 stjerner. 

Der er tre ting, som en Jan’Tep skal kunne for at kunne kalde sig en mand. Det første er at demonstrerer styrken til at beskytte din familie. Den anden er at bevise, at du kan udøve den magi, der definerer Jan’Tep’erne. Det tredje er simpelthen at blive 16. Kellen er kun uger væk fra sin 16-års fødselsdag og kan ingen af de tre ting, men han har opdaget, at det bare skal se ud som magi. Men da Ferius Parfax ankommer til byen udfordrer hun Kellen til at vælge en anden vej. Hun er uforudsigelig, men hun er måske også Kellens eneste håb for ikke at ende som en slave for sin familie. 

Okay, okay – jeg har måske nok gået til denne bog med forkerte forudsætninger. For jeg troede den handlede om en ung magiker (uden magi), der snød sig gennem en magisk konkurrence. Det gør den ikke. Den handler godt nok om en ung magiker uden magi, men allerede i kapitel et afslører hans arrogante søster ham for alle de andre. Reichis den lille egernkat, som Jan’Tep’erne er bange for, men som alligevel slår sig sammen med Kellen, vandt mit hjerte fra starten. For Reichis har masser af attitude og gåpåmod – og kan om ikke andet bide lidt fornuft ind i Kellen. For Kellen er irriterende – selvfølgelig formet af, at Jan’Tep’ernes samfund er uretfærdigt og snobbet, og Kellen formår på én gang at være ræd for at blive underklasse og samtidig være snobbet overfor samme underklasse. 

Og så fremstår bogen efter min mening meget ”gore” – der findes ikke et perfekt dansk ord for det. For den er fuld af tortur af mennesker (særligt dem uden magi. Ferius til trods for alle sine talenter skal altså også reddes meget), tortur af Kellen (fra både venner og fjender – og hans egen far. Selvom han gør det for at ”hjælpe”). Og ikke mindst tortur af dyr. Det er sådan Reichis og Kellen bliver venner – Kellen redder ham fra tortur fra sit eget personlige nemesis. 

Plottet fremstod en smule uregelmæssigt, og skulle jeg læse videre i serien ville det udelukkende være for at finde ud af, om vi nogensinde hører mere til Jan’Tep’erne, eller om det bare er efterladt som en løs ende.