Filosofi, Nonfiktion

Kan man få Ole Henriksens hjerne?

Sådan får du Ole Henriksens hjerne af Ole Juncker fra forlaget People’sPress, 2015. 3/5 stjerner. 

Denne bog er skrevet af den pessimistiske journalist og TV-producer Ole Juncker, der i fascination af cremekongen Ole Henriksens altid glade humør, beslutter sig for at forsøge selv at få en lige så glad hjerne. Og det på kun to måneder. I bogen, der er skrevet i et let og humoristisk sprog, opsøger han eksperter og videnskabsfolk i både Danmark og USA, der giver ham svar på, hvordan han får en positiv hjerne, der sprudler af lige så meget energi som Ole Henriksen. Med hjælp fra bl.a. hjerneskanninger, gentest, adfærdseksperter og psykologer kommer han tættere på, hvad Ole Henriksens opskrift på lykke er. Projektet var også et tv-program, der hed ”Jeg vil være Ole Henriksen” – det har jeg ikke set. 

Ole Henriksen siger selv, at han bevidst valgte at leve et lykkeligt liv som ung. Ole Juncker er pessimistisk og tror ikke, at man kan vælge at leve lykkeligt, men er bevidst om, at man kan se positivt på tilværelsen. Han gør det bare ikke sådan rigtig. Det starter med en hjerneskanning og så kører det ellers derud af med kost, motion, farvestrålende tøj og komplimenter til alle omkring Ole’erne. Bogen er skrevet virkelig underholdende, og jeg kan godt lide den konklusion, Ole Juncker til sidst i projektet kommer frem til. Derudover lærte man en hel del om Ole Henriksens og hans livstil i løbet af bogen, og det var jeg mindst lige så vild med. 

Ole Juncker tør godt udstille sig lidt som værende akavet, når han forsøgte at efterligne Ole Henriksen, og det var befriende og morsomt. Bogen er letlæst, men det er godt at få genopfrisket, hvad man selv kan gøre for at leve et positiv liv. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig. 

Nonfiktion

Morsom fortælling om mænd

En fandens mand af Anders Haahr Rasmussen fra forlaget Gyldendal, 2019. 4/5 stjerner. 

I disse tider med krænkelser, metoo og tinder-dates, der er så bange for at krydse en grænse og blive hængt ud, at jeg har forvekslet deres interesse med ligegyldighed, har jeg nogle gange tænkt på, hvordan det er at være mand. Sådan en gammeldags, cis-kønnet, hvid, heteroseksuel mand (af den slags der virkelig bliver dæmoniseret). Og heldigvis for mig, har Anders Haahr skrevet om netop det. 

Bogen er en nysgerrig, selvudleverende og meget morsom beskrivelse af at være mand i det 21. århundrede. Gennem en blanding af personlige historier, små essays og interviews med kloge og seje mennesker fortæller Anders Haahr om at date kvinder, om metoo-bevægelsen, om grænser, om sexisme, om homofobi, om sex og særligt om, hvordan mænd skal finde sig til rette på en bane, hvor spillereglerne er i forandring. Det handler om ikke have hår på den i gymnasiet, og helt konkret om at være på den i sociale situationer. 

Og det er en virkelig sjov bog. Jeg grinede højt flere gange undervejs, og den rammer ofte plet i emner, stiller gode spørgsmål og holder sig klogelig fra svar og konklusioner. Svarene må læseren selv arbejde for. Anders Haahr giver et stykke af sig selv og belyser, hvor forkert en hvid mand kan opføre sig med de bedste intentioner, om at huske at være til stede og om den nutidige manderolle. Anders Haahr formår hele tiden at stille spørgsmål til sine egne fordomme – og anerkender, at han har fordomme. Det er vigtigt. Det har alle (særligt dem, der starter med ”jeg dømmer aldrig nogen” – man ved jo, at det er de mest fordømmende mennesker). 

Jeg er vild med den sludrende stil, hvor der bliver kastet personlige anekdoter ind i historien, og jeg elsker, at Anders Haahr ikke er bange for at udstille sig selv – og tager stilling til den fordømmelse, han måske bliver udsat for. 

Det handler meget om sex og meget om køn – og det er skideskægt og ikke mindst – gode vigtige pointer, som mange ikke tør røre ved. 

Inspiration, Læserelateret, Uncategorized

Læseåret 2019

Først og fremmest rigtig godt nytår til alle! Jeg er måske lidt sent ude med denne opdatering – men jeg skulle jo lige have de sidste bøger med. Jeg håber, alle er kommet godt ind i det nye år – og måske allerede er i gang med læseåret 2020. Jeg har i hvert fald færdiggjort min første bog – en julebog, jeg lige skulle nå, inden man ikke kan tillade sig at læse julebøger længere. 

Ifølge Goodreads 

læste jeg 31.224 sider fordelt på 104 bøger

– og det stemmer så ikke helt, for jeg har læst lidt danske bøger, der ikke er på Goodreads. Den korteste bog 

var bare 64 sider,

mens 

den længste var 827

Den bedste bogjeg læste, var Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup. Jeg elsker, elsker, elsker den – den fangede mig øjeblikkeligt og jeg lagde den stort set ikke fra mig, før jeg var færdig. 

Den værste bog jeg læste, varGeek Girls Don’t Cry. Anmeldelse coming up!  

Den bedste bogserie var… well, well, well. Hvis nogen kan huske det, var et af mine læsemål at læse Ringenes Herre, hvilket jeg har gjort. Jeg bøjer mig i støvet – jeg elsker bøgerne mindst lige så meget, som jeg elsker filmene.  

Den smukkeste boger min Barnes og Nobles læderindbundne udgave af Alice i Eventyrland. Jeg er ikke færdig med at samle på disse fantastisk smukke bøger. Det er læseglæde bare at have den i hånden og siderne, der har guldkanter, er så delikate og fine. Det er ren magi at læse den. 

Den bog, der var sværest at lægge fra sig Se mig nu af Amalie Hammel. Bogen er normalt ikke en genre, jeg er fuldstændig skudt i – men Amalie Hammel skriver fantastisk godt, og jeg læste bogen i løbet af en aften.  

Jeg vil huske læseåret 2019 for overvejende gode bøger – ingen, jeg ikke har læst færdige. Og det er jo dejligt.  Og ikke mindst første gang, jeg var på bogforum. Jeg elskede det! 

Litterære mål for 2019? Mit litterære mål for 2019 var at læse Ringenes Herre og i øvrigt læse lidt flere grafiske romaner. Begge dele er lykkedes, og jeg er ikke færdig med grafiske romaner. Jeg er nok heller ikke færdig med at genlæse Ringenes Herre. 

Min litterære to do-liste for 2020 – eller mit litterære nytårsfortsæt, om man vil. I år tror jeg ikke, at jeg har noget. 2019 har været en hæsblæsende og ikke altid behagelig affære og litteratur er og bliver mit tilflugtssted. Så i 2020 skal jeg bare læse flere bøger, udforske flere genre – og helt sikkert på bogforum igen. 

Biografi, Nonfiktion

Hvis du mangler en god lydbog – eller er skarp til jura og økonomi

Bedraget – sagen om Nordisk Fjer af Charlotte Langkilde fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2013. 3/5 stjerner. 

Natten til den 18. november 1990 begår (undertegnede præcis to måneder gammel) begår Johannes Peterson selvmord. Dagen efter går Nordisk Fjer, en af Danmarks på det tidspunkt største virksomheder, i betalingsstandsning, og i det følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for milliarder af kroner. Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen, og også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen. Charlotte Langkilde har forsøgt at stykke så meget af historien sammen som muligt; om skuffeselskaber med eksotiske adresser, der skulle holde selskabets værdier kunstigt i vejret, om maskiner, der blev købt og leaset frem og tilbage, om hønsefjer, der på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore. Og ikke mindst om to magtmennesker, som styrede forretningen med fast og ubarmhjertig hånd: direktør Johannes Petersen og hans højre hånd og efterretningschef, bogholdere Inga Lydia Rasmussen, der på så manipulerende vis lykkedes med at afholde alle involverede parter fra sandheden – og i Inga Lydia Rasmussens tilfælde formåede at undgå straf ved at trække kvindekortet. Det er en historie og magtbegær og storhedsvanvid, om vidtrækkende manipulationer og løgne så fantastiske og så troværdigt leveret, at bankdirektører, revisorer og bestyrelse blev fanget af dem, og ikke mindst om de menneskelige omkostninger bedraget kostede og det ansvar den enkelte har måttet tage for at sige til og fra – og ikke mindst, om den rigtige rent faktisk blev straffet for denne sag eller om de allermest skyldige rent faktisk lykkedes med at redde deres eget skin. 

Denne bog er en usandsynligt velresearchet, velskrevet og grundig bog – som jeg formentlig aldrig var kommet igennem, hvis ikke jeg havde hørt den som lydbog. Jeg fik den anbefalet en Tinder-date. Det blev aldrig til mere, men en bog er jeg altid frisk på at kaste mig ud i, hvis nogen siger den god. Og Bedraget er interessant. Jeg er for ung til at kunne huske sagen om Nordisk Fjer, så jeg kendte den ikke på forhånd.

Magtmennesker er fascinerende, og at et sådan spind af manipulationer og løgner har kunnet køre så længe qua to mennesker, er fascinerende og skræmmende. Jeg kan ikke huske Nordisk Fjer overhovedet, så chokket over den store virksomheds krak er jo ikke noget jeg kan huske – særligt ikke fordi bogen beskriver som virksomheden som betændt fra ret tidligt – men det vidste medarbejderne og offentligheden jo naturligvis ikke. 

Det er interessant, og det er meget grundigt fortalt – bogen er en moppedreng på næsten 800 sider. Derfor vil jeg anbefale bogen som lydbog, med mindre du er hundredemeter mester i jura og økonomi. På den måde bliver bogen snarere en dokumentarisk podcast ( i overstørrelse) og du skal ikke selv læse alle de fagspecifikke ord, men kan fokusere på konteksten.