Scifi, Young Adult

Be nice to the nerds

Ready Player One af Ernest Cline fra forlaget Tellerup, 2018. 3/5 stjerner.

Året er 2045, og virkeligheden er et forfærdeligt sted. Det eneste tidspunkt Wade Watts føler sig i live, er når han er logget ind i OASIS, et enormt virtuelt univers hvor det meste af menneskeheden tilbringer deres tid. Da den excentriske skaber af OASIS dør, efterlader han en række svære gåder og udfordringer der er baseret på hans besættelse af den 1980’ernes gamle popkultur. Den første som løser dem alle vil arve hans kæmpe formue og overtage kontrollen over OASIS.

Så finder Wade det første spor, og pludselig er han chikaneret af rivaler som er villige til at dræbe for at vinde præmien. Løbet er startet og den eneste måde at overleve på er at vinde – og konfrontere den virkelige verden han har været så desperat for at flygte fra. 

Ready Player One er nørdefantnasi – et geek utopia. Og det er ret tydeligt, at forfatteren selv er både gamer og nørd, og denne bog er en ode til 1980’ernes popkultur lige fra tegneserie, spil og film. Og jo, jo, jeg har spillet World of Warcraft og har sådan set fint styr på, hvad en Commodore 64 er, men min passion for 1980’erne kan ligge på et ret lille sted, så der er sikkert referencer, jeg ikke har fanget – men bogen kan godt læses alligevel. Du behøver ikke tale flydende nørd (om end jeg gør det sådan lidt) for at nyde bogen. For bogen er et tjubang eventyr og skal læses, fordi det er sjovt. Og det kræver en nørd at skrive sådan en bog – Ernest Cline har styr på sit shit. Selvom det er en futuristisk, dystopisk verden, så er setup’et omkring OASIS realistisk ligefra fællesskabet omkring spillet til måden, man laver sin bruger. Han kender de lange nætter, hvor gamere ikke sover, men er opslugt af et raid og han ved, hvordan der bliver kommunikeret på en gamechat. 

Wade er hovedpersonen og han er god knægt. Han har haft et hårdt liv og er vokset op under triste omstændigheder, og selvom han lidt er en brokkerøv, så giver han ikke nogen skylden for sit liv. Han ved godt, at sådan har omstændighederne bare været. Han kunne have hadet sin mor, der døde af en overdosis, men det gør han ikke. Han er en sød, sørgelig eksistens, fuldstændig opslugt af OASIS. Og så lige pludselig bliver han berømt, men han viser også en god portion viljestyrke – også i den virkelige verden. Han er en god knægt. 

Bogen er rå underholdning af typen, som man gerne læser, og også gerne læser to’eren, hvis den udkommer. Jeg græder ikke snot, hvis nummer to ikke udkommer, men jeg læser den, hvis den gør. Det er en spændende verden, og det er en nørdet eventyr, hvor en ægte nørdet knægt for én gang skyld er hovedpersonen, i stedet for den typiske kliche med en lidt nørdet pige, der ikke ved, hvor køn hun er. Wade er rigtig nørdet af den type, du kan finde ude bag skærmene kl. 3 om natten i gang med et spil – men Wade er samtidig mega cool. 

Be nice to the nerds – you might end up working for one.

Contemporary, Krimi, Scifi, Thriller

Interessant debutroman

Grom (Henriette Spolansky #1) af Rennie Petersen, selvudgivelse 2017. 3,5/5 stjerner.

Rennie Petersen er født i Canada, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Han har arbejdet som programmør og forretningsmand, men er pensioneret nu – og det gav startstødet til hans karriere som forfatter, hvor Grom er debutromanen og den første i serien om Henriette Spolansky. Bog 2 er udgivet, og Rennie skriver i øjeblikket på en tredje bog. 

Grom handler om det mystiske ”Nazi Gold train”, der skulle indeholde store mængder af guld, som nazisterne har stjålet i Ungarn og Rusland – men det er aldrig blevet fundet. Vores hovedperson Henriette Spolansky, en dansk journalist med polske rødder, er interesseret i historien og finder frem til Piotr Brzezinski på 88, der er klar til at fortælle, hvad der skete med toget. I 1951 forsøgte han og hans far Helmut nemlig at finde guldet, idet Helmut havde været med til at bygge skinnerne, men resultatet er Helmuts brutale død – og Piotr har egentlig svoret aldrig at afsløre togets lokation. Men det stopper ikke Henriette – hun får hjælp af den tidligere polske jægersoldat Mariusz Hánski og sammen arbejder de på at få guldet op. Men så begynder den russiske mafia at blande sig.

Grom er svær at genrekategoriserer. Den har elementer af thriller, mysterium, krimi, scifi og actionroman, men hvorom alting er, så er den tydeligvis enormt velreseachet. Det må have taget Rennie timer at få geografien og historien på plads, og da bogen kun kan købes som e-bog via Amazon, er det digitale medie veludnyttet med henvisninger til Google Maps, så man kan følge med i, hvor vores karakterer er. 

Sprogligt er bogen overordnet skrevet flydende, om end Rennie Petersen har nogle sproglige darlings, som skurede lidt i mine ører til tider. Den indeholder også lange politiske tirader og eksplicitte seksuelle scener, der umiddelbart ikke er væsentlige for plottet, men det bliver der gjort opmærksom på i starten af kapitlet og læseren kan således vælge at springe henover det (hvilket jeg i øvrigt ikke gjorde). Til gengæld er karaktererne velskrevne. De er hele mennesker med fejl og mangler, men det gør dem kun mere elskelige. Tilliden mellem dem bliver måske nok opbygget lige hurtigt nok til at være realistisk, men det gør ikke noget for historien. Særligt var jeg vild med karakteren Paul, hvilket jo er ret uheldigt for mig – men også Henriette er en type, man gerne vil lære bedre at kende, og jeg glæder mig til at følge hende gennem de næste par bøger. 

Alt i alt en rigtig fin debutroman, som i den grad er anderledes og leger med genrer. 

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Scifi

Grænserne mellem dyr og mennesker

Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup fra forlaget Egolibris, 2014. 5/5 stjerner.

Det er sjældent, at jeg sætter mig ned for at høre en lydbog færdig. Uden at pusle med vasketøj, uden at vaske op eller gå en tur. Bare sætter mig åndeløst ned blot for at høre en bog færdig. Det gjorde jeg med Homo Bestia som er så realistisk sci-fi i så ypperlig kvalitet, at jeg decideret gik rundt og forventede at møde en bestia på gaden. 

Bogen foregår i 2103. Det er med held lykkes at gensplejse dyr med mennesker og ud af det er væsenerne homo bestia – i daglig tale bestiaer – opstået. De er stærke, kloge og lydige. Derfor bliver de største af dem – dem, der ofte er gensplejset med rovdyr – brugt af Politiet og Forsvaret. Bestiaerne trænes og opfostres på store kenneler rundt omkring i landet. Jack er løjtnant i hæren og har efter flere års forsøg endelig fået en tilladelse til at blive bestiafører. På Gaia-kennelen bliver han præsenteret for forskellige slags, men uvist (også for ham selv) vælger han bestiaen, der bliver kaldt Sky. Sky er halvt leopard og er mildest talt medtaget. Han er vanrøgtet, sky og utilregnelig. Og slet ikke brugbar til militær tjeneste. Jack får tre måneder – så skal Sky være lydig. Og med hjælp fra den smukke, kvindelige dyrlæge går Jack i gang med at tæmme Sky – men måske skal Sky slet ikke tæmmes, men bare forstås. Men måske gemmer der sig mere under overfladen? Snart er Jack og Sky viklet ind i noget ingen af dem kunne have forudset og som er med til at forme fremtiden for bestia-arten. 

Denne bog slog benene væk under mig. Den siger lige så meget om racen homo sapiens, som den gør om arten homo bestia. Og det er ypperligt godt skrevet. Den er formidlet vanvittig realistisk uden nogle former for fantasy-elementer. Det her er science fiction, når det er allerbedst og når scifi leger med gennembrud, som videnskaben nogle gange påstår er tæt på. Jeg er vild med vores rejse med Jack. Gennem ham lærer vi at forstå homo bestiaerne – og gennem Sky lærer vi lidt om menneske-racen. Sky har været så grueligt meget igennem, men langsomt begynder Jack at forstå – og opbygge tillid til den sky menneskeleopard, der ikke har meget til overs for mennesker. 

Jeg er også vild med slutningen. Mange populære fremtidsbøger slutter med et systemsammenbrud eller noget vildt omvæltende. Det gør Homo bestia også, men den gør det elegant – den gør det realistisk. Fuldstændig, som man ville se en dyrekennel blive behandlet i medierne. Karina Laurberg Bidstrup må have researchet afsindig meget før hun har skrevet denne bog – men det er det hele værd. Jeg er vild med Sky, jeg småcrusher på Jack og jeg vil vide mere om Homo Bestia. Jeg vil udforske deres muligheder mere. Jeg vil tilbage i den verden og finde ud af, hvad der sker hvis en bestia og et menneske forelsker sig, hvad der sker hvis en bestia lever vildt, udforske hvor meget de er dyr og hvor meget de er mennesker. Jeg vil kort sagt vide mere, for selvom Homo Bestia er en smukt afsluttet stand alone, er jeg slet ikke mæt. Homo Bestia er så godt skrevet og så imponerende vanvittig godt fundet på, at jeg krydser alt hvad krydses kan, for at Karina Laurberg Bidstrup heller ikke er færdig med sine bestiaer.