Faglitteratur, Filosofi

Nuttet cover dækker over uudnyttet potentiale og ingen empowerment

Geek girls dont cry af Andrea Towers fra forlaget Sterling, 2019. 1/5 stjerner.

Jeg er skuffet. Meget skuffet. Der er egentligt et stort potentiale i bogen og kunne have være interessant, men kommer ikke i mål. Bogen består basalt set af en præsentation af en række fiktive, kvindelige karakterer på følgende måde:

  1. Karakteren præsenteres
  2. Karakteren bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom
  3. Hvordan karakteren overkom sine problemer
  4. Hvad vi kan lære fra det 

Og alt dette i løbet af 3-4 sider for komplicerede karakterer, for hvem nogle har lange, snørklede historier og måske ovenikøbet er dukket op i paralleluniverser. Dette tager Towers ikke hensyn til og kører det hele i samme smøre. 

Towers mål er gennem fiktive figurer at finde identifikation for kvinder og til at inspirere se sig selv som stærke – og floppede totalt for en som mig. 

Så hvad er problemet? For det første bliver hver eneste karakter diagnosticeret – hvorfor er dette nødvendigt? Nogle af karaktererne kendte jeg ikke, men nogle af dem kendte jeg indgående, og det bliver i deres historier ikke hintet, at de lider af en psykisk diagnose. Der er ingenting galt med at have en psykisk diagnose, og bogen har ret i, at man sagtens kan leve et normalt liv og være stærk alligevel. Men!! Det er som om bogen påpeger, at man kun gennem meget vanskelige problemer, der fører til en psykisk diagnose (eksemplevis PTSD) kan blive en stærk person. Og dette er ikke rigtigt. Jeg synes egentlig det er fint, at hun diagnosticerer nogle af karaktererne for at vise, hvad deres oplevelser ville lede til i den v virkelige verden, men det havde også været fint at påpege, at nogle af dem blot er kvinder uden psykiske lidelser, der også er stærke, og det ville have været rart at få fremstillet, at kvinder og mennesker kan være stærke uden en diagnose.

Desuden argumenterer Towers dårligt, hvilket er et problem, når bogen faktisk handler om psykologi som videnskab. F.eks. bruger hun ofte denne slutning ”når superhelt A gør sådan, så viser hun, at det også er okay for os”. Well, Rogue slår i den nyeste X-men-film en af sine team-kammerater ihjel ved et uheld (fordi hun er psykisk belastet) – men det gør det vel ikke okay for os i pressede situationer at gribe til slags yderligheder? Towers bruger denne slutning så tit, at det faktisk kommer til at fremstå sådan, og det gør bogen utroværdig. 

Desuden er hendes beskrivelser af de karakterer, jeg kender godt, forkerte. Og det er et stort problem, fordi jeg som læser så betvivler, om beskrivelsen af de andre karakterer er korrekte – og i øvrigt om hendes (mange) henvisninger til videnskabelige artikler, så er gengivet rigtigt. Towers er pHD i psykologi og trækker på et stort kildemateriale, men det fremstår sporadisk og tilfældigt og i virkeligheden lidt som det passer ind i hendes kram – og det kræver tillid til forfatteren. En tillid jeg ikke har. Et eksempel på en misvisende karakter-beskrivelse er Hermione Granger (som bliver diagnosticeret med OCD, angst og PTSD, hvis nogen er nysgerrige):

Hermione is not just obsessed with getting good grades; for a long time, she is hesitant to help her friends Harry Potter and Ron Weasley and only does so when the situation is extremely dire – such as during their first year at Hogwarts, when she helps the duo take down a rogue cave troll. 

På dette tidspunkt I Harry Potter-serien, er Hermione, Harry og Ron ikke venner – men det er denne situation, der gør, at de bliver det. Til gengæld hjælper hun faktisk heller ikke – Harry og Ron redder hende fra trolden, som de er kommet til at spærre inde på det toilet, hun græd på. Fordi Ron havde fornærmet hende. Hvis man vil have noget psykologisk ud af denne situation, er jeg sikker på, at der er masser at tage fat i – men Towers forbliver så overfladisk, at der ikke er plads til detaljer – karakterne skal passe ned i hendes udvalgte dianoser, der i øvrigt stort set er de samme for alle karaktererne, i stedet for f.eks. i denne situation at tage fat på mobning, eller hvordan det at gennemleve en presset situation sammen kan skabe sammenhold. 

Alle hendes ”Hvad vi kan lære”-afsnit er til gengæld stort set ens, og det virker som, at hendes behov for at kæde disse fiktive kvinder sammen til den pointe Towers vil have ud, er større end egentlig at lave en interessant analyse af disse karakterer. 

Jeg oplevede også gennem min læsning, at der var en underliggende præmis om, at kvinder er svage – mere disponerede for psykiske sygdomme, mere i følelserne vold og mere udsatte, fordi disse karakterer er kvinder. Og det irriterede mig som kvinde, at der i sådan en bog, som jeg havde forventet var empowerment for kvinder, er en grundlæggende præmis om at kvinder er svage og skal gennem grueligt meget for at blive stærke.  

Coveret til gengæld er super nuttet. Men jeg er nu ikke sikker på, at bogen bliver på mine boghylder af den grund. 

Klassiker, Scifi

Inspireret, britisk vanvid

The Hitchhikers guide to the galaxy af Douglas Adams lyttet til på Mofibo, original udgivet I 1978. 4/5 stjerner. 

Sekunder før jorden udslettes for at gøre plads til en ny intergalaktisk motorvej, bliver Arthur Dent reddet af sin ven Ford Prefect, der viser sig at være researcher for den reviderede udgave af bogen ”The Hitchhikers guide to the galaxy”, men som de seneste femten år har ladet som om, han er en arbejdsløs skuespiller på jorden. Sammen begynder Ford Prefect og den mere forsigtige og meget, meget britiske Arthur Dent et rejse gennem rummet med guiden som – ja guide på turen og nye spændende, intergalaktiske medblaffere – Zaphod Beeblebrox, den tohovedet, trearmede ekshippie og nu præsident af galaksen, hans kæreste Trillian, et menneske, som Arthur tidligere har forsøgt at score, Marvin en paranoid, genial og permanent deprimeret robot og Veet Voojagig, en tidligere studerende, som er besat af alle de kuglepinde, han har mistet i tidens løb.

Det er skørt, det er sindssygt, det er vanvittig morsomt på en så britisk måde, at man nok skal holde af britisk humor, før man kaster sig ud i projektet med at læse serien – for Hitchhikers guide to the galaxy er jo som bekendt en trilogi i fem dele. Jeg kan ikke vente med at læse de næste i serien, for jeg var flad af grin undervejs. Jeg kendte den jo godt, sådan perifert. Det er en klassiker af typen, som man har hørt om. Men jeg anede ikke, at den var så skør og så sjov. Det er simpelthen inspireret vanvid og jeg er dybt imponeret over Adams’ hjerne; hvordan har han kunnet finde på den her historie?

Og så skal man altså unde sig selv at høre den som lydbog med ægte britisk accent, mesterligt oplæst af Stephen Fry. 

Og skulle læseren af dette opslag have flere spørgsmål, så er svaret 42. 

Contemporary

Overdreven satire med tendens til slapstick

Halløj på Christiansborg Morten Ellemose og Søren Ellemose fra forlaget Forfatterskabet, 2016. 2/5 stjerner. 

Journalist Henning Dahlmose kommer ved et sammenfald af uheld til at afsløre et politisk komplot, der involverer ministre, godsejere, spindoktorer og ejendomsspekulanter.

Halløj på Christiansborg er en roman om aktører fra magtens korridorer på Christiansborg og erhvervslivets bonede gulve i et omfattende komplot efter statens salg af DONG til den amerikanske kapitalhaj Gold, Digger & Saxman. Det er en samfundsrevsende og stærkt satirisk bog om politisk grådighed og finanskrisens finurligheder båret af urealisme, humor og slap-stick komedie, hvor kammerateri, politiske rævekager, kønsskifteoperationer og attentatforsøg er hverdag. Bogen udstiller uhæmmet grådighed, magtbegær, politisk dekadence og forretningslivets bagside med intriger, sex og lyssky aftaler, der efterlader den almindelige dansker med regningen.

Dele af bogen nærmer sig slapstick-komedie, særligt for stakkels, uheldige Henning Dahlmose, der må så grueligt meget igennem og for hvem, det aldrig ender godt, at han næsten minder mig om Anders And. Han bliver bl.a. jagtet nøgen af et skydegalt selskab, branket i Dubais sol, så han har bacon i stedet for mavefedt, som sikkert er sjovt, hvis man er til den slags – jeg er bare ikke specielt vild med den humor, der er i bogen. Det bliver for overdrevent og fjerner sig for meget fra det satiriske efter min smag, og det er en skam.  Bogen er nemlig velskrevet og der er passager, hvor den rammer det nogle gange groteske ved både politik og erhvervslivet, og hvor det er helt tydeligt, hvilke begivenheder, der har inspireret forfatterne. OG det er sjovt – jeg ville ønske, at bogen havde holdt sig til det i stedet for at blive så ekstrem, at det ikke er til at genkende udgangspunktet. 

Det er bare ikke min humor, og jeg tror bogen henvender sig til et relativt lille publikum. Det bliver for plat og overdrevent satirisk, at det bevæger sig så langt væk fra virkeligheden, at det bliver for meget til min smag.  

Bogen er venligst tilsendt fra forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse.